Den sidste melodi *One shot*

Dette var min stil til dansk, som jeg lavede starten på skoleåret, så jeg tænkte jeg ville ligge den her ind. :)

3Likes
0Kommentarer
318Visninger

1. Kapitel 1

Igen skulle jeg gå hjem fra skole, jeg var træt af det. Jeg havde været til skolesygeplejersken, og hun havde sagt jeg havde fået lungebetændelse. Det havde jeg haft før, og det gjorde sådan jeg næsten ikke kunne trække vejret.  Jeg tog min mobil op af lommen, og ringede til min mor, efter noget tid tog hun den. ”Hej skat. Hvad så?” Spurgte hun venligt. ”Du er nødt til at komme at hente mig, jeg har lungebetændelse.” Jeg havde tårer i øjnene, og gispede kort efter vejret. ”Jeg er på vej.” Hun lød helt rolig, og 10 minutter senere kom hun. Da jeg gik ind i bilen, så hun alvorligt på mig. ”Har du røget fornyligt?” Siger hun så. ”Mor, jeg har ikke røget siden sidste gang jeg havde lungebetændelse.” Jeg var faktisk lidt fornærmet, jeg havde ikke røget i lang tid, hvorfor skulle jeg begynde igen? Jeg kunne ikke lide at ryge mere, og heller ikke at bare at være i nærheden af en tændt smøg. Hun nikkede, og derefter begyndte hun at køre.


Endelig var vi hjemme,  klokken var blevet mange, fordi vi først skulle ind til lægen for hente piller. Min mor var helt tavs, jeg vidste ikke hvorfor. Faktisk havde jeg aldrig set hende sådan før eller det var ikke sandt, hun havde været sådan hver gang vi skulle til læge, men alligevel var det som om der var noget. Jeg havde også set hende sådan en anden gang, og det var ved min fars begravelse. Det varede et par dage før hun gad snakke rigtigt til mig. Heldigvis gik det over, og måske var det her bare en fase hun lige skulle igennem, fordi hun hadede når jeg fik lungebetændelse, lige så meget som jeg selv. Min far døde af lungekræft, da jeg var 5 år gammel, det vil sige for 10 år siden. Jeg savnede ham, men jeg havde valgt ikke at tænke så meget på det, fordi det gjorde mig ked af det hver gang.
Jeg rystede kort på hovedet, og bestemte mig for at gå ind på mit værelse og lægge mig ned. Jeg havde virkelig ondt når jeg stod op. Forsigtigt lagde jeg mig ned i sengen, og tændte fjernsynet. Jeg var meget nysgerrig for at få at vide hvorfor hun var så tavs, men jeg lod det være. Det kunne jo godt være fordi det her var 3. gang i år. Jeg trykkede rundt, indtil jeg fandt noget tegnefilm, og valgte at se det. 

Da min mor kaldte senere, fordi der var aftensmad, havde jeg det virkelig dårligt. Ikke nok med jeg knapt kunne trække vejret, jeg havde også meget kvalme. Jeg rejste mig stille op, mit bryst gjorde ondt, og jeg følte jeg skulle til at kaste op. Min kvalme blev bare værre, da jeg vaklede ud i køkkenet. Min mor så op fra sit blad, hun smilede til mig, og jeg smilede kort tilbage. "Hvordan har du det?" Hun kiggede på mig, og jeg havde et blank udtryk. "Helt ærligt, så har jeg det overhovedet ikke godt," sagde jeg, men jeg måtte rømme mig en gang, da jeg fik et surt opstød. "Jeg har virkelig kvalme." Hun gik hen på mig, og mærkede mig på panden, også kort på kinderne. "I det mindste, så har du ikke feber." Hun smilede kort, det var altid det hun gjorde når jeg var syg. Hun prøvede altid at muntre mig op, ved at fortælle mig hvad jeg ikke fejlede. Jeg smilede kort, men derefter måtte jeg løbe ud, og brække mig. Det gjorde ondt i min mave, og det gjorde meget ondt i mit bryst.

