Fix You - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Igang
Lily ender op på hospitalet efter en tur i byen med sine venner. Nogen puttede noget i hendes drink, og hun endte op alene i en gade, hvor et par unge piger overfaldt hende. Efter en omfattende operation for at få fikset et brækket ribben, der truede med at punktere en lunge, skal hun være på hospitalet i op til halvanden uge. Hun har kun overstået tre af dagene, da hun vågner op ved lyden af larm uden for hospitalet. Synger de? Hvorfor synger de? Pludselig ligger hun mærke til, at hun ikke længere er alene på værelset. Der sidder en dreng og krymper sig sammen i en seng i den anden ende af værelset, og hun kan høre han græder. Efter lidt tid retter drengen sig op, og stirrer tomt ud af vinduet, hvor der fortsat høres råb og sang... Og det er ingen anden end Justin Bieber. Da han den aften rejser sig op for at tage et glas vand, falder han om på gulvet, og Lily tumler ned af sengen for at hjælpe ham. Det bliver starten på et venskab der måske kan redde dem begge to.

27Likes
21Kommentarer
1162Visninger

2. Memories

Jeg kunne ikke mærke noget. Det var måske den mærkeligste følelse i hele verden. Eller.. Det var slet ingen følelse, for jeg kunne jo ikke mærke noget.

”Jeg går ud og tager et glas vand”

Var det min mor? Stemmen var tåget og der var et mærkeligt ekko i mit hoved. Hun lød helt hæs, havde hun grædt?

”Ja, gør det Jocie, så venter jeg her ved Lily, okay?”

Min far? Jeg kom til at grine en smule, og jeg kunne ikke forklare hvorfor. Måske fordi verden snurrede rundt for mig, og der var helt lyst for mine øjne. Jeg kunne stadig ikke mærke noget, men lydene omkring mig blev forstærkede.

”Jocelyn! Hun rørte på sig!”

Min fars stemme lød lidt for skinger og lidt for høj, og det gjorde ondt i mit hoved. Det var ikke så sjovt længere. Faktisk begyndte jeg at kunne mærke min krop. Og det gjorde ondt. En stikkende smerte skar igennem mit hoved.

Med et gisp åbnede jeg øjnene, og skulle til at sætte mig op, men ledninger rykkede mig tilbage i sengen. Sengen? Der var hvidt over alt, så jeg lukkede mine øjne hårdt i igen. Pludselig blev jeg opmærksom på lydene omkring mig. Min vejrtrækning, mit hjerteslag. Og en biplyd. Bip, bip, bip – hver gang mit hjerte slog. Panisk åbnede jeg øjnene igen, og kneb dem sammen for at få dem til at vænne sig til lyset. Hvad skete der? Det første jeg fik øje på var ledninger. Ledninger i mine arme. Ledninger i mine hænder. Med en klynkende lyd, rørte jeg forsigtigt på min hånd, men jeg kunne ikke mærke nålen – heldigvis. Min mor og min far, lagde jeg mærke til bagefter. Min mors øjne var røde og hævede, og jeg kunne se, hun havde grædt, og min far så bare lettet ud. Jeg lukkede kort øjnene, for at åbne dem igen, og verden stoppede med at snurre rundt.

”Je-” Jeg prøvede på at tale, men min hals var nogenlunde lige så tør som Sahara-ørkenen. Heldigvis fattede min far hurtigt hentydningen, og rakte mig et glas vand, som han havde stået med i hånden. Min mor kyssede mig på kinden, før hun gik ud efter en sygeplejerske.

Jeg fik hurtigt fundet ud af hvad der var sket. Mine minder begyndte også langsomt at komme tilbage, og det var ikke behagelige ting. Faktisk gjorde det ondt i maven at tænke på.

Jeg havde været til fest den aften. Hos en af mine gode veninder, Marley, der altid har været en af mine bedste veninder – jeg er bedst med drenge, fordi jeg ikke er til alle de der tøseting, som chickfliks, kjoler og at tale om følelser. Vi havde hurtigt besluttet os for at tage videre ind i byen, for London Centrum er et af de fedeste steder at feste, når man er over 18. Jeg blev 18 for en måned siden, så jeg var glad for endelig at kunne drikke mig fuld og være lovlig på samme tid, så derfor gav jeg den max gas. Mig, Marley og de andre piger havde ofte været i byen sammen, og vi vidste hvordan man gjorde det billigt. Vi havde 3 regler til en billig, god tur i byen.

Regel nummer 1: Drenge skal godkendes af alle 3, hvis det er en, der skal med hjem.

Regel nummer 2: Flirt for drinks – Drenge giver drinks til dem, de tror de har en chance ved, så hvis man bare flirter rigeligt, giver de gerne en drink eller to.

Regel nummer 3: Hav altid styr på hinanden. En tur i London kan være farlig hvis man går alene, så alle har styr på hinanden. Det er en team-ting.

