Heart Attack (1D)

Rachel har gennem tiden løb haft mange efternavne, på grund af de mange plejefamiiler hun har haft. Hver gang hun kom til en ny by har hun fundet en fyr, fået ham til at falde hårdt for hende, og lige når han troede at de var som skabt for hinanden vil hendes familie ikke længere have hende. Det er i hvert fald hvad alle drengene tror. I virkeligheden nyder Rachel at knuse drengenes hjerter, og chancen for at møde nogen af dem igen er lille.

Den familie Rachel bor hos for tiden er ikke ligesom de andre, de har tænkt sig at give hende en fast familie, og da hun ikke ligefrem er særlig gode venner med hende nye bror bliver hun sendt på turne med ham. Ja, du hørte rigtigt. Hendes bror er nemlig Michael fra 5SOS, men hvad hun ikke lige havde regnet med er at skulle møde fem af de drenge hun før har såret dybt

96Likes
149Kommentarer
7774Visninger
AA

10. She's gone

"Eleanor jeg.."

"Du hvad?! Hvis det du vil sige er at du er ked af det, kan du godt spare dig, for jeg gider ikke høre på dit lort!" Afbrød hun ham vredt.

"Men Eleanor.." Prøvede han igen.

"Hvad?!" Nærmest skreg hun.

"Jeg er ked af det!" Sagde han og lagde ekstra tryk på er.

"Ked af at du sagde det, eller at jeg hørte det?" Spurgte hun koldt, med intet andet end had i stemmen.

Louis kiggede flovt ned i jorden uden at svare hende. Ikke det smarteste han kunne gøre..

"Det tænkte jeg nok!" Kom det hårdt fra hende, inden hun gik hen mod døren.

"El, vent!" Fik Louis, frem og løb efter hende.

Hun stoppede op da han tog fat om hendes håndled. Gad vide hvad han har tænkt sig at sige?

"Hvad?!" Vrissede hun sammenbidt af ham.

"Vil du ikke nok være sød ikke at fortælle det her til nogen? Zayn er Perrie er lige slået op, og det ville bare virke underligt hvis det kom ud at vi heller ikke var sammen mere" Sig mig, hvor lidt hjerne har den dreng lige?

Det siger man sgu da ikke til en pige når hun er så pissed på en! Måske er det godt for Eleanor at jeg fortalte hende det. Det er i hvert fald bedre end hvis vi gik bag om ryggen på hende..

"Er det, det eneste du har at sige? At jeg skal holde kæft om os to, bare så folk ikke ligger mærke til hvor stor en idiot du er?!" Det så ud som om at Eleanor virkelig måtte holde igen for ikke at slå ham.

Hvis det var, så havde jeg for længst slået ham. Mindst! Jeg var nok begyndt at lede efter en motorsav, eller jeg ville være ved at stikke af inden politiet kom..

"Nej, jeg vil bare ikke have at folk finder ud af det. Ikke endnu i hvert fald. Folk ville begynde at stille alt for mage spørgsmål" Prøvede han at forklarer.

Man kunne tydeligt se at Eleanor var meget tæt på at bryde sammen, og helst bare ville væk.

"Fint! Men du skal ikke tro at det er for din skyld, for det kan jeg godt love dig for at det ikke er!" Svarede hun koldt, inden hun gik hulkende ud.

Han kunne da for helvede da have sagt undskyld til hende, eller bare have spurgt på en pænere måde. Jeg hader når folk bliver så kede af det!

"Det er virkelig flot Louis" Sagde jeg måske lidt for hårdt, mens jeg var på vej ud af døren.

Jeg følte en eller anden sær trang til at trøste hende. Spørg mig ikke hvorfor at jeg elsker at få drenge til at tude, når jeg ikke kan tage det når piger græder!

Det tog ikke lang tid at finde hende, men på den anden side var hendes hulk også ret afslørende..

Hun sad op af ad væggen med ansigtet gemt væk i sine hænder. Stakkels pige!

Jeg satte mig lydløst ned ved siden af hende, og prøvede at finde på noget at sige. Jeg er nok ikke den bedste til at trøste folk..

"Jeg troede at han elskede mig" Hviskede hun svagt.

"Jeg ved det, men du har fortjent bedre end ham" Prøvede jeg at opmuntre hende.

"Hvordan kunne han gøre det?" Spurgte hun og kiggede på mig med fortvivlede øjne.

"Jeg tror at han blev tabt som lille" Mumlede jeg, hvilket fik et lille smil frem på hendes læber.

Jeg tror at jeg har et eller andet talent for at få folk til at smile.. Jeg burde stille op i x-facto.. Nej vent, kræver det ikke at man kan synge?

