Why? - 1D

Pigen Amalia som virkelig elsker at spille musik og synge, skal flytte med hendes mor, som har fundet en ny mand på en dating site, og hendes virkelig irriterende storebror Bastian fra York til London. Væk fra alle hendes venner og veninder der indblandet hendes kæreste og bedste veninde. Hun kan virkelig ikke forstå det. Nu hvor hun lige er begyndt på gymnasiet. Men en stor overraskelse venter hende i London. Hvad er det? Læs det her i ”Why? – 1D”.

4Likes
3Kommentarer
554Visninger
AA

6. Hjem fra London

"Har du haft en god tur, skat?" Spurgte min mor, da vi tøffede hjemad i hendes Audi. Nok ikke tøffede.. Mere susede hen ad motorvejen, med lyden af den svagt susende motor og dækkende som skred lidt hen over den regnglatte asfalt.

"Ja..." Svarede jeg halvfraværde. "Meget"

"Trivedes du godt med Stacy?"

"Mor, jeg er snart atten, og hun er hvad, elleve år?" Sukkede jeg.

"Hvad så med ham Niall? Han virker da meget høflig, gør han ikke?" Blev hun ved.

"Mor" Vrissede jeg, måske en smule for vredt.

"Undskyld" Mumlede hun, og koncentrerede sig om at køre.

Efter en lidt akavet pause, så jeg om på Bastian, som lå på bagsædet med åben mund, og sov som en sten. Synet fik mig til at smile lidt.

"Det jeg mener er, at hvis dig og Jeremy bliver gift eller kærester eller noget, kan mig og Niall jo ikke være mere end venner" Sagde jeg undskyldende efter lidt tid.

Mor så på mig og smilede kækt

"Så det jeg hører dig sige er, at du gerne vil være mere end venner med ham, men ikke kan på grund af mig og Jeremy?" Spurgte hun

Jeg sukkede og kastede mig tilbage i sædet.

"Du forstår det bare ikke, okay?"

Hun svarede ikke, og resten af turen foregik i stilhed.

 

Vi ankom til vores hus ca. kl halv to om natten. Knap inden mor havde nået at standse bilen, sprang Bastian (som i øvrigt var vågnet) ud af bilen, styrtede hen til døren, låste op og var ved at falde over sine egne ben, på vej op af trappen. Det eneste han sagde i al ståhejen var at der var "noget han skulle"

Jeg så på min mor, som bare trak på skuldrene.

"Måske havde han bare savnet sit værelse rigtig meget?" Sagde hun og smilede.

Den ene sølle bemærkning fik mig til at kvæle mig selv, for ikke at le virkelig højt, og vække hele nabolaget. Det var meget mærkeligt, for det var jo ikke sjovt på den måde. Men det var første gang i lang tid, hvor jeg havde grinet af en af min mors bemærkninger. Måske var jeg bare glad fordi jeg lige havde været sammen med Niall. Det havde været trist at sige farvel til ham. Jeg kunne ikke beslutte mig for mine følelser. Det var også rigtig mærkeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...