You're gone. {Louis Tomlinson]

Han ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv, da han finder ud af, at hun er væk. For altid.
Louis Tomlinson's kæreste dør af en meget slem hjertesygdom, og han kan ikke gøre noget ved det. Bare se hende dø. Louis når ikke engang at se hende, inden hun bliver begravet, og han ved i lang tid ikke, hvad han skal gøre af sig selv. Han føler sig så ensom, at han vælger at tage et sted hen, hvor han får sig en at dele værelse med. Det Louis ikke ved er, at personen, som han tror er en fyr på hans alder, slet ikke er en fyr. Hvem kan det min så være? Hvad hvis det var en person, han troede var .. død?

54Likes
53Kommentarer
2462Visninger
AA

4. The dream

Louis

 

Solens stråler trænger ind gennem det tynde glas i rummets vinduer, og når hen til der hvor jeg ligger, og sover. Faktisk har jeg brugt meget af min tid på at sove, nu hvor Lydia er væk. Hvad skal jeg ellers lave, når den pige, jeg plejede at holde om, grine med, og leve sammen med, er væk?

Jeg sætter mig op i den bløde seng, der faktisk kun er så blød, fordi at den ikke er blevet skiftet ud, siden .. Ja, siden jeg mødte hende, og vi flyttede sammen. Sommetider forestiller jeg mig, at hun ligger ved siden af mig i dynerne, og jeg snuser til lagenet, for at indånde hendes duft. Men igen, og igen bliver jeg skuffet. Hun er der ikke, og hun vil aldrig komme, til at være der igen.

Jeg svinger mine tynde ben ud over den knirkende sengekant, og lader mine fødder, ramme det kolde trægulv. Det er længe siden, jeg har levet af en ordenlig kost, og derfor er mine ben som de er. De er ikke så tynde, som de kunne have været, men de er tynde, taget i betragtning af, at jeg er en mand.

Morgenen starter, som det nærmest er blevet en vane, at den skal. Jeg er som sædvanlig ved at falde i tomme øldåser, der ligger spredt ud over gulvet, på vej hen til den brune dør, der skiller sig en del ud, fra den hvide væg.
Hvorfor valgte vi egentlig ikke, at male den lys dengang? Tanken slår mig bare pludseligt, og jeg aner faktisk ikke hvorfor. Det er bare som om, at jeg er begyndt at tænke mere tilbage på alle de fejl, jeg gjorde dengang, nu. Ikke fordi, at min elskede Lydia, døde af, at vores dør var brun, men fordi at hendes død, har fået mig til at tænke meget mere over tingene, end jeg normalt gjorde.

Alligevel er det ikke hele tiden, jeg er begyndt at tænke mere. Nok faktisk mindre, på nogle punkter, for ellers ville jeg lige nu, ikke kunne hører alle øldåserne trille larmende rundt på mit gulv.

Brødristerens lyd, når brødet springer op, og er færdigt, kan høres i hele lejligheden. Grunden er nok, at der ikke rigtigt er andre lyde at hører, altså bortset fra mine tunge åndedrag, der mest af alt minder om, når man puster en ballon op. Lange pust, og lange vejrtrækninger, for at få så meget luft ind i ballonen som muligt.

Jeg sidder alene ved spisebordet. Det spisebord, Lydia fik fra sin afdøde mor. Det er nærmest blevet en vane, at kører hånden hen over den fine marmorplade, men i dag trækker jeg hurtigt hånden til mig, da jeg ved hvor jeg kender følelsen fra. Gravstenen. Den føltes fuldstændigt ens, at rører ved.

Jeg kommer til at gispe, og får den tanke, at dette bord overhovedet ikke burde stå her. Det har intet med mig at gøre. Det var Lydia's, så hendes søster må hellere få det. Hendes søster. Hun er mindst ligeså ulykkelig over hendes død, som jeg er, selvom det er svært at tro. For mig, er det svært at forestille sig.

