De ulige værelsesnumre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2013
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Færdig
Drengen, Aage, skal sammen med sin 2. klasse på en sommerlejr i Løgstør i Nordjylland i 1896. Han er selv vildt forelsket i pigen, Jytte, og hans bedste ven Carl er vildt forelsket i pigen, Margrethe.

Ved det første aftensmåltid skal hver dreng fra klassen trække et navn fra en pose på en af pigerne, som de så kommer til at sidde overfor. Her trækker Aage Margrethe, og Carl trækker Jytte. Da det bliver bestemt fra en af lærerne, hvilke emner der skal snakkes om ved hvert bord, udtrykker både Margrethe og Jytte hemmelige kærlighedsønsker, da samtaleemnet er kærlighed.

Da Carl og Aage får fortalt hinanden om pigernes kærlighedsønsker, gælder det selvfølgelig for dem begge to om at dem opfyldt uden at komme i kløerne på deres lærer, Jacobsen, og det kan de nemt komme til, hvis de bliver opdaget, for det er ikke helt lovlige ønsker.

Jeg ved godt, at skriftstørrelsen lige i starten af historien er lidt anderledes, og jeg ved ikke hvorfor, men det har ikke noget med historien at gøre.

3Likes
0Kommentarer
729Visninger
AA

4. Kapitel 4

Jeg gik lidt rastløst rundt og ventede på, at Carl kom tilbage. Jeg sad igen ved det vindue, hvor man kunne se lidt af vejen op til byen. Efter jeg havde siddet dér i et par minutter, kunne jeg skimme en lille dreng og noget rødt. Da han kom tættere på, blev jeg bekræftet i, at det var Carl. Han gik med et helt stivfrossen blik. Han så mega nervøs ud. Han fik aldrig øje på mig. Han drejede ned mod vores hus og hen mod døren. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle befinde mig henne. Jeg troede, at han ville komme ind på vores værelse og forberede sig, inden han gav Margrethe blomsterne, derfor gik jeg derind, og ganske rigtigt kom han efter kort tid. Han åbnede og lukkede døren hurtigt, som om han ikke måtte blive set. Han var våd over det hele. Han tog hovedet nedad og rystede hans våde hår. Første skridt var nu lykkedes for ham. Han havde en bukket røde roser i sin ene hånd. Han lagde roserne meget forsigtigt på sin seng og tog sin drivvåde jakke af. Han hang den inde i skabet. Jeg forventede, at han skulle sige et eller andet, men han så så nervøs ud. Efter noget tid sagde jeg: "Nå, du fik fat i dem". "Ja... det gjorde jeg", svarede han. Efter noget tid spurgte han: "Spurgte Jacobsen, hvor jeg var". "Ja, det gjorde han", svarede jeg, og så spurgte han, hvad jeg svarede, og jeg svarede. Derefter sagde han: "Du er virkelig en guttermand". Da han sagde det, havde jeg sådan en følelse af "Ja, virkelig, jeg har nok lige hjulpet mig selv med at gøre mig selv jaloux". Efter noget tid spurgte jeg: "Skal du ikke give hende dem?". "Jo, jo, jeg skal bare lige finde ud af hvordan", svarede han.

 

Der gik ca. en time, hvor både han og jeg gik lidt frem og tilbage. Til sidst gik Margrethe hen mod sit værelse. Carl fulgte efter hende og gik med hende ind på værelset. Jeg tror, det var for at sikre sig, at hun var alene. Efter kort tid kom han ud af døren igen. Jeg nåede lige at se, at hun sad alene på en stol og læste. Han tog en dyb indånding og gik hen imod vores dør. Hans blik var igen helt fastfrosset. Han tog i vores dørhåndtag og åbnede døren. Jeg kunne se, at vores dørhåndtag var blevet helt vådt fra hans håndsved. Han havde gemt bukketen under sin seng. Han tog bukketen og satte sig ned, og jeg satte mig også på min seng. Han kiggede ned i gulvet og trak kun vejret gennem munden. Efter kort tid prøvede han at rejse sig, men satte sig lynhurtigt igen og startede forfra med vejrtrækningen. Til sidst rejste han sig igen, stod helt oprejst med bukketen i den ene hånd. Han kiggede mig dybt i øjnene. "Nu gør jeg det", sagde han, som om at nu var han helt fast besluttet på at gøre det. Han åbnede igen døren. "Du bliver bare herinde", sagde han og lukkede døren igen. Jeg kunne høre hans skridt hen imod Margrethes dør. Skridtene stoppede hurtigt, og der gik lidt tid, inden jeg kunne høre ham åbne døren. Jeg kunne ikke bare sidde her og vente. Jeg måtte vide, hvad der foregik. Jeg åbnede døren og listede stille hen imod hendes dør, nummer 15. Mine håndflader var også helt svedige. Jeg satte mig langsomt ned på knæ foran hendes dør og begyndte at kigge gennem nøglehullet. Carl stod med ryggen til mig. Han sagde til Margrethe: "Jeg kan rigtig godt lide dig, derfor vil jeg gerne give dig dem her". Han sagde det på en måde, så man tydeligt kunne høre, at det var en sætning han havde øvet sig på. Margrethe takkede ham derefter, alt hvad hun kunne. Jeg kan langt fra huske alt, hvad hun sagde, men jeg kan tydeligt huske, at hun sagde: "Det er jo det, jeg altid har ønsket mig, og nu går den drøm i opfyldelse". Der blev sagt lidt mere, indtil det skete! De tog et skridt hen imod hinanden og begyndte at kysse. Jeg fik igen et sæt i kroppen af jalousi. Denne gang var det meget værre. De kyssede og kyssede og kyssede. Det var som om min jalousifølelse fra maven spredte sig længere og længere opad. Nu kunne jeg mærke en kæmpe klump i halsen. Jeg kunne mærke, at det ville komme inden få sekunder, og jeg kunne heller ikke klare at se på det mere. Jeg løb ind på vores værelse, smed mig ned på min seng, lagde ansigtet ned i dynen og begyndte at græde helt vildt af jalousi. Jeg prøvede at beherske lyden af gråd lidt, så der ikke var nogen, der kunne høre det, men det var svært. Jeg tror dog ikke, der var nogen, der hørte det. Midt i alt gråden mærkede jeg på mit dynebetræk. Det var helt vådt af tårer. Det var lykkedes for ham, men ikke for mig. Jeg kunne slet ikke have det.

