The City of Love | Ed Sheeran

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2013
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvis man først bliver venner med Ed Sheeran, så er de ingen vej tilbage. *Havde alt for mange Ed feels, så skrev et meget kort One Shoot*

10Likes
5Kommentarer
571Visninger

1. Paris

 

“The one you love and the one who loves you are never, ever the same person.” 

 

     Mit blik vandrede over landskabet uden for vinduet. Det var Paris. Jeg boede i den smukke by, som de fleste kendte, som kærlighedsbyen. Der hvor kærligheden groede. Eller på den måde var det for alle andre end mig, for kærligheden har aldrig været med mig. Trods mine atten år, havde ægte kærlighed aldrig ramt mig. Jo, jeg havde haft et par kærester, men det var aldrig nogen, som jeg rigtigt følte noget for,

     Jeg havde da haft flere forelskelser, men det havde bare aldrig været gengældt. Det var som om, ulykkelig kærlighed altid er blevet tiltrukket af mig. Men jeg havde indfundet mig med det, for sådan var livet nu engang. Og der var ingenting, man kunne gøre, for at lave det om.

     Lige nu var jeg forelsket. Det kunne jeg sagtens sige, for det var jeg. I ham, som rigtig mange mennesker kendte til. Ja, han var kendt. Ikke virkelig overdrevet som Rihanna, Britney Spears eller sådan noget, men bare en lille stjerne. Hans navn var Edward Christopher Sheeran. Bedre kendt som Ed Sheeran, som jeg også altid havde kaldt ham.

     Min ginger Jesus. For nej, han var ikke bare en kendt, som jeg havde et crush på. For han var engang min bedste ven. Før min mor tvang med til det her lorte land, hvor alle snakkede et sprog, som jeg aldrig har kunnet fatte.

     Jeg var ikke fan af Paris. Slet ikke. Når man gik hen af de flotte gader, så kunne man ikke undgå at se et lykkeligt par, og de mindede mig bare om, jeg aldrig ville have sådan et forhold. Jeg var helt overbevist om, det aldrig ville ske.

     Selvom vi allerede var i året 2011, så var det ingenting, som havde bragt mig sammen med en anden på den måde.

     Det med man sagde, at hvis man ikke havde held i spild, så havde man i kærlighed, men sådan var det jo også omvendt. Jeg havde altid held i spil. Måske var det bare en spillemåde, men på en måde, så føltes det bare så rigtigt. Hvilket var virkelig irriterende.

     For to år siden, var det, jeg mødte Ed for første gang. Det var til en fest, som var arrangeret af en af vores fællesvenner, jeg ikke snakker med mere. Vi havde bare haft sådan en god kemi lige fra starten af. Ikke på kærlighedsmåden, men mere på venne-måden. Jeg har altid været en drenget pige, som havde flest drengevenner, gik rundt i joggingbukser og alt for store T-shirts, mens jeg spillede computerspil firetyve syv.

     Vi havde et ok venneforhold i nogle måneder, men efter det, begyndte vi at se hinanden noget mere, og vi endte med at være sammen næsten hele tiden. Sådan startede vores forhold vel, hvis man kunne sige det sådan.

     For et halvt år siden, fortalte min mor mig så den forfærdelige nyhed, at vi skulle til Paris og bo, fordi hun havde fået et helt fantastisk jobtilbud, som hun bare ikke kunne sige nej til. Eftersom jeg kun var sytten på den tid, så måtte jeg ikke blive hjemme. Selvom jeg var overbevist over, at jeg sagtens selv kunne klare mig selv. Måske endda flytte ind til Ed, hvis det kom til det punkt. Men nej, jeg skulle med herned.

Efter det, så har jeg kun set ham meget få gange. Det har for alvor adskilt os, selvom vi svor på, at ingenting kunne komme imellem os.

     Hvis jeg nogensinde ville komme væk fra den her by, og tilbage til London igen, så ved jeg ikke, om vi kan være bedste venner igen. Selvom vi har haft sådan et fantastisk bånd, så vil det altid have det lille knæk på sig, som det fik dengang jeg flyttede.

     Jo, vi ville kunne blive rigtig gode venner igen, men om vi kunne have sådan et god forhold igen, troede jeg ikke. Men om vi kunne blive mere end det, som jeg håbede på, kunne vi måske godt, men han havde aldrig følt det samme om mig, som jeg havde fælt for ham. Sådan var det bare ikke. Uheldigvis nok.

     Jeg havde da flere gange overvejet, om han faktisk følte for mig på den måde, men den teori, var hurtig at banke ned igen. Man kunne bare se det, på den måde han altid kiggede på mig. Der var ikke det der glimt i øjet, som der altid var i forelskede idioters øjne. Man kunne altid genkende en forelsket på meters afstand, for de havde bare hele den der fjollede ting, som alt for tit, kunne blive irriterende.

Selvom jeg selv var sådan en, kunne jeg godt nedtone det en smule. Jeg opførte mig også kun sådan, når jeg var i selvskab med Ed, og ikke bare med en eller andet random person.

     Jeg tog en tår af den te, som jeg havde lavet til mig selv for nogle minutter siden. Jeg kunne mærke den varme væske glide ned, mens jeg endnu engang lod mit blik vandre rundt i landskabet af den smukke by. Der var en bakkeforhøjning, hvorpå det lå en lille, gammel kirke. Det rundtomkring var fyldt med træer og små boliger, som alle var bindeværkshuse. I det lige overfor, boede en gammel flink kone, som altid kom over med noget hjemmebag. I det ved siden af, boede der et lykkeligt par, som havde to små børn, jeg nogle gange passede. Vores kvarter lå i udkanten af Paris, så der var dejligt stille, men på en måde for stille.

     Paris var en guddommelig smuk by, det indrømmede jeg, men den passede bare ikke til mig. Paris var for forelskede idioter, som havde en ved deres side. Ikke forelskede idioter, som var helt alene. Det var ikke en by til folk som mig.

     For kun to dage siden, var jeg fyldt atten år, og det blev ikke engang fejret. Jeg havde set frem til den dag, for Ed havde sagt, vi skulle gøre noget helt specielt på den dag, som han havde haft planlagt i alt for lang tid, efter hans mening.

     Det var også den eneste grund til, jeg havde set frem til den dag, for at blive ældre havde aldrig været mig. Jeg ville ønske, jeg bare kunne være otte år igen. Der var der ikke alle de problemer, og man kunne bare gøre lige hvad man havde lyst til. Ingen problemer med skolen, fyre, penge eller forældre. Og det værste af det hele var, at man dengang, kun havde drømt om at blive ældre.

     Jeg tog den sidste slurk af min te, og bevægede mig stille ud mod køkkenet, for at vaske den gamle kop op. Over vasken hang der et spejl, som der havde været der, siden vi flyttede ind. Jeg kiggede ind i det, og så en lyshåret pige med matte, grønne øjne. Man kunne tydeligt se, hun var ulykkelig.

     Alle dem, som man elskede, elskede aldrig en tilbage. Det var blevet mere en realitet end bare ord for mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...