The Time Before Us

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 22 aug. 2014
  • Status: Igang
Tid... Det hele handler om tid for de to kinesiske piger Ping Ting og Hua Ling. To helt forskellige piger, den ene snobbet og forkælet, den anden forsømt og udstødt. De ryger ved et uheld tilbage i tiden og havner i det gamle Kina. Forvirret og bange tumler de to piger rundt mellem slavehandel og de mørke skove, i kamp mod tid og sted.

25Likes
52Kommentarer
1281Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Mareridt


 

Uret går, klokken slår, lægger tiden mine sorg?
Du var dér, lige her, og aldrig vil jeg forstå.

Jeg elsked' dig, forlod du mig?, aldrig vil jeg gå.

Du brang smilet, du brang grinet, forvirret står jeg her.

Min egen far, du var jo ingen nar, men alene er jeg nu.

Uret går, klokken slår, men tiden lægger ingen sorg.



 

 

Ping Ting:

Jeg vågnede irriteret op ved alarmens bladning i min drøm og fumlede efter min Iphone der lå på morgenbordet et sted.

Jeg fik til sidst fat i den og slukkede den hvorefter jeg faldt tilbage i den bløde seng der var i en trist grå farve, men sådan ville jeg have det.

Uret på mit bord tikkede og jeg kiggede på det med sløve øjne. Klokken var 10 minutter over syv og jeg vidste at min mor allerede var gået.
Jeg rejste mig og kiggede rundt i værelset for at finde ud af hvor jeg skulle begynde.
Værelset var i mørke farver og ikke mange pynte, pige ting som man ellers skulle tro en populær og forkælet pige som mig ville have.
Min store dobbeltseng stod op af den ene væg og så stod der et hvidt skrivebord op af vinduet. Der elskede jeg at side og bare kigge ud.

På væggen hang der et maleri, et maleri kun jeg forstod. Det var to tændstiksmænd der stod ved siden af hinanden og smilede.

Det var min far der havde tegnet den, det forestillede mig og min far.
Jeg fik tårer i øjnene ved mindet om min far og kiggede hurtigt væk fra maleriet og hen på klædeskabet i mørkebrunt træ.

  Man dig op!

Sagde jeg til mig selv og sukkede. Det var 5 år siden og bare tanken om min far gav mig lyst til at tude, altså at det der crap med at ”tiden lægger alle sorger” ikke er sandt, i hvert fald ikke i mit tilfælde.
 
Jeg sukkede tungt og gik over til mit klædeskab hvor jeg fik noget tøj på.

Dagligdagen begyndte igen efter weekenden og det hele ville blive den samme gamle rutine: Alle de ynkelige personer der hang på mig, festerne og skolen.

Jeg gik over til spejlet og betragtede mig selv, min olivenfarvede hud syntes alt for mørk uden makeup, mine øjne var for korte uden kunstige øjenvipper, mit hår var grimt og klamt uden at være blevet børstet og glattet.

Jeg begyndte at ordne mig selv, glatte mit pagehår og pandehår, proppe mit ansigt med sminke og dække min hud med hvid puder og jeg var først noglelunde tilfreds efter en halv times stress hvoraf to minutter havde gået med at bussen nede på gaden havde dyttet løs af mig hvilket irriterede mig grænseløst. 
Jeg skyndte mig at løbe nedenunder, tage et æble og smutte ud på gaden og ind i skolebussen hvor larm, sang og højlydt snak lød fra alle sidder af.

Jeg fandt hurtigt facaden frem –så øvet som jeg var i det- og smilede falskt til alle mine såkaldte venner der var lige så egoistiske som jeg selv, hvis ikke mere.
 
  "Ping" var der en stemme der sagde og jeg kiggede ned på An der klappede på pladsen ved siden af sig.
Jeg satte mig, hun var god nok, populær, min allierede kan man vel sige og levede fint op til kravene for at sidde ved siden af mig. 
 
 "Hvordan går det?" Spurgte hun mig, ikke at det interesserede hende overhovedet, bare for at snakke om sig selv når jeg spurgte ind til hende.
 
 "Fint!" Sagde jeg og prøvede at finde min sædvanlige skingre klang frem, som var forsvundet på grund af sorgen fra tidligere idag.
  "Jeg har det også fedt! Jeg har lige fået denne her!" Sagde hun og tog en forfærdelig grim modetaske frem der kostede 15.000 Yuans eller noget i den stil.
 
