Why? - 1D

Pigen Amalia som virkelig elsker at spille musik og synge, skal flytte med hendes mor, som har fundet en ny mand på en dating site, og hendes virkelig irriterende storebror Bastian fra York til London. Væk fra alle hendes venner og veninder der indblandet hendes kæreste og bedste veninde. Hun kan virkelig ikke forstå det. Nu hvor hun lige er begyndt på gymnasiet. Men en stor overraskelse venter hende i London. Hvad er det? Læs det her i ”Why? – 1D”.

4Likes
3Kommentarer
579Visninger
AA

2. På hospitalet

Det var som om hele mit liv passerede for øjnene af mig, da jeg blev kørt ind på operationsstuen. Alt gik i slowmotion: folk der råbte, sengen som blev kørt gennem hospitalet, mine tunge åndedræt gennem iltmasken, men mest af alt så jeg min mors bekymrede ansigt og tårene i hendes triste øjne.

 

Da jeg åbnede øjnene efter operationen, var alting hvidt: væggene, loftet, sengetøjet, selv mit tøj var altsammen hvidt. Jeg begyndte at frygte at jeg var i himlen, at jeg ikke klarede mig helskindet igennem operationen, og at jeg var død nu. Jeg så ned af mig selv. Kvælstelserne var slemme, men det er jo også klart når man springer ud af et vindue på første sal. Jeg var i live. Jeg var i alt for stor smerte til at være død. Det var lettende at jeg stadig levede. Tænk hvis jeg havde været død. Jeg kunne ikke ike lide tanken, så jeg skubbede den væk. Først nu opdagede jeg en kæmpe smerte i mit ene ben, jeg skubbede dynen væk og fik et chok. Jeg havde gips over hele benet. Der stod noget skrevet på gipsen.

'Hej skat. Jeg har bare været så bekymret for dig. Lægen kommer når du vågner. Jeg er i venteværelset. Jeg elsker dig meget højt =) Kys mor' stod der.

Jeg smilte og fik tårer i øjnene. Selvom jeg havde opført mig lidt idiotisk over for hende, var hun alligevel bekymret for mig

Lægen kom ca 5 minutter senere, og hjalp mig op i en kørestol. Min krop føltes tung som en sten, og jeg blev nødt til at få hjælp med kørestolen. Lægen kørte mig hen til venteværelset, mens han forklarede at mit ben var brækket to steder, og at det nok ville tage lidt tid for det at hele og det der. Men mor sad i venteværelset og virkede ret panisk og bekymret. Hun havde ikke set mig endnu fordi hun sad med ryggen til, men jeg kunne tydeligt mærke hvordan hun havde det.

"Mor" Kaldte jeg stille. Det fik hende til at vende hovedet.

"Amalia!" næsten råbte hun,og løb hen til mig, knap var hun nået hen til mig, før hun trak mig ind i et stort jeg-har-bare-været-så-bekymret-kram -så godt hun nu kunne for kørestolen-

"Amalia, gudskelov du er okay.. Sådan da" sagde hun, og kiggede på mit brækkede ben.

"Ja, jeg har det ret okay" svarede jeg og smilede.

"Jeg er så ked af det" Sagde hun "Undskyld, Amalia, undskyld"

"Mor, du har ikke gjort noget. Jeg burde sige undskyld" Sagde jeg og fik blanke øjne.

"Men.. Vi skal jo stadig flytte, ikke?" Spurgte jeg. Hun så alvorligt på mig og nikkede så. Jeg sukkede og kiggede hende direkte i øjnene. "Mor..! Jeg er ligeglad bare du er lykkelig" Smilede jeg, og trak hende ind i et stort kram.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...