Growing up to fast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Hej. Denne historie handler om mit liv. Jeg har boet med en psykisksyg person, der seriøst trænger til hjælp stadig den dag i dag. Følg med i historien og læs hvordan jeg kæmpede med arme og ben for at komme fri. | Historien kan godt være barsk til tider, men jeg lever stadig en del i fortiden. Jeg har ikke valgt at dele min historie med jer for at få medlidenhed. Jeg har valgt at dele min historie med jer, i håb om at det kan hjælpe mig selv, og til andre der står i en lignede situation. | Denne historie læses på eget ansvar. |

2Likes
3Kommentarer
241Visninger
AA

2. 2008 - mine første opdagelser

 

I dag er jeg 15, og lever et bedre liv. Men det har også kun kostet mig blod, sved og tårer.

 

I 2008 var jeg 10 som du nok kan regne ud. En lille uskyldig pige hvis liv ville tage en kæmpe vending om bare få år.

 

Lad os starte med min mor. Min mor lider af borderline. Og for dem der ikke ved hvad det er, er det en psykisksygdom der får hende til at lyve, manipulere, splitte folk, spille folk op imod hinanden og allermest flytte alt hendes 'kaos' over på andre. Når jeg skriver kaos, er det fordi hun flytter alt det dårlige og negative over på en hvilken som helst anden person end hende selv. Min mor har dog også en anden form for psykisk sygdom. Selvom hun er midt i 30'erne, sidder hun fast i 13-14 års alderen, og kan derfor være temmelig barnlig, opmærksomhedskrævende eller umulig. Hun kan være som et lille barn. Så når man når den alder er man sommetider bedsteveninder med hende, eller meget uvenner. Men lige så snart du kommer over den alder, er du blevet for voksen og kan derfor se hendes fejl med at hun sider fast i sin udvikling. Så når man når den alder er man ikke gode veninder med hende mere. Man er for voksen til at være sammen med hende. Hun påstår også at hun har flere diskosprolapser i hendes skoliose ryg. Jeg aner dog ikke om diskosprolapserne er virkelige, eller om det bare er endnu en løgn.

Min far er en dejlig mand, der altid har elsket os. Han har altid været fornuftig og meget voksen, i forhold til at han nu er i slutningen af 30'erne. Men i de sidste par år de boede sammen, begyndte han at drikke og gå ned psykisk da min mor ødelagde ham psykisk. Han fandt ingen anden udvej på det tidspunkt end at drikke. - Det skal så lige siges at min far ikke er alkoholiker. Min mor brugte altid det som undskyldning for mange ting, men han kunne stoppe når han ville, og det kan en alkoholiker ikke.

Min lillesøster der nu er 12, og dengang ikke var andet end 7 år gammel, kan ikke huske så meget fra den tid. Min mor, - der er ekspert i manipulation - har taget vores barndomsminder fra os. Spørg ikke hvordan hun kan det, men så god er hun bare. De eneste gode minder forsvandt, et efter et. Jeg har dog nogle stykker som hun ikke har ødelagt, da jeg stadigvæk godt kan huske lidt, når jeg tænker mig godt om.

 

Lige fra jeg var helt lille har jeg altid holdt øje med min mor, for at se om hun havde det dårligt. Jeg rendte - bogstaveligt talt - hende i røven hele tiden, for at se om hun var okay. Lige så snart hun lagde mærke til at jeg betragtede hende på afstand, begyndte hun typisk at humpe og gå med foroverbøjet krop, som om hun havde voldsomt ondt i ryggen. Dengang forstod jeg ikke skuespillet, men troede dog at det var virkelighed. Uanset hvor indlysende det var, kunne jeg ikke se det. Jeg var et barn der ville passe på mine forældre ligesom ethvert andet barn. Men i dette tilfælde gjorde det mig bare for hurtigt voksen.