 "Er den ikke bare lækker?" Spurgte hun med en skinger stemme da jeg ikke svarede til at starte med. Jeg betragtede den og sukkede dybt. 
"Den er skide Grim An" sagde jeg, og lød streng i min stemme. Hun svarede ikke, men kiggede lidt brødbetynget på mig. 

"Ja, du har nok ret" mumlede hun og kiggede ned på tasken med et længselsfuldt blik. 
"Jeg smider den ud senere" sagde hun og jeg himlede med øjnene da hun ikke så det. An var som en lillesøster. Alt jeg sagde var hellige ord, og hun gjorde og sagde altid som jeg gjorde. Hvis hun havde sin egen mening, holdt hun den ihvertfald for sig selv. Bussen stoppede lidt efter brat, og jeg rejste mig op og gik med rank ryg ud af bussen. An fulgte efter som en lille hundehvalp, mens hun blev ved med at plabre om ting jeg ikke hørte. Jeg sagde til An at hun skulle klappe i og gik op i den lurvede skole. 

☯☯☯

Jeg grinede hånene af Hua Ling som kiggede ned i skolens mugne gulv ved mine ord. Dette var en af de ting der virkelig fik mig til at få det bedre med mig selv, at håne Hua Ling. 
An, Feiyan, Wang og Niu stod en smule bag mig og grinede højt af hende. 
Hun sagde mig ikke imod, måske på grund af gruppepresset, måske på grund af hendes opdragelse, men det generede ikke mig, så længe vi kunne svine hende til med at hun var en "landtøs", "lugtede af gris", "Burde dø" og var ufattelig "høj, alt for tynd og ranglet". For det gav mig en følelse af selvtillid og selvværd, jeg normalt ikke ejede. 

Jeg trådte et skridt mod Hua Ling og så hende skælve da jeg løftede min hånd for at skubbe hende. Hun stønnede da hun faldt bagud og jeg kunne ikke lade være med at se et par blå mærker på hendes arme. 
Blev hun slået hjemme på den skod gård hun boede på? 

Fuck et liv alligevel. 

Jeg sukkede, jeg kunne vel ikke gøre noget ved det, det var hendes ejet problem. Jeg trak en hånene smil på læberne da jeg trådte et skridt mod hende og kiggede overlegen ned på hende. 

 "Ingen vil have dig er du godt klar over det?" Smilede jeg ondskabsfuldt, hun stirrede ind i min øjne, hun virkede trodsig og oprørsk og hun svarede ikke. 
 
 "Kan du ikke bare dø?" Spurgte Feiyan, den lave, buttede pige med æblekinder og håret i en høj hestehale som altid. 
Det irriterede mig lidt at hun blandede sig men jeg sagde ikke noget, stirrede bare Hua Ling direkte ind i øjnene og prøvede at tyde det trodsige blik. 

 "Kom, vi går" Sagde jeg og vendte uden svar om på hælen og gik ned af den lange, beskidte skolegang med blå skabe på begge vægge der burde være hvide, men i stedet var en mærkelig gullig farve.

Jeg hørte skridt bag mig hvilket betød at An, Feiyan, Wang og Niu selvfølgelig gik efter mig. 
Jeg mærkede selvtilliden dampe lidt af da jeg nåede til klassen.
Jeg var ikke god i skolen, jeg lavede aldrig mine lektier, fulgte ikke med og kunne heller ikke følge med hvis jeg endelig prøvede. Men jeg måtte bare have det overstået...


Det var mørkt udenfor som jeg stod på skolegangen helt alene og kiggede ud af vinduet på første sal. Jeg var endelig sluppet af med An der havde fulgt mig som en hundehvalp. Jeg havde fået jaget hende hjem med undskyldningen om at jeg skulle mødes med en fyr. Hun havde gået med de sidste ord om at vide ALT i morgen så jeg måtte digte en løgnhistorie senere. 

I virkeligheden ville jeg bare gerne være alene lidt, timen havde været forfærdelig, læren havde hele tiden spurgt mig om hvad svaret var og jeg var gang på gang kommet med spydige kommentarer mod ham så han blev så rasende at han sendte mig ned på kontoret hvor de ringede til min mor som bare stille havde svaret at hun ville snakke med mig om det, hvilket jeg vidste hun ikke ville gøre.

Min opmærksomhed vendtes igen mod det beskidte vindue hvor man kun snildt kunne se ud af, gennem duggen der havde lagt sig på indersiden af det. 
Men jeg kunne se gaden udenfor og bilerne der drønnede forbi med et sus. Skolen var faktisk lukket men som altid havde vi gemt os på toiletterne til de havde lukket og låst skolen og nu stod jeg så her alene med en følelse af ensomhed, som jeg i princippet altid bar rundt på ligemeget hvor mange personer jeg var omringet af. 