Altså flirtede jeg rigeligt med alle drengene, og fik en masse drinks uden selv at skulle betale. Jeg havde haft det helt vildt sjovt, indtil en random fyr havde givet mig en drink. Derefter var alt ret sløret. Jeg kunne huske, at jeg var gået udenfor fordi jeg var bange for at kaste op. Fyren der gav mig drinken havde ilet hen til mig, og spurgt om han kunne hjælpe, og jeg havde skubbet ham væk og sagt at jeg kunne klare mig selv. Det var trods alt sikkert ham, der havde kommet et eller andet i min drink. Fyren havde alligevel givet mig sin sweater, og hjulpet mig hen til en bænk, men da jeg endelig følte mig bedre tilpas, ville jeg gå udenom clubben for at komme ind af hovedvejen, og var endt i en gyde. En gruppe på 6 piger havde tårnet sig op over mig, og havde spurgt mig om fyren med trøjen. Jeg havde vidst nok været ret flabet, på grund af alkohollen.

”Kender du ham” Havde de spurgt

”Aner ikke hvem han er,” havde jeg svaret

”Hvorfor har du så hans trøje?” Havde de spurgt

”Han gav den til mig. Jeg kan godt forstå det, for jeg ser rimelig lækker ud med den på, gør jeg ikke?”

Og så var de ligesom blevet sure, og en af dem sparkede mig over skinnebenet så jeg faldt om på asfalten. En anden havde brændt mig med en cigaret, og sådan blev det ved i et stykke tid, før alt blev sort for mig.

Lægerne fik det til at lyde som om jeg var forholdsvist heldig med kun at have brækket et ribben, men jeg følte mig ikke heldig. Jeg havde brændemærker på min hals og et lige over mit højre øjenbryn. Min kind var hævet og rød. Jeg havde skrammer og blå mærker over alt. Men det var som om, alt det var virkelig, virkelig ligegyldigt. Det sted det gjorde mest ondt, var inde i mig. Jeg kunne mærke, at jeg konstant var bange. Jeg kiggede mig hele tiden omkring for at være sikker på at de piger ikke var der igen. Jeg havde svært ved at stole på sygeplejerskerne. Og så havde jeg mareridt. Mareridtene var nok det værste, for jeg fik aldrig nok søvn, og – sagde lægen – søvn var den hurtigste vej til at komme ud af hospitalet.

Min krop var fyldt op af smertestillende medicin de første to dage, så dem husker jeg alligevel ikke så godt. Det var 3. dag, hvor jeg begyndte at kunne tænke ordenligt, røre på mig, spille på min telefon og endda læse. Jeg var i gang med bogen ”The Fault In Our Stars” af John Green, der var min yndlingsforfatter i hele verden. Bogen handlede om en pige med kraft, men den var ikke skrevet som en total kliché, og faktisk kunne jeg relatere til størstedelen af bogen. Bortset fra den yderst fantastiske fyr, der hed Augustus Waters. Hvis han havde været et rigtig person, havde jeg hoppet på ham med det samme!

Ud over at læse, syntes jeg at jeg sov meget. Rigtig meget… Så mine forældre gik altid lidt rundt. Skiftedes til at være ved mig og til at tage hjem til min lillesøster på 7. Jeg drømte hele tiden drømme, jeg helst ville være foruden. Medicinen gjorde min søvn tung, så jeg havde sværere ved at vågne af mine mareridt. Jeg havde aldrig haft problemer med drømme før, men det var begyndt at blive rigtig slemt. Feberhede-drømme, kaldte min læge dem. De var ofte paniske og usammenhængende og jeg kom altid til skade, eller også var der andre der kom til skade. Jeg følte aldrig, at jeg sov nok, og på et tidspunkt gad jeg slet ikke sove, fordi jeg vidste, at det betød endnu flere drømme. Den tredje nat faldt jeg dog i søvn hurtigt, og drømmene kom først senere.

En hund. Den løb. Vi var i en skov. Jeg trak vejret tungt, og prøvede at skyde genvej over et stakit. Mine fingre var ved at glide, men jeg klarede det. Hunden gøede højt. Jeg var bange for at dem i husene omkring mig skulle vågne og blive sure. Jeg løb videre. Det gjorde ondt i mine ben og i mine fødder, og jeg var lige ved at give op, da jeg så en åben dør. Panisk løb jeg der ind og lukkede døren efter mig. Jeg kunne høre hunden kradse. Og gø. Jeg –

BANG!

Hvad var det? Panisk vendte jeg mig om. En mand med et gevær. Jeg prøvede at forklare at jeg ikke ville ham noget ondt, men min hals var tør. Jeg kunne kun komme med en klynkende lyd.

KLANG!

Hvad var det? Jeg kiggede mig omkring. Min hånd var klistret. Jeg kiggede ned. Rødt. Blod. Alt blev mørkt.

Gispende og badet i sved vågnede jeg op. Jeg hev efter vejret, og pustede ud for at få min vejrtrækning under kontrol. Der var mørkt på værelset. Men… Der var noget galt.

Jeg satte mig op, og tog mig til hovedet. Der larmede. Hvorfor larmede der? Det var jo mørkt? Jeg stønnede irriteret, da larmen tog til, og det gik op for mig, at det kom udefra. Jeg var på 4. eller 5. etage, så lyden var nok ikke lige så høj, som den havde været hvis jeg havde været nede på gaden, men der larmede alligevel. Piger. De skreg og råbte og sang og jeg havde lyst til at råbe ud af vinduet at de skulle holde deres kæft og lade mig være. Jeg satte mig op i sengen, og kiggede mig omkring. Min mor havde fået en seng inde på et andet værelse, så jeg havde haft værelset for mig selv i tre dage. Altså kunne jeg godt se når noget var ændret.

Der var en ekstra seng

Og en ekstra person.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...