De ulige værelsesnumre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2013
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Færdig
Drengen, Aage, skal sammen med sin 2. klasse på en sommerlejr i Løgstør i Nordjylland i 1896. Han er selv vildt forelsket i pigen, Jytte, og hans bedste ven Carl er vildt forelsket i pigen, Margrethe.

Ved det første aftensmåltid skal hver dreng fra klassen trække et navn fra en pose på en af pigerne, som de så kommer til at sidde overfor. Her trækker Aage Margrethe, og Carl trækker Jytte. Da det bliver bestemt fra en af lærerne, hvilke emner der skal snakkes om ved hvert bord, udtrykker både Margrethe og Jytte hemmelige kærlighedsønsker, da samtaleemnet er kærlighed.

Da Carl og Aage får fortalt hinanden om pigernes kærlighedsønsker, gælder det selvfølgelig for dem begge to om at dem opfyldt uden at komme i kløerne på deres lærer, Jacobsen, og det kan de nemt komme til, hvis de bliver opdaget, for det er ikke helt lovlige ønsker.

Jeg ved godt, at skriftstørrelsen lige i starten af historien er lidt anderledes, og jeg ved ikke hvorfor, men det har ikke noget med historien at gøre.

3Likes
0Kommentarer
790Visninger
AA

5. Kapitel 5

Efter jeg havde ligget dér i en lille halv time, begyndte der også at komme nogle andre udenfor. Jeg havde som sagt ligget og tænkt meget over, hvad jeg skulle gøre, men hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg opfyldte jo ikke hendes ønske den nat. Skulle jeg bare gå over til hende og sige, at jeg elskede hende. Det kan man jo ikke bare sådan uden videre, men et eller andet måtte jeg jo gøre. Jeg kunne jo ikke bare sidde dér og lade som ingenting. Jeg måtte jo prøve at tage kontakt til hende på en eller anden måde og så håbe, at det kunne udvikle sig. Som sagt havde jeg fået mere lyst til at blive kæreste med Jytte, efter Carl og Margrethe var blevet kæreste med hinanden, men jeg ved sgu ikke, hvor meget mere mod jeg havde fået til at prøve at blive det.

 

Jeg gik i omkring en time og prøvede at finde et passende tidspunkt til at være sammen med Jytte på. Jeg gik ind og ud af vores havedør. Jytte var sammen med den veninde, som hun havde siddet i sofaen i hjørnet med, efter vi havde spillet kongespillet. Hun var også lidt sammen med en dreng. De sad på en af husets små terrasser og tegnede med kridt på de små terrassefliser. Jeg ved ikke, hvad fanden det skulle forestille. Det lignede mest af alt nogle sammenkoblede trekanter uden længder. På et tidspunkt sagde hendes veninde, at hun lige ville prøve at være med i et spil, som nogle over på den store græsplæne legede. "Okay, det er fint", sagde Jytte, og så gik veninden. Jeg stod lige i døråbningen, da hun sagde det. Jeg havde en enorm spændingsfølelse i kroppen, men jeg følte også en form for pres, for jeg havde lovet mig selv at tage kontakt til hende, når hun var ledig. Jeg stod i et par sekunder og prøvede at tage mig sammen, men efter et par sekunder, tænkte jeg inddirekte: "Du har ikke tid til at tage dig sammen". Derefter gik jeg over til hende og sagde: "Hej". Hun rejste hovedet, mens hun stadig sad og tegnede med kridt og sagde: "Hej Aage". Hun rejste sig op og spurgte, om det ikke var flot. Lige i det øjeblik var det vigtigste for mig ikke at være ærlig - det var at sige noget, som hun gerne ville høre, så jeg sagde bare: "Jo, det er rigtig flot". Hun stod med siden halvt til og sendte mig et takkende smil. Hold da op, hvor var hun gudesmuk, som hun stod dér. Hun stod igen i sin hvide kjole med røde nuancer på. "Der er sådan en gynge hernede, som man kan ligge på. Vil du med derned?", spurgte jeg. "Det kan vi da godt", svarede hun hurtigt og var allerede på vej den forkerte vej. "Nej, det er den anden vej", sagde jeg. Vi gik ned mod gyngen og lagde os op i den. Vi kunne lige akkurat begge to være der, men den smalle plads havde jeg heller ikke noget imod. Jeg nødt at ligge tæt op ad hende. Jeg forsøgte at starte en samtale med hende om det dårlige vejr, som vi havde haft tidligere på dagen. Det førte ikke rigtig nogle steder. Hun lå for det meste bare og kiggede op i træerne. Det begyndte jeg også på, mens jeg tænkte over, hvad jeg nu skulle prøve at sige, men inden jeg var færdig med at tænke, spurgte hun mig: "Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der skete i nat". Idet hun begyndte at tale, kiggede jeg straks på hende, men da jeg hørte spørgsmålet, kiggede jeg straks op i træerne igen. Jeg overvejede et splitsekund at fortælle hende hele sandheden, men det gjorde jeg ikke. Jeg fortalte hende bare den samme historie som i morges. "Han kan da ikke give dig en sådan en endefuld, bare fordi du skulle op og tisse", sagde hun. "Det var fordi, det larmede, tror jeg", sagde jeg.

 

Vi havde nu ligget i ca. 20 minutter og bare smalltalket, men nu syntes jeg, at der skulle ske et eller andet. Jeg måtte gøre. Jeg måtte sige et eller andet bare lidt sødt til, som kunne åbne noget op, hvis der altså var noget mellem os. Jeg begyndte at tænke hurtigt. Det var meget svært at finde på noget at sige, for min største frygt gik på, at hun rejste sig og skulle noget andet. Det stressede mig. Jeg havde nu tænkt hurtigt i et par minutter og ikke kommet en centimeter nærmere noget fornuftigt at sige, men nu måtte jeg slynge et eller andet ud, inden hun gik. Jeg kiggede ned over hende, og det mest fremtrædende indtryk ved det var selvfølgelig hendes kjole. "Sikken en flot kjole du har på", sagde jeg nærmest uden at tænke. Hun kiggede først på mig og smilede let. Jeg prøvede virkelig at tyde hendes smil, men det var meget svært. Derefter kiggede hun ned over hendes kjole og sagde: "Ja, tak, jeg kan også selv lide den". Jeg måtte følge op med et eller andet, men hvad? Jeg var rigtig mange gange tæt på at sige til hende, at hun var helt vildt sød. Det ville være store, måske lidt for store ord at sige, men jeg overvejede det faktisk i lang tid, og et par gange tog jeg faktisk en ekstra dyb indånding med næsen for at skulle til at sige det, men jeg fik altid stoppet mig selv i sidste sekund. Jeg ville ikke sige det, sagde jeg til sidst til mig selv. Der måtte da være en eller anden middelløsning mellem, at hun havde en flot kjole, og at hun var helt vildt sød, men den var bare svær at finde. Til sidst fandt jeg noget, jeg syntes mindede lidt om en middelløsning. Jeg sagde: "Du er faktisk en ret god ven". Hun kiggede igen på mig og smilte på præcis samme måde som før. "Jo, tak... Jeg kan også godt lide dig", sagde hun. Jeg lå igen og tænkte på noget at sige, men denne gang nåede jeg ikke at tænke færdig, før hun sagde, at hun lige ville gå til sin veninde og se, hvad hun lavede. Hun rejste sig og gik. I desperation råbte jeg: "Jytte". Hun vendte sig om og sagde: "Ja". Jeg ville sige et eller andet til hende, men jeg anede ikke hvad, så jeg sagde bare: "Nej, ikke noget". "Okay", sagde hun og gik videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...