You're gone. {Louis Tomlinson]

Han ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv, da han finder ud af, at hun er væk. For altid.
Louis Tomlinson's kæreste dør af en meget slem hjertesygdom, og han kan ikke gøre noget ved det. Bare se hende dø. Louis når ikke engang at se hende, inden hun bliver begravet, og han ved i lang tid ikke, hvad han skal gøre af sig selv. Han føler sig så ensom, at han vælger at tage et sted hen, hvor han får sig en at dele værelse med. Det Louis ikke ved er, at personen, som han tror er en fyr på hans alder, slet ikke er en fyr. Hvem kan det min så være? Hvad hvis det var en person, han troede var .. død?

54Likes
53Kommentarer
2480Visninger
AA

3. Miss you

Anonym's synsvinkel.

 

Han havde endelig givet mig lov til at få lidt tid for mig selv. Jeg var taknemmelig, det var så længe siden vinden sidst havde blæst mod min tynde hud.

Men så langt, var jeg slet ikke nået endnu! Først nu havde han sluppet mig fra opsyn, og ladt mig gå alene ind på mit værelse. Eller.. Værelse og værelse, mere et rum med en hård muggen seng, et smadret rådent skab, og et gammelt ridset spejl.

Jeg savnede Louis så sindsygt meget! At gå hvert eneste dag og tænke på sit livs store tab, er aldrig sjovt. Jeg gik med en ubeskrivelig følelse af savn. Det var ikke retfærdigt! Jeg var ulykkelig..

Før jeg vidste af det knagede tårene på, og et snøft forlod mine læber. Ivrigt svang jeg min rystende hånd op til mine store øje, og gned godt og grundigt tårene væk.

Nu tænker i sikkert; Hvorfor flygter hun ikke bare?.. Men så nemt har han desværre ikke gjort det. Han har sine forbindelser, og har skaffet spionase rundt i byen. Min frygt for ham, målede sig næsten med mit savn til Louis.

Jeg savnede den måde han kaldte mig søde ting på, den måde han modvilligt flettede mit hår, jeg savnede vores slatne søndage, hvor vi ikke lavede andet end at sove.. Jeg savnede ham. Chancen for at møde ham, var ikke stor, nu da han boede så langt fra mig..

Jeg havde tidligere bundet det tykke stof om mit bryst, så jeg manglede bare tøjet, og parykken. Med små forsigtige skridt gik jeg over til det rådne skab, og rev rystende en hvid t-shirt frem. Jeg trak nogle sorte bukser frem, og svang dem over armen.

Jeg var godt træt af de samme gamle tøj, og de samme gamle grå vægge der omringede mig. Der var uheldigvis ikke megen natur om huset, der var ikke andet end en masse grå veje, og slidte moteller.

Jeg vrikkede mig ned i bukserne, og trak t-shirten over mit uglede hår. Jeg stressede mig selv over til spejlet, og samlede børsten op fra gulvet. Jeg redte mit hår igennem, og tænkte mig væk fra den milde smerte der dannede sig i min slidte hovedbund.

Mine svigende øjne spejdede over gulvet, og jeg fandt min brune paryk. Jeg skyndte mig at sætte den til rette, og fandt snart mine røde converse bundet om mine små fødder.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...