De ulige værelsesnumre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2013
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Færdig
Drengen, Aage, skal sammen med sin 2. klasse på en sommerlejr i Løgstør i Nordjylland i 1896. Han er selv vildt forelsket i pigen, Jytte, og hans bedste ven Carl er vildt forelsket i pigen, Margrethe.

Ved det første aftensmåltid skal hver dreng fra klassen trække et navn fra en pose på en af pigerne, som de så kommer til at sidde overfor. Her trækker Aage Margrethe, og Carl trækker Jytte. Da det bliver bestemt fra en af lærerne, hvilke emner der skal snakkes om ved hvert bord, udtrykker både Margrethe og Jytte hemmelige kærlighedsønsker, da samtaleemnet er kærlighed.

Da Carl og Aage får fortalt hinanden om pigernes kærlighedsønsker, gælder det selvfølgelig for dem begge to om at dem opfyldt uden at komme i kløerne på deres lærer, Jacobsen, og det kan de nemt komme til, hvis de bliver opdaget, for det er ikke helt lovlige ønsker.

Jeg ved godt, at skriftstørrelsen lige i starten af historien er lidt anderledes, og jeg ved ikke hvorfor, men det har ikke noget med historien at gøre.

3Likes
0Kommentarer
743Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg sov et par timer igen og vågnede på et eller andet tidspunkt mellem halv syv og syv. Jeg prøvede at falde i søvn igen, men det fandt jeg hurtigt ud af ikke var muligt. Jacobsen sagde i går, at vi ville blive vækket klokken halv otte, og så skulle vi altså sammen sidde klar ved bordet til morgenmad klokken otte. Da klokken var lige omkring halv otte, kom Olga ind og sagde: "Så... Godmorgen". Carl og Edith vågnede. "Der er morgenmad om en halv time", sagde hun. Jeg gik ud på badeværelset og tissede, tog noget vand i hovedet og tog tøj på. Derefter gik jeg ind på værelset og satte jeg mig ned på sengen. Edith kiggede mærkeligt på mig oppe fra sin køjeseng. "Hvad skete der i nat?, spurgte hun. Jeg forklarede, at jeg skulle op at tisse, og så faldt jeg, og så vågnede Jacobsen. Hun spurgte ikke nærmere ind til det, selvom jeg kunne mærke, at hun tvivlede på, om historien var sand. Hun havde jo hørt, hvad Jacobsen og jeg havde sagt den nat.

 

Vi sad alle sammen klar et par minutter i otte ved spisebordet. Der var mange, der kiggede på mig. De fleste havde nok hørt et eller andet fra i nat. Jytte sad to borde foran mig. Når jeg kiggede på hende, havde jeg den dér følelse, som man tit har, når man har drømt om en person, og man så ser ham/hende i virkeligheden. Jacobsen kom præcis klokken otte. Han kiggede rundt på alle borde for at sikre sig, at alle elever var kommet til tiden, og det var de. Vi sad seks ved fire af bordene. Ved det sidste sad kun fem. På min side af bordet sad Carl og Edith. På den anden side sad tre elever, jeg ikke rigtig kendte. De spurgte meget indtil, hvad der var foregået. Jeg fortalte den samme løgnehistorie igen. Jeg ville jo ikke sige, at jeg var på vej ind til Jytte.

 

Jacobsen fortalte os alle om dagens program. Egentlig var der ikke det store program. Vi skulle være hjemme hele dagen, og så kunne man lave nogle forskellige aktiviteter, hvis man havde lyst. Da jeg var på vej ind på væreslet kom Jytte over og spurgte mig, hvad der skete i nat. Jeg gav hende bare det samme svar, som jeg havde givet de andre. Hun kiggede lidt undrende, men sagde til sidst bare: "Nå" og gik.

