Tidens aspiranter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Igang
Den Sorte Stjerne. Dette er navnet på øen, hvor Tidens Sjæl bor. Da Lucy sammen med tre andre pludselig ender på denne ø, bliver de udnævnt som tidens aspiranter og med denne titel følger en vigtig opgave. Denne vil kræve det yderste af dem alle fire, og tvinge dem ud i situationer værre end deres vildeste mareridt. Det vil kræve samarbejde, mod og ikke mindst loyalitet, at klare det, men kan de fire virkelig stole på hinanden? Fristelserne er store og Tidens Sjæl kender alle deres svage punkter. Det er jo ikke hvem som helst, der kan få lov at lege med tidens store mysterium, og forsøger man alligevel er prisen skrækkelig høj..
Følg med i denne nye fantasyroman, og se hvad der sker når fire unge ender på en øde ø, hvor de bliver presset ud til deres yderste grænser i et febrilsk forsøg på at redde tiden fra at gå i stå. Kan kærlighed, loyalitet og håb overvinde alt, eller vil fristelsen, frygten og døden mon sejre til sidst?

24Likes
30Kommentarer
767Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

     Det regner. Det gør det altid i den by. Sommer, efterår, vinter, forår. Lige meget hvilken tid på året det er, så regner det næsten altid, og hvis beboerne endelig er så heldige at få en dag med bare lidt sol, så regner det dobbelt så meget som det plejer dagen efter. Som om regnen vil straffe dem for at nyde solen. Men sådan er det vel med alting, der er godt. Det varer ikke ved, og det har en pris.

     I dag er det faktisk præcis en uge siden.

     Det er det simple faktum, Lucy bliver ved med at gentage for sig selv, da hun trasker ned af det ukrudtsbefængte fortov med mine små usle mælkebøtter i hånden. Men lige meget hvor mange gange hun lader de otte simple ord fylde sit hoved, så bliver de bare ved med ikke at give mening. Hvordan kan tiden bare blive med at gå, når alt andet er gået i stå?

     Hun skal faktisk bare lukke sine øjne hvis hun vil se Aprils smil igen. Mere skal der ikke til. Et enkelt uskyldigt blink med sine øjne, og så er det som om hun står foran hende. Lyslevende og med en så varm og tiltrækkende duft, at Lucy er sikker på, at hun kan række ud og mærke hende, men hun tør ikke prøve.

     Blomsterne foran Aprils mindested er efterhånden ved at være matte at se på. Det er som om de symboliserer, hvordan folk er ved at miste interessen, og selvom det måske ikke er så velbegrundet, så bliver Lucy vred over det. Hvordan kan folk være så ligeglade?

     Lysene, der er placeret foran billedet af April er gået ud, og Lucy rækker hånden ned i mine cowboyjeans efter den lighter, som hun ellers havde været ved at glemme at tage med. Forsigtigt tænder hun lysene et efter et. Hun er glad for, at nogen har overdækket det lille sted med et stykke plastik, som er hejst op på fire pæle. Ellers ville regnen for længst havde ødelagt billederne og de små bløde bamser.

     Lige så snart hun har sat ild til de sidste lys giver hun sig til at puste dem ud igen. Hun starter med det, der er tættest på billedet, og trækker først vejret rigtigt igen da hvert et lys er slukket, og der hænger en tung lugt af afbrændt stearin i luften. Det var da egentligt en meningsløs ting at tænde lys når det er lyst på himlen. Hvorfor havde hun dog gjort det? Som om April nogensinde vil opdage, at hun overhovedet sidder her. Det giver ikke mening at tænde lys for en person som ikke længere findes. Faktisk er der ikke ret mange ting, der giver mening for hende som hun sidder der, og tænker på Aprils klare grønne øjne som hun aldrig skal se ind i igen. Lys, varme og luft virker ligegyldigt nu.

     Efter at Lucy har slukket lysene igen sætter hun sig bare til at stirre ud i luften. Hun kigger hverken på billedet af April eller på lysene som stadig ryger let. Ej heller kigger hun på de små figurer og bamser som folk har sat, og hun kigger slet ikke på de blomster som er ved at visne. Nej, hun fokuserer blot på et lillebitte punkt midt imellem alt pynten. Et punkt som faktisk bare er en mikroskopisk del af den tilbageværende udbrændte husmur bagved mindestedet. Et punkt som ikke er nået at blive farvet sort, og som stadig har husets smukke rene hvide farve.

