Tidens aspiranter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Igang
Den Sorte Stjerne. Dette er navnet på øen, hvor Tidens Sjæl bor. Da Lucy sammen med tre andre pludselig ender på denne ø, bliver de udnævnt som tidens aspiranter og med denne titel følger en vigtig opgave. Denne vil kræve det yderste af dem alle fire, og tvinge dem ud i situationer værre end deres vildeste mareridt. Det vil kræve samarbejde, mod og ikke mindst loyalitet, at klare det, men kan de fire virkelig stole på hinanden? Fristelserne er store og Tidens Sjæl kender alle deres svage punkter. Det er jo ikke hvem som helst, der kan få lov at lege med tidens store mysterium, og forsøger man alligevel er prisen skrækkelig høj..
Følg med i denne nye fantasyroman, og se hvad der sker når fire unge ender på en øde ø, hvor de bliver presset ud til deres yderste grænser i et febrilsk forsøg på at redde tiden fra at gå i stå. Kan kærlighed, loyalitet og håb overvinde alt, eller vil fristelsen, frygten og døden mon sejre til sidst?

24Likes
30Kommentarer
804Visninger
AA

2. Prolog

Når man ser på øen ude fra vandet af så ligner den en af de der ganske almindelige øde øer som man ser dem i tegnfilm. En kridthvid sandstrand, der ender oppe ved en frodig skov fyldt med palmer.

      Men Lucy ved godt at udseendet narrer. Den ø er alt andet end almindelig, og inde bag de første træer ligner den heller ikke noget, der er almindeligt.    

       Det undrer hende, at hun hver gang skal ende så langt væk fra den. Hvorfor kan hun ikke bare starte inde på øen? Det ville spare hende så utroligt meget besvær. Det er koldt og udmattende at skulle svømme så langt i det kolde havvand hver gang.

     Hun er gennemblødt helt ind til skindet, og hendes lange røde hår hænger ned foran hendes ansigt i våde tjavser, hvilket efterlader hende med en klam fornemmelse i det meste af kroppen. Hun hader vand, og hun ryster af kulde over hele kroppen. Udmattelsen efter at have svømmet så langt er ved at overmande hende. Hvert skridt er en kamp, og hun er konstant bange for at falde om af bar træthed. Alligevel formår hun faktisk at komme ret langt. Hun er oppe over stranden og inde i mellem træerne inden hun må give op og synke sammen imellem de nedfaldne grene, som skoven har tabt. Mærkeligt nok holder de yderste træer stadig på grenene, men lige så snart man er inde bag dem, så er alt koldt og nøgent. Grenene snitter hendes bare ben i det hun lander, men udmattelsen lader hende ikke sanse smerten.

     Træheden er trykkende. Som om den holder hende nede, mast imellem de mange grene, og efterlader hende ude af stand til at rejse hende. De nedfaldne grene undrer hende hver gang. De virker alle sammen som om de brutalt er knækket af træerne over dem, og træerne er så nøgne at de snart ikke forestiller en rigtig skov længere. Hver gang hun er her, er skoven blevet tyndere, og de nedfaldne grene blevet flere. Hver gang ved hun, at hun er tættere på.

     Men hun kommer aldrig videre end tæt på. Hun når det aldrig og hun ved udmærket at denne gang ikke er anderledes. Hver gang får hun blot lov at sidde i de nedfaldne grene og skære sig på deres skarpe afknækkede spidser, imens hun kan få lov at være tilskuer til hendes værste mareridt. Og selvom hun snart har befundet hende i denne drøm så mange gange så føles det hele alligevel alt for virkeligt hver gang. De skarpe skrig, de sorte lys og ikke mindst de faldne kroppe.

     Men værst af alt er pigen. Pigen i den sorte kutte, der forhindrer alle i at se hendes ansigt. Pigen, som Lucy, på trods af, at hun ikke ved, hvem hun er, frygter noget så forfærdeligt. Faktisk ved hun ikke en gang med sikkerhed at det er en pige, men hendes fornemmelse fortæller hende det. Og selvom hun ikke kan sige hvorfor så minder den sorte skikkelse hende om en eller anden hun kender, men hver gang hun er lige ved at huske hvem, så vågner hun op, og har glemt, hvad hun helt præcist tænkte på.

     Hun ved godt, hvad der skal ske. Hver gang håber hun, at hun denne gang vil hun slippe, men det sker aldrig. Udmattelsen er så voldsom at hun ikke engang kan vende hovedet væk, og det tvinger hende til blot at stirre ud i mod den unaturlige lysning, der er dannet foran hende.

     ”Kæmp i mod. Lad hende ikke gøre det!” hvæser en stemme pludselig bag hende, men den kraftfulde udmattelse lader hende ikke se tilbage. Hun er forvirret. Det plejer ikke at ske. Normalt får pigen i kutten bare lov at fuldføre sin rædselsfulde handling uden at nogen griber ind.

