Tidens aspiranter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Igang
Den Sorte Stjerne. Dette er navnet på øen, hvor Tidens Sjæl bor. Da Lucy sammen med tre andre pludselig ender på denne ø, bliver de udnævnt som tidens aspiranter og med denne titel følger en vigtig opgave. Denne vil kræve det yderste af dem alle fire, og tvinge dem ud i situationer værre end deres vildeste mareridt. Det vil kræve samarbejde, mod og ikke mindst loyalitet, at klare det, men kan de fire virkelig stole på hinanden? Fristelserne er store og Tidens Sjæl kender alle deres svage punkter. Det er jo ikke hvem som helst, der kan få lov at lege med tidens store mysterium, og forsøger man alligevel er prisen skrækkelig høj..
Følg med i denne nye fantasyroman, og se hvad der sker når fire unge ender på en øde ø, hvor de bliver presset ud til deres yderste grænser i et febrilsk forsøg på at redde tiden fra at gå i stå. Kan kærlighed, loyalitet og håb overvinde alt, eller vil fristelsen, frygten og døden mon sejre til sidst?

24Likes
30Kommentarer
811Visninger
AA

4. Kapitel 2

Lucy har egentligt altid syntes at Pocahontas er en mærkelig by. Ikke fordi det er en lille by, hvor man kender de fleste eller fordi den ligger ude i midten af ingenting, nej de to ting er faktisk meget normale for småbyer i Iowa. Det er heller ikke fordi byen har det underlige navn, og et slogan der lyder mest som noget fra et børneeventyr, som hun aldrig har forstået pointen i.

     Det er faktisk mest på grund af de små detaljer. Et indbyggertal på 1.761 er ikke meget og det faktum at det kun tager en halv time at gå fra den ene ende af byen til den anden, gør det underligt at der i denne by faktisk findes alt hvad man kan have brug for. De har både et hospital, to skoler, et gymnasium, en retssal, et hotel, en hel gågade med supermarkeder, et vandtårn, der mest af alt ligner en luftballon, og oveni købet har de faktisk også en lufthavn lidt uden for byen. Der mangler virkelig ingenting, og der er ingen gode forklaringer på hvorfor denne by ikke skulle kunne opfylde hendes behov. Ikke indtil nu.

     For nu hvor hun så endelig har følt hvordan det er at mangle noget. Nu hvor hun ved hvor desperat man kan være efter noget, så mærker hun mere end nogensinde hvor mærkelig denne her by er, og hun begynder at forstå hvorfor nogen er så desperate efter at komme væk herfra. For man mangler egentlig alligevel meget, selvom man ikke helt med ord kan forklare hvad det er. Lucy har det som om hun på en eller anden måde mangler nytte. Hun mangler en grund til at være den hun er, og hun mangler at have mulighed for at blive til noget mere end politibetjent eller brandmand i en by som ingen kender. Hun vil være mere end det.

  Aprils begravelse fandt sted for tre dage siden. Lucy husker tydeligt de sidste ord præsten sagde inden han lod kirkekoret spille. ”April passede, i modsætning til mange andre, ind i denne by. Hun var prinsessen i prinsessernes by.”

     Det er disse nostalgiske, og igen ret usammenhængende tanker der er i Lucys hoved da hun står og stirrer op på det grimme varetegn, der, ligesom byens slogan, også minder om noget fra en børnefilm. Faktisk er det bare inspireret af en prinsesse, som boede her for længe siden, men det er bestemt ikke den tanke man har, hvis man ikke kender historien. Alle tænker vel på Pocahontas fra eventyret og ikke på Matoaka som var datter af indianerhøvdingen Powhatan, og som fik denne by opkaldt efter sig med sit kælenavn som ingen vidst helt ved hvorfra hun fik. Hvilket vidst også er meningen efter som Pocahontas egentlig betyder ”forkælet møgunge”. Lucy ryster de snurrende tanker af sig. Historie er ikke noget der interessere hende synderligt, men denne bys historie kender alle der har boet der længe nok. Skiltet er malet helt gult med små lyserøde skygger og henover det er skrevet med skrå barnligt udseende bogstaver.

