Engle og Dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Leas liv er et helvede, og hun ser ingen anden udvej end at tage sit eget liv. Dog går det ikke helt efter hendes plan, og Jack reder hende. Så hvad skal hun gøre nu, hun sidder stadig fast i virkeligheden. Kan hun modstå fristelsen, for at tage sit eget liv igen? Eller det bedre spørgsmål, kan hun gøre det mod Jack? Hendes bedste ven, hendes kæreste... Kan Jack lære hende at elske igen? Det virker det som om hun kan blive glad igen, og Jack kan samle hendes sjæl igen. Men dæmonerne lever stadig, og giver ikke op uden kamp.

5Likes
8Kommentarer
526Visninger
AA

1. Begyndelsen af slutningen.

Den kolde tåre falder ned fra kinden, og blander sig med blodet på gulvet. Endnu en forlader mit øje. Jeg har gjort det igen. Jeg har ladt dæmonerne overtage min krop. Derfor sidder jeg her, på badeværelset. Med mit barberblad i hånden. Blodet drypper ned fra det nye åbne sår, der pynter imellem de andre ar. Mine arme ryster, og mit syn er sløret. Smerten kører rundt i kroppen og æder mig op indefra. Det er rart, det får mig til at tænke, at de dæmoner endelig vil komme til at dø. Men inderst inde ved jeg, at det aldrig kommer til at ske. Jeg ved, lige så snart at smerten er væk, kommer de frem igen. Styrer mig indefra, gør mig magtesløs over min egen krop. Jeg tager et håndklæde, og lader stoffet suge den røde væske i sig, jeg ser langsomt, hvordan det hvide stof farves rødt. Den jernagtige duft af mit blod, rammer mine næseborer, og får min mave til at vende sig. Jeg får med det samme, en frastødende tanke, en frastødende tanke om mig selv. Jeg væmmes ved mig selv. Jeg ved der kun er en ting der hjælper. Jack. Min bedste (og eneste) ven. Med rystende hænder rækker jeg ud efter min mobil, og får valgt hans nummer. Den ringer tre gange før han tager den ”Hva’ så Lea?” jeg elsker den måde mit navn, forlader hans læber på. Det lyder næsten magisk. Jeg kan se ham for mig, hans fulde læber bevæger sig, og skaber mit navn. Han er den eneste der kan sige mit navn, uden at have afsky i stemmen. ”Kan du mødes?” min stemme ryster, og afslører min gerning, selvom jeg kæmper med at få den til at lyde normal, er den ikke mere end en hvisken. ”Du har gjort det igen ik’? Bliv derhjemme, jeg kommer over!” med det samme bliver hans stemme hård. Han ved hvad jeg har gjort, han ved det altid. Han hader hvad jeg gør ved mig. Han forstår det bare ikke. Han lægger på, jeg ved der ikke går mere end 5 minutter før han er her. Jeg finder en forbinding, og lægger den forsigtig over mit dybe sår. Godt. Bagefter tørrer jeg blodet væk og lægger barberbladet tilbage i skabet. Jeg rejser mig op, men er lige ved at miste balancen igen, mine ben truer med at give efter, jeg får lige fat i toilettet før jeg slår mit hoved. Jeg er svimmel. Godt mine forældre ikke er hjemme. Det er de alligevel aldrig, de er altid ud og rejse på grund af deres arbejde. Det er den gode ting ved mit liv, hvis man overhovedet kan kalde det en god ting.

 