 

Da jeg endelig var færdig med alt det græderi, lå jeg på sengen med hænderne omme bag hovedet. Jeg var stadig helt grøn af jalousi, men det var som om, at jeg havde fået endnu mere lyst og mod på at forsøge at blive kæreste med Jytte. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre. Efter noget tid kom både Carl og Margrethe ind på værelset. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig hånet så meget som lige i det øjeblik. De lignede nemlig begge to nogle, der... ja, jeg ved ikke hvad. Nogle, der nærmest ikke kunne blive mere lykkelige. "Tusind tak fordi du sagde til Carl, at jeg gerne ville have røde roser. Du er virkelig vores helt", sagde Margrethe. Jeg følte igen, at jeg blev rost til skyerne for min indsats over at gøre mig selv helt vildt jaloux. "Mange tak", sagde jeg bare. "Kommer du med tilbage på værelset?", spurgte Margrethe Carl, men hun selv var på vej ud af døren. "Ja, lige om to sekunder", svarede Carl. Hun lukkede døren. "Er du okay?", spurgte Carl, "Det ser ud som om, du har grædt". "Nej, nej, jeg gned bare mig selv længe i øjnene, fordi der var noget, der kløede", svarede jeg. "Nå, okay", sagde han. Han takkede endnu engang for, at jeg havde løget over for Jacobsen, og så gik han igen. For at skulle have et eller andet at beskæftige mig med havde jeg ligget og læst lidt i H.C. Andersens eventyr "Den Gamle Gadelygte", men jeg var ikke kommet særlig langt. Det var svært for mig at koncentrerer mig. Nu havde jeg læst den samme sætning mange gange uden at komme videre. Sætningen lød således "... og så kan man nok vide, hvorledes den brændte".

 

Da klokken var lige et par minutter i to kom en af drengene fra klassen ind og sagde, at der var frokost. "Ja, jeg kommer", sagde jeg. Jeg sad i ca. to minutter, tror jeg, men så kom jeg i tanke om, at jeg nok hellere måtte gå ud nu for at komme til at sidde ved siden af Jytte, og selvfølgelig også for at undgå ballede med Jacobsen, hvis jeg kom for sent, for det var nok det, jeg havde allermindst brug for lige på det tidspunkt. Jeg rejste mig og gik ret hurtigt ud mod spisebordet. Jytte sad allerede sammen med alle mulige andre. Jeg måtte derfor bare sætte mig ved et andet bord, hvor der kun sad tre andre. Lidt efter kom Carl og Margrethe og satte sig ved siden af mig. De sad helt op og ned ad hinanden. Frokosten bestod af rugbrød og forskellige fade med pålæg. Jeg kunne næsten slet ikke spise noget. Jeg tog kun en mad med en stærk, flad spegepølse, som det tog noget med fem minutter at spise. Jeg sad meget af tiden og kiggede på Jytte. Hun sad med ryggen til mig og snakkede med en af sine veninder. Da jeg endelig var færdig med at spise den mad, syntes jeg ikke, der var meget ved at blive siddende. Jeg kunne umuligt komme i kontakt med Jytte, og mine sidemand og dame gjorde det heller ikke meget bedre. Det var begyndt at klare lidt op udenfor. Jeg besluttede mig derfor at gå udenfor for at få lidt luft. Det havde jeg ikke fået hele dagen. Jeg gik ud i den store entré, hvor der var en masse sko og jakker. Jeg fik øje på Jyttes flotte grønne jakke med hvide blomster. Jeg tog mine egne sko og min egen jakke på og gik udenfor. En utrolig frisk duft mødte mig, da jeg var trådte udenfor. Den dér friske vandduft, som der kan være, når det har regnet i lang tid. Jeg gik lidt tid ude i den store have for at finde et sted at sidde. Huset var omringet af en lillebitte skov på tre af dets sider, og lige få meter inde i skoven fandt jeg et lille gyngestativ med fuglerede - altså sådan en gynge som man kan ligge nede i. Jeg lagde mig ned i den og begyndte at tænke over, hvad jeg skulle gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...