     ”Men jeg kan ikke..”

     ”Jo du kan. Hun er inde i dit hoved. Kæmp imod og rejs dig.”

     Hun vil gerne, men kan ikke. Det tager hende hver eneste muskel i kroppen at forsøge, og det eneste hun opnår, er, at skære sig på endnu en af de ubarmhjertigt skarpe grene. Foran hende er pigen i kutten trådt ind på midten af lysningen, og har løftet begge sin arme op over sit hoved i en akavet stilling. Som om hun kalder på nogen oppefra.

     Himlen. Hun kalder på himlen, tænker Lucy pludseligt og forsøger at ignorere stemmen bag hende, men den bliver ved.

     ”Kom nu, du kan godt. Stol på mig.”

     Lige som med pigen i kutten føler hun også, at hun kender ejeren af denne stemme, men igen ved hun ikke hvorfra. Hun opgiver at finde ud af det. Hvad skulle det alligevel hjælpe?

     ”Nej hun kan ikke,” hvisker hun hvæsende. ”Og desuden ved hun godt, at det her er en drøm.”

     ”Det bliver ikke ved med kun at være en drøm.”

     Om det er den pludselige overraskelse eller om hun bare ubevidst har gjort, hvad stemmen beder hende om, ved hun ikke, men pludselig har hun kraften til at vende sig om. Endnu en ting, der ikke plejer at ske, og selvom det burde gøre hende tryg, at hun nu kan røre sig, så gør det hende blot endnu mere bange. For der er ikke nogen bag hende. Bortset fra den uhyggelige pige i kutten, der stadig står med hænderne over hovedet, er hun helt alene. Sådan som det plejer at være. Ejeren af stemmen er ikke til at se.

     Alligevel fornemmer hun godt, at det ikke er som det plejer, og det er ikke kun på grund af stemmen. Det er som om hun automatisk ved, at det denne gang bliver anderledes, og den velkendte tvivl dukker op i hendes hoved. Er det nu også helt sikkert, at dette kun er en meningsløs drøm?

     ”Hvem er du?” spørger hun Stemmen en smule højt, og glemmer helt at dæmpe sig. Hun forsøger at komme på benene, men kan ikke. Pigen i kutten afbryder pludselig, hvad hun har gang i og stirrer direkte imod hende. Hun kan ikke se hendes øjne, men hun føler tydeligt, hvordan hun bliver stirret på. Pigen løfter hånden med en langsom bevægelse, og peger på hende.

     Lucy sidder stift og stille i de nedfaldne grene, og mærker hvordan angsten langsomt begynder at sprede sig i hendes krop. Der er intet af det her, der plejer at ske. Normalt virker det faktisk som om at pigen i kutten slet ikke ligger mærker til, at hun er her. Eller måske ved hun det ikke? Tanken er skræmmende uden, at hun ved hvorfor.

     Langsomt og truende begynder pigen at gå hen i mod hende, imens hun forsat peger på hende med sin højre hånd. Lucy holder vejret, og forsøger af alt kraft at rykke sig baglæns, men hun kan stadig ikke bevæge hele kroppen, og selvom hun mere end alt ønsker at samle kræfterne til det, så aner hun ikke hvordan.

     Da pigen er kommet så tæt på, at Lucy kan række ud of røre ved hende, stopper hun pludseligt op, og siger for første gang noget på et sprog, som Lucy rent faktisk kan forstå.

     ”Dig?”

     Hun løfter den store hætte på kutten op over sit hoved, og viser for første gang sit ansigt. Hun har langt lyst hår og nogle skinnede grønne øjne som pludselig virker meget smukkere end da Lucy sidst så dem. De udstråler en vild forbløffelse, og inde bagved kan det faktisk også ses, at hun er lidt bange.

     Pludselig finder Lucy kraften til at vige tilbage, og da hun gør det, sker det med fuld kraft. De nedfaldne grene flyver ud til alle sider, og det føles som om hun flyver, men det er ikke på den gode måde. Selvom hun godt ved, at det er hendes egne kræfter, der trækker i hende, så føler hun på ingen måde, at hun har kontrol over sig selv.

     ”Pas på!” Det er stemmen fra før, og igen føles det som om den er lige bag hende. Men den er for sent på den. Hun har allerede kurs imod det enlige nøgne træ bag hende, og hun har ingen idé om, hvordan hun skal styre uden om.

 

     Da Lucy vågner op, har hun tårer i øjnene, og hendes hjerte hamrer helt vildt af ren og skær forskrækkelse. Nu ved hun, hvorfra hun kender den lyshårede pige, og hun mærker hvordan frygten langsomt overvinder hende, imens Stemmens ord kører rundt i hendes hoved.

     ”Det bliver ikke ved med kun at være en drøm.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...