The Time Before Us

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 22 aug. 2014
  • Status: Igang
Tid... Det hele handler om tid for de to kinesiske piger Ping Ting og Hua Ling. To helt forskellige piger, den ene snobbet og forkælet, den anden forsømt og udstødt. De ryger ved et uheld tilbage i tiden og havner i det gamle Kina. Forvirret og bange tumler de to piger rundt mellem slavehandel og de mørke skove, i kamp mod tid og sted.

25Likes
52Kommentarer
1279Visninger
AA

6. Kapitel 3 - Hvor er jeg?

BEMÆRK:Jeg skrev godt nok a Hua Lings familie arbejdede i rismarkerne. Men jeg opdagede at rismarkerne lå et godt stykke væk fra en storby. Så jeg laver det og siger at hendes mor arbejder som sproglærer på en skole og hendes far er tømmer(Det er lidt mere… normalt arbejde) jeg vil skrive det forrige kapitel om. Men det ændrer stadig ikke hendes forældres syn på hende.(Byen bliver Guangzhou en by der ligger tæt på Hong Kong)

 



 

Hele sit liv har hun været tvunget til at klare sig godt
Lære mere end 3 sprog
Lave mad, sy, gøre rent, passe nogle hvis de var syge

Studere men stadig have ladet hendes brødre kommet først
Nu er hun endt et sted hun ikke kender
Hvor mon hun er endt?

 

Hua Lings del

Jeg åbnede forsigtigt mine øjne kun for at se en blå himmel hvor skyerne blidt dalede forbi. Havde det ikke lige været efterår? Nu var det tidlig sommer? Forvirret og med besvær prøvede jeg at rejste jeg mig op, kun for at falde ned igen. Jeg ømmede mig lidt, tog mig sammen og fik rejst mig op, der gik det op for mig at jeg lige var blevet trukket igennem et spejl af en uhyggelig kvinde. Jeg rystede lidt på hovedet ved tanken. Hvor var hun egentligt blevet af?
Nu var spørgsmålet bare. Hvor var jeg? Dette lignede ikke mit hjem i Guangzhou og hvor var Wei og Ming?
”Her er en!” hørte jeg nogen råbe før hove lød og jeg vendte mig om for at se en flok heste med ryttere og jeg bukkede mig ned for ikke at få støv i øjnene. Mændene stoppede op foran mig og kiggede på mig, de havde gamle traditionelle klæder på for de lidt rigere.
”Kan hun bruges?” spurgte en af dem som han kiggede ned på mig med sine mørke brune øjne.
”Hun er fin, hun vil kunne sælge godt. Hun har en fin højde, lys hud, langt hår og store øjne” svarede en af de andre. Jeg kiggede forvirret på dem. Sælges?
”Hvad er dit navn?” den første mand kiggede på mig.
”Mit… navn?” det tog mig lidt tid at svare.
”Ja, dit navn, hvad er det, unge kvinde?” kvinde? Hvorfor var jeg en kvinde? Jeg var lige fyldt 15!
”Hua Ling Yue, hr?” svarede jeg lidt forvirret og han nikkede.
”Hvad er det hun har på?
”En kvinde burde ikke vise så meget hud!
”Det er da lige meget, hun er slave” mændenes stemmer rungede i mine ører som jeg bare stod og kiggede forvirret på dem.
”Ikke mere snak, tag hende!” sagde manden med de mørkeste øjne og pludselig rev to mænd fat i mig og hev mig hen til en vogn bag dem.
Jeg blev kastet ind i dem og landede på et af mine blå mærker og gav et støn af smerte før jeg igen blev kastet til siden da vognen begyndte at køre.
”Er du okay?” en stemme lød og jeg kiggede op for at se ung en pige, nok lidt ældre end mig stirre på mig.
”Hvor er jeg og hvor er vi på vej hen?” spurgte jeg.
”Vi er lidt ude for Beijing og er på vej derind for at komme til slavehandlernes base” svarede hun kort og hjalp mig op at sidde.
”Slavehandel? Hvad?” spurgte jeg.
”Sig mig engang hvor kommer du fra siden du spørger så dumt?” spurgte hun en smule irriteret før hun vendte mig ryggen.
Jeg trykkede mig op ad væggen i vognen og trak mine ben ind til mig.
Hvor ville jeg ende?