Da jeg endelig var færdig, og skulle til at rulle op, så jeg hurtigt ned i toiletet, og så jeg havde kastet lidt blod op. "Mor!" Kaldte jeg, min mor kom hurtigt, og så nervøst på mig. Hun vidste godt jeg havde brækket mig, så hun klappede mig på ryggen, hun tog min hånd, og førte mig roligt hen til mit værelse. Jeg lagde mig ned i sengen, min mor lagde dynen ned på mig, og puttede mig. Hun aede mig stille i håret, jeg kiggede på hende med et blank blik, jeg var meget træt. "Mor?" Sagde jeg hæst. Hun kiggede på mig, jeg kunne tydeligt se på hende, at hun kun prøvede at skjule sin frygt for at noget ville ske. "Ja skat?" Sagde hun så stille som hun nu kunne. "Må jeg gerne sove nu?" Det var egentlig det var et dumt spørgsmål, for selvfølgelig måtte jeg sove. "Ja, sov du." Hun kyssede mig på panden, og gik ud af døren. Hun stoppede ved døren, og sendte mig et venligt blik. Så slukkede hun lyset, men før hun lukkede døren, kom hun hurtigt ind med en balje, i tilfælde at jeg skulle kaste op.

Næste morgen havde jeg det være end jeg nogensinde havde, og jeg rakte straks ud efter baljen, og kastede igen op. Det havde jeg gjordt nogen gange her i nat, og det gjorde virkelig ondt. Da jeg så endelig var færdig, satte jeg den ned på gulvet. Der kom meget blod op når jeg kastede op, og jeg vidste ikke om det var noget at bekymre sig om. Jeg kørte mine hænder gemmen mit filtrede hår, og kiggede op i loftet. "Ja, det har hun gjort." Hørte jeg min mor sige inde fra stuen, jeg lyttede efter, men jeg kunne ikke høre mere, da hun lukkede døren. "Mor?" Prøvede jeg at råbe, men jeg vidste hun ikke kunne høre det, da mit råb blev til en lav hvisken. Så i stedet for hele tiden råbe på min mor, ville jeg gå ind til hende.
Da jeg rejste mig, var jeg tæt på at falde tilbage igen, men jeg var fast belsuttet, på at gå ind til hende. Jeg gik hen af den lille gang, og åbnede døren, ind til stuen. "Mor?" Hun vendte hovedet hurtigt over mod mig, hun havde grædt, og hun var vidst stadig ved det. "Jeg ringer tilbage senere." Sagde hun, og lagde på. "Hvad er der sket?" Jeg var næsten selv ved at græde, jeg var bange for noget var sket, enten med hende eller mig. "Der er ikke sket spor," hun tørrede hurtigt tårene væk fra ansigtet. "Er der sket noget med dig? Du ser mere sløj ud end du gjorde igår skat." Hun kiggede bekymrende på mig. Jeg ville ikke bekymre hende mere, end jeg gjorde i for vejen. "Jeg har det ikke godt, men jeg har det ikke værre, end jeg havde igår." Siger jeg, med et lille smil. Med små rystende skridt gik jeg over mod min mor, og krammede hende så.
Jeg var virkelig træt af at have besvær ved at trække vejret, men hvad jeg mere var træt af, var at min mor snakkede i telefon, med en jeg ikke vidste hvem var, og hun ikke gad at fortælle mig det. Det var der jeg fik en idé, siden hun ikke gad at sige det til mig, måtte jeg finde ud af det selv. Jeg kom op og stå, og listede hen til døren, der gik ind til stuen. "Undskyld jeg lagde på igår. Hvad var du ved at sige?" Der var stille i noget tid,  hvad ville han eller hun sige? Fejlede min mor noget? Fejlede jeg noget? Så begyndte hun at tale igen. "Hvornår skal vi komme?" Igen blev der stille. "Okay. Vi kommer der så." Jeg skyndte mig ind i seng, og puttede mig under dynen. Så åbnede min mor døren, og gik ind på mit værelse. "Skat, vi skal lige kører ind tur." Jeg ser overrasket på hende, men rejser mig op, og tager med lidt besvær tøj på.
Hele tiden vidste jeg at vi skulle ind på hospitalet. Hvorfor vidste jeg ikke, men jeg havde nok tænkt vi skulle derind. En sygeplejerske kom ind i venteværelset, og sagde højt: "Tami Marin." Min mor rejste sig, derefter hjalp hun mig op. Vi følgte stille efter sygeplejsken, indtil et stort rum. "Hej Lauryn." Han gav hånd med min mor, også gik han over til mig. "Hej Tami." Han gav mig hånden, jeg kiggede undrende på ham. Jeg hadede når en kendte mit navn, men jeg vidste ikke hvem de var. "Vi skal lige skanne dig, for at se om der er noget galt." Han smilede til mig, og derfra kan jeg ikke huske mere.


