Heart Attack (1D)

Rachel har gennem tiden løb haft mange efternavne, på grund af de mange plejefamiiler hun har haft. Hver gang hun kom til en ny by har hun fundet en fyr, fået ham til at falde hårdt for hende, og lige når han troede at de var som skabt for hinanden vil hendes familie ikke længere have hende. Det er i hvert fald hvad alle drengene tror. I virkeligheden nyder Rachel at knuse drengenes hjerter, og chancen for at møde nogen af dem igen er lille.

Den familie Rachel bor hos for tiden er ikke ligesom de andre, de har tænkt sig at give hende en fast familie, og da hun ikke ligefrem er særlig gode venner med hende nye bror bliver hun sendt på turne med ham. Ja, du hørte rigtigt. Hendes bror er nemlig Michael fra 5SOS, men hvad hun ikke lige havde regnet med er at skulle møde fem af de drenge hun før har såret dybt

96Likes
149Kommentarer
7704Visninger
AA

2. The first meeting.. Or not

Her sidder jeg så, i en taxa på vej hen til min nye "bror"

Jeg kan ikke lide den her familie, de har tænkt sig "at give mig en fast familie." Som om at det nogensinde kommer til at ske!

Men det af da ikke den værste familie jeg har haft, det var nok den i Bradford. De var forfærdelige!

Ja, de havde mange penge og alt det, men de prøvede at ændre mig! De ville have mig til at stille op i skønhedskonkurrencer og sådan noget lort.

Den eneste gode ting ved Bradford var drengen jeg mødte. Hvad var det nu han hed? Et eller andet med Z... Zayn!! Han hed Zayn!

Her stod jeg så. I en gyde på min første aften i den familie.

De kunne da have ventet bare et par dagen inden de prøvede at ændre mig, men nej! Jeg får ikke engang lov til at pakke ud inden jeg skal ændres.

Men det er da bedre end min biologiske familie. Hvis man da kan kalde dem det.

Alle mine plejefamilie fik at vide at mine familie var døde, men det var faktisk kun min mor der var det. Men min far og storebror var døde for mig.

Jeg komme ikke længere med mine tanker inden jeg landede på jorden. 

Hva fanden?

Jeg tog mig forsigtigt til hovedet da det gjorde vildt ondt.

"Ej, det må du altså virkelig undskylde! Er du okay?" En mørkhåret dreng kom ud af den åbne som jeg åbenbart var blevet slået ned med.

Drengen satte sig på hug ned foran mig så han bedre kunne se mig tror jeg. Forsigtigt kiggede jeg op i hans varme brune øjne.

"Gør det ondt nogen steder?" Spurgte han lidt genert.

"Hovedet" Mumlede jeg. Det gjorde faktisk meget ondt når jeg tænkte over det.

"Det er jeg altså virkelig ked af, skal jeg følge dig hjem? Altså, det kan jo være at du har fået hjernerystelse eller sådan noget, så jeg må nok hellere følge dig hjem. Du ved, bare for en sikkerheds skyld" Han havde faktisk en dejlig stemme, så det gjorde ikke noget at han snakkede så meget.

Langsomt kom jeg op og stå, dog med lidt hjælp fra drengen.

"Jeg har ikke set dig her før?" Sagde han efter lidt tid.

"Nej, jeg er også først kommet i dag. Jeg bor hos en plejefamilie" Forklarede jeg ham.

"Men hvis du først er kommet i dag, hvad laver du så her?" Spurgte han forvirret mens vi begyndte at gå.

Han var faktisk sød, det skulle nok blive sjovt at være sammen med ham. Han var vel mit næste "offer"

"Det kommer nok ikke til at være min yndlings familie" Indrømmede jeg.

"Jeg fik ikke fat i dit navn" Kom det smilende fra drengen.

"Rachel. Parker tror jeg" Jeg kan ikke altid huske mit efternavn, men jeg har jo på den anden side jo også haft en del forskellige.

"Jeg er Zayn. Zayn Malik" Præsenterede han sig.

"Rart at møde dig Zayn" Grinede jeg og gav ham hånden.

"Ja, hvis man ikke tænker på at jeg slog dig ned med en dør" Sagde han flovt.

"Det var jo ikke med vilje" Smilede jeg.

Han kiggede væk på en meget mystik måde.

"Vent, gjorde du det med vilje?" Spurgte jeg lidt usikkert.

"Øhh, altså.. Måske, men det var altså ikke meningen at du skulle få ondt i hovedet!" Undskyldte han igen. 