                                                                                        ❀❀❀

 

Jeg er nu helt sikker på at jeg på en eller anden mærkelig måde er rejst til et helt andet sted, for da vi ankom til Beijing lignede det ikke nutidens Beijing.
Jeg havde godt nok kun været i Beijing én gang før men jeg kunne stadig huske hvordan byen så ud. Det her var helt klart ikke nutiden. Der var ingen veje af asfalt, folk havde gammeldags dragter/kjoler eller hvad man nu kaldte det på og der kørte hestevogne rundt. Ja… alt det kunne jeg se fra en lille sprække i siden af vognen…


❀❀❀
 

Vågn op!” to dage var gået og vi var ankommet til slavelejren hvor vi blev sendt samlet ind i badene. Selvfølgelig separeret mænd og kvinder. Vi havde hurtigt fået vasket os selv, fået nyt tøj og blevet sendt til nogle små værelser hvor vi nu var, jeg delte værelse med 5 andre piger der var ældre end mig.
De havde hjulpet og forklaret mig hvordan det foregik her og hvordan man skulle opføre sig. Der var ikke meget plads herinde kun lige nok til nogle madrasser og tæppet der lå på gulvet som vi skulle ligge meget tæt på.
Selvom vi var slaver blev vi egentlig behandlet okay. Eller. Nogen gjorde men jeg havde troet at det var meget være efter alt jeg havde læst i historiebøgerne.
Vi rejste os meget hurtigt op, løb, og skiltes på gangene, vi havde forskelligt arbejde her på stedet.
Jeg var i køkkenet og hjalp med at lave mad til "den-der-ejede-os" eller mere 'dem-der-havde-taget-os' jeg begyndte at skære noget kød der lige var kommet ind, det så ud til at det var noget svinekød, det var okay.

 

                                                                                       ❀❀❀

"Den usle tyv!!" Et skrig blev hørt, vi stoppede alle hvad vi var i gang med og vendte os om for at se en ung pige eller nok en ung kvinde i den her tid. Hun var nok omkring de 16 år, overlederen af køkkenet havde fået to af sine mænd til at holde hende nede.
"Prøvede du på at stjæle din lille møgtøs?" Spurgte han.
"Nej, jeg ville bare have lidt mad" svarede hun stille og kiggede ned.
"Sådan ved du godt vi ikke leger her, i får det mad i får på jeres arbejde og så jeres aftensmad om aftenen" vrissede han. Han vendte pludselig blikket over imod os der stod og arbejdede.
"Hvad glor i på? Gå tilbage til jeres arbejde!" Kommanderede han og vi skyndte os at gå videre.
"Hvad så med os der hjælper med at gøre rent? I køkkenet kan de spise lidt hvis de vil, det kan vi ikke! Og i, i feder den bare af" Vrissede hun tilbage, nogle få bag mig gispede.
Hun skulle ikke have talt tilbage og det så ud til at hun godt kunne se det da hende øjne udvides.
Hvis Ping Ting var her ville hun ikke overleve en dag her tænkte jeg et øjeblik før jeg hurtigt lagde kødet op i den store wok hvis overhovedet det blev kaldt det her.
"Før. Hende. Væk." Sagde han ondt og alle vidste hvad han mente. Hun kunne enten blive ydmyget groft eller både ydmyget og bagefter dræbt, det ville højest sandsynligt blive det sidste.
Havde hun ikke talt tilbage, var hun nok blev straffet med slag.

 

❀❀❀

 

Sådan gik det hver dag, ned i køkkenet, arbejde hele dagen for lidt mad, vente på at man blev solgt. Men jeg kunne stadig ikke lade være med at tænke på hvordan jeg skulle komme tilbage. Mon mor, far, Ming og Wei savnede mig? Mon de ledte efter mig?
Jeg havde fundet ud af at hvis man var lydig og nyttig mens man var her, kunne man blive rykket til et sted hvor de havde bedre værelser og man fik mere mad. Efter knap 4-5 dage var jeg allerede blevet rykket. Jeg havde et værelse for mig selv da de to jeg skulle have delt værelse med var blevet solgt.
Døren blev åbnet og en ung vagt kom gående ind med en lille dreng, nok ikke mere end fem-seks år.
"Det her er Zhao, hende der skulle tage sig af ham blev henrettet forleden, vi har bestemt at du tager dig af ham" sagde han. Mig? Jeg sagde ikke noget, nikkede kun og åbnede armene til Zhao og han løb med det samme ind i dem. Wow han var overraskende hurtig til at gå direkte ind i armene på mig. Zhao havde altså været den pige i køkkenets ansvar.
"Pas på ham" mente jeg kunne høre vagten hviske før han lukkede døren, eller også var det bare mig. Jeg sad lidt i stilhed med Zhao før jeg begyndte at tale.
"Så Zhao, mit navn er Hua Ling men du kan kalde mig Hua jeg er lige blevet 15 år, hvor gammel er du?" Spurgte jeg blidt og kiggede ned på ham i mine arme.
Zhao kiggede op på mig ned store øjne og viste mig sin hånd så jeg gættede på at han var fem.

