Flugt

Angelica er en helt normal pige, der lever i lykkelig uvidenhed om magien, men da hun møder den flotte Blake til en fest, bliver hele hendes liv vendt på hovedet og hun bliver tvunget til at flygte, hvis hun vil forblive den samme person. For Blake har en dyster hemmelighed, som han ikke frygter at inddrage hende i.

1Likes
5Kommentarer
392Visninger

1. 1

   Folk omkring mig danser svedende rundt på gulvet, imens jeg baner mig vej igennem dem. Kurs mod udgangen. Jeg har aldrig rigtig været den store festpige. Jeg ville ønske, jeg bare kunne tage hjem og sove. Men der er et lille problem. Det er mit hus, de fester i. Eller mit og Aimees hus. Jeg kan virkelig ikke fatte, at jeg lod hende holde fest. Jeg blev vel bare træt af, at hun tiggede.

   Min hånd finder dørhåndtaget og lidt efter står jeg ude i haven, lige der hvor træerne begynder. Jeg sætter mig ved det store træ med de hængende grene og stirrer op på det af himmelen, jeg nu kan se. Af en eller anden grund er det aldrig svært for mig at glemme alt omkring mig, når jeg ser på stjernerne og månen. Den store, runde fuldmåne, der bader hele haven i et spøgelsesagtigt skær.

   ”Hey er du okay?” lyder en stemme et stykke væk. Den hiver mig ud af månens magt. Jeg kigger op og smiler anstrengt til fyren, som står et stykke væk.

   ”Ja, fester er bare ikke rigtig mig,” siger jeg. Han laver en bevægelse, der spørger, om han må sætte sig ved siden af mig. Jeg trækker på skuldrene og lidt efter, sidder han ved siden af mig.

   ”Samme her,” griner han. ”Men mine venner insisterede på, at jeg skulle tage med og blive til, at de blev trætte. Hvilket sikkert aldrig sker, men hey, gratis drinks.”

   Jeg smiler lidt over den kommentar.

   ”Ikke for mig,” siger jeg stille. ”Jeg ville tage hjem, men der er et problem. Jeg bor her.”

   ”Ja du kommer nok ikke til at sove lige foreløbig,” siger han med et smil.

   ”Det er min veninde der holder festen,” siger jeg og ryster smilende på hovedet. ”Det betød rigtig meget for hende.”

   ”Men det er sikkert en sjov fest. Hvis man er til den slags,” siger han. ”Jeg er Blake for resten.”

   ”Angelica, men alle kalder mig Angie,” siger jeg og bliver så bevidst om, at jeg egentlig var gået herud for at være alene. Og fyren med det sorte hår, som sidder ved siden af mig, er en fuldkommen fremmed. ”Jeg tror, jeg vil prøve at finde Aimee.”

   Jeg rejser mig for at gå.

   ”Og gå ind i folkemængden igen? Vil du ikke hellere blive?” spørger han lokkende. Jeg sender ham et spørgende blik og går hen mod huset. Jeg når halvvejs, før han indhenter mig. ”Det var ikke min mening at få dig til at forlade dit sted, jeg ville bare gerne snakke med dig.”

   Jeg standser, dels fordi han står foran mig, men mest fordi at ingen har været så hudløst ærlig overfor mig før. Jeg ser ind i hans øjne. Hans dybblå, bundløse øjne. Og jeg kunne forsvinde.

   ”Hvorfor?” spørger jeg, dum som jeg nu er. Eller, nej, jeg er ikke dum, hans øjne er bare virkelig distraherende.

   ”Fordi at du er anderledes fra de andre,” siger han. Af en eller grund får hans ord mig til at føle mig speciel. Måske fordi at det er meningen. Han er med garanti bare endnu et fjols, der vil lege med mine følelser. Man kan ikke se så godt ud, smide sådan nogle kommentarer ud og være ude på noget godt. Men han virker ikke som de andre fjolser. Han virker… perfekt. Bare perfekt. Det er det eneste ord jeg kan finde til at beskrive ham. Eller ikke det eneste, jeg kunne finde en hel masse ord til at beskrive ham. Perfekt virker bare mere dækkende.