Hvis man tænker over det var det jo enligt meget sødt. Han slog en pige ned med en dør, bare for at have en undskyldning for at snakke med hende.

Det bliver nok ikke særlig svært at få ham til at falde for mig.

"Det er okay Zayn. Men hey, hvis du vil gøre det godt igen, så synes jeg at du skal tage mig med hjem til dig. Vi kan jo bare sige at jeg har glemt hvor jeg boede, og at du bare en prinsen på den hvide hest der hjælper mig" Forslog jeg.

"Det lyder ikke helt urealistisk" sagde han med et lidt for stort smil.

Zayn var nok den slags drenge alle piger drømte om. Han behandlede mig som en prinsesse, og hvis der var nogen andre der kom lidt for tæt på mig var han ikke langsom til at kommentere det.

Han satte mig før sine venner, og han havde virkelig været knust den dag jeg fortalte ham at jeg familien Parker ikke kunne lide mig længere.

Han havde endda tilbudt mig at bo hos dem, men hvis jeg gjorde det kunne jeg jo ikke knuse hans hjerte vel?

Nu lyder jeg sikkert som en kold heart breaker, men det er jeg altså ikke. Eller det er jeg jo nok, men de har fortjent det!

Det har alle af det mandlige køn! Man kan ikke stole på nogen af dem, det lærte jeg den dag min mor døde. Eller blev myrdet.

Oprindeligt kommer jeg fra Irland, men det er efterhånden længe siden jeg har været der. Da jeg blev tolv stak jeg af hjemme fra og blev sat i en plejefamilie i Mullingar. 

Det er den eneste familie jeg har haft i Irland.

Den familie jeg boede hos ejede en slags café, som jeg arbejdede i. Eller jeg arbejdede i starten da jeg ikke havde andet at lave.

Drengen fra Mullingar kan jeg tydeligt huske, men han var jo også den første hvis hjerte jeg knuste.

Jeg gik med tallerkenen med mad på og var på vej over til drengen der havde bestilt det. Han havde været her ret tit på det sidste, og jeg kunne måske godt bruge ham.

Efter at jeg var stukket af har jeg prøvet at finde en måde som jeg kan komme af med alle mine følelser på. Eller nok nærmere en måde at få hævn på.

Det min far og bror havde gjort mod mig var ikke i orden, og jeg skal forhåbentligt aldrig se dem igen!

En ide slog ned i mig, og jeg gik med faste skridt hen i mod drengen. Jeg lod som om at jeg snublede så alt maden faldt ud over ham.

"Ej, det er jeg altså virkelig ked af!" Udbrød jeg undskyldende, det skulle jo ligne et uheld.

"Det er okay, det var jo et uheld" Smilede han. 

Hans hår var blondt og han havde nogle klare blå øjne. Hans smil viste at han fortænder var krydsede, men det var ikke grimt til ham.  Det var nok mere charmerende.

"Jeg er bare så klodset! Der er ingenting jeg kan gøre rigtigt!" Mumlede jeg trist.

"Hey, der er altså ikke noget at være ked af! Jeg skal nok hjælpe dig med at finde noget du er god til" Sagde han mens han rejste sig op og krammede mig.

For at få det til at virke mere ægte snøftede jeg kort.

"Mener du det?" Spurgte jeg usikkert.

"Ja, jeg kommer igen i morgen og så tager vi ud i byen og finder noget du er god til. Jeg er Niall forresten" Smilede han.

"Jeg er Rachel" Sagde jeg og smilede genert.

"Jeg kommer i morgen klokken ti, okay?" Spurgte han stadig med et smil på læberne.

Svagt nikkede jeg, og så ham gå ud af døren.

Niall havde været nuttet og alt det, men da jeg sårede ham gav mig en følelse af magt. Det var mig sårede ham, og ikke omvendt.

Han havde fortjent at blive såret, det havde alle drenge/mænd. De var alle sammen nogle svin, det var det eneste jeg havde lært af min rigtige familie.

Min første familie i England var i Wolverhampton. Skide flink familie, de var rigtig søde, og gav mig også lov til det meste. 

Det er en af de eneste tidspunkter hvor jeg mødte en dreng ved et rent uheld.

Jeg var lige blevet færdig med at pakke ud, og følte bare for at tage ud og løbe. 

Lige pludseligt løb jeg ind i noget blødt, som kun kunne være en anden person. Forvirret kiggede jeg op på en dreng med nogle varme brune øjne.

"Undskyld, jeg så dig ikke" Startede han undskyldende.

"Det er vist ligeså meget min skyld" Sagde jeg og sendte ham et lille smil.

"Jeg er Liam" Præsenterede han sig.