Mine tanker vendte atter tilbage til de tidligere dage i mit sølle liv, dagene med mine venner, min veninde Hua Ling, hende der nu var offer for min mobning. 

Alle de gange vi havde grint over dumme ting. Jeg havde ikke vidst meget om hende, jeg havde set de blå mærker på hendes arme og hvor tynd hun faktisk var, men havde ikke rigtig gjort noget ved det. 
Jeg sukkede ved tanken om hvor meget jeg tænkte på mig selv, jeg mobbede min tidligere veninde og jeg fik selvværd af det. Men sådan var det vel bare? jeg tænkte på mig selv i den uendelige kamp for at blive øverst.

Jeg sukkede og kiggede ned af den mørke skolegang som lugtede af mad og sved. Jeg begyndte at gå mod udgangen og åbnede døren ud til gaden hvor kulden omsluttede mig, trods det var sensommer. 
På gaden lugtede der som sædvanligt af benzin og mad. Et lille træ stod på et lille jordområde og væltede lidt til den ene side. 
Det var som om det betragtede mig med vise, gamle øjne, hvilket irriterede mig ufattelig meget, det så ud som om det dømte mig.

Jeg rystede på hovedet og bandede af mig selv, sådan her tænkte jeg altid når jeg var alene. Det var som om at alt og alle dømmede mig. Det var som om alle kiggede på mig med et hånene blik.
Jeg vidste jo godt det ikke var sandt men tankerne blev ved med at kører rundt i mit hoved da jeg gik ned af gaden og ind i huset der førhen havde været hyggeligt og lykkeligt og nu var gråt og falmet. 

Jeg åbnede døren og gik indenfor, her var helt stille og lyset var slukket. Jeg smed mine sko og min taske hulter til pulter og trampede straks op på mit værelse af de knagene trapper. 
Det første jeg fik øje på min grå seng og jeg hoppede ned på den med et bump, lukkede øjnene og lod tankerne flyve. 

Jeg stod på en klippe, kiggede nervøst tilbage, jeg var forfulgt. Jeg kunne føle det, jeg mærkede hvordan tiden rand ud for hvornår den der var efter mig ville komme til syne.
Der var langt ned, jeg kunne ikke se bunden. Jeg ville ikke ud men jeg snublede, tumlede rundt og faldt ned over klippen. 
Jeg faldt og faldt og faldt og ramte aldrig bunden, blev ved med at falde og tumlede rundt i koldbøtter og piroetter. 
Jeg ville råbe på hjælp men jeg kunne ikke, gaffatape var pludselig sat stramt over min mund og jeg blev ved med at falde lydløst længere og længere ned af.

Jeg vågnede svedene op efter mareridtet der gang på gang hjemsøgte mig. Jeg satte mig op i sengen, det var belgmørkt udenfor og da jeg kiggede på uret ved siden af min seng så jeg at klokken var 1 om natten. 
Fodtrin hørtes på trappen og mit hjerte begyndte at hamre, men lidt efter stak min mor hovedet ind. 
 
"Har du.. spist?" Hun lød mærkelig gurglende og jeg vidste at hun endnu engang var fuld. 
    "Skrid" Sagde jeg og hun kiggede forvirret på mig. 

 "Men lille nullergøj, du skal da have noget at spise" sagde hun og nikkede beslutsomt for sig selv. Jeg fik kvalme over hendes ordvalg og kunne nærmest lugte alkohollen fra hendes ånde. 
 "Skrid din idiot når jeg fucking siger det!" Sagde jeg og så at hun trak sig lidt tilbage og lukkede døren igen. 
Jeg sukkede lettet ud og lagde mig tilbage i sengen. Hvorfor skulle jeg lige have det her liv? Jeg ville for hver en pris give dette liv til An og tage hendes. For hver en pris ville jeg selv have det bedre på andres bekostning, for sådan var jeg bare, og sådan ville jeg altid være...

 

                                                                      


Hej med jer (hvis der er nogle).

Jeg ved at jeg lovede et kapitel for længe siden men nåede det simpelthen ikke så her har i det første kapitel ;-) Jeg er sådan ikke så god til første kapitler (selvom jeg af en eller anden grund altid for dem Lostie?xD)

Men så er historien skudt igang!! Og nu kaster jeg det næste kapitel til the Best DUDE ever -Lostie!! :D

Og bare rolig folkens, hun er allerede igang med det.

Og dette kapitel er på 3,5 word sider. :p

Historie hilsen Daxi/Adax

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...