Jeg vågnede op med et sløret blik, dog lidt efter kunne jeg se normalt igen. Da jeg kiggede mig omkring, kunne jeg huske at jeg var på hospitalet. Det var nok det eneste jeg kunne huske, jo jeg kunne også huske at jeg havde lagt mig ned i en seng, ellers var resten forsvundet. Gad vide hvor min mor egentlig var, jeg havde ikke set hende siden vi var inde i det store hvide værelse. Jeg håbede hun snart ville komme, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og jeg ville snart gå i panik. Hvad dag var det? Hvor var min mor? Var der noget galt med mig? Mine tanker blev afbrudt, da en høj brunhåret mand kom ind. Han smilede venligt til mig. "Godmorgen." Jeg så overrasket på ham, hvor længe havde jeg sovet? "Øh.. Hv-hvor længe har jeg sovet?" Han grinte kort. "Du har ikke sovet spor længe, du har sovet fra du var i bedøvelse, til nu. Jeg nikkede kort, og kiggede på ham, han var egentlig ret ung for en læge at være, jeg ville sige han var 20, men jeg tog tit fejl, så jeg lod mine tanker passere, men straks kom jeg til at tænke på noget. "Er der noget galt med mig?" Han kiggede på mig, med chokerende øjne. "Det vil jeg helst ikke fortælle før din mor er her, jeg har lovet hende det. Hun ville selv fortælle dig det." Hans blik blev normalt, også gik han ud af døren. Ligenu følte jeg mig alene, jeg kiggede rundt for at se om der ikke var en eller anden, eller i det mindste en bamse. Men der var intet. Over hovedet ingen ting, jeg lagde mig tilbage, og begyndte at græde lidt. Var der virkelig noget galt med mig? Jeg var nervøs, hvad ville min mor fortælle mig? Hvad fejlede jeg? Tårene strømmede ned af mine kinder, det hele var ude af kontrol. Tænk hvis jeg kun havde en uge tilbage, eller kun i dag. Flere tårer kom ned af mine kinder, jeg kunne mærke hvordan de dryppede ned fra min hage af, og ned på min trøje. "Skat dog." Det var min mor der lige trådte ind af døren, hun krammede mig, og jeg stoppede stille med at græde. 


"Er der noget galt med mig?" Sagde jeg efter noget tid, hvor jeg var faldet til ro. Hun tøvede lidt, hvor hun imens kiggede væk. Så kiggede hun på mig igen, og hendes smil var forsvundet. "Jeg ville sige nej." Jeg kunne se, at hun skulle til at græde. Det var jeg også ved selv. "Skat, du har lungekræft. Og lægerne ved ikke om det kureres, fordi du har haft det i 2 uger." Hun så på mig, og tårende trillede ned af kinderne på hende, det samme gjorde mine tårer. Ingen af os havde noget at sige. Bare tanken om at jeg måske ikke ville overleve, var forfærdelig, hvad skulle vi gøre?
Efter en snak med lægerne, måtte jeg endelig slappe af. Imorgen skulle jeg til strålebehandling, for at se om det ville hjælpe på det. Jeg fuldstændig smadret inden i, og orderne lungekræft kørte rundt i hovedet på mig. Ligenu ville jeg ikke høre på nogens stemmer, ligenu var det dejligt med fuldstændig ro. Det var dejligt, og efter noget tid faldt jeg i søvn, jeg var sempelthen for træt til at holde mig oppe, selvom klokken kun var 19.