"Rachel" Sagde jeg og rakte hånden frem mod ham.

"Så blev det måske en meget god dag alligevel" Sagde han for sig selv og jeg kunne ikke lade vær med at smile.

"Har du noget i mod at tage i parken med mig?" Spurgte han genert om, og jeg nikkede ivrigt.

Faktisk tror jeg kun at der er to jeg har mødt ved et uheld, eller en tilfældighed kan vidst også kalde det. 

Den anden tror jeg var i Holmes Chapel.

Jeg kiggede smilende rundt i parken. Det var ret varmt efter som at der kun var april.

Mine øjne landede på en kat der sad i et træ, den så faktisk ud til at sidde fast. Hvor var det synd for den!

Med hurtigt skridt var jeg henne ved træet og kravlede op til katten. Det var meget nemt at få den ned, men nu sad jeg fast. Det her var måske ikke så gennemtænkt som jeg troede.

"Dusty!" Råbte en hæs stemme glad. Jeg kiggede ned, hvilket jeg aldrig skulle have gjort, og så en dreng løfte katten op til sig.

"Hvor har du været?" spurgte drengen med den hæse stemme, som forresten havde en masse krøller.

"Den sad fast heroppe" Halv råbte jeg ned til ham.

Han kiggede hurtigt op på mig, og jeg kiggede ned i hans smukke grønne øjne.

"Tak fordi at du fik den ned! Jeg er Harry" Råbte han og kiggede stadig op på mig.

"Rachel. Har du måske lyst til at hjælpe mig ned?" Spurgte jeg lidt små flovt.

"Selvfølgelig" Svarede han glad og satte katten ned, for at klatre op til mig.

Som du nok har lagt mærke til har jeg boet lidt rundt omkring. Faktisk bor den familie jeg har lige nu i Australien, og fordi at min bror er på turne i UK var det da en god måde at blive bedre venner med ham.

Ja, min bror var på turne. Han var med i et eller andet band som vidst nok hed 5 Seconds Of Summer. Men det var ikke deres turne, de var opvarmnings band for nogle andre drenge tror jeg nok.

Hvem de andre drenge er, har jeg ingen anelse om, men jeg er også ret ligeglad. De er jo sikkert kendte, og jeg har ikke ligefrem lyst til at komme i medierne.

Det er ikke nogen hemmelighed, eller jo det er det faktisk, at min far og storebror nok stadig leder efter mig og hvis jeg lige pludselig var på forsiden på en avis ville de jo nok finde mig.

Jeg håbede lidt at jeg kunne komme til at spille lidt fodbold med min nye bror, som forresten hedder Michael og jeg har glemt vores efternavn.

Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg faktisk okay til at spille fodbold. Jeg blev endnu bedre da jeg boede i Doncaster.

Jeg spille fodbold med nogle af pigerne på min nye skole, da jeg fik øje på en gruppe drenge der stod på den anden side af banen.

En af dem fangede hele min opmærksomhed. Han var tydeligvis meget god til at spille fodbold, og han var da heller ikke helt grim, men han ville nok blive kønnere med en anden frisure.

Hurtigt sparkede jeg til bolden, og ramte ham lige i panden. Jeg må have sparket hårdere end jeg troede for han faldt bagover.

Jeg skyndte mig at løbe over til ham.

"Det må du altså virkelig undskylde. Jeg er nok den største boldspasser man kan finde" Undskyldte jeg og rakte min hånd ned til ham, for at hjælpe ham op.

Efter han var kommet op og stå kiggede han hurtigt på mig inden han svarede.

"Det er okay. Du er ny, er du ikke?" Spurgte han med et stort smil.

"Jo, det er jeg" Sagde jeg og kiggede genert ned i jorden.

"Jeg er Louis" Sagde han og rakte hånden frem mod mig.

"Rachel" Svarede jeg da jeg tog hans hånd. 

Louis besluttede sig så selvfølgelig for at han ville være min private fodboldtræner, og jeg han lærte mig da også en masse.

Taxa stoppede endelig og jeg steg selvfølgelig ud. Heldig som jeg er har jeg ingen jetlag.

Jeg tog selv mine tasker og gik ind af døren til en kæmpe bygning. Michael havde selvfølgelig bestemt at jeg skulle møde hans band, og dem de opvarmede for. 

Hvis det ikke er gået op for det er jeg ikke så glad for Micahel selvom at jeg aldrig rigtig har snakket med ham. Måske har det noget at gøre med at jeg ikke har haft en bror i nogen af de andre familier.

Lige meget.