 

Carl og jeg gik tilbage på værelset. Edith lavede et eller andet andet. Vi sad nede på gulvet. Stemningen var meget afdæmpet. Det støvregnede udenfor. "Hvad har du tænkt dig at gøre med de roser", spurgte jeg. "Jeg tror, jeg går ned og køber dem, uden Jacobsen opdager det", svarede han. Jeg tænkte, at det var sgu modigt. "Hvad nu hvis han opdager, at du er gået?", spurgte jeg. "Hvis han spørger dig, hvor jeg er, siger du bare, at jeg sidder ude på toilettet og klipper negle, og at jeg gerne vil være lidt alene, okay?", sagde han. På den ene side ville jeg blive meget jaloux, hvis det skulle lykkedes for ham at få Margrethe og ikke for mig at få Jytte, men han var jo min bedste ven, så jeg kunne jo ikke rigtig tillade mig andet end at hjælpe ham. Jeg kunne næsten mærke jalousien på forhånd "Siger du ikke det?", spurgte han. "Jo, jo", svarede jeg, mens jeg kiggede ned på det kolde trægulv. "Det var godt", sagde han glad og lettet efter et par sekunder. Han rejste sig og gik ud. Jeg tror bare, han var ude at tisse. Han lukkede ikke døren efter sig. Jeg kunne fra værelset se Jytte på lang afstand stå og tale med en ude i køkkenet. Jeg kunne ikke se hvem det var. Det skærmede køkkenvæggen for. Carl kom tilbage efter ca. to minutter.

 

Jeg gik meget rastløst rundt i et par timer, idet jeg gerne ville se, om Carl tog afsted, og hvornår han i så fald tog afsted. Derfor gik jeg ikke i gang med at lave noget. Jeg holdte ret meget øje med ham. Jeg var både meget forelsket og meget nervøs for, at det skulle lykkedes for ham at få fat i de roser og blive kæreste med Margrethe. Inderst inde håbede jeg jo ikke, det ville lykkedes for ham, men jeg blev jo nødt til at vise udadtil, at jeg håbede det. På et tidspunkt var både Carl og jeg inde på værelset. "Hvorfor tager du ikke bare ud og køber de blomster?", spurgte jeg. "De skal lige i gang med de dér forskellige aktiviteter, så er der nemlig mindre chance for, at Jacobsen opdager, at jeg er væk, fordi han er koncentreret om aktiviteterne, men hvis han spørger, hvor jeg er, siger du jo bare, at jeg er ude på toilettet og klipper negle, ikke?", spurgte han. Da han sagde det dér med toilettet igen, kunne jeg mærke et sæt, det gav af jalousi igen. Jeg skulle dække over noget, der ville gøre, at jeg ville blive helt vildt jaloux, hvis det lykkedes. Det var lidt mærkeligt at skulle, men han var jo min bedste ven, så jeg kunne jo ikke rigtig tillade mig andet. "Det siger du bare, ikke?", spurgte han. "Jo, jo", svarede jeg, mens jeg stirrede på en krølle på mit lagen.

 

Da klokken blev hen omkring 11, kom en pige fra klassen, Vita hed hun, ind og spurgte mig, om jeg ikke ville være med til nogen af de aktiviteter, der var startet. Jeg kendte hende ikke særlig godt. Det er svært for mig at beskrive den følelse, som jeg fik, da hun spurgte mig, men jeg tror godt, de fleste er jer kender den. Det dér med at man sidder i sine helt egne tanker og følelser, og så begynder en person at snakke til en, som overhovedet ingen viden har om ens tanker og følelser. Jeg svarede i hvert fald bare: "Ikke lige nu". "Ej, kom nuuuu, det er så sjovt", sagde han. Lige det dér med forsøge at plage mig til noget, var absolut ikke lige det, jeg havde brug for lige i den situation. "Nej, jeg skal ikke lige nu", sagde jeg og kiggede ind i væggen. "Nå, nå", sagde hun og lukkede døren.

 

Lidt efter kom Carl ind. Han lukkede stille døren bag sig. "Så, nu tager jeg afsted", sagde han med et meget spændt smil på læben. Han gentog endnu engang, hvad jeg skulle svare, hvis Jacobsen spurgte mig, hvor han var. Jeg svarede bare, at det skulle jeg nok gøre. Da han var gået, gik jeg hen til et sted i huset, hvor man gennem et vindue kunne se lidt af vejen op til byen. Jeg fulgte ham fra vinduet op langs vejen. Han gik og kiggede meget op og ned. På et tidspunkt stoppede han op meget brat. Han tog hånden ned i sin lomme og tog sin pung frem. Han åbnede den og kiggede i den. Bagefter så det ud som om, han tog en dyb indånding og pustede ud. Lige da jeg så det, tænkte jeg på, hvad fanden han havde gang i. Senere har jeg jo kunnet sige mig selv, at han blev nervøs for, at han ikke havde penge nok til at købe de roser, men da han så opdagede, at det havde han, åndende han lettet ud.