Jo, jo det gør det! Bare glem det jeg tænkte...

"Lad vær med at græde over ham, han har ikke fortjent dine tåre" Wow, hvor føler jeg mig.. Jeg har glemt hvad det hedder.

Vi kalder det digter agtig. Det ville kræve alt for meget energi hvis jeg skulle prøve at komme i tanke om det der ord.

*****

Der var vel gået omkring halvanden uge siden alt det med Eleanor. Der er da sket nogle meget interessante ting i den tid..

Jeg har skrevet lidt med Eleanor, og jeg kan godt fortælle at hun bruger nogle meget.. Farverige ord om Louis.

Hun har blandt andet kaldt ham en arrogant idiot der har mindre hjerne end en guldfisk, og som verden ville være bedre tjent uden.

Og det var endda noget af det sødeste hun sagde..

Ellers har jeg leget lidt med drengene (minus Liam) og jeg bliver nok nødt til at indrømme at Harry har det med at date playere..

Jeg mener, først mig, så Taylor Swift, og så mig igen? Eww, jeg har noget tilfælles med Taylor Swift!

Men på den anden side har jeg jo en grund til at 'lege' med alle mulige drenge, mens hun bare gør det for at få opmærksomhed.

Opmærksomheds krævende kælling..

Hvordan kan hun overhovedet have fans? Hun har sikkert bare lavet helt vildt mange twitter profiler så det ser ud som om at hun har fans!

Det er jo genialt! Det vil jeg da også gøre, sådan kan man jo også blive kendt!

Nå, men ellers er der ikke sket det helt store. Det er 1. april i morgen, så jeg har planlagt at lave sjov med drengene.

Plus at vi skal være i London de næste fem dage, så drengene skal bo hjemme hos sig selv. Hvilket betyder at jeg skal først skal sove hos Harry, så Louis, Niall, og til sidst Zayn. 

Det betyder at jeg har alene tid med dem alle sammen, hvilket betyder at jeg nok få en del motion de næste par dage..

Vi kommer faktisk til London allerede i aften, og der skal jeg nok sove hos Liam. Jeg regner ikke med at det bliver så helt vildt spænende..

Jeg er ved at være ret træt af at køre i bus hele tiden, det er alt for kedeligt!

"Jeg keder mig!" Udbrød jeg.

Jeg tror at Harry lå og små sov, for han så ud til at have fået sig en stort chok. Han var ved at lave nogle spastiske bevægelser for at holde sig på sofaen.

Det hjalp ikke rigtigt for to sekunder senere lå han på gulvet, mens alle andre grinede af ham. Hvem er dum nok til at falde ned af en sofa?

"Jeg keder mig altså stadig" Sagde jeg efter lidt tid.

"Jamen så lad os lege en leg!" Forslog Louis.

Selvfølgelig er det Louis der kommer med det forslag.. Men finder jo ikke et større legebarn.

"Yay!" Nu skal vi have det sjovt! Eller, vi skal i hvert fald lave noget andet end ingenting..

"Hvad skal vi lege?" Spurgte Liam.

"Truth or dare!" Skreg Louis.

Nej da, han er overhovedet ikke et lege barn..

"Niall, truth or dare?" Spurgte Louis hyperet.

"Da.. Nej, ikke når det er dig. Truth" Bestemte han sig for.

Nok en meget god ide, for man ved aldrig hvad Louis kan finde på. Jeg mener det, når det er Louis der spørg, så vælger man truth.

"Hvor er du kedelig!" Jeg vil vædde med at Louis havde planlagt noget helt vildt ondt til Niall.

Måske noget med at han skulle leve sundt, eller at han skulle undvære Nandos i to uger. Det ville han aldrig overleve..

"Ja, jeg er altid helt vildt kedelig" Mumlede Niall sarkastisk.

"Okay, er det sandt at.. Du har været i seng med Rachel?" Spurgte Louis, med et lusket smil.

Niall kinder blev hurtigt meget røde. Han er så nuttet når han bliver genert..

"Øhm, ja" Mumlede han genert.

Aww, han er lige til at kramme! Jeg har seriøst aldrig set nogen der er så nuttet!

"Din tur Nialler!" Sagde Louis uden at kommentere på Niall's svar.

"Okay, Harry! Truth or dare?" Uhh, det her skal nok blive godt!

"Dare" Sagde han modigt.

"Enten skal du lade os glatte sit hår eller også skal du kysse Zayn" Ha! Jeg vil altså gerne glatte Harry's hår!

Harry rejste sig op, forhåbentligt for at hente et glattejern. Han gik over mod Zayn.. Årh, bare skuf mig!

Harry kyssede hurtigt Zayn på munden, og det så ikke ud til at nogen af dem havde noget i mod det. Faktisk så satte Harry sig på Zayn's skød i stedet for at sætte sig tilbage.