     ”Velkommen til Pocahontas. Prinsessernes by.”

     Lucy er vandret herhen efter mødet med Jasper uden helt at kunne sige hvorfor. Det fører ikke til noget for hende at stå her. Hvis hun går til venstre kommer hun bare ud af byen og ud på markerne og hvis hun går til højre kan hun vandre direkte ind på det lille hospital. Det er egentlig et deprimerende sted hun lige har valgt at placere hende selv, men på den anden side. Hvilke steder er så ikke deprimerende?

     Hun er ikke en særligt stor naturelsker, men hun beslutter sig alligevel for at gå en tur i Rosenberger park som ligger bagved hospitalet. Selvom hun har boet meget tæt på den park hele sit liv, så kan det tælles på en hånd hvor mange gange hun har været der, og sidste gang er flere år siden. Det var Aprils ting. Det der med at gå i parker, og se på blomster og dyr. Så spillede Lucy Basket eller hang ud med dem i klassen i stedet.

     Det er i virkeligheden en meget dum beslutning, Lucy har taget da hun er gået ind i parken. Så snart hun træder ind igennem porten, og ser de to børn på legepladsen, der ligger lige indenfor til venstre, ved hun, at hun bare skulle være taget hjem. Lige som ved mindestedet bliver hun igen fyldt med vrede. April elskede denne her park. Hun kom her stort set hver dag, og kendte hver en lille krog af den. Og så nu hvor hun er væk ser parken bare ud som den altid har gjort. Blomstrende og fyldt med børn, planter og insekter. Ingen bemærker, at her pludselig er begyndt at mangle noget. Noget vigtigt.

     Da de var mindre havde April tit spurgt Lucy om hun ikke ville med ned i parken. April havde som lille givet alle blomsterne navne og især en af dem havde Lucy hørt mange historier om. Det var en solsikke som April havde valgt at kalde Flavus. Det betød vidst nok gul på latin. Lucy kan stadig huske den dag April opdagede at parkens gartner såede en ny solsikke hvert år fordi den gamle jo visnede. April var ked af det i flere dage fordi det jo så var en realitet at Flavus døde hvert år og ikke kom tilbage. Lucy kunne slet ikke trøste hende. Det var der ingen der kunne. Først da April var blevet ældre lod det til at hun havde accepteret realiteten, og i løbet af de seneste år havde hun aldrig nævnt Flavus eller parken mere, men Lucy havde på fornemmelsen at hun aldrig stoppede med at komme der.

     Lucy kigger sig omkring og opdager den store solsikke som står over bag ved legepladsen. Hun har aldrig lagt mærke til det, men hun er ret sikker på at den er så stor at man også kan se den uden at gå ind i parken. En dreng, som hun ikke kender, står og stirrer på den med et tomt blik og hun kan ikke lade være med at blive en smule nysgerrig.

     Hun går en smule tøvende derover, men jo nærmere hun kommer jo langsommere går hun. Det kommer vel ikke hende ved, hvorfor han står der. Alligevel må hun vide det. Det er ikke ret tit hun møder nogen på min egen alder i denne by som hun ikke kender, og hans interesse for Aprils yndlingsblomst gør hende blot endnu mere nysgerrig.

     Da hun kommer helt tæt på ser han op, og det tomme blik forandres med det samme. Han sender hende et smil som ser lidt for ægte ud til at hun tror på det. De brune øjne ser ud til at gemme på en hel masse og hans pjuskede mørke hår og hullede shorts udstråler klart, at han ikke rigtigt har gjort noget ud af sig selv. Uden at sige noget til ham gengælder hun hans smil, og stiller sig ved siden af ham. Solsikken er i sandhed smuk, og den har en højde, der gør at den befinder sig lige ud for Lucys næse. Den dufter af sommer og glæde.

