Flugt

Angelica er en helt normal pige, der lever i lykkelig uvidenhed om magien, men da hun møder den flotte Blake til en fest, bliver hele hendes liv vendt på hovedet og hun bliver tvunget til at flygte, hvis hun vil forblive den samme person. For Blake har en dyster hemmelighed, som han ikke frygter at inddrage hende i.

1Likes
5Kommentarer
391Visninger

6. 6

   Jeg står i udkanten af en skov og ser ud mod havet. De blide bølger lyder svagt i baggrunden, men ellers er alt stille. Unaturligt stille. Der slår det mig. Det er en drøm. Selvfølgelig er det en drøm. Det ville ligne mig at skabe noget, der minder mig så meget om ham.

   ”Engel?” lyder det bag mig. Jeg snurrer rundt med store, overraskede og skræmte øjne og ser ind i Blakes fantastiske øjne.

   ”Det her er en drøm, ikke? Du er her ikke rigtigt. Jeg er her ikke rigtigt,” spørger jeg, da han går hen mod mig. Han smiler.

   ”Jo, det er din drøm, men jeg er den virkelige mig,” siger han og breder armene ud. Jeg løber resten af vejen hen til ham og knuger mig ind til ham. Hans arme holder mig i et blidt greb.

   ”Hvordan?” spørger jeg. Åh fantastisk. Jeg kan også græde i mine drømme…

   ”Jeg kender den her heks, hun gav mig en amulet, der gør, at jeg kan gå ind i et menneskes drømme en gang,” siger han blidt.

   ”Det er en meget dygtig heks,” mumler jeg og knuger ham hårdere. Han siger ikke noget til det.

   ”Så du er ikke stadig skræmt over det, at jeg er en vampyr?” spørger han forsigtigt.

   ”Jeg er skræmt til døde,” siger jeg ærligt og kigger op på ham. ”Jeg vil ikke være en vampyr.”

   ”Det er ikke så slemt,” siger han blidt og tørrer tårerne væk fra mine kinder med ærmet på hans trøje. ”Vi kan være sammen i alt evighed.”

   ”Jo, det er slemt,” siger jeg og ser det sårede glimt i hans øjne, som han hurtigt skjuler. ”Jeg kan ikke lide blod. Og jeg kan godt lide at sove. Og Aimee ville sikkert ikke være min veninde.”

   ”Åh, så du synes altså ikke, at vampyrer er monstre?” spørger han. ”For så er du det første menneske, jeg har mødt, der ikke synes det.”

   ”Jeg kan ikke sige, at vampyrer er monstre. Du er en vampyr,” siger jeg. Han ser overrasket på mig. Så smiler han til mig. Hvorfor er han så smuk og sød og perfekt når han smiler? Det er uretfærdigt.

   ”Jeg elsker dig, engel. Det ved du godt, ikke?” siger han blidt.

   ”Ja, jeg tror, jeg har fanget den,” mumler jeg. ”Kærlighed stinker. Jeg har været væk fra dig i et par timer og jeg føler, jeg er ved at dø. Jeg savner dig.”

   ”Fortæl mig hvor du er. Så kommer jeg efter dig,” siger han. ”Vi behøves ikke at være væk fra hinanden. Vi kan være sammen.”

   ”Det kan jeg ikke. Aimee ville stoppe dig og så ville du dræbe hende, eller hun ville dræbe dig. Uanset hvad er der folk, der vil dø og jeg vil ikke have, at I dør,” siger jeg og ser på ham med et smertefyldt blik. ”Og jeg vil stadig ikke være vampyr.”

   ”Der er ikke andre måder,” siger han trist. ”Hvis jeg kunne blive et menneske igen, ville jeg gøre det, men det kan jeg ikke.”

   ”Der må være andre måder,” siger jeg bedende. Han ser på mig, med et blik der klart siger, at det er der ikke.

   ”Tag det her,” siger han og rækker mig et stykke papir. Der står et telefonnummer på, ser jeg, da jeg tager det. ”Det er ret tydeligt, at du ikke vil fortælle mig, hvor du er, men kan du i det mindste love mig at ringe, hvis du kommer i problemer?”

   ”Det lover jeg,” siger jeg og smiler trist til ham.

   ”Jeg finder dig, engel,” siger han og presser sine læber mod min pande. ”Om jeg så skal afsøge enhver krog på den her jord, så finder jeg dig.”

   ”Det ved jeg,” hvisker jeg næsten lydløst.

   ”Men du vil ikke gøre det hele meget nemmere, ved at fortælle hvor du er,” siger han træt. ”Jeg forstår det godt. Det med ikke at vil være en vampyr.”

   ”Du ville ikke være vampyr?” spørger jeg nysgerrigt.

   ”Et eller andet sted ville jeg nok gerne. Men i det store og det hele, nej, det ville jeg ikke,” siger han.

   ”Hvorfor vil du så gøre det mod mig?” spørger jeg. Han tager blidt fat i min hage og får mig til at se op på ham.

   ”Fordi at når jeg ser på dig, så indser jeg, jeg ikke vil leve en dag uden dig,” siger han og så kysser han mig. Blidt og forsigtigt. Som om at jeg kan gå i stykker. Og hvem ved, måske kan jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...