Lige da jeg kom ind stod der en emo. Mere præcist en emo dreng.

Øh gud nej! Var det nogle punkere jeg skulle være sammen med?!

Det har jeg prøvet før, og en gang er altså mere end nok! Ja, jeg har rent faktisk været sammen med en punker og han brugte mere make-up end jeg gjorde!

Jeg tror at han hed Mark, men jeg er ikke helt sikker. Eller også var det ham der hed Jake..

"Rachel!" Råbte emoen.. Vent hvis han vidste hvem jeg var, så var han jo nok højst sandsynligt Michael.

"Michael?" Spurgte jeg for en sikkerheds skyld.

Det kunne jo også være at han var en hemmelig spion min far havde sendt ud for at kipnappe mig.. Det lyder ret urealistisk, for hvordan skulle han lige vide hvor jeg var henne?

Emo, eller Michael, trak mig ind i et kram hvilket jeg fandt meget underligt. Jeg havde jo næsten aldrig talt med ham, og så krammer han mig?

Emoer er underlige..

"Kom, du skal møde de andre!" Sagde han glad. 

Jeg troede at emoer var triste mennesker der aldrig var glade. Måske er han bare en meget glad punker?

"Hvor skal jeg sætte mine ting?" Det ville nok se ret underligt ud hvis jeg gik rundt med to store tasker.

"I bussen, der er alligevel der vi er det meste af tiden" Han fik det til at lyde som om at de boede i en bus. Det gjorde de da ikke, vel?

Jeg må have set ret underlig ud i ansigtet for Michael begyndte at grine.

*****

Lige da jeg trådte ind i bussen blev jeg ret chokeret. 

Udefra kunne jeg jo godt se at det var en meget stor bus, men at der var SÅ meget plads inden i havde jeg ikke lige regnet med.

Det var helt fint med mig hvis jeg skulle bo i denne her bus!

"De andre kommer om lidt, de skal lige være færdige med at øve" Forklarede Michael og smed sig ned i den ene sofa. Ja, der var sofaer i bussen!

"Okay" Sagde jeg g satte mig ned i sofaen over for ham.

Han kiggede underligt på mig, men det var jeg næsten van til efterhånden. Jeg har nok glemt at fortælle at jeg har et ar på venstre kind, det ser anderledes ud end normale ar men det er der også en grund til.

Lige når jeg mødte folk spurgte de tit hvordan jeg havde fået det, men jeg har aldrig fortalt nogen hvordan det kom. 

Mit ar er en evig påmindelse om at man ikke kan stole på mænd!

Man kunne høre døren blive åbnet, og at en masse drengestemmer. Nogle af dem lød en smule bekendt, men jeg havde sikkert bare hørt en af deres sange i radioen. 

Fem drenge kom ind i det rum Michel og jeg sad i, og det tog ikke lang tid inden at det gik op for mig hvem de var. Heldigvis for mig havde de ikke lagt mærke til mig.

De fem drenge var nogle af dem jeg troede at jeg aldrig skulle møde igen, og nu står de så foran mig!

I et forsøg på at forsvinde trykkede jeg mig længere ned i sofaen. Det her kunne ikke blive andet end akavet..

"Drenge, det her er min nye søster" Sagde Michael, hvilket gav mig lyst til at give ham en high-five. I ansigtet. Med en motorsav.

Jeg skar en grimasse og kiggede op på de fem drenge, der alle stirrede på mig med en blanding af savn, glæde og mest af alt at kæmpe chok.

Det var tydeligt at ingen af dem havde glemt mig, så måske skulle jeg bare lade som om at jeg havde glemt dem? Det ville sikkert såre dem en del.

"Rachel?" Udbrød de alle sammen i kor. Det lød faktisk ret sjovt når de alle sammen sagde det på samme tid.

Jeg nikkede akavet, for jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. 

Niall var ikke ligefrem langsom til at løbe hen og kramme mig. Hvad skete der lige for at alle krammede mig i dag?

"Jeg har savnet dig" Hviskede han med rystende stemme. 

"Vent, kender du Niall?" Spurgte Zayn forvirret.

Nej da, jeg har da bare kysset ham et par gange og så knust hans hjerte ligesom jeg gjorde ved dig. Tænk hvis jeg sagde det højt, så ville det da først blive rigtig akavet.

"Jo altså, jeg boede på et tidspunkt i Mullingar" Forklarede jeg nervøst.

"Ja, vi havde det så sjovt sammen den gang!" Kom det fra Niall der så ud til at svæve på en lyserød sky.

"Var i gode venner?" Spurgte Zayn igen.

