Flugt

Angelica er en helt normal pige, der lever i lykkelig uvidenhed om magien, men da hun møder den flotte Blake til en fest, bliver hele hendes liv vendt på hovedet og hun bliver tvunget til at flygte, hvis hun vil forblive den samme person. For Blake har en dyster hemmelighed, som han ikke frygter at inddrage hende i.

1Likes
5Kommentarer
379Visninger

2. 2

   ”Angie! Vågn op! Det er lørdag i dag!” lyder en stemme fulgt af en højlydt banken på døren. Aimee. Jeg stønner og sætter mig op. Hun plejer ikke at vække mig sådan, bortset fra selvfølgelig om lørdagen, som er vores officielle pandekage-med-bacon-dag. Og da Aimee ikke kan finde ud af at lave mad, skal jeg lave det. Til gengæld har hun allerede købt alle ingredienserne, så det er et plus.

   Med min morgenkåbe om mig får jeg mig slæbt ned af trappen fulgt af en glad Aimee. Hun kan se, at jeg ikke har sovet ret godt. Men på den anden side, jeg sover aldrig ret godt.

   I køkkenet får jeg steget på pandekager og bacon. Vi spiser det, som det bliver lavet imens at vi snakker og Aimee laver the. Hun kan godt nok ikke lave mad, men når det kommer til the, er hun den bedste kender, man kan finde. Desuden vil hun med garanti finde the hylderne i et supermarked.

   ”Så hvad skal du i aften?” spørger Aimee spændt. Jeg ved, at hun skal noget og hun tager af sted før mig. Hun går til en eller anden læseklub hver eneste lørdag. Den er fra otte til omkring tre om morgenen.

   ”Faktisk skal jeg ud på en date,” siger jeg og mærker mine kinder blive blussende røde.

   ”Virkelig! Ved alle guder! Hvem er han? Hvordan ser han ud?” spørger hun. ”Eller er det en hun?”

   ”Det er en fyr,” siger jeg grinende. ”Sort hår, blå øjne og højere end mig. Han hedder Blake og jeg kender ham ikke ret godt, men han er åbenbart opsat på at få mig på date, og jeg tror, det er den eneste måde at slippe af med ham på.”

   ”Vil du gerne slippe af med ham?” spørger hun og ser sigende på mig. Mine kinder bliver endnu mere røde. Hun hyler af grin. ”Du kan lide ham!”

   ”Jeg kender ham ikke!” siger jeg protesterende. ”Og desuden er han alt for perfekt til at falde for en som mig.”

   ”Ingen er for perfekt til dig, Angie,” siger hun alvorligt, da hendes grineflip er forbi. ”Så tag ud på din date med en positiv holdning og prøv at lade være med at afvise ham, før du overhovedet ved, hvad han vil. For hvis du bliver ved med at gøre det, får du aldrig en kæreste.”

   ”Og det kommer fra hende, der selv er single,” siger jeg drillende.

   ”Hey! Jeg er single efter valg. Ikke mit eget valg, men det er efter valg!” siger hun med en påtaget fornærmet tone.

   ”Det er vi alle, til vi finder en,” siger jeg. ”Jeg tror jeg vil tage et bad og få noget ordentligt tøj på.”

   ”Hvorfor? Al magt til morgenkåber!” siger Aimee og smider sig i sofaen med sin computer på maven. Jeg sender et blik, der siger noget ala: seriøst? ”Åh, nå ja. Date.”

   ”Jeg sværger, hvis du var mere glemsom, ville du være en guldfisk,” siger jeg på vej op ovenpå.

   ”Hey! Vær sød mod guldfiskene!” råber hun uden at løfte blikket fra sin computer. Jeg griner og himler med øjnene.

 

   Okay. En time. Ikke gå i panik. Bare find ud af hvad du vil have på. Det er ikke så slemt. Jeg råber et farvel til Aimee, som er på vej ud af døren.

   ”Tag din grønne, skotskternede nederdel på!” lyder der et råb fra nedenunder og så smækker hun fordøren. Jeg smiler og finder med lidt besvær frem til den omtalte nederdel. Den er grøn i samme nuance som mine øjne.

   Jeg ender med at tage den korte nederdel på, et par sorte strømpebukser og en sort tanktop. Der er omkring en halv time tilbage. Så den bruger jeg på at tjekke min make-up. Eyeliner, tjek. Mascara, tjek.

   Mit hår sidder, som det plejer. Til lige over skuldrene i en lidt rodet frisure.

   Jeg står stadig og ser mig i det figurhøje spejl på badeværelset, som det sikkert kun er mig, der egentlig bruger, da der lyder en banken på døren. Jeg når hurtigt hen til døren og prøver at få mit dunkende hjerte til at stoppe med at hamre sig ud af mit bryst. Imens at jeg tager mine små lædersandaler på. Med en rolig bevægelse åbner jeg døren og ser på Blake. Han har en sort trøje med en læderjakke over og et par normale jeans. Man ville beskrive ham som normalt påklædt, hvis ikke at han så så perfekt ud.

   ”Er du klar til at gå, engel?” spørger han med et skævt smil efter at have givet mig et elevatorblik. Jeg griber hurtigt min flaskegrønne stofjakke og nikker, hvilket bare gør hans smil større. Han fører mig hen til en bil som holder lige foran huset. Han holder døren åben for mig, så jeg kan sætte mig ind og lukker den efter mig. Lidt efter sidder han på førersædet og er i gang med at starte bilen.

   ”Så hvor skal vi hen?” spørger jeg forsigtigt.

