The Truth About Dance!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2013
  • Opdateret: 25 maj 2013
  • Status: Igang
Malou er en danser. Hun er 17 og har danset i 12 år. Alt hun vil med sit liv er at danse. I Danmark kan hun ikke gøre meget for sin karriere. Hun ønsker at blive verdenskendt for sin dans. Eller bare lidt kendt. Da hendes far pludselig får arbejde, i et kæmpe firma i London flytter de. Først syntes Malou ikke om det. Da de ankommer indser hun dog, at det måske kunne være hendes vej til at blive noget stort. Hun melder sit til den britiske konkurence: Got To Dance. Der møder hun sit største idol Diversity. De er næsten på vej på verdens tourne, da Malou møder dem. Hvordan gør man så lige når man vil blive noget stort, og har brug for hjælp? Og hvordan kan det være at Malou tilfældigvis møder et medlem af Diversity? Hvorfor ser folk bare dans, som noget man bruger? Og oven i det hele, hvad gør man når ens drøm bliver knust?

0Likes
0Kommentarer
219Visninger

2. Rejsen

Jeg smækker døren i så hårdt jeg kan, og løber hen til min seng. Hvorfor nu? Hvorfor nu? Jeg er lige faldet til på min skole, og så skal vi bare væk igen. Jeg havde ikke hørt hvorhen. Sikkert Aalborg eller sådan noget. Jeg har ellers lige fået det så godt, her i København. Hvis vi så rejser til Jylland eller Bornholm, vil det bare ødelægge det hele! 

Jeg græder stille ned i min pude. Jeg vil bare så gerne blive et sted, bare i noget tid. Bare længere tid end et år. Jeg når aldrig og få gode venner, og når jeg gør, bliver jeg nødt til at rejse igen. Det er bare ikke fair...! 

Jeg vågner med et sæt, og kigger på mit vækkeur. Klokken var 15:00 da jeg lagde mig, nu er den 19:00. Jeg indser lidt irriterende at jeg har sovet i fire timer. Arghh, så kan jeg ikke falde i søvn i aften. Det er alt sammen på grund af min far. Det er ham der har besluttet at vi skal rejse. Hvorfor kan vi ikke bare blive her? Blive lykkelige her. Det mest forfærdelige ved at flytte, er faktisk at jeg ikke kan blive på en danseskole. Jeg skal hele tiden skifte, og finde nye gode venner. Jeg startede med at danse da jeg var 5, og vi begyndte at flytte da jeg var 7. Nu er jeg 17 og det længste stykke tid, jeg har levet det samme sted, er to år. Dans er det jeg vil med mit liv. Det er svært nok at få en karriere i Danmark, og når vi så oven i købet hele tiden flytter rundt, så jeg ikke kan få et godt grundlag et sted, er det bare endnu sværre.

Jeg beslutter mig for at springe aftensmad over, og gå i seng. Hurtigt får jeg nattøj på, og kryber ind under dynen. Efter ti minutter rejser jeg mug halvt op, kigger mig omkring, slår dynen til side, og render over og henter min computer på min stol. Så løber jeg hurtigt tilbage til sengen. Jeg skal lige se en video eller to med Diversity. På Youtube har jeg gemt mange af deres performancen og interview's på en afspilningsliste. Dog skriver jeg bare i søgefeltet: Diversity Got To Dance 2013 og vælger den første: http://m.youtube.com/watch?v=z1OTo4ktYM0 . 

Inden jeg har set mig om, har jeg set ti videoer med dem. Et blik på mit vækkeur fortæller mig, at den er halv ti. Ikke meget, men jeg var dødtræt. Forsigtig smider jeg computeren ned på gulvet. Den lander blødt på en pude. Så retter jeg lidt på alle mine puder, og ligger mig ned på den ene siden.

Mens jeg ligger der, grubler jeg over hvorfor vi hele tiden skal flytte. Hvorfor min far ikke baren kan finde et job der passer ham, og så blive der. Så gik det op for mig at det måske er der problemet ligger, han ved ikke hvad han vil, og hvad der passer til ham. Inde i mig selv lovede jeg, at jeg ville prøve at få ham til at falde til ro der hvor vi kommer hen. Lige meget hvor det er. For jeg vil absolut ikke flytte mere. Bare tanken om et hjem mere fyldt med flytte kasser, gør mig næsten syg. 

Beslutsomt skubber jeg mine tanker væk fra det, det hjælper ikke at gruble over det, når jeg ikke kan gøre noget ved det lige nu. I stedet leder jeg mine tanker, over på Diversity. De skønne dejlige Diversity drenge. 

Med det i hoved ligger jeg mig bedre til rette, og falder i søvn.

Næste morgen vågner jeg af at min far råber nede fra stuen: "Kommer du ikke ned og får morgenmad, Malou?", jeg vender mig lidt i sengen, og råber så: "Jo jo. Jeg kommer om lidt". Med stor besvær får jeg kæmper mig fri fra dynen. Jeg hader at stå tidligt op, og klokken er kun 10:00. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...