"Venner?! Nej, Rachel var min pige" Sagde Niall stolt. 

"Har du været kærester med Niall?" Spurgte Harry chokeret.

"Måske" Svarede jeg uskyldigt.

"Vent, kender du hende nu også?" Spurgte Zayn en smule jaloux.

"Ja altså, vi har også været kærester. Hvor er det lige du kender hende fra?" Kom det forvirret fra Harry.

"Vi har sjovt nok også været sammen" Mumlede Zayn.

"Stop lige. Har du seriøst været kærester med fire af os?" Spurgte Louis chokeret.

"Fem" Rettede Liam ham.

"Måske" Mumlede jeg akavet.

"HVORFOR ER DER INGEN AF JER DER HAR FORTALT AT I HAR VÆRET SAMMEN MED HENDE?" Råbte Louis. 

"Du har sgu da heller aldrig snakket om hende" Gav Harry igen.

"Nej, men det er fordi at jeg blev så ked af det hver gang jeg tænkte på hende" Forsvarede Louis sig.

"Blev du ked af det? Er du godt klar over hvor såret jeg blev da hun flyttede?" Spurgte Niall bedrøvet ved tanken om mindet.

"Vent lidt. Er der nogen der har en anden grund til aldrig at have snakket om hende?" Spurgte Zayn roligt.

De rystede alle samen på hovedet.

"Ved i hvad, jeg tror at jeg går nu så i kan få snakket ud" Sagde Michael og skyndte sig at gå.

"Ja, jeg tror også at jeg går" Skyndte jeg mig at sige, og rejste mig hurtigt op.

Jeg nåede dog aldrig længere end det, for Louis greb hurtigt fat om mit håndled og trak mig tilbage. Arrgghh, han skal bare ødelægge min flugtplan!

"Du bliver her" Sagde han bestemt, dog stadig med et charmerende smil på læberne. 

Hvad gør jeg nu? Spille forelsket i dem alle sammen og leger med deres følelser? Nej, det bliver for kedeligt..

Jeg kunne jo også spille fuldstændig ligeglad med dem, det skulle nok blive sjovt. Hvis jeg ikke tager meget fejl vil Niall blive ret ked af det hvis jeg er ligeglad, Louis og Zayn vil gøre næsten alt for at få min opmærksomhed, Liam vil holde sig lidt i baggrunden, og Harry vil flirte så meget med mig som han kan komme til.

Ja, jeg tror at vi tager ligeglad. 

Tungt satte jeg mig ned i sofaen igen. Det her kommer nok til at tage lidt tid.

"Bare lige for at være sikker: Du har været kærester med os alle sammen?" Spurgte Louis seriøst.

Wow! Louis William Tomlinson er seriøs alle sammen, giv ham lige hånd alle sammen!

"Det har jeg vel" Sagde jeg ligegyldigt.

"Men drenge det er jo lige meget, Rachel er min pige" Kom det fra Harry der lagde ekstra tryk på min.

"Undskyld hvad sagde du? Jeg synes lige at det lød som om at du sagde at hun var, og det er hun da helt sikkert ikke" Sagde Zayn lettere irriteret.

"Jeg troede da at du havde Perrie" Kom det spydigt fra Louis.

"Hvad med Eleanor?" Spurgte Liam mindst ligeså spydigt.

"Drenge, i tre har allerede en kæreste, og Harry kan nemt finde en, så det er vel kun fair hvis jeg har Rachel" Forslog Niall.

"Seriøst? For det første: Jeg er her stadig. For det andet: Jeg er ikke en ting. Og for det tredje: Hvad får jeg til at tro at jeg gider spilde min tid på nogen af jer?" Sagde jeg hårdt og løftede det ene øjenbryn.

De stod alle sammen og kiggede mundlamme på mig, så jeg tog chancen og gik. 

Ingen af dem stoppede mig, så jeg kunne vel ligeså godt komme så langt væk fra dem som muligt. Jeg er godt klar over at jeg ikke kan undgå dem, men jeg kan da prøve.

Hvorfor er det lige at jeg skal være på turne med dem? Nå, det er der ikke noget at gøre ved. Nu håber jeg bare at jeg ikke behøver at med rundt i resten af Europa, for 34 dage med dem er mere end nok!

*****

Det var så det første kapitel:P

Håber at i kan lide det, og fortæl mig endelig hvad i synes!

Hvis i undre jer over hvad der er sket mellem Rachel og hendes rigtige familie, så bare rolig. I skal nok finde ud af det på et tidspunkt.

Og kom endelig med bud på hvad i tror der sker!

- Rikke Horan <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...