We Just Tend to Forget...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2013
  • Opdateret: 22 apr. 2013
  • Status: Igang
Disse to noveller har egentlig det samme budskab, men bliver fortalt på to forskellige måder.
Det handler om, hvordan vi mennesker kan glemme, at nyde livet.
Det handler ikke bare om at komme frem til endestationen, men også at nyde tiden imellem.

2Likes
4Kommentarer
391Visninger
AA

1. en rejse frem

Så stod jeg her, mellem tid og sted, og vidste ikke om jeg ville rejse frem eller tilbage.
Man kunne egentlig ikke rejse tilbage, men ens tanker kunne blive der, i fortiden mens ens krop levede videre. Hvis man ville rigtigt videre skulle man rejse frem ad. Dag for dag, time for time, minut for minut og sekund for sekund. Man skulle tage det, som det kom og altid tænke fremad, aldrig tænke tilbage, så ville man få det bedste ud af det.

Så gik jeg med små forsigtige skridt på strandens bløde sand og ventede på at et eller andet skulle ske. Ventede på at livet ville trække mig hurtigt frem ad. Så jeg ikke behøvede at tænke tilbage. Luften var dejlig frisk, og duften af det salte hav trængte op i min næse. Jeg lukkede øjnene og snusede ind, før jeg trådte ud i vandet og tænkte på, hvordan det måtte være, at kunne trække vejret under vandet. Måske mærkeligt. Tænk på alt det smukke under den triste grå havoverflade. Ja det kunne være spændene at se verden fra et andet perspektiv. Jeg gik længere ud. Nu stod jeg med vand op til knæende. Jeg lyttede til lyden af bølgerne, der slog mod strandbredden. Jeg lyttede også til mågernes skrig. Mågerne der skreg til hinanden og fortalte, at de havde fundet et sted med mange gode fisk.

Jeg kiggede op på dem. De drog vel altid fremad. De vidste altid hvad de ville. Og havde aldrig et problem. jeg ville også drage fremad. Så hurtigt som muligt. Der skulle bare ske noget.

Jeg kiggede ned i vandet igen og så en fisk svømme rundt. Den blev taget af en af mågerne. Tænk hvis den havde svømmet et andet sted... hvordan ville det hele så se ud? Måske ville den leve et langt liv, måske ville den blive fanget af en fisker, måske ville den blive spist af en anden fisk. Den drog også frem ad. Det gav mig selv endnu mere trang til at komme hurtigere frem. Jeg vidste at jeg ville frem ad. Men ikke hvordan. Jeg vidste ikke engang om det var det rigtige.

Jeg gik længere ud i vandet. Og jeg gik længere. Til sidst var jeg så langt ude, at en bølge tog fat i mig, uden at jeg kunne gøre noget. Jeg gjorde heller ikke noget. Jeg lod mig bare tage med. Se hvordan jeg kom frem ad. Jeg var endelig begyndt på min rejse. Jeg vidste, at der vil ske noget. Men bag alle de sorte tanker om at komme videre, glemte jeg helt, at man også kunne leve i nuet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...