 

Efter jeg ikke kunne se Carl mere, gik jeg ud i huset. Jeg ville prøve at deltage lidt i en eller anden aktivitet bare for at have noget at beskæftige mig med. Det var begyndt at regne, lyne og tordne. Efter i nat og alt det med Carl og roserne var det som om, at jeg var blevet endnu mere forelsket i Jytte. Jeg søgte selvfølgelig efter det sted, hvor Jytte var. Til sidst fandt jeg hende. Hun stod og spillede kongespillet. Det dér spil hvor man kaster træpinde efter de såkaldte knægte. Det plejede man jo ellers altid at spille ude i haven, men det var vejret bestemt ikke til lige nu. De spillede lige ved siden af nogle kæmpe vinduer og så en havedør. Det var nu begyndt at regne, lyne og tordne helt vildt udenfor. På Jyttes hold var der to personer, og på modstanderens var der tre. Jeg stod og tog mig sammen til at spørge, om jeg måtte være med. Jeg nåede ikke at få spurgt, indtil Jytte selv spurgte mig, om jeg ville være med. Jeg svarede selvfølgelig med det samme: "Ja", og gik ind ved siden af hende. Egentlig interesserede det dér kongespil mig overhovedet ikke, men jeg ville bare være i nærheden af Jytte. Hun virkede til gengæld meget interesseret i spillet. Ud over når det var min tur, havde jeg stort set kun fokus på Jytte. Hun stod dér i sin smukke kjole, og i baggrunden lynede og tornede det helt vildt. Det var egentlig en ret flot kombination, syntes jeg.

 

Da vi var færdige med at spille, gik Jytte over til en af sine veninder fra klassen, der sad i en sofa ovre i et hjørne. Den sofa, jeg ville have haft taget Jytte over i, hvis det ellers havde lykkedes for mig at vække hende den nat. Jeg gik lidt frem og tilbage inde i den store stue. På et tidspunkt gik jeg ud i køkkenet. Køkkenet var jo egentlig en del af stuen, der var meget diskret tilhegnet. Oven på komfuret lå en bræddepande med ca. ti pizzasnegle, der lå jævnt fordelt, fordi der var taget af dem. Der kom en pige ud i køkkenet for at tage noget vand. Da hun havde drukket det, sagde hun: "Du tager bare, alle må tage". Jeg tog en tallerken fra skabet og tog to pizzasnegle. Jeg stod og lænede mig op af en spisebordsstol, mens jeg kiggede på Jytte ovre i hjørnet. Den første pizzasnegl indeholdte ikke særlig meget andet end dej, men det var heller ikke vigtigt for mig lige på det tidspunkt. Den anden pizzasnegl var bedre. Da jeg var færdig, gik jeg tilbage i køkkenet og satte min tallerken ved siden af vasken. Derefter gik jeg over til det sted, hvor vi havde spillet kongespillet og kiggede ud af de store vinduer. Det lynede, tordnede og regnede stadig helt vildt. "Carl må da godt nok blive våd", tænkte jeg, men det havde jeg nu ikke så ondt af lige dér. Da jeg havde stået og kigget ud af vinduet i noget tid, kunne jeg høre Jacobsen spørge en af eleverne, hvor Carl var henne. Mit hjerte sad med et helt oppe i halsen. Jeg vidste, at jeg også ville blive spurgt. Jeg øvede min replik inde i hovedet et par gange. Jeg tror, han spurgte to andre, inden jeg kunne høre hans skridt komme hen mod mig. Han tog på skulder. Jeg kiggede stille op på ham. "Har du set Carl?", spurgte han mig. "Han, han, han, han sidder uuu, øh, ude på badeværelset, nej, to, to, toilettet og klipper negle, og han vil, vil gerne være i fred", svarede jeg, mens mit blik flakkede rundt. Jeg tror, at det var sådan noget, jeg fik svaret. Jeg var så nervøs over at skulle lyve over for ham, at jeg slet ikke kunne finde ordene. Han kiggede sådan ubehageligt lyttende ned på mig, da jeg sagde det. Han kiggede derefter ud af vinduet i et par sekunder. Det så ud som om, han tænkte, at det var da mærkeligt. Det var det jo også. Til sidst sagde han bare: "Nå" og gik igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...