Vi boede på en gård, så store maskiner og traktorer har altid været i min interesse. - Godt nok er jeg en pige, men er blevet opdraget med det siden 2-års alderen. - Så selvfølgelig en dag skulle jeg ud og prøve at køre i vores nye bil. Det var en gammel Mitsubishi, Pajero. Far satte på forsædet ved siden af mig, og siden det var en 2 personers bil, var der jo et kæmpe rum bag i Pajeroen. Så der satte min søster, og mor sig om. Jeg vil så gerne sige at det er utroligt dumt at man sidder deromme da der er hverken sele eller sæde til at passe på en. Så det var fuldstændig hjernedødt. Nå, men jeg skulle altså prøve denne her 'nye' bil, så vi kørte ned over vores stubmark i høj fart. Da vi så var ved at komme til enden af marken, sagde min far at jeg skulle bremse lidt, så farten blev sat ned. Men da jeg ikke var klar over hvilken pedal jeg skulle trine på, - selvom jeg havde fået det at vide tusind gange, - spurgte jeg en gang til. Han fik mig hurtigt forklaret det, for jeg kom jo hvert sekund tættere på enden af marken. Jeg kunne mærke et sus i min krop da jeg kunne føle indeni at der var noget der ville gå galt. Pludselig i mine egne tanker, råbte min far at jeg træde på bremserne. Vi var åbenbart tættere på enden af marken end jeg havde regnet med. Så jeg trådte hårdt på bremsen, lige så meget af forskrækkelse som af adrenalinet der pumpede i min krop. Med ét stoppede bilen, og der lød et højt bump. Et skrig lød, og med ét hoppede far ud af bilen, og gik hurtigt om bagved. Jeg fulgte efter. Da døren til om bag i blev åbnet af min far, kiggede jeg ind. Min søster sad hvor hun sad til at starte med, men min mor, hun lå på gulvet og 'prøvede' at komme op. Hun holdte sig for næsen. Hun havde fået næseblod. Da jeg så det begyndte jeg med det samme; "Mor, mor! Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld!", "Det var ikke med vilje!" og "Mor er du okay?!" Og i den dur fortsatte jeg. Hun sagde bare; "Gå væk," Og skubbede mig til side og fortsatte så, "lad mig være." Hun hoppede ud af bilen, ømmede sig, og fortsatte ind i huset. Jeg kan huske jeg græd dybt, og fortrød jeg havde bremset så hårdt. Min far tyssede på mig, og krammede mig. Jeg kan bare ikke forstå hvorfor der ikke var sket min søster noget? Hvorfor min mor kun havde fået næseblod? Hvordan min søster stadigvæk sad i hendes side af 'baggagerummet'? Jeg husker tydeligt min søsters skræmte blik døren blev åbnet. Havde min mor selv forårsaget den næseblod? Havde hun kastet sig rundt i bilen for at få medlidenhed og at kunne ligge hendes kaos over på mig? Yep, det havde hun.

Om natten sov jeg inde ved min søster på gulvet da hun ikke kunne lide at sove selv. Døren var åbnet, så der kunne komme lidt lys ind. Jeg kunne ikke sove da jeg ikke følte mig tryg. Selvom mine forældres værelse var lige ved siden af. - Min mor havde på en eller anden mærkelig måde bildt mig ind at min far var voldsmand og at han slog hende dagligt. I dag ved jeg at det kun var noget hun sagde for at skjule at det var hende selv der forårsagede de blå mærker. Min mor har altid haft en tendens til at slå hende selv, for at få den samme effekt som en cutter. En der ville have en fysisk smerte for at glemme den psykiske. - Pludselig hørte jeg høj gråd, og nogen der råbte inde ved siden af. Min far råbte noget i stil med; "For fanden da *****'****! Kunne du ikke bare lade være med det!" Jeg kunne høre hun græd højt. Med ét åbnede soveværelses døren, og jeg fór sammen. Jeg kan huske jeg var bange at han ville komme efter mig også. Han løb ud i køkkenet, og kom tilbage med en køkkenrulle. På tilbage vejen, puffede han døren op til min søsters værelse så han kunne kigge ind. Jeg skyndte mig at lukke øjnene, men kunne høre hans tunge åndedræt. Da han havde kigget et godt stykke tid, lukkede han døren lidt i, og gik ind i soveværelset igen. "Er du tilfreds nu?" Hørte jeg ham råbe, og gråden fra min mor blev værre. Efter en halvtime kunne mine øjne ikke holde sig oppe mere. Hendes gråd blev mindre og mindre.

Jeg troede den aften at min far havde banket min mor sønder og sammen. Men det havde han ikke. Hendes næse var åbenbart begyndte at bløde, så sengen havde været fyldt med blod. Hun havde derfor vækket min far for at han kunne hente noget papir til hende. Hun havde - igen - flyttet hendes kaos. Dog denne gang over på min far, og også mig siden jeg hørte det hele som noget forkert.

 

Jeg passede altid på hende. Jeg skulle altid vide hvor hun var. Jeg kan huske at når mine bedsteforældre kom på besøg, og overtog vaksetøjet, eller opvasken, som min mor var for barnlig og doven til at gøre selv, gik hun altid ind for at sove, eller for at lave noget sjovere. - Min mor er blevet stemplet som førtidspensionist da hun ikke kunne arbejde psykisk eller fysisk. - Så jeg spurgte min bedstemor; "Hvor er mor henne?" og "Har hun det godt?". Min bedstemor kan huske det den dag i dag, og har fortalt hvor hårdt det tog på hende at jeg opførte mig sådan, på grund af min mor.

 

Jeg har haft mange forfærdelige oplevelser som den ovenover. Og ja.. I was growing up to fast.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...