     Hun prøver at få mine tanker til at samle sig. Forsøger at finde en mening med alt hvad hun gør, og forstå hvorfor en så smuk og ærlig person som April skulle forlade dette sted så tidligt. Men hun kan ikke. Hendes hoved snurrer af usammenhængende tanker, og hun føler ikke, at hun rigtigt kan forklare nogen af de ting hun gør. Hun gør det bare.

     Punktet lader hende fantasere om at dette mindested slet ikke findes. At det slet ikke er hende, der behøver side her, og stirre på et gammelt slidt billede af sin bedste veninde, og at hun i stedet bare ville sidde ved siden af hende, imens de kunne dele en cola, og et par hjemmelavede chokolade muffins, og stirre op på det hvide hus, som om det var det mest idylliske sted i hele verden. Hun hader at skulle sidde der alene og stirre på det nedbrændte hus.  Hun har det som om hun er den eneste, der ikke er ligeglad.

     Det får hende til at føle sig magtesløs, at hun ikke kan græde mere. Hun ville ønske at hun kunne gøre noget, bare et eller andet der ville få April til at forstå hvor ondt det gør på hende, at hun har forladt hende på denne her måde, men Lucy ved egentlig godt, at hun godt ved det. Lige meget hvor henne hun er nu så må hun vide, hvor meget hun er savnet.

     Lucy er så langt væk i min egen forkrøblede sorg, at hun ikke opdager Jasper før han står lige bagved hende. Da han endelig beslutter sig for at gøre opmærksom på sig selv, er han lige ved at skræmme livet af hende.

     ”Lucy?” spørger han, selvom hun ved, at han udmærket har genkendt hende. ”Burde du ikke være i skole?”

     ”Måske,” siger hun uden helt at registrere, hvad det egentlig er han spørger hende om. Hun vender sig ikke en gang om for at se på ham. Selv da han sætter sig ned ved siden af hende flytter hun ikke blikket fra det hvide punkt.

     Han ligger sin ene arm om skulderen på hende, og forsøger at fange hendes blik. Til sidst giver hun efter, og slipper det hvide punkt, men hun kan ikke holde det ud ret længe. Hans grønne øjne ligner Aprils alt for meget.

      ”Jeg drømte noget mærkeligt i nat,” siger han pludseligt efter at han åbenbart har accepteret, at hun ikke kan holde ud at se ind i hans øjne. Lucy reagere ikke, men hun ved godt, at han kan mærke, at hun lytter. ”Det var noget med en øde ø, og en skikkelse i en kutte. Jeg tror det var en pige.”

     Lucy ser op. Kommer måske i virkeligheden til at stirre lidt på ham. ”Hvorfor fortæller du mig det?” spørger hun overrasket.

     ”Det ved jeg ikke..” mumler han lidt forlegent, men fortsætter så. ”Fordi det er første gang i rigtigt mange år, at jeg rent faktisk har kunnet huske, hvad hun har drømt,” svarer han, og stirrer ud i luften. Der går lidt tid inden det går op for Lucy, hvad det er han kigger på, men så opdager hun at lyset, der står tættest på Aprils billede er tændt.

     ”Det er smukt af dig, at du kommer ned og tænder lyset lidt. Jeg har på fornemmelsen at April kan mærke, at du gør det.” 

     Hun stirrer bare på lyset uden at svare ham. Hun ved, at hun slukkede det inden han kom, men nu blafrer det lystigt i den livlige vind, som om ingenting var sket. Af en eller anden grund undrer det hende ikke.

     ”Hey April,” hvisker hun stille, og tænker ikke på, at Jasper kan høre alt, hvad hun siger. ”Undskyld.”

     Med de ord vender hun sig om, og flygter hjem igen uden at se sig tilbage. Hun ved, at hvis hun bliver stående bare et sekund længere så begynder hun igen at flæbe, og selv om det kun er få minutter siden, at hun sad og hadede hende selv for ikke at kunne græde, så forsøger hun at stoppe det. Hun må være stærk for Aprils skyld.

     Det er først da hun er kommet et godt stykke væk derfra, og hun er holdt op med at snøfte, at hun opdager, at det pludselig er holdt op med at regne.

     ”Dårlige ting varer heller ikke ved, Lucy. Husk det.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...