Engle og Dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Leas liv er et helvede, og hun ser ingen anden udvej end at tage sit eget liv. Dog går det ikke helt efter hendes plan, og Jack reder hende. Så hvad skal hun gøre nu, hun sidder stadig fast i virkeligheden. Kan hun modstå fristelsen, for at tage sit eget liv igen? Eller det bedre spørgsmål, kan hun gøre det mod Jack? Hendes bedste ven, hendes kæreste... Kan Jack lære hende at elske igen? Det virker det som om hun kan blive glad igen, og Jack kan samle hendes sjæl igen. Men dæmonerne lever stadig, og giver ikke op uden kamp.

5Likes
8Kommentarer
597Visninger
AA

2. Kapitel Et

Alt er hvidt. Ja selvfølgelig er det hvidt når man dør. Sådan forestiller alle folk sig det jo, en verden af den blødeste og varmeste hvide farve man kan komme i tanke om, og fred. Ja fred. Det var jo egentlig det, der fik mig til at gøre hvad jeg gjorde. Den mest egoistiske ting i denne verden. Jeg har snydt, jeg tog den nemme vej. Men helt ærligt havde jeg forestillet mig himlen anderledes, det hele virker så realistisk, slet ikke forandret, og så slår en forfærdelig tanke mig. Hvad hvis dette er helvede? Selvmord er også en synd, derfor bliver jeg sikkert straffet også. Jeg kigger mig forfærdet rundt, og en skikkelse fanger mine øjne, det tager mig cirka et kvart sekund før jeg får stillet skarpt, og et gisp undviger mine læber. "Jack? Hvad laver du her? Du sprang da forhåbentlig ikke efter mig" Jack farer sammen ved lyden af min stemme, og er med det samme henne ved min seng, det skulle egentlig ikke undre mig at han er her sammen med mig. Han ligner i hvertfald en engel. "Gudskelov Lea, du er vågen!" han tager min hånd i sin, og varmen derfra spreder sig ud til hele min krop. Jeg bemærker en underlig lyd, og kigger på ham, hans skulder ryster, og det går op for mig at han græder. "Jack, hvorfor græder du? Det må du ikke, alt er okay" jeg sætter min finger under hans hage, og løfter hans ansigt, to dråber løber ned fra hans øjne, de ligner to skindende diamanter. Endnu et tegn på, at de er for kostbare til at blive spildt på mig. Han møder mine øjne, og igennem hans tårer kommer det smukkeste smil frem. "Ja alt er okay, du er i live, alt skal nok blive godt". Nej vent. Det må være en fejl, jeg kan ikke stadig være i live. Det kan da ikke være sandt, derfor havde jeg ikke et flashback, jeg døde aldrig. Alle de her omgivelser er et hospitalværelse, koldt og livløst, fyldt med alle de fortidige sorger og grædende ord der er blevet sagt. Det er sandt. Dette her helvede. "Jack det kan ikke være sandt! Jeg sprang! Jeg døde jo, jeg.." i min forfærdelse slår jeg rundt med mine arme, sparker og slår ud i den kolde luft. Hans arme omfavner mig som endnu et bur. Et bur der holder mig fanget i virkeligheden. Jeg er stadig i live, stadig i min krop og mit liv. "Lea det er okay" siger han med sin berolignede stemme, jeg kender alt for godt. "Nej intet er okay! Dette var mit valg! Lad mig dog være egoistisk en gang i mit liv" jeg råber ad ham, ryster mit hoved, spreder de tårer, der baner sig den velkendte vej igennem mit ansigt, i luften. "Ikke på den måde Lea, hvordan skulle jeg kunne leve med mig selv? Jeg kunne da ikke bare lade dig dø!" hans stemme har taget til i styrke og hans pande er rynket. "Det skulle du have gjort, dette var mit valg" jeg rejser mig op, og ignorerer svimmelheden i min krop, der tynger den. Med al min kraft skubber jeg til Jack. Det er sandt, dæmonerne lever stadigvæk. Gnaver i mit kød, i mit sind. "Og mit valg var at redde dig, forstår du det?! Er du klar over, jeg ikke ville kunne smile mere, hvis jeg vidste at dine smukke øjne ikke ville åbne sig igen? At din mund ikke trækker sig sammen til et smil igen? Lea, du er også mit liv, du er alt jeg har! Lea for fanden jeg elsker dig!" jeg holder inde. Og kigger på drengen foran mig, den eneste der har været der for mig. Min Jack "Jack forstår du ikke at jeg gjorde det for dig? Du kan aldrig blive lykkelig med mig, jeg har intet at give dig? Hvad vil have fra mig?" min stemme ryster og min hals gør ondt. Han kommer et skridt nærmere og vores kroppe er presset sammen, jeg kan mærke hans søde ånde mod min hals "Hvad jeg vil have? Jeg vil have dig. Hver eneste lille millimeter af dig. Jeg vil dele med dig. Dele dine sorg, dele din glæde. Jeg vil vise dig, hvad det betyder at elske" og med disse ord presser han sine læber mod mine. Dette er ikke et af de uskyldige kys han plejer at give mig, når han trøster mig. Nej dette er anderledes, hans perfekte læber der bevæger sig sammen med mine. Aldrig i livet ville jeg have kunne forestille mig, at min bedste ven, Jack, elskede mig på den måde.Var den underlige følelse inde i mig, hver gang jeg så ham. Eller den kriblende følelse der kunne føles helt ud i fingerspidserne virkelig kærlighed? "Ja" jeg vidste aldrig sådan et lille ord, kunne skabe noget inde i mig jeg næsten ikke kender til mere. Jeg er næsten sikker på, at denne følelse er lykke. Det føles så godt, og som om Jack også kan mærke det, skænker han mig endnu et af sine smil "Kom her" siger han stille og trækker mig ind i sine arme. Måske er det rigtigt, hvad folk siger. Kærlighed er vejen frem, og det er der jeg vil hen. Fremad, væk fra alt, jeg kan mærke dæmonerne gemme sig i deres huller. De er hjælpeløse mod den nye følelse inde i mig. Noget der ligner håb, håb om, at Jack kan samle mig igen. Tiden heler ingen sår, det er kærlighed der er plasteret. "Jeg elsker dig" jeg er selv overrasket over at ordene kommer fra min mund, men jeg fortryder dem ikke. "Og jeg elsker dig Lea, det har jeg altid gjort" et smil træder frem på mine læber. Jeg vidste ikke, at det kunne føles så godt at leve.

