The Time Before Us

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 22 aug. 2014
  • Status: Igang
Tid... Det hele handler om tid for de to kinesiske piger Ping Ting og Hua Ling. To helt forskellige piger, den ene snobbet og forkælet, den anden forsømt og udstødt. De ryger ved et uheld tilbage i tiden og havner i det gamle Kina. Forvirret og bange tumler de to piger rundt mellem slavehandel og de mørke skove, i kamp mod tid og sted.

25Likes
52Kommentarer
1279Visninger
AA

4. Kapitel 2 - En næsten normal dag


 

"Du er et uønsket barn!" -Ja det ved jeg godt
"Du skulle aldrig have været født!" -I har ret
"Kom ikke i nærheden af os!" -Okay jeg holder mig væk
"Dine brødre er de eneste der bringer ære til denne familie!" -Det er okay
"Lad være med at se sådan på os!" -Okay jeg kigger ikke
"Vi er kun dine forældre af blod!" -Jeg ved det godt, undskyld
"Lad nu dine brødre få succes!" -Så længe de kan smile, kan jeg være lykkelig

 

 


Hua Ling Yue:
Jeg gav et svagt hvin som jeg faldt til jorden, mor stod og kiggede ned på mig med et blik fyldt med had.
”Hvad har gjort galt siden jeg har fået sådan en som dig? Hvorfor har du glemt at studere engelsk!?” skreg min mor som hun plantede et spark i siden på mig. Jeg stønnede og krympede mig sammen da et andet spark ramte mig i ryggen. Far.


                                                                                ❀❀❀

Min alarm ringede og jeg slog øjnene op lige i det lyden lød. Jeg trak mig længere ned under dynen og ønskede bare at jeg ikke skulle stå op allerede. Jeg vidste at det snart ville blive efterår og at det kun ville blive koldere fra nu af. Jeg hostede et par gange før jeg med besvær rejste mig op og kæmpede mig hen til mit skab der stod i hjørnet af mit værelse. Mit værelse var ikke så stort, der var kun lige plads til en seng, et bord med en stol og et lille skab, væggene var kedelige grå farver. Jeg nåede mit skab og åbnede det træt før jeg rakte ud efter min skole uniform og tog fat i den før jeg gik imod min dør for at komme ud til badeværelset.
Jeg så mig selv i spejlet, far sagde altid at jeg ikke lignede en kineser. Jeg havde godt nok sort/brunt langt hår og brune øjne men det var større end normalt, lange øjenvipper og lys hud. På mine arme viste blå mærker og sår sig og jeg sukkede før jeg ordnede mit hår, gjorde mig klar og fik uniformen på før jeg åbnede døren og smuttede ud i køkkenet med tunge skridt.
 Vinduet i køkkenet var i stykker så der var ret koldt. Jeg kiggede på uret 05:07. Jeg sukkede lavt og gik over for at begynde på morgenmaden.

                                                                                ❀❀❀

Jeg havde stået i godt og vel 2 timer før jeg hørte slæbende fødder, en person kom gående og jeg kiggede op for at se en af mine ældre brødre Ming Li komme gående.
”Godmorgen Ming, morgenmaden er snart klar!” Jeg prøvede at lyde glad og frisk men det var svært siden jeg var træt. Ming Li kiggede på mig igennem sine trætte brune øjne og smilede.
”Godmorgen Hua” sagde han glad før han hjalp til med at dække bordet. Tiden gik mens vi snakkede og grinede.
”Er du allerede oppe Ming? Det var tidligt, troede stadig du lå og sov. Godmorgen Hua” lød en stemme ovre fra døråbningen og vi vendte os om for at se Wei Zhe stå der med et smørret grin.
”Godmorgen Wei” smilede jeg mens Ming gryntede i svar.
Wei Zhe grinede bare videre og tog fat i vores arme før han hev os med ned at sidde og begyndte at tage for sig.
 ”Hua Ling, du har lavet morgenmad, godt” vi vendte os om for at se mor og far stå i døråbningen og kigge på os.
”Ja, mor” svarede jeg og nikkede til hende.
”Wei Zhe, Ming Li hvorfor har i ikke taget en trøje på? I ved det hvor koldt der er udenfor” vrissede min mor venligt til dem.
”Undskyld mor” svarede Ming Li før han igen begyndte at spise og hun nikkede bare som svar før hun sendte mig et irriteret blik.
”Skal du ikke snart i skole?” spurgte hun med en alt for sød stemme.
”Det er rigtigt, jeg tror jeg henter min taske nu” smilede jeg og undskyldte mig på den måde.

