We Just Tend to Forget...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2013
  • Opdateret: 22 apr. 2013
  • Status: Igang
Disse to noveller har egentlig det samme budskab, men bliver fortalt på to forskellige måder.
Det handler om, hvordan vi mennesker kan glemme, at nyde livet.
Det handler ikke bare om at komme frem til endestationen, men også at nyde tiden imellem.

2Likes
2Kommentarer
463Visninger
AA

2. vi kan bare ikke vente.

Jeg vågnede tyve over seks, ligesom alle andre morgener. Jeg svang benene ud over sengekanten. Mine fødder landede på det bløde gulvtæppe, men jeg ænsede ikke, da gulvtæppets pels kildede mig mellem tæerne. Det tog jeg mig ikke tid til, for jeg havde travlt. Jeg var stået op, så jeg akkurat kunne nå, at gøre alt hvad jeg skulle, før bussen kom, og jeg skulle i skole. Hvorfor stå tideligere op? Så vi kunne gøre alting i slowmotion? Nej tak, så ville jeg hellere sove en halv time ekstra.

Jeg trak i tøjet og smuttede ud i køkkenet, hvor jeg hældte en skål havregryn op, som jeg hurtigt fik skyllet ned, og så var det ud på badeværelset. Jeg redte mit hår hurtigt igennem og satte det op i en lidt rodet hestehale. Så børstede jeg tænder. 

Ti minutter senere, var jeg hoppet i støvlerne, hevet tasken over ryggen og var nu på vej hen mod bussen.

Sådan forløb hver morgen for mig.

I skolen fløj timerne ikke ligefrem hurtigt hen over hovedet på mig, men det gik som det plejede. Langsomt. Alt for langsomt. Jeg tog notater og lavede de opgaver, vi nu fik for hånden.

Sådan forløb hver middag for mig.

Så tog jeg hjem, lavede hurtigt mine lektier, spiste en rugbrødsmad og så lidt tv, før der blev sat aftensmad på bordet.

Sådan forløb hver eftermiddag for mig. Lige indtil denne aften, hvor alt ændrede sig.

"Så skal du på gymnasiet næste år, og så er der to kun tre år før du kan komme ud at arbejde," sagde min mor begejstret. "Sikke dog hvor tiden løber."

Jeg trak på skuldrene og stak gaflen ned i et stykke kartoffel. "Ja, og så tager min uddannelse bare også et par år. Det er først om meget lang tid, jeg kan begynde at søge arbejde, mor," sagde jeg, og stoppede kartoflen ind i munden. "Og det er jo ikke fordi et år tager kort tid, nej tvært imod."

Min mor sendte mig et smil. "Hvis det er sådan du tænker, så venter jeg altså også bare på at gå på pension."

Så begyndte min far at le. "Ja, og derefter venter vi bare på at dø," lo han.

Jeg så uforstående på dem. Vidste ikke hvad de mente. Ville det sige, og man egentlig ikke kom nogen vegne med sit liv?

"Ser du skat," begyndte min mor. "Livet er ikke et hastværk. Det handler ikke kun om at nå fra den ene plet på kortet til den næste." Hun smilede stadig, og jeg forstod stadig intet. Hvor var det hun ville hen med det?

"Det handler også om, hvad man foretager sig mellem de to punkter. Man skal ikke bare få tingene overstået, men i stedet nyde det man er i gang med, inden man går i gang med den næste ting."

 

Senere lå jeg i min seng og stirrede op i loftet og tænkte over dagens hændelser, ligesom jeg plejede. Jeg tænkte over, det min mor havde sagt. Livet er ikke et hastværk. Havde hun ret? Det havde hun vel. 

Jeg tog fat i mit vækkeur og satte det til klokken seks, og så faldt jeg i søvn.

 

Næste morgen vågnede jeg til vækkeurets kimen, og da jeg så på klokken, kunne jeg ikke helt forstå hvorfor... Indtil jeg kom i tanke om, hvad min mor havde sagt. 
Jeg satte mig op i sengen og så hen mod vinduet. Solen skinnede svagt ind i værelset. Jeg svang benene ud over sengekanten og mærkede det bløde tæppe mod mine fødder. Mærkede det kilde mig mellem mine tær. Jeg gik hen til vinduet og så ud på græsplænen. morgenduggen havde lagt sig på hvert enkelt græsstrå og fået hele haven til at se våd ud.

Så smuttede jeg ud i køkkenet, og på min havregryn valgte jeg så at smide et par rosiner også. Bare for at gøre en lille forskel, så jeg rigtig kunne begynde at nyde livet.

Da jeg stod ude på badeværelset og børstede tænder, kunne jeg smage minten i tandpastaen. Det plejede jeg også at kunne, men det var på en helt anden måde denne gang. Den bredte sig ud i munden og satte sig mellem alle mine tænder og det fik mig til at grine. Jeg blev nødt til at spytte ud i håndvasken af bare grin, men det var nu også okay. Jeg havde alligevel været færdig med at børste tænder for længst. 

Derefter satte sig mit hår op i en rodet knold og smuttede hen mod bussen.

 

Skolen var kedelig, som den plejede at være. Det ville nok heller aldrig kunne laves om på, men jeg følte selv, at jeg var mere aktiv i timerne end jeg plejede. Det var nu hyggeligt nok. Også at være sammen med de andre i frikvarterende.

 

Der hjemme lavede jeg mig en frikadellemad, hvorefter jeg lavede mine lektier og derefter gik ind i stuen for at følge med i min serie. Jeg følte mig helt ind i rollerne. Det plejede jeg nu også at gøre, men dette var anerledes. Jeg vare nogle gange ved at vælte ned ad sofaen i bare skræk, og andre gange blev man helt "aaw" agtig.

 

Under aftensmaden snakkede vi igen sammen. Mine forældre og jeg.
"Hvad så min pige? er det gået godt?" spurgte min mor. Jeg nikkede og fortalte hende om dagens oplevelser og mine forældre begyndte at led.

"Så meget havde jeg dog ikke ment med det, da jeg sagde man skulle nyde det der var imellem, men du har ret. Nyd de små glæder i livet i stedet for kun at vente på de store," sagde min mor med et smil.

Jeg forstod hende nu.

Ingen dage var fremover ens. Det gjorde ikke noget, hvis der tog syv år, før jeg kom ud og arbejdede, for jeg var stadig ung. Jeg kunne tage ud at feste, hygge mig med venner og veninder, og jeg kunne nå at lære en hel del mere endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...