Da jeg vågnede op, havde jeg en sær følelse, og min mor sad ved siden af mig. "Hvordan har du det?" Hun kiggede på mig med det venlige blik, og smilede venligt. "Fint, hvornår skal jeg ind til strålebehanlingen?" Hendes blik så undrende på mig. "Du har været derinde for 2 timer siden. Der var nogle dage før vi får at vide om det hjalp, eller ikke gjorde." Jeg nikkede kort, havde jeg virkelig været inde til strålebehanlingen? Jeg kunne intet huske. Det værste var at tænke på, at der varede to hele dage, før jeg vidste om jeg kunne overleve kræft, eller om jeg ville dø af det. Jeg håbede så inderligt, at jeg ville overleve kræft, og hvis jeg skulle kæmpe for det, gjorde jeg det. Jeg ville ikke dø, uanset hvad, det ville jeg ikke tillade. Min mave knurrede højlydt, det hørte min mor godt, fordi hun rejste sig, og gik hen til døren. "Jeg henter noget brød, så du kan få noget til din mave." Hun smilede, og gik ud af døren. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, jeg elskede min mor, hun var det bedste i min verden.


Noget tid efter kom min mor tilbage, med noget en paptalerken, med et rundstykke på. "Velbekomme." Hun smilede, og kyssede mig på panden, derefter gik hun igen hen til døren, jeg fulgte hende derhen, med øjnene. "Hvad skal du?" Spurgte jeg. "Jeg skal nå en masse i dag, jeg kommer senere det lover jeg." Så gik hun ud af døren, og igen var jeg alene. Jeg tog tallerkenen fra bordet, og begyndte at spise.
Da jeg var færdig med at spise min mad, lagde jeg mig ned, og kiggede op i loftet. Der var intet at lave på sådan et kedeligt hospital. Mine tanker gjorde mig bange, fordi tænk hvis de faktisk ikke kunne kurere mig. Vide at jeg skulle lide, indtil jeg så døde, jeg fik tåre i øjnene, og begyndte at hulke lidt. Jeg ville ikke dø, jeg ville leve, jeg ville opleve mit liv fuldt ud. Hvorfor fik jeg også lungekræft? Det var så urretfærdigt. Jeg kiggede over på klokken, den var 16.00 så jeg måtte blive strålebehandlet klokken 14. Det var underligt jeg kunne sove så længe, for det har jeg aldrig kunne. Jeg måtte få noget frisk luft, jeg kæmpede for at komme op, det gjorde virkelig virkelig ondt, men til sidst kom jeg op. Mine ben rystede, og jeg gik hen mod vinduet, og åbnede det så. Det var dejligt at få friskluft, det føltes som derhjemme med de store egetræer.
Da jeg havde stået der i ret lang tid, lukkede jeg vinduet, og lagde mig ned i sengen igen, og tændte for fjernsynet. Der var intet spændnende, men jeg satte mig til at se ramasjang, det var så lang tid siden jeg havde set det, eller så havde jeg aldrig set det, men jeg så det i hvert fald nu. 