"Jeg lover at komme tilbage i morgen prinsesse" siger han i håb om at jeg lader ham gå, sandheden er, at jeg ikke tør være alene. Jeg ved at dæmonerne, tager hver eneste lille chance for at ødelægge mig igen. "Kan du ikke nok blive?" min øjenbryn har trukket sig sammen, og tanken om at være alene tynger mit hjerte. Han sukker "Du er uimodståelig" griner han og går hen til min seng igen. "Så ryk dig lidt" siger han og skubber let til min side, jeg rykker mig så langt væk jeg kan "Ikke så langt" fniser han, før han lægger sig ved siden af igen, og trækker mig ind i sine arme, hans duft er stadig så magisk at jeg bliver helt ør. Lige så snart, at jeg er i hans arme, bliver mine øjne tunge. "God pige, sov nu" mumler han, og begynder en melodi jeg ikke kan genkende, men klangen gør mig endnu mere træt. Hvordan gør han? Hvorfor har han den virkning på mig? Det sidste jeg husker er hans hånd i mit hår. 
Det føles som jeg kun har lukket mine øjne et kort øjeblik, men da jeg åbner den igen, skinner solen igennem vinduet. Jeg kigger til min side, men er skuffet da jeg ikke forefinder Jack ved min side, i stedet for ligger der en seddel -Godmorgen prinsesse, undskyld men jeg måtte lige ordne noget. Jeg kommer tilbage hurtigst muligt. Jeg elsker dig. Kys Jack-. Jeg strækker min søvnige krop, og blinker søvnen ud af mine øjne. Bippene fra alle de her maskiner, der er koblet fast til min krop, er mere uudholdelig når Jack ikke er her. Det er som om de sugere al kraften ud af mig, som endnu flere dæmoner bliver tilføjet i min krop. "Jeg skal ud herfra" hvisker jeg, og starter med at fjerne dem, bippene bliver højere. Døren åbner og Jack kommer ind "Hvad laver du Lea?" råber han, og er ved mig med få skridt "Jeg skal ud herfra Jack! De dræber mig!" jeg bliver ved me at rive i ledningerne. Så kommer der flere sygeplejerske og læger ind de skubber ham væk og kommer hen til mig, som en flok sultne ulve. "JACK DU MÅ IKKE GÅ" mine hænder rækker ud efter hans skikkelse, men han står ubevægelig, nok i chok. "Giv hende noget beroligende" råber en af lægerne, mens de holder mig ned på sengen. Jeg føler noget køligt brede sig i min krop, jeg kan mærke, hvordan kontrollen over min krop, glider gennem fingrene på mig, og jeg kan intet gøre, da de binder mig til sengen. "Lea slap af, du er i sikkerhed, hvil dig" en hånd stryger over mit hår, og jeg lader endnu en gang mørket overtage min krop.

- Hej venner Jeg ved godt at det er et ret kort kapitel. Grunden til at det ikke er længere, er fordi jeg lige først vil teste hvad i synes om den. Hvis i har interesse i den smid en kommentar. Dette var bare lige starten på den, og kapitlerne bliver selvfølelig længere :-) 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...