Disse ord satte sine spor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2013
  • Status: Igang
En lille pige bliver svigtet fra starten af. Hun bliver banket med onde ord, dag og nat. Men en dag, finder hun sig en løsning.

0Likes
0Kommentarer
86Visninger

1. Barndommen

Jeg græd, intet kunne ordne sig som det var før. Jeg husker tilbage på den gang hvor det hele var godt, den gang hvor der ingen problemer var. Legede i børnehaven som en lille fri sommerfugl, jeg løb rundt i skoven med de andre børn og bare legede. Ikke meget senere i mine tidlige år, satte problemerne sine præg i mit liv. Der var altid noget jeg gjorde forkert hjemme, og min mor bankede gruefulde ord ind i mit lille barnehoved. Det var der jeg begyndte at tænke over andet end bare at lege, jeg begyndte at tænke over hvordan jeg bedst muligt kunne tilfredsstille henne, så jeg ikke længere trængte at høre disse ord. Når jeg var i skole, fokuserede jeg ikke på de opgaver jeg fik, jeg begyndte at slå på folk, for at få min vrede ud. Jeg var jo bare en lille pige, som ikke viste hvordan sådanne problemer skulle takles an. Ofte spurte min lærer, hvordan jeg havde det hjemme og det eneste svar jeg kunne give hende, var «det går bare fint». Selv om jeg vidste at jeg ikke sagde sandheden til hende, vidste jeg heller ikke hvordan jeg skulle få mine ord ud på en rigtig måde, sådan at vi kunne få den hjælp vi trængte.
6 år senere, jeg husker det tydeligt, jeg sad på det kolde grå skolegulv, de andre elever mærkede ikke til at jeg var ked af det, og det eneste håb jeg havde, var væk. Jeg følte mig alene, jeg følte at jeg ingen omsorg fik, selv om jeg havde en del mennesker i mit liv, der ville mig det bedste. Den dag, 6 år senere valgte jeg ikke længere at tie, det var en smuk sommerdag med solen strålende ned på vores jord, den dag jeg åbnede min mund, og fortalte det hele. Alt igennem disse år, der var hændt mig, ikke bare med min mor, men med hele mit liv. Pludselig gik det op for folk, hvorfor jeg havde haft den opførelse, hvorfor jeg reagerede som jeg havde haft gjort. Og det var en lettelse, en kæmpe stor sten blev løfte fra begge min skuldre, og nu var det ikke bare op til mig længere. Jeg kunne endelig puste frisk luft ud igen, det var en vidunderlig følelse, på en vidunderlig dag! Jeg husker at min lærer sagde til mig at jeg nok skulle få den hjælp jeg trængte, og at det var det rette jeg gjorde. Efterfølgende sagde hun, «jeg fortæller dig ikke at det bliver let, men jeg fortæller dig at det er det værd» En masse ord, vaklede i mine tanker, en af dem var, hvordan det skulle blive ud i fremtiden.  Her sidder jeg i fremtiden, og fortryder intet. Jeg har endelig lært at sige fra, og stå ved det jeg siger. «Alle disse ord igennem min opvækst, har sat sine spor, men på denne jord, vi alle skal bo, nu er jeg blevet stor og har lært at min mor, ikke længere kan ramme mig med hendes onde ord. »

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...