                                                                                   ❀❀❀

Vi tre søskende ankom til skolen og trådte sammen ind. Wei Zhe og Ming Li var første år på gymnasium og det var slået sammen med vores skole så vi fulgtes hver morgen når bussen kom for at hente os.  
”Vi ses senere Hua, tak for frokosten!” råbte Wei Zhe som ham og Ming Li sammen løb imod deres klasser. De to var de eneste lys i mit sølle liv. De to var de eneste der gjorde at jeg kunne komme igennem dagen.

                                                                                    ❀❀❀

”Du er alt for høj” Jeg var ikke for høj, jeg var 162!
”Du er for tynd” Jeg var da ikke SÅ tynd.
”Landtøs” Jeg boede ikke engang på landet!
”Du lugter af gris” Hvordan? Vi havde ikke engang grise, kun en lejlighed nær centrum!
Ping og hendes veninder fik mig skubbet ned i jorden mens de stod og grinede og i det jeg prøvede at rejse mig fik Ping skubbet mig ned igen og rørte ubevidst med mine blå mærker der var på mine arme og jeg stønnede før jeg igen ramte jorden.
”Der er ingen der vil have dig er du godt klar over det?” spurgte Ping før hendes veninder sagde at par andre ord og de forlod.
Ja, ja det vidste jeg godt. Min mor, min far, selv Ping havde forladt mig efter hendes fars pludselige død, nogle gange overvejede jeg om mine brødre overhovedet kunne lide mig. Jeg rejste mig, løb ind og gemte mig på en af gangene, satte mig ned i et hjørne og trak mine ben imod mig så jeg hvilede mit hoved på mine knæ.
Der måtte være gået et godt stykke tid og jeg var nok også faldet i søvn for en stemme vækkede mig.
”Hua Ling?” Jeg kiggede op for at se Zhang Yan stå og kiggede bekymret på mig.
”Zhang Yan” smilede jeg før hn rakte mig sin hånd og jeg tog imod.
”Hvor blev du af? Du kom ikke tilbage! Var det Ping igen?” spurgte hun bekymret og kiggede på mig. Zhang Yan var min eneste veninde og hun hjalp mig altid hvis min far eller mor havde fået fat i mig.
”Huaaaaaa…! Det gør ondt at se på! Du har flere blå mærker, og du får knap nok noget søvn!” Jamrede hun.
”Det er fint Zhang, det er fint” smilede jeg for at få hende til at stoppe.
”Nej det er ej! Så indse det dog! Hvad siger Wei Zhe og Ming Li til det?”  Vrissede hun.
”De siger ikke noget” svarede jeg og hendes blik blev mørkt.
”De ved det ikke” fortsatte jeg før jeg vendte hende ryggen og gik imod trapperne.
”Huaaaaaa!” hørte jeg hende råbe før jeg nåede bunden.
”Zhang, det er fint!” råbte jeg igen før jeg åbnede døren og gik ud for at komme hjem.

                                                                                ❀❀❀

Jeg åbnede vores dør kun for at se far stå og stirre rasende på mig, jeg nåede lige at lukkede døren før han trak mig ind i stuen. Hvad havde jeg nu gjort?
”Hua Ling, din lærer ringede hjem. Hvorfor har du ikke været i skole i dag?!” vrissede han og jeg krympede mig. Hvad skulle jeg sige? Det kunne også være lige meget, lige meget hvad jeg sagde, for det ville alligevel forkert. Han kom truende imod mig og jeg bakkede ind i væggen.
”Hua Ling!!! Hvad er det for en opførsel? Efter alt hvad vi har givet dig!!!?” skreg han før han svang sin knytnæve tilbage. Jeg lukkede øjnene for at gøre mig klar til det slag jeg nu ville få.
”Far!?” Wei Zhes stemme rungede igennem vores hus og han ramte væggen i stedet for og jeg sank ned på knæ.
”Hvad har du gang i?!” spurgte han højt og min mor kom løbende. Wei Zhe stod med sin skoletaske svunget over skulderen og stirrede på os. Far stivnede og kiggede ned mens mor fumlede med sine hænder.
”Jeg spurgte om hvad fanden du havde gang i!” råbte han og Ming Li kom op bag ham og kiggede på os med et spørgende blik på os.
”Hvad sker der her?” spurgte Ming Li og kiggede på os.
”Ja, det vil jeg også gerne vide!” svarede Wei Zhe og kiggede arrigt på vores far.
”Det var bare en misforståelse!” svarede min mor smilende.
”Gu’ var det ej, tror i jeg er dum?!” svarede Wei Zhe og kiggede på mor.
”Kan i ikke se det? Jeres søster er intet! Hun var bare heldig at blive født! Vrissede far og som svar. Deres øjne udvides og min mor stirrede på mig med et hadefuldt blik, jeg lige havde fået dem til at fortælle sandheden. Wei Zhe begyndte at råbe af mor og far mens Ming Li greb min arm og førte mig imod sit værelse.