Jeg går ned i stuen. En halvtømt flaske sprut står på bordet. Jeg får et chok af det pludselige bank på døren. Jeg løber næsten ud til døren, mine klodsede fødder vælter mig næsten et par gange. Jeg river døren op. Jack står foran døren, med hans solbrændte hud, uden en eneste urenhed. Hans muskler spænder sig nedenunder. Hans mørke hår falder ned over øjnene på ham. Hans øjne så blå, og dybe som et helt ocean. Han er så smuk. Det eneste der bryder hans smukke facade, er hans øjenbryn der næsten er trukket sammen, så de næsten rører hinanden det får hans ansigt til at se bekymret ud. En anelse af væske i hans øjne, får ham til at se ked af det ud. Uden at tænke over det, smider jeg mig i hans arme. Jeg inhalerer hans duft. En duft ingen parfume kan genskabe. Den har en beroligende virkning på mig. Næsten som stoffer. Hans stærke arme omfavner mig. Jeg føler mig tryg. Han stryger over mit mørke hår, og først nu opdager jeg at jeg græder. Vi står sådan i et par minutter før jeg er stopper. Han slipper mig. Hans bekymring, afveksles af et vredt blik. Han tager fat i min skadede arm, en smerte farer gennem min krop, og jeg gisper. Hans øjne bliver store, med det samme slipper han armen. Han trækker mig ind i stuen. Vi sætter os på sofaen. ”Hvorfor Lea?” der er så meget smerte i hans stemme, det får klumpen i halsen på mig, til at vokse ”Jeg ved det ikke, undskyld” får jeg bragt frem. ”Ved du ikke at det smerter lige så meget på mig, som det gør på dig? At se dig sådan her?” der er så meget sorg i hans øjne at det får mig til at bryde sammen igen. En ny tåre anfald får mig til at grave mit ansigt ned i mine hænder. Hans varme hænder stryger over min ryg. Jeg ved ikke hvor mange tårer der passer ind i et menneske, men mine er sikkert snart opbrugte. Jack lader mig græde færdig. Indtil mine tårer endelig er opbrugt. Indtil jeg er fuldstændig tør indefra. ”Lea, jeg ville give alt i denne verden, for at kunne samle dig igen. Alle de knækkede stykker inde i dig. Bringe dem sammen igen” han løfter min kind og får mine øjne til at møde hans. ”Problemet er, at jeg ikke en gang selv kan det. Jeg har tabt nogle af de stykker, der mangler noget af mig” han læner hans pande mod min ”Vi finder dem, sammen!” sådan sidder vi i et stykke tid, før han får øjne på flasken med sprut. ”Hey, var det ikke dig, der en gang sagde at Alkohol var ligesom gift” jo det var det. Jeg kan stadig huske det. Det var for et par år siden, hvor vi stadig afprøvede vores grænser, vi havde fundet en flaske sprut i hans mors skab. ”Lad os smage på det!” Jack var ellevild på at smage det, jeg var mere forsigtig, fordi jeg kunne huske min mors ord, alkohol var giftig og farlig for kroppen. ”Nej Jack, lad vær! Det er ligesom gift” ”Ej det er noget du finder på” ”Nej det er ej! Det var det min mor sagde!” jeg krydsede mine arme foran brystet ”Okay okay, jeg tror på dig” Jack smilte og stillede flasken tilbage.  

”Jo det var det” et smil bryder frem på mine læber ”Hvorfor drikker du det så?” han blinker til mig, men mit smil forsvinder ”Måske for at dræbe dæmonerne inde i mig” jeg har det ikke godt med at snakke omkring det, med andre. Mine hænder bliver svedige ”Dæmoner?” han kigger forvirret på mig, jeg vidste godt, at han ikke ville forstå det. ”Ja de er inde i mig, de spiser af min vrede, af min ulykkelighed, de vokser og de formerer sig. Og med dem, bliver al min sorg større og større. Intet kan stoppe dem, i hvert fald ikke noget af det jeg har prøvet. De bliver bare stærkere og stærkere for hver dag” imens jeg snakker om dem, kan jeg føle dem komme frem fra deres gemmesteder, jeg kæmper imod, men de har allerede fat i mig igen, en vrede stiger op i mig ”Men du ville aldrig forstå det! Ingen kan! Du tror jeg bliver skør! Du tror jeg er den dumme pige, der ikke har styr på sig selv!” jeg skubber ham væk fra mig, han kigger overrasket på mig ”GÅ!” jeg peger hen mod døren ”Lea stop! Kom her” han tager et skridt hen mod mig med åbne arme, men jeg viger væk fra ham. Han kigger såret på mig ”Jeg vil gerne have at du går nu” jeg kigger ned i gulvet, men han bevæger sig ikke. Jeg slår mine knytnæver mod hans bryst, i stedet for at flytte sig som jeg havde regnet med, krammer han mig. Slår sine hårde, varme, arme omkring min rystende krop. Jeg bliver ved med at slå, råbe og skrige, men han holder bare omkring mig, indtil jeg synker udmattet sammen. Han holder stadig omkring mig, imens jeg læner mit hoved mod hans bryst, derinde hvor hans hjerte banker. Stærkt og regelmæssigt kan jeg høre hans hjerteslag. Jeg misunder hans styrke. Jeg ville gerne kunne være ligesom ham, være ligeglad med alt, bare leve mit liv som jeg vil. Men dæmonerne holder mit hjerte i snor. Han ville være i stand til at leve uden mig, han ville finde en anden, eller ville han? Lige nu ønsker jeg, at jeg slet ikke blev født. Jeg har ikke gjort andet end at gør ham ondt. Gør ham ondt, fordi jeg ikke er stærk. Han fortjener det ikke. Han fortjener en der kan gøre ham glad. En der fortjener at se hans fantastiske smil, en der værdsætter han hjerte, en der kan være lige så livsglad som ham, ja det fortjener han. Ikke mig, en pige der ikke engang har styr på sig selv. En der nok er ved at gå fra forstanden, en piger der ikke kan finde sig selv. En pige der er mig. ”Lea, jeg forlader dig aldrig! Lige siden du er blevet sådan der, gav jeg mig selv det løfte, at jeg ville passe på dig, og jeg holder altid mine løfter! Du fortjener at smile igen, jeg savner at se dig smile, se din næse rynke en smule når du ler. Eller den måde du kørte dine hænder igennem håret på, alt det savner jeg, jeg savner dig. Og jeg gør alt hvad der er i min magt, for at få dig igen” der døde det sidste håb, det håb, om at kunne redde ham. Redde ham når jeg ikke kan reddes.