   ”Det er en overraskelse,” siger han drillende. Jeg sukker irriteret. Jeg hader overraskelser. Hvorfor skal der altid være overraskelser?

   Efter en halv time i intens stilhed holder han endelig ind et sted. Jeg kan høre en svag lyd, jeg placerer som bølger. Vi er ved havet. Jeg ser på bygningen foran os. En restaurant. Jeg skal lige til at åbne døren selv, da den bliver åbnet for mig. Blake rækker sin hånd frem og giver mig ingen anden mulighed end at tage den, så han kan hive mig ud af bilen. Det er egentlig dejligt nok, hvis man ser bort fra, at hans hånd er kold, men der er et lille problem ved det. Han slipper ikke min hånd igen.

   ”Hvad er det her for et sted?” spørger jeg forbløffet, da vi kommer ind i entreen. En tjener kommer hen til os og hilser Blake hvorefter, at han fører os hen til et bord udenfor, hvorfra vi kan se havet. Bordet er ret isoleret og lyden af havets bølger gør sikkert, at ingen andre kan høre os. Der er ret smukt, især med den røde himmel.

   Blake trækker en stol ud til mig og først da jeg sidder ned, sætter han sig.

   ”En restaurant ude ved havet,” siger han og læner sig på bordet. Jeg kigger ud mod solnedgangen og prøver at ignorere hans blik, der ser indgående på mig. ”Kan du lide det?”

   ”Her er vel meget flot,” siger jeg usikkert. Tjeneren kommer hurtigt med menukortet. Jeg vælger noget, selvom jeg ikke er sikker på, om jeg vil kunne spise det med den store knude, min mave har snøret sig sammen til.

   ”Jeg kommer her nogen gange for at slappe af og tænke,” siger han. Jeg kigger nysgerrigt hen på ham og møder hans blik. Det er lige så intenst som den første aften. Der er samme dybde og jeg har bare lyst til at forsvinde ned i dem. Det ville egentlig være en fantastisk måde at dø på. Drukne i hans øjne. Hvis bare.

   ”Tænke på hvad?” spørger jeg nysgerrigt uden at bryde øjenkontakten.

   ”Alt,” siger han lavt med en uidentificerbar tone. Han sidder så stille, at man kunne tro, han er lavet af sten. I lang tid siger vi ikke noget. Der er ikke brug for at sige noget. Vi sidder bare og ser hinanden i øjnene, imens at solen synker langsomt ned. Det der får os til at bryde øjenkontakten, er tjeneren, der kommer med vores mad. Jeg kigger ned på maden og stikker forsigtigt til den. Jeg er ikke rigtig sulten, men jeg spiser lidt.

   ”Så du bor med din veninde?” spørger han, sikkert bare for at starte et emne.

   ”Jaeh,” siger jeg nervøst. ”Vi har været veninder siden folkeskolen, da vi begge flyttede til den samme skole. Det virkede bare som en god ide at flytte sammen, vi opfører os i forvejen som tvillinger. Hvad med dig?”

   ”Jeg bor alene,” siger han kort og forsøger at fange mit blik igen. Jeg undgår det lidt. Det er ikke meningen, at et blik skal have så stor effekt på et menneske. Det er ikke rigtigt. Men det føles rigtigt. Det føles som om, jeg er badet i et strålende lys hver gang, han ser på mig. Som om jeg er den eneste i verden bortset fra ham.

   Der er mere akavet stilhed, så begynder vi at snakke. Altså rigtig snakke. Vi snakker om alt mellem himmel og jord, og ved få lejligheder over himmel. Jeg stopper med at undvige hans blik og lader lyset strømme ind over mig. Da vi er færdige med at spise, betaler han, ved bare at sige til dem at de skal sætte det på regningen. Derefter går vi en tur på stranden.

   ”Det er løgn!” udbryder jeg efter en af hans historier. Vi er stoppet op og jeg står foran ham.         

   ”Jeg sværger, det er sandt,” smiler han og fletter sine fingre ind i mine. Det er der, det går op for mig, hvor tæt vi egentlig står. Eller måske først da hans ansigt kun er et par centimeter fra mit. Han løfter en hånd op til mit ansigt og fanger en hårlok, som blæsten har haft fat i.

   ”Du er så smuk,” mumler han. Med hænderne på hans brystkasse, stiller jeg mig på tæer og eliminerer de sidste par centimeter imellem os. Jeg ville bare have berørt hans læber, men han kysser mig dybere og mere insisterende. Jeg giver op og lader al elektriciteten strømme igennem mig som bølger af dejlighed. Da han afbryder kysset, hviler vores pander stadig mod hinanden.

   ”Wow,” mumler jeg lamslået. Han trækker sig lidt tilbage og ser på mig med et indgående blik.

   ”Vent lige lidt. Det var dit første kys,” siger han så overrasket. Jeg prøver at lyve, men min rødmen har med garanti allerede afsløret mig, for han står og smiler, imens han snor min hårlok om sin finger.

   ”Okay, ja,” siger jeg flovt. ”Er det så svært at tro på?”

   ”Med den fjendtlighed du udviser overfor folk, du ikke kender, så nej,” siger han let.

   ”Hvad mener du med fjendtlighed, jeg er ikke…” jeg når ikke at sige mere, for hans læber er igen mod mine og jeg kan ikke lade være med at kysse ham tilbage.

   Da vi går hen mod bilen hånd i hånd, slår en tanke ned i mig. Nu slipper jeg vist aldrig af med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...