Morgenen efter, kom der en læge ind imens jeg spiste. Jeg så op på ham, og efter hans alvorlige udtryk, var jeg sikker på han havde svaret på om jeg kunne reddes, eller om jeg skulle dø. "Godmorgen," sagde han venligt. "Godmorgen." Sagde jeg, men jeg havde stadig lidt mad i munden, min mor sad ved siden af mig, og holdt mig i hånden, hendes hånd var svedig. "Jeg er ked af at meddele det, vi kan ikke kurerer din kræft." Tårerne sprang frem i mine øjne, og jeg begyndte at stor tude. Jeg kunne ikke holde det tilbage, jeg skulle dø, det her var enden på mit liv. "Såså." Trøstede min mor mig med, selvom hun også sad, og græd lige så stort som mig selv.
Lægen var gået ud, da jeg var færdig med at græde. "Kan du ikke spørge ham ad om hvor lang tid jeg har tilbage?" Min mor nikkede, og smilede til mig. "Jeg vil være her for dig, hele vejen igennem. Jeg smilede selv, selvom jeg for 20 minutter siden sad og græd. Hun gik ud af døren, og igen sad jeg alene.
Bare min far var her tænkte jeg. Det ville være perfekt, hvis han kunne give mig et kram, og sige at alt ville være okay. Men han var her ikke, det var kun min mor og jeg. Jeg kunne huske den gang min far var i live, han trøstede mig altid når jeg græd, han sagde til mig, uanset hvad ville alt blive godt igen, selv om det var virkelig slemt. På et tidspunkt ville alt gå over, og alle ens lidelser ville være slut. Det var det jeg savnede, og det var det jeg havde brug for at høre lige nu. Jeg havde virkelig brug for ham, og hvad jeg så inderligt ville havde var et knus. Bare et sidste kram fra ham, og hans trøstende ord, men han var en af englene nu, og det ville jeg også snart være, selvom jeg inderst inde vidste jeg godt der ikke fandtes engle, og sådan men det ville jeg hellere tænke på, end at jeg skulle bare være død forevigt. Jeg ville hellere tænke på at jeg kunne se min far igen, det var den gode ting, jeg ville komme op til min far, og han ville give mig et kram og sige alt var okay. Mine tanker blev afbrudt, og jeg kiggede af ren refleks over mod døren, det var min mor der kom ind igen. Med besvær, og mange lidelser satte jeg mig op. "Hvad sagde han?" Jeg kiggede på min mor. "Ubestemt tid. De havde ingen tal på hvor længe du havde tilbage." Hun kiggede på mig med et trist blik, så jeg krammede hende. Det var hvad hun trængte til, og jeg havde også selv brug for det.
De næste dage var rædselsfulde, jeg var bange for at jeg skulle dø imens jeg sov, så jeg prøvede at holde mig vågen, men det svært da jeg var træt hele tiden. Heldigvis havde jeg fået lov til at tage hjem, så når jeg skulle tage afsked, ville jeg i det mindste være hjemme. Min mor var hos mig det meste af tiden, men hun var også nød til at lave mad og sådan, men jeg skulle bare råbe.


En dag da vi skulle til at spise, kunne jeg mærke at jeg overhovedet kunne få noget ned, selvom jeg var virkelig sulten. Jeg var virkelig ulykkelig, for det var min livret og jeg kunne intet spise. Tårrende rendte ned af mine kinder, og min mor kiggede over på mig. "Skat hvad sker der?" Hun aede min kind. "Jeg kan ikke spise. Jeg er så sulten, men jeg kan ikke spise." Jeg begyndte slemt at hulke, og derefter græd jeg. "Skat da." Sagde hun, og satte sig ved siden af mig. Vi sad i min seng, da det pinede mig hvis jeg skulle rejse mig op. Min mor aede mig blidt på ryggen, da jeg kom i tanke om noget. Jeg kom i tanke om det klaver der stod inde i stuen. Jeg ville spille på det inden jeg skulle dø, og den dag var ikke langt væk. "Mor, jeg skal ind i stuen." Jeg så alvorligt på hende, mens tårende rendte ned af kinderne på mig. Hun hjalp mig op og stå, men det er svært at gå, så hun hjalp mig også ind i stuen. Jeg satte mig roligt ned ved klaveret. Jeg kom til at tænke på min far, han var den der havde lært mig at spille. Min mor kiggede på mig, som om hun frygtede noget ville ske. Jeg kunne mærke sorgen flyde ind over mig, jeg kunne huske den da min far døde, hvor meget jeg græd. Den dag jeg så ham død i kisten. Den dag han skulle begraves. Alt sammen gjorde ondt, men pludselig gjorde tanken om at dø ikke så ondt, fordi jeg igen ville se min far. Jeg begyndte at spille den første melodi min far havde lært mig, før jeg lukkede øjnene, kiggede jeg op på min mor, hun havde et lille smil, mens tårer trillede ned af hendes kinder. Jeg lukkede min øjne, og kunne mærke noget inden i. Det var som om noget inden i mig stoppede med at fungere. Jeg stoppede med at spille. "Hjælp mig mor." Hun skyndte sig hen til mig, og bærrede mig ind i sengen. Hun lagde dynen over mig, og puttede mig. "Jeg elsker dig," sagde jeg svagt, jeg aede stille hendes kind. "Aldrig glem det." jeg tog min hånd til mig, og stille faldt jeg til ro. Det sidste jeg kunne huske var tanken: Jeg er klar. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...