 

Vi sidder sådan i noget føles en evighed, udenfor er det blevet mørkt. Jack rejser sig, og trækker mig med op, jeg kan mærke at jeg er træt og mine øjenlåg føles tunge. Han fører mig ind til sengen og ligger mig ned, han trækker dynen over mig, og giver mig et enkelt kys på panden. Han skal til at gå, før jeg griber hans håndled ”Bliv her, vil du ikke nok?” uden at tøve, lægger han sig ved siden af mig, jeg rykker ind til ham. Han slår sine arme omkring mig, og jeg indsuger hans duft, som jeg altid gør, dog ved jeg at dette er sidste gang. Sidste gang, jeg mærker hans hårde brystkasse under mit hoved, hans hænder på min ryg, og hans arme omkring mig. Sidste gang jeg ser hans øjne. Sidste gang jeg ser hans mørkerøde læber, der så tit har givet mig et enkelt kys på panden, og ved berøringen sendte elektriske impulser igennem min krop. Jeg lukker øjnene, dette er sidste gang.

Jeg vågner tidligt, det er stadig lidt mørkt udenfor, perfekt. Jeg rejser mig forsigtigt, og prøver så forsigtig som muligt, at gøre mig fri fra Jacks beskyttende arme omkring mig. Med besvær får jeg rejst mig. Et sidste kys på Jacks læber før jeg forlader huset. Jeg gør dette for Jack. Eller det prøver jeg i det mindste at indbilde mig selv, at dette ikke er for min skyld, men for hans, at han endelig kan bliver lykkelig igen. Jeg løber igennem gaderne, enkelte mennesker er allerede i gang med enten, at hente avisen, eller for at få fat i de første morgenboller. Jeg løber videre indtil jeg kan se mit mål, den store bro. Der er mindst 15 meter ned, det burde kunne gøre en ende på det her. Jeg løber videre, og ignorer den stikkende smerte i mine lunger der råber efter ilt. Endelig når jeg helt hen til broen, uden at tøve stiger jeg over sikkerhedshegnet, der sikkert er bestemt for at holde sådan nogle væk som mig, nogle som har tænkt sig at gøre, hvad jeg er i gang med at gøre. Vinden blæser i ansigtet på mig, og pisker mit hår omkring. Jeg kigger ned, under mig bruser vandet, den saltede luft rammer mine læber. Det er begyndt at regne, og med regnen der rammer mit ansigt og løber ned, gør mine tårer også. Jeg ved, at Jack kan klare det. Det skal han! Jeg tager min sidste dybe indånding, lige da jeg skal til at tage det sidste skridt hører jeg et råb. En velkendt stemme, hans stemme! ”LEA! GØR DET IKKE!” jeg vender mig om, og ser ham løbe mod mig, ja en sidste gang, vil jeg røre ham, høre hans stemme. Røre hans læber, stjæle et sidste kys. Jeg drejer mig helt for at komme ind på fast grund igen. Men det er glat, og jeg mister balancen ”NEJ!” jeg hører hans råb kun meget lidt, vinden suser om ørnene omkring mig, imens jeg suser af sted gennem luften, det må nok være skæbne, vi ville aldrig kunne få hinanden. Nu har han chancen for at starte nyt, og blive glad. Det skylder jeg ham. Min ryg rammer vandoverfladen, slaget gør mig lamt, jeg bryder den og omkring mig bliver der stille. Jeg har hørt at man ville komme til at se hele sit liv suse forbi en, lige før man dør, men jeg bliver skånet, det eneste jeg kan se er et billede af ham. Han bliver glad igen, jeg ved det. Et smil træder frem på mine læber. Selvom mine lunger skriger efter ilt og hele min krop smerter, smiler jeg. Ja, han kommer til at blive glad igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...