"Okay så. Rachel, truth or dare?" Spurgte Harry med en meget lusket smil som gjorde dem meget tydeligt at han ville have at jeg valgte dare.

"Truth" Svarede jeg hurtigt, hvilket bare gjorde hans smil større.

Årh pis! Så var det truth han ville have mig til at vælge..

"Nå Rachel, hvem tog din mødom?" Hvorfor overrasker det mig ikke?

Hvad fanden siger jeg nu? Jeg kan jo nok ikke fortælle dem sandheden, for det ville nok virke meget forkert..

I dag er det tre år siden at mor døde, så far sagde at jeg bare skulle blive hjemme fra skole i dag.

Jeg bliver ti i næste uge, og Rayn har sagt at vi skal bruge hele dagen på at se film. Det var altid hyggeligt at se film med Rayn.

Lige nu sad jeg og så Bubbi bjørnene. Det er stadig mit yndlings program, og jeg aner ikke hvorfor.

Min far kom ind ad døren, og kiggede på mig med et bestemt blik. Siden mor døde var min far begyndt at slå mig når jeg gjorde noget han ikke brød sig om.

"Rachel, gider du lige komme herud?" Spurgte han i bestemt tonefald.

Jeg ville helst ikke have at han skulle slå mig, så jeg gjorde som han sagde. Måske kunne han ikke lide at jeg så Bubbi bjørnene.

Han gik ind i stuen, og jeg fulgte efter. Gad vide hvad vi skulle her?

Jeg stod stille ved siden af sofaen, mens han gik helt tæt på mig. Alt inden i mig skreg at jeg skulle komme væk, men jeg var bange for at han ville slå mig hvis jeg gik væk.

Han begyndte at kærtegne mine arme. Det hele føltes så forkert. 

Det var sådan han havde rørt ved mor. Han var altid så kærlig over for hende, og det var bare forkert at han gjorde det ved mig.

Jeg kiggede genert ned i jorden. Jeg havde ikke lyst til at kigge på ham, han fik mig til at føle mig svag.

Han tog hårdt fat i min kæbe, og tvang mig til at kigge på ham. Hans øjne havde et udtryk som jeg ikke havde set før, og på hans læber var der et hemmeligheds fuldt smil.

Jeg var bange. Bange for hvad han ville gøre, bange for hvad blikket i hans øjne betød, bange for smilet, bange for ham.

Med den ene hånd begyndte han at trække min bukser ned, mens den anden stadig holdt godt fast om min kæbe.

Jeg kiggede panisk på ham. Det ville han da ikke gøre, ville han?

Mens jeg var fuldstændig lammet ved tanken om det han ville gøre, fik han min T-shirt af.

Jeg havde hørt nogle mennesker i fjernsynet snakke om en 15 årig pige der var blevet misbrugt af hende far, så jeg vidste godt hvad der var ved at ske.

Han tog mine underbukser af mig, så jeg stod fuldstændigt blottet foran ham. Han begyndte at røre mig steder en far aldrig burde røre sin datter.

*****

Han lod mig ligge grædende på gulvet efter at han var færdig med mig. Hele min krop rystede af en blanding af smerte og gråd. 

Hvordan kunne han gøre det mod mig? Jeg var jo hans lille pige.

Et par arme lagde sig om mig, og jeg kiggede op i Rayn's dybe blå øjne. Jeg ville sige noget, men han rystede bare på hovedet.

Han lagde mig ned i min seng, og gav mig forsigtigt noget tøj på. Jeg følte mig tom. Der var intet andet end tomhed og smerte inden i mig.

Rayn satte en film på, og lagde sig ned ved siden af mig. Ingen af os sagde noget, det var der ikke behov for.

Jeg kunne se på ham at han vidste hvad der var sket, og jeg vidste at der ikke var noget han kunne have gjort. 

Der var ikke noget at gøre. Rayn kunne ikke have ændret noget, og han kan nok heller ikke stoppe det der kommer til at ske i fremtiden. Jeg er ret sikker på at det her ikke er sidste gang at far gør det ved mig.

Den dag blev jeg voksen. Jeg var i hvert fald aldrig et rigtigt barn igen efter dét. 

Jeg var 9! Han ødelagde mig da jeg var fucking ni år gammel!

Lad vær med at spilde tanker på det! Den pige du var dengang er væk!

"Jeg kan ikke huske hvad han hed" Løj jeg.

"Nå, Så meget betød han for dig" Konstaterede Harry.

Han var min far! Selvfølgelig betød han noget for mig! Jeg elskede han jo, og så gør han det værste man kan gøre!