   ”Tak, tror jeg nok, men jeg bliver altså virkelig nødt til at snakke med min veninde,” siger jeg undvigende og går forbi ham, så han ikke kan se den svage rødme, der er skudt op i mine kinder.

   ”Okay, Angelica. Vi ses,” siger han. Jeg kan nærmest høre smilet i hans stemme, da jeg går direkte ind af helvedets døre. Hvordan fanden kan der være så mange mennesker i ét hus?

 

   Jeg finder Aimee forholdsvist hurtigt. Hun står og snakker i et irriteret tonefald med en fyr. Jeg går lidt tættere på og kan nogenlunde høre, hvad de siger.

   ”… tror ikke det er en god ide, Derek,” siger Aimee koldt.

   ”Kom nu. En gang kan ikke skade,” siger fyren Derek.

   ”Jo! Jeg har ikke tænkt mig at… nogen,” siger hun. ”Det er ondt og forkert. Og gå så! Jeg vil ikke have dig og din slags til min fest!”

   ”Hej Aimee,” siger jeg og går hen til hende. ”Er der nogen problemer?”

   ”Nej, jeg var bare ved at smide den her tumpe og hans venner for døren,” siger hun og sender mig et lidt taknemmeligt blik.

   ”Hvorfor står han her så stadig?” spørger jeg køligt. Aimee sender mig et smilende blik og ligger en arm om skulderen på mig.

   ”Det ved jeg sørme ikke,” siger hun. Fyren sender os et overbærende blik.

   ”Så ser jeg dig vel senere, Aimee,” siger han med et smil, der kunne minde om et rovdyr. ”Der er alligevel flere af de andre. Og deres stank er ved at kvæle mig.”

   Med de ord vender han sig. Til min forbløffelse løsriver der sig omkring fem fyre fra menneskemængden og følger efter ham.

   ”Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor taknemmelig jeg er for, at du er min veninde, din sindssyge tøs?” siger hun grinende. Jeg griner tilbage.

   ”Det ved jeg ikke. Har du?” spørger jeg drillende. ”Nyder du din fest?”

   ”Jaeh…” siger hun lidt trækkende. ”Det er lidt anderledes at stå for en fest, end bare at møde op. Bare en smule stressende.”

   ”Ja, sikkert. Bare lad være med at tænke på alt det, vi skal rydde op bagefter,” siger jeg smilende. Jeg bliver belønnet med et slag på armen og en skarp kommentar, jeg ikke har tænkt mig at sige højt. ”Så hvad gik det med ham fyren ud på?”

   ”Åh, ikke noget særligt…” siger hun modstræbende. Jeg sender hende et mistænksomt blik, men lader det ligge. Jeg ved, at jeg ikke får noget ud af at presse hende. Hvis Aimee ikke vil fortælle noget, så fortæller hun det ikke, om så selve helvedes beboere ville tvinge hende. Hun er stædig. Meget stædig. Jeg ser på min veninde med det sorte hår og blå øjne. Vi ligner hinanden, bortset fra at jeg er blegere, har grønne øjne og mit sorte hår er klippet kort, hvor hendes går ned til taljen. Det er rigtig flot, når vi tager os tid til at flette det. Eller hun tager sig tid til at sidde stille og jeg fletter.

 

   Huset er mildt sagt rodet. Det ligner, at en bombe er sprunget og jeg er ret sikker på, at de har ridset glasbordet, men efter fem timer hvor vi begge ryddede op, var det nogenlunde normalt igen, vi skulle bare holde vinduerne åbne og så kunne vi også ånde!

   ”Mind mig om, aldrig at lade dig holde fest igen,” siger jeg forpustet og synker sammen i vores slidte sofa.

   ”Mind mig om aldrig at holde fest igen,” siger Aimee og synker ned ved siden af mig. Jeg tror, jeg er den, der falder i søvn først.