 

❀❀❀

 

Der var nu gået 8 dage siden jeg ankom, Zhao sov tæt op af mig da vagten fra forleden kom ind. Jeg rejste mig forsigtigt op og skulle lige til at vække Zhao men vagten rystede på hovedet.

"Jeg har hørt godt om dig fra Feiyan og Zhao ser også ud til at være i gode hænder hos dig" sagde han i stedet og kiggede på mig. Feiyan var forresten det kvindelige overhoved i køkkenet, altså, ikke en slave.

Mit liv lignede egentligt ikke en slaves, bare en tjenestepige men selvfølgelig kunne men ikke vaske sig eller tage pauser og maden var heller ikke den bedste, jeg havde lagt mærke til at mit tøj var ved et blive for stort så jeg havde nogle knuder bundet for at det kunne holde sig oppe.

"Hvem er du egentlig? Du kan lave mad som ingen af os har set før, men det virker kinesisk, du kan hjælpe de syge og du kan forstå de japanere der kommer hertil, hvor gammel er du? Du virker ældre mentalt men ser yngre ud" det var en lang sætning og det tog noget tid at køre igennem.

"Der hvor jeg kommer fra, lærer vi det tidligt, jeg er lige fyldt 15 og mit navn er Hus Ling, hr." svarede jeg stille for ikke at vække Zhao og han nikkede.

"Du er en underlig en... Hvor kommer din familie fra?" Hvordan skulle jeg kunne svare på det?
”Min far er fra Japan og min mor er fra Kina… fra… Guizhou… hr.” jeg skyndte mig at sige en eller anden gammel by jeg havde hørt om.
”Så er du langt fra…” mumlede han og satte sig ned på skammel. Jeg fulgte han med blikket og holdte øje med om han nu rørte Zhao, en han sad bare og kiggede på ham.
”Har de kendskab til Zhao?” spurgte jeg forsigtigt og hun kiggede op igen.
”Jeg gør dig altså ikke noget og ja, det gør jeg… eller jeg kendte hans mor, hun bad mig om at passe på ham da hun var døende” svarede han
”Årh… okay, det må de undskylde…”
”Det er okay, mit navn er for resten Wang Lei, jeg er nød til at gå nu. Pas på ham, Hua Ling…” sagde han før han rejste sig op og gik ud. Jeg sad lidt og stirrede på døren efter han var gået før jeg lagde mig ned ved Zhao igen.
”Hua jie jie skal op nu?” jeg vendte mig om og så at Zhao var vågen.
”Hej Zhao, nej det skal vi ikke, der er noget tid til at solen står op” svarede jeg og han nikkede.
                                                                                                                    ❀❀❀
”Jeg tror du bliver en god mor, Hua Ling”
”Huh?” jeg kiggede forvirret på Feiyan som bare stod og smilede mens hun kiggede på Zhao der tørrede de nederste skabe af.
”Der går nok nogle år endnu” svarede jeg grinene.
”Du må ikke vendte for længe kære ven, lad os bare håbe at der kommer en køber som kan tage dig under sin vinge og må du få en mand du kan give sønner” sagde hun og jeg nikkede langsomt. Ja… jeg var lige fyldt 15… det kom ikke til at ske. Jeg valgte ikke at svare hende og begyndte at skære kødet.
Wei, Ming jeg savner jer, men jeg har fundet en lille glæde her...

                                                                              ❀❀❀

Det var nat men jeg kunne ikke sove, jeg tænkte på mine brødre derhjemme, mine venner eller.. min veninde og egentligt tænkte jeg også på mor og far. 
Pludselig kom en skikkelse frem, det var kvinden der dengang fik hevet mig ind i spejlet!
Barn din tid er knap, før nytår skal du tilbage... ellers vil du blive her endnu et år... 2 chancer har du...




Okay... så her er det lovede kapitel efter... laaaaaaaang tid i know! Sorry!
(Jeg har to i træk da jeg pludselig fik lysten til at skrive tilbage og Daxi havde lidt til at skrive på GB3. Jeg startede men endte med at... lade det ligge ret længe og så fik Daxi også lysten tilbage og så.... og så... ja... okay who cares... Nu er der et kapitel? Yay!<3? 
-Lostie
(IKKE RETTET IGENNEM)
                                           


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...