Jeg rejser mig op, ved at skubbe stolen ud fra bordet, og vandrer så hen mod brødristeren, som min frokost er hoppet op fra. Jeg når lige at lægge hånden på brødet, inden jeg så kan sige, at jeg har været for langsom, og at brødet er blevet koldt. Typisk mig. Jeg tænker faktisk ikke, da jeg bare propper det allerede færdig-ristede brød ned i risteren igen, og tænder på knappen. Jeg er sulten, men man kan tydeligt se, at jeg ikke gør meget for, at få noget indenbords, egentlig.

Et stykke tid efter, hører jeg igen lyden fra maskinen, så da jeg allerede står henne ved den, griber jeg næsten brødet i luften denne gang. Næsten. Brødet hopper ud af min hånd, og fortsætter så derefter ned på gulvet, hvor det lige hopper to gange, for at irriterer mig mere. Med et sindssygt støn af træthed, samler jeg brødet op. Den sorte farve smitter nærmest af på min hånd, for ja. Hele brødet er fuldstændig kulsort.
Hvis man smed det ned i en kælder, og gik derned, uden at tænde lyset, er jeg helt sikker på, at man ville komme til at træde på det, hvis man overhovedet fandt det.

Jeg vælger faktisk, at spise brødet, underligt nok. Det knaser en del, og mine tænder er helt sikkert helt sorte bagefter, men så må jeg jo bare børste mine tænder, aha. Meget besværligt, ikke? Ej, jeg tror at jeg klarer det.

Selvom jeg ikke lyder til, at ville gøre noget ud af mit liv overhovedet mere, er jeg altså nødt til at få trænet lidt. Selvom jeg har tynde ben, er mine muskler der stadigvæk. Jeg er stadig stolt af, hvor store de er, og jeg syntes altså, at de skal holdes ved lige.

Jeg lader håndryggen kører over min pande, da jeg endelig er hjemme fra en af mine hårde løbeture. Eller okay, jeg er næsten hjemme. Pustende, finder jeg mine nøgler frem. Jeg kan mærke svedperlerne løbe ned over min tinding, og ned ad min kæbe, hvor de så bare bliver tørret væk af min hånd, efterhånden. Nøglen bliver ved hjælp af en hurtig håndbevægelser, drejet rundt i låsen, og jeg skubber døren op, for så at fortsætte ind i den lille gang, hvor så stiller mine løbesko.

Jeg var ikke glad, da jeg forlod lejligheden, og jeg er heller ikke glad nu, hvor jeg igen står her. Der er så mange der siger, at man bliver så glad af at motionerer, men jeg er faktisk begyndt at tvivle på, om det ikke bare er noget de har fundet på, for at få uskyldige mennesker til at købe alt deres bras. Bolde, sportssko, sjippetorve, ja alt den slags.

Jeg lader et sukke undslippe mine læber, da jeg lukker døren ud til opgangen. Langsomt, giver jeg mig god tid til at skubbe døren i, og slipper den først et stykke tid efter. Jeg skal så lige til at vende mig om, og gå ind i min ensomme, forladte, og kedelige stue, da jeg kommer til at skvatte i en reklame på gulvet.

Jeg bliver først meget irriteret over, at avisdrengen igen har smidt reklamer ind gennem dørsprækken, selvom jeg flere gange har fortalt at jeg vil have mit post i postkassen, inden en artikel fanger mit blik, og jeg selvfølgelig samler den op. Der er for lidt lys i gangen til, at man kan se andet end: ’Motelværelse for halvpris. Få dig en værelseskammerat, du har noget tilfælles med’, så da artiklen virkelig fanger min interesse, vælger jeg selvfølgelig at tænde lyset. Alligevel fortsætter jeg ud i køkkenet, hvor jeg så sætter mig på en af stolene ved bordet.