 

   Jeg dasker til Aimee, som ligger og bruger mig som hovedpude på sofaen. Hun mumler et eller andet og flytter sig nok til, at jeg kan rejse mig.

   Der er blevet mørkt udenfor og alle vinduerne står stadig åbne. Jeg sukker og går en runde for at lukke alle vinduerne og låse dørene. Der har ikke været nogen i huset, mens vi sov, så jeg ånder lettet ud.

   ”Angie?!” lyder Aimees stemme gennem huset. Hun lyder bekymret.

   ”Ja?!” råber jeg til hende. Lidt efter kommer hun forpustet op af trappen.

   ”Jeg vågnede og du var der ikke,” siger hun flovt. Jeg smiler vidende og låser døren til mit værelse op.

   ”Jeg lukkede og låste bare,” siger jeg stille.

   ”Vil du ikke med ud og få en is eller noget,” spørger hun nervøst. Hendes øjne ser ud til at afsøge hele rummet omkring os.

   ”Klokken er omkring ti om aftenen. Er det ikke lidt sent til is?” spørger jeg. Ja det var en virkelig varm sommeraften og en is ville være velkommen, men jeg havde mest af alt bare lyst til at falde sammen og sove.

   ”Kom nu! Det bliver sjovt!” siger hun hvinende. Jeg sukker og tager hendes fremstrakte hånd. Hun er virkelig opsat på at få mig ud af huset. Hvorfor?

   På vejen ud sender hun en sms, som jeg ikke når at se, og hiver mig så ud af døren og ned af de ret tomme gader. Lige da vi kommer ind på is caféen, ringer Aimees mobil.

   ”Finder du et bord? Jeg bliver nødt til at tage den her?” siger hun og holder sin mobil op. Jeg nikker og lader blikket gå søgende hen over caféen. Den er næsten mennesketom, men alligevel vælger jeg det bord henne i hjørnet. Der går et kvarter hvor Aimee ikke kommer og jeg begynder at drysse salt ud på bordet og tegne mønstre i det. Det er jo ikke fordi, nogen skal bruge det salt. Altså, hvem hælder salt ud over deres is? Jeg ryster på hovedet af is-stedets logik.

   ”Hej, Angelica,” lyder en stemme. Jeg kigger op og ser direkte ind i Blakes fantastiske øjne. Han ser på mig med et skævt smil og et glimt i øjet. ”Sjovt at møde dig her.”

   ”Blake, ikke?” siger jeg for at virke kølig. Han er lig med dårlige nyheder og jeg vil ikke have noget med ham at gøre. Det er den løgn, jeg prøver at fortælle mig selv. ”Sig mig, følger du efter mig?”

   ”Nej… jeg kan bare godt lide…” siger han undvigende og ser sig omkring. ”… is.”

   ”Okay…” siger jeg. Det er et langtrukkent okay.

   ”Men seriøst, jeg fulgte ikke efter dig. Jeg gik forbi udenfor og så dig sidde alene, så jeg tænkte, at jeg kunne sige hej,” siger han og sætter sig på kanten af bordet.

   ”Og det har du så gjort nu,” siger jeg og prøver at lade være med at smile det smil, der truer med at poppe frem. Han ser lidt mystificeret på mig.

   ”Må jeg spørge om noget?” siger han. Jeg trækker på skuldrene. ”Hvad har jeg egentlig gjort for at få den kolde skulder, engel?”

   Jeg stivner og aner ikke, hvad jeg skal sige. Jeg mener, jeg åbner munden for at svare, men lukker den så igen, da ingen ord vil forme sig. Eller… der er ord, der vil forme sig. De er bare ikke ret brugbare i den nuværende situation.

   ”Kaldte du mig lige engel?” spørger jeg for at skifte emne.

   ”Måske. Men du svarede mig ikke, engel,” siger han og ser på mig med det der blik, jeg ville kunne forsvinde ind i. Ude af stand til at sige noget, trækker jeg bare på skuldrene. ”Det eneste, jeg beder, om er en chance. Eller bare et glimt af en chance.”