     ”Den må være sprunget ud for nyligt,” siger den fremmede dreng pludselig. Hans stemme er blød og meget behagelig at høre på. Normalt er hun ikke så glad for fremmede, men ham her føler hun sig faktisk allerede tryg ved, og det skræmmer hende lidt. ”Sidst jeg var her lagde jeg slet ikke mærke til den, og i dag var den det første jeg fik øje på.”

     ”Hvornår var du her da sidst?” spørger Lucy og slipper ikke solsikken med blikket.

     ”Det må vel være omkring en uge siden.”

     ”Den er smuk,” siger hun, og rækker uvilkårligt ud for at stryge mine fingre henover de smukke nye blade. Det er som om der er et eller andet overnaturligt over den, og hun mærker hvordan hendes fingre sitre i det hun rører bladende. Den er ligesom bare for smuk og lysende til at virke sådan helt virkelig. Det slår hende at hun også tit har tænkt den tanke når hun ser på April.

     ”Den minder dig om nogen, gør den ikke?” spørger drengen med et skævt smil. Lucy slipper solsikken med blikket og ser en smule skræmt på ham. Selvom hun kun har stået sammen med ham i få minutter får han man hende til at føle underlige ting hun ikke rigtigt kan genkende. Tryghed, længsel og nysgerrighed, men der er også følelser hun udmærket kender. Sorg, forvirring og fortvivlelse. Et koldt vindpust kilder hende i nakken da hun kommer i tanke om det. Han får hende til at føle den samme følelse, som når hun drømmer om øen. Den følelse hun har hver gang hun er tvunget til at se på pigens forfærdelige gerning. Hun ved, at det hun gør, er nødvendigt og hun er ikke bange. Men hun føler stadig en ubeskrivelig sorg og forvirring, fordi hun ikke kan finde ud af hvorfor hun gør det. Og efter det, der gik op for hende i nat, hader hun at blive mindet om noget af det. Hun vil helst bare gerne glemme det.

     ”Jo, det gør den,” svarer hun uden at uddybe det yderligere.

     ”Du kender April, gør du ikke?” spørger han. Hun hader det blik han sender hende. Som om han ikke engang behøver spørge. Han kender svaret.

    ”Jo. Hvorfor?”

     Satans nysgerrighed.

     ”Jeg mødte hende sidst hun var her,” forklarer han. ”Hun stod faktisk lige der, hvor du står nu og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorfor hun stod og stirrede så fokuseret imod dette sted.” Han peger på solsikken. ”Da jeg spurgte hende svarede hun blot, at hun ventede på sin ven. Nu tror jeg at jeg forstår, hvad hun mente.”

     Uvilkårligt mærker hun tårerne presse sig på igen. ”Hun ventede på solsikken,” konstaterer Lucy stille og lader være med at tænke over at han snakker om hende i nutid. Som om hun stadig er her. ”Hun har altid holdt utroligt meget af den.”

     Hvorfor kan hun ikke bare tie stille?

     Hun lytter ikke til min fornuft, selvom den næsten bogstaveligt står og råber ad hende. I stedet bliver hun solidt stående. Hendes nysgerrighed har bundet hende fast til det sted hun står.

     ”Du må fortælle hende, at den er sprunget ud så,” smiler han glad. ”Hun har måske ikke set det endnu.”

     Hun træder et skridt baglæns. Noget kolliderer inden i hende, da det går op for hende, at hendes nysgerrighed har tvunget hende ud i en situation, hvor hun skal sige sandheden højt. Hvordan kan han ikke have hørt det? Nyheder spreder sig hurtigere end alt i Pocahontas.

     Satans nysgerrighed, gentager hun for sig selv.

     ”Det vil jeg gøre,” flyver det ud af hende inden hun helt når at tænke det igennem. 

     Han sender hende endnu et smil og vender sig om for at gå. ”Dejligt. Nu må jeg hjem. Vi ses nok igen.”

     Inden hun når at sige mere, er han ude af parken og væk.

_________________________________________________________

Jeg har valgt at omskrive hele historien til 3. person. Lad mig gerne høre hvad i synes. Fungere det bedre? Dårligere? Det samme?

- Tak fordi i læser med!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...