                                                                                ❀❀❀

”Hvor lang tid har det her været i gang Hua?” vi sad i Ming Lis seng, han prøvede at få mig til at svare og var så småt ved at miste sin tålmodighed. Wei Zhe var stadig i gang med, at råbe af vores forældre. Jeg svarede han ikke, trak bare mine ben ind til mig.
”Hua! Helt seriøst! Svar mig nu!” sagde han en smule irriteret. Lidt efter rev Wei Zhe døren op og kom gående ind med et arrigt ansigt udtryk og satte sig ned i sengen med et ’bump’ og begyndte at snakke med Min Li.
”Siden jeg var 8” deres hoveder vendes mod mig og jeg kiggede ud af vinduet.
”Men det er fint!” insisterede jeg de troede helt klart ikke på mig og skulle til at sige noget mere.
”Det er fint!” sagde jeg igen før jeg lænede mig op af Ming Li.
”Jeg er træt…!” jamrede jeg. Det var mange år siden jeg havde spillet ’den lille’
”Sov lidt” var det sidste jeg hørte før jeg faldt i søvn.

Jeg stod på en mark nej, det var en eng, fine blomster viste sig og græsset stod højt. Jeg kiggede til siden, en kvinde stod og betragtede mig. Hun lignede en fra det gamle Kina. Hendes hår var sat op i en stor knold og der var en masse hårpinde stukket ind i den, samt en mørkerød kimono med nogle hvide fugle på. Hun så royal ud som hun stod med hovedet højt hævet og rank ryg. Pludselig forsvandt jorden under mig og jeg skreg som jeg faldt ned i noget vand. Kvinden kom hen til bredden, fik fat i mit arm og trak mig op.
”Tak!” sagde jeg og bukkede til hende. Hun nikkede stift før hun smilede.
”Vi vil snart ses Hua, vi vil snart ses” sagde hun i en venlig stemme før hun vendte sig om og begyndte at gå.
”Nej! Vent! Hvad mener du?!” råbte jeg men hun var væk


Jeg vågnede og kunne ikke helt genkende hvor jeg var. En rolig vejrtrækning fik mig til at slappe af og jeg vendte mig om for at se Ming Li ligge at sove ved siden af mig.
Jeg rejste mig forsigtigt for ikke at vække ham og smuttede ud af døren og gik imod vores køkken.  Jeg satte mig på en stol i køkkenet med en varm kop te. Fodtrin lød og Wei Zhe kom gående ind han satte sig tungt ned ved siden af mig.
”Vil du have noget te Wei?” spurgte jeg og han nikkede kort og jeg hentede noget til ham.
”Du fortalte os aldrig noget” efter vi havde siddet i stilhed i noget tid, åbnede havde han endelig åbnet munden.
”I skulle ikke indblandes i det” svarede jeg lavt.
”Hvis bare jeg havde vist det! Så kunne jeg have hjulpet dig!” vrissede han, nok mest til sig selv.
”Det var hverken din eller Mings skyld, det var min egen” smilede jeg. Han rystede på hovedet og skulle til at sige noget mere da fodtrin igen lød.
”Hua, Wei” Ming Lis stemme lød og han kom gående ind.
”Det er sent, vi skal i skole i morgen” fortsatte han og vi nikkede. Vi rejste os og satte vores kopper på bordet før vi fulgte efter Ming Li.
”Sover i inde ved mig i nat?” spurgte Ming som vi langsomt bevægede os ned af gangen for ikke at vække mor og far.
”Okay” svarede Wei Zhe som vi skulle lige til at passere et stort spejl vi havde på gangen.
Hua, Hua Ling kom med mig! En kvindelig stemme fik mig til at fryse og jeg stivnede og kiggede til siden for at se lige ind i den kvinde fra min drøms øjne.  
Kom med mig Hua Ling, kom med mig! Det var som om min krop ikke ville adlyde mig længere, mit sind sagde nej men min krop bevægede af sig selv. Jeg var halvt inde i spejlet da stemmer lød.
”Hua, hvor skal du hen?” jeg kiggede til siden for at se Wei og Ming stå og kigge på mig. Jeg prøvede forgæves at komme væk men det var umuligt.
”Hjælp mig Ming, Wei!” råbte jeg men det var for sent, deres råben forsvandt som jeg forsvandt.
 



Det var lidt langtrukket… (Ja.... sorry)
Okay… jeg lovede at kapitel sidste uge UNDSKYLD! Jeg har været syg og har ikke fået taget mig sammen til at skrive så UNDSKYLD igen T.T
IKKE RETTET IGENNEM
-Lostie 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...