   ”Hvad mener du?” spørger jeg stille.

   ”Hvad siger du til at gå ud og spise?” spørger han. Jeg ser forbavset på ham. ”Kom nu, engel, en date, og så kan du beslutte dig for, om du vil give mig den kolde skulder.”

   ”Helt klart ikke,” siger jeg afvisende. ”Jeg kender dig ikke engang.”

   ”Hvordan skal vi lære hinanden at kende, hvis du ikke vil tilbringe tid med mig, engel?” spørger han. Jeg bander indvendigt. Hvorfor giver han så meget mening? Han læner sig lidt frem og fortsætter i et lavt tonefald. ”En date, engel, jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.”

   ”Okay,” siger jeg stille. Hans smil bliver bredere, da han ser sin sejr. ”En date.”

   ”Fint, i morgen ved ni-tiden?” spørger han smilende.

   ”Okay…” siger jeg tøvende, jeg kan allerede mærke knuden i maven. ”Du ved hvor jeg bor. Så vi ses?”

   ”Vi ses, engel,” ler han og rejser sig. Lidt efter er han ude af døren og væk. Et kvarter senere kommer Aimee ind af døren igen. Hun ser mig og sætter sig hurtigt foran mig.

   ”Så hvad vil du have?” spørger hun, jeg åbner munden for at svare, men hun giver mig ikke chancen. ”Chokolade, okay.”

   ”Dude,” siger jeg med et smil. ”Du kender mig for godt.”

   ”Det var dig der foreslog at vi skulle bo sammen,” siger hun anklagende og rejser sig. Få minutter efter kommer hun tilbage med to store skåle med chokoladeis. Hun sidder lidt og stirrer på salten. ”Tror du, det vil smage godt med salt på?”

   ”Isen?” spørger jeg hostende, da jeg er ved at kvæles i en mundfuld is.

   ”Ja, der må vel være en grund til, at de har stillet salt frem…” siger hun tænksomt og rækker ud efter salten.

   ”Så længe du ikke hælder det på min is,” siger jeg grinende. Hun holder truende salten hen over min is, som jeg hurtigt fjerner. Derefter rækker hun tunge af mig og hælder en lille smule ud over sin is. Hun tager en mundfuld. ”Så hvordan smager det?”

   ”Det ved jeg ikke rigtigt, salt. Helt klart salt. Og chokoladeagtigt,” siger hun tænksomt. Så bryder vi begge sammen af grin. Det strejfer mig et øjeblik, at jeg burde fortælle hende om Blake, men jeg skubber tanken væk. Det er jo ikke fordi, jeg har tænkt mig at se Blake efter daten. Og så alligevel. Min mave slår de mærkeligste knuder, når jeg tænker på ham. Er det meningen? Sikkert ikke.

   ”Så hvad var så vigtigt, at vi blev nødt til at spise is til klokken lort om natten?” spørger jeg smilende.

   ”Jeg havde bare den her følelse, at vi ikke var sikre i huset. Fjollet egentlig, men jeg var nok en smule skræmt,” siger hun flovt. Jeg smiler.

   ”Det er okay. Kan du huske dengang, da jeg troede, træer blev til monstre om natten og nægtede at campere?” siger jeg.

   ”Ja, og du var pisse bange for baghaven!” siger hun og så griner vi. Vi bliver ved med at nævne sjove episoder, som vi har oplevet sammen, og jeg kan se, at hun slapper mere af. Klokken er over midnat, da vi pænt får besked på at forlade caféen. Eller så pænt nogen kan snakke til andre klokken lort om natten.

   Da vi kommer hjem, er Aimee fuldkommen rolig, vi siger godnat og går direkte i hver vores seng. En følelse af at jeg bliver overvåget, giver mig en smule paranoia, så jeg står op og sikrer mig, at mit gardin fuldkommen dækker vinduet. Derefter kravler jeg ned under dynebetrækket, da en dyne er alt for varm. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...