You're gone. {Louis Tomlinson]

Han ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv, da han finder ud af, at hun er væk. For altid.
Louis Tomlinson's kæreste dør af en meget slem hjertesygdom, og han kan ikke gøre noget ved det. Bare se hende dø. Louis når ikke engang at se hende, inden hun bliver begravet, og han ved i lang tid ikke, hvad han skal gøre af sig selv. Han føler sig så ensom, at han vælger at tage et sted hen, hvor han får sig en at dele værelse med. Det Louis ikke ved er, at personen, som han tror er en fyr på hans alder, slet ikke er en fyr. Hvem kan det min så være? Hvad hvis det var en person, han troede var .. død?

54Likes
53Kommentarer
2481Visninger
AA

2. You're gone

Historien kan godt virke meget sørgelig i starten, men bare rolig, den skal nok bliver lid mere .. glad at læse! c:

Louis  

 

Mine hænder ryster vildt, da jeg lader dem tage fat om håndtaget på lågen, der fører ind til den stille, og fredelige kirkegård. Den kirkegård, hvor mit liv ligger begravet. Smilet på mine læber. Det smil, der ikke er der mere, og ikke har været der siden dengang .. Ja, dengang det hele gik galt.

Lågen knirker en anelse højlydt, da den skubbes op, og forstyrrer nærmest helt, den skræmmende stilhed. Stilhed er noget, jeg ikke rigtig har haft meget af, på det seneste. Selvom jeg har forsøgt ret mange gange, at køle mig selv ned, er det ikke lykkedes, men bare ført til en masse gråd, råb, og slåskampe.

 

Louis, rolig! Hold hovedet koldt, og træk vejret!

 

Jeg har virkelig gjort mig umage for, at gøre alle ting rigtige, men faktisk tyder det bare på, at alle de ting, faktisk blev gjort helt forkert. Det er som om, at verdenen ikke hænger sammen for mig mere, og jeg kan ikke rette op på den igen. Ikke uden hende. Og problemet er, at hun aldrig nogensinde kommer tilbage. Aldrig.

Skridtene kan nærmest ikke høres, da jeg lukker lågen, og begynder at gå rundt om kirken, for at komme om til gravstedet. Hvorfor var jeg ikke tilstede til hendes begravelse? Hvad er det for en kæreste, jeg er? Man kan selvfølgelig ikke bare lige aflyse en hel tour, men helt seriøst, min kæreste døde, og jeg nåede ikke at sige farvel, eller .. Eller at jeg elskede hende.
Tankerne får tårerne til at presse sig på, og jeg bemærker dem, da mine øjne bliver slørede, og jeg pludselig ikke kan se skarpt. Jeg kører min håndryg hen over øjnene, så jeg igen kan se noget, og opdager så, at jeg nu står foran den. Hendes gravsten. 
Et ulykkeligt hulk, kommer frem fra mine læber, og jeg har pludselig bare lyst til at vende mig rundt, og styrte ud af kirkegården. Ud til bilen, speede op, og kører væk. Væk fra noget, der faktisk ikke engang eksisterer mere. Hendes krop, er kun en krop nu. Hendes smil, det blussende røde i hendes kinder, hendes søde latter, når jeg grinede sammen med hende. Væk.

Jeg opdager faktisk ikke, at jeg går ind gennem dem afspærrende hæk, og videre helt hen til gravstenen, før jeg står derhenne, og mærker den kolde følelse af sten, da jeg lader min hånd glide over den. Så, da et par dråber lander på stenen, og gør den våd, er det første man gør jo, at kigge op i luften. Egentlig underligt, at det ikke regner. Spidsen af min tunge fugter kort mine læber, og jeg smager så en smag af salt. Jeg græder. Det regner ikke, men jeg græder.
Jeg kommer med en masse grådfulde hulk lige efter hinanden, inden jeg falder ned på knæ foran stenen, og giver mig til at kramme den. Hårdt. Hvorfor kramme en sten? Måske fordi, at det er det eneste der er tilbage, for at minde mig om hende. Min engel. Min smilende engel. Hvorfor forlod du mig?

"Lydia!"

Jeg kalder på hende, selvom jeg ved at jeg aldrig vil få hende at se igen. Tårerne fosser ned ad mine kinder, og det er umuligt at stoppe dem. Mine råb giver ekko, på den ellers menneskeøde kirkegård, og det skræmmer mig egentlig lidt.

"Hvor er du?!"

Et spørgsmål, jeg aldrig vil få svar på. Et spørgsmål, der kun kan svares på, efter jeg er død. Hvis der overhovedet er noget, når det sker. Uden hende, ville det bare være lettere at dø. Forsvinde fra det hele, ligesom hun gjorde.

"Hvorfor forlod du mig?"

Mine råb er blevet til nogle halvkvalte hulk, fordi jeg simpelthen ikke kan mere, for bare tårer. Det er som om, at jeg får dem galt i halsen, så jeg kommer til at hoste, og spytte.
Jeg bliver ved gravstenen i lang tid. Sidder bare der, og råber op om, hvor meget jeg elskede hende, og faktisk stadig gør det. Jeg kan ikke få udtrykt mig ordenligt. Hvis bare den tour ikke havde været der, og jeg kunne have været på hospitalet. Jeg kunne have holdt hendes hånd, mens hun lå der, og fortælle hende, at jeg aldrig ville elske en anden end hende. Hvis jeg bare havde været der.

Efterhånden har jeg siddet der i flere timer, og mine råb er blevet svagere. Jeg mener stadig hvert eneste ord, men alle mennesker bliver trætte efterhånden, og det gør jeg også. Jeg lader min hånd glide ned ad stenen, mens min gråd bliver mindre, og det ender med, at jeg falder i søvn ved siden af den. Kirkegården bliver igen stille, og det er kun fuglenes sang, man kan hører.

___________________________________________

 

Så blev jeg færdig med første kapitel! c:
Det er måske ikke lige så spændende, men det skal det nok blive. Det er heller ikke så langt, men jeg skulle lige have et kapitel i kunne læse til at starte med, ja. Tak for likes, og til jer, der har puttet den på favoritten! I må meget gerne kommentere. Jeg ville blive glad, for noget respons. (-:

~Evaloovitzh

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...