Dem der har lavet den her reklame, har gjort denne artikel rigtig spændende, ved at bruge en masse glade farver. Dette motel ser specielt ud. Det er ikke bare et kedeligt et, ved motorvejen, men et, hvor man kan udfylde et skema, og få en værelseskammerat, man har noget tilfælles med.

Virkelig? Er der nogen i hele verden, Jeg, Louis Tomlinson, har noget tilfælles med? Det er virkelig svært at forestille mig, da jeg er blevet fuldstændig vant til at være alene, drikke mig fuld hver anden dag, græde. Hvis jeg så endelig skulle snakke med nogen, har det været på en klub, jeg så er blevet smidt ud af højest en time efter, fordi jeg så er kommet op i en slåskamp.
 
Jeg egner mig bare ikke til, at være sammen med andre mennesker, mere. Overhovedet ikke.

Efterhånden som aftenen skrider frem, begynder jeg faktisk at overveje denne artikel. Kunne det være sundt for mig, at få nogen at snakke med? Altså, jeg er sådan begyndt at skræmme de andre medlemmer af One Direction halvt væk, på den måde deres Louis jo opfører sig, når han er sammen med dem. Men ærligtalt, opfører jeg mig altid sådan, nu. Louis Tomlinson er blevet mærkelig, og da det ikke er muligt at vække andre mennesker op fra de døde, bliver han aldrig normal igen.
 

Mine skrig kan høres over det hele. Jeg slår skrækslagent de mange siv, der kommer mig i møde, væk, da jeg fortsætter ud over marken. Mit hjerte hamrer mig i brystet, og det er nærmest som om, at det sidder i oppe i min hals, og truer med at hoppe ud af mig.

De er lige i mine hæle, og er næsten tæt nok på, til at kunne springe på mig. Jeg vil falde, og de vil vinde. Det kan, og må ikke ske, så selvom det føltes som om, at jeg er ved at dø, fortsætter jeg ud i en sø, og ud igennem den. Vandet går mig til taljen, og det stiger sådanset, for hvert skridt jeg tager. Man kommer jo selvfølgelig altid til at løbe langsommere i vand, men jeg må altså klarer det. Jeg skal væk fra dem. Helt væk. De er min største skræk.

Vandet begynder at sive ind gennem min mund, da vandet nærmer sig min næse. Hvis jeg fortsætter frem, vil jeg drukne, og det ved alle. Også dem. Dem.

Mine øjne åbnes pludselig, og jeg sætter mig op i sengen. Jeg er fuldstændigt badet i sved. Mine rystende hænder føres op til mit hår, inden jeg lægger dem ned på min dyne igen, da håret simpelthen er så vådt, at det er klamt. Mine åndedræt er så vilde, at jeg faktisk nærmest ikke kan trække vejret, så jeg prøver at beherske dem.

Hvad skete der lige i den drøm? Hvad gik den ud på? Jeg løb. Jeg flygtede fra nogen. Men .. for hvem? Hvem skulle jeg flygte fra? Det er simpelthen noget, min hjerne ikke vil gennemskue. Mine hænder har lagt sig på mit bryst, så jeg kan mærke mit vilde hjerte slå, mens jeg stadig prøver at få mine vejrtrækninger kontrollerede.

Pludselig slår det mig. Med vanvittige bevægelser, får jeg artiklen frem fra under min hovedpude. Det her er ikke godt. Virkelig ikke godt. Jeg kan mærke, at der er noget særligt ved denne artikel. Jeg ved også, hvad den drøm betød.

Jeg er ved at blive bange for andre mennesker. Og mest af alt ..


Mig selv.

_______________________

 

Hej alle fantastiske læsere! c:
Jeg vil starte med at sige, at jeg har fået mig en medforfatter. Hun hedder 'Bvihv..' og hun skal også have en masse ros!
Der er også ved at blive lavet en trailer. Tak Yainx.!
Jeg vil også sige, at jeg er rigtig glad for, så mange der har liket, og puttet movellas'en på favoritlisten! :D Mange tak!
 

~Evaloovitzh

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...