Hvis han havde myrdet mig ville det have været noget andet. Hvis han kun havde slået mig ville mit had nok være mindre.

Han tog noget fra mig, som jeg ville have gemt til en særlig fyr. Min første gang skulle have været med en der elskede mig, en der fik mig til at føle mig elsket.

Men det var åbenbart ikke sådan at det skulle ske..

Vi legede lidt videre og det var rart hyggeligt. På et tidspunkt kiggede alle drengene på hinanden, med et blik jeg fattede fisk af.

"Nå Rachel, truth or dare?" Spurgte Zayn meget seriøst.

Har det noget med de blikke at gøre? Højst sandsynligt, så jeg tager helt sikkert ikke dare!

"Truth" Svarede jeg med mistænksomt blik.

"Hvordan fik du aret på din kind?" Spurgte han alvorligt.

Hele min krop blev kold. Det kunne jeg ikke lyve om, bare tanken om hvad der skete gjorde stadig ondt.

"Jeg har skiftet mening! Jeg vælger dare" Prøvede jeg at redde mig røv med.

"Du skal enten vælge sandhed, eller fortælle os hvordan du fik dit ar" For fuck sake da også!

De andre drenge kiggede ligeså alvorlige på mig som Zayn. Havde de seriøst planlagt det her?

"Det har jeg ikke lyst til at svare på" Mumlede jeg.

"Men det skal du" Sagde Louis hurtigt.

Han havde slået mig mere end han plejede. Han var begyndt at misbruge mig oftere.

Rayn var ikke kun stoppede med at hjælpe mig, men han var begyndt at hjælpe far. Min egen bror var begyndt at slå mig.

Jeg lå bundet til sengen. Det var Rayn det havde bundet mig fast, og far der havde gjort resten.

Far var gået, så jeg var alene. I det mindste lod han mig ikke ligge på gulvet.

Døren blev åbnet, og Rayn kom ind. Han kom ind med et ondt smil, og en kniv i hånden.

Han ville da ikke dræbe mig? Nej, nej det kunne han da!

Med kniven skar han i min kind. En smerte der gjorde alt andet meningsløst fyldte det hele.

"Hv-hvorfor?" Fik jeg frem med en rystende stemme.

"For at vise at du tilhøre far" Sagde han hårdt, og skar de reb der holdt mig fast til sengen over.

Jeg kunne mærke blodet løbe ned over min kind, og alt Rayn gjorde var at kigge på.

Han gik med hurtige skridt ud ad døren, og efterlod mig alene. Jeg var ved at blive syg i hovedet af det!

De behandlede mig som om at jeg var en ting de ejede. De ejer mig ikke.

Jeg tog mig sammen, og gik ind på mit værelse. Alt hvad jeg havde brug for pakkede jeg ned i en taske.

Alt hvad jeg overhovedet kunne få ned i tasken, tog jeg med. Mine øjne landede på et billede af mig og Rayn.

Vores ansigter var lyst op i to store smil. Det gjorde ondt at tænke på hvordan tingene var en gang.

I ren vrede smed jeg billedet ned på jorden, hvor det gik i stykker. Glasskårene lå ud over hele gulvet, men jeg kunne ikke være mere lige glad.

Jeg lukkede tasken, tog mine sko og jakke på, og så hoppe jeg ellers ud ad vinduet. Jeg kiggede mig ikke tilbage, jeg gik bare.

Tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg kunne mærke at de alle kiggede på mig.

Alle minderne var alt for overvældende. Det gjorde ondt inden i.

Jeg slog mine arme om mine ben for at prøve at holde sammen på mig selv. Hvorfor kunne de ikke bare lade vær med at spørge ind til det?

"Du behøver ikke at svare" Kom det lavt fra Harry.

Jeg nikkede kort for at vise at jeg havde hørt ham. Mit hoved gemt jeg væk i mine ben. Jeg havde ikke lyst til at se dem lige nu.

"Det var altså ikke meningen at du skulle blive ked af det! Hvis vi vidste det, så ville vi aldrig have spurgt!" Prøvede Zayn at forklare.

Jeg vidste at hvis jeg sagde noget, ville min stemme knække over så jeg svarede ham ikke. 

Et par arme løftede mig op, og begyndte at gå med mig. Jeg blev lagt i en seng, og kiggede op i Liam's smukke brune øjne.

Han sendte mig et lille opmuntrende smil, inden han vendte om og gik.

*****

Så fik i lige et par flashback's! Rachel har i hvert fald ikke haft en nem barndom..

Hvad tror i at Rachel har planlagt for 1. april? Nogen bud?

Finder drengene mon nogensinde ud af hvordan Rachel fik hendes ar?

- I burde snart vide hvad jeg hedder :p

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...