Why? - 1D

Pigen Amalia som virkelig elsker at spille musik og synge, skal flytte med hendes mor, som har fundet en ny mand på en dating site, og hendes virkelig irriterende storebror Bastian fra York til London. Væk fra alle hendes venner og veninder der indblandet hendes kæreste og bedste veninde. Hun kan virkelig ikke forstå det. Nu hvor hun lige er begyndt på gymnasiet. Men en stor overraskelse venter hende i London. Hvad er det? Læs det her i ”Why? – 1D”.

4Likes
3Kommentarer
543Visninger
AA

1. Fik det at vide

Det rumlede under mig da vi var på vej hjem fra min venindes sommerhus i Sheffield. Mig og min bedste veninde Cecilia, som er virkelig en sød person som virkeligt tænker på alle andre end bare sig selv, men alligevel er underlig sådan på den gode måde, skulle tage toget fra Sheffield til York's banegård. Mor kom og hentede mig fra banegården. Vi var stille på vej hjem. Sagde ikke eneste ord. Da vi var hjemme gik jeg ud af mors Audi og smækkede døren hårdt i.

”Amalia!” Råbte mor. ”Husk nu din taske!” Jeg gik hen til bilen og tog imod min taske, og gik hen til hoved døren igen. Åh, hvor jeg dog nogen gange hader min mor. Kunne hun ikke bare selv havde taget den. For helvede det er jo bare én fucking taske! Jeg gik ind af døren og snusede ind. Det duftede af hjem, hjem kære hjem. Det er nu rart at være hjemme igen. Jeg gik op af trappen. Bastian kom løbende imod mig og råbte:

”Gæt hvad vi skal?!” Han smilte, så jeg fornemmede at det var en god nyhed så jeg stod stille og lyttede.

”Vi skal flytte!” Jeg kiggede på ham og skævede.

”Hvad?” Sagde jeg og så sur ud. Jeg kiggede ned på mor som stod nede ved trappen.

”Øh.. Ja, jeg har fundet en ny mand i London.” Jeg træk vejret dybt og sagde, næsten råbte:

”I London?!” Jeg blev ret knust fordi jeg lige var begyndt på et rigtig godt gymnasium, hvor jeg havde fundet nogle gode venner og veninder og en kæreste, som var lidt alla Cecilia.  Der trillede nogle tårer ned af min kind, jeg stirrede vredt på mor, jeg rystede på mit hoved. Det var virkelig lang tid siden jeg har været så sur på min mor. Jeg vendte mig om og løb ind på mit værelse og låste døren. Jeg smed mig på min ret så bløde seng, og begyndte at græde så mit makeup blev smurt rundt på mit yndlings sengetøj som mor selv havde syet. Jeg gik hen til mit vindue og åbnede det. Det regnede, dråberne var kolde og store, lidt ligesom mine tårer.

"Amalia!" Skreg mor "Luk op!" Jeg kiggede på døren og så udenfor.

"Jeg henter en nøgle!" Råbte mor. Jeg sukkede og græd endnu mere.

"Det vover du på! Jeg hopper ud!" Jeg stilte  mig i vindus-karmen. Og holdt fast. Min nøgle indefra faldt ud og mor smækkede døren op. Jeg gav slip, jeg kunne mærke blæsten på hele min krop, mærke suset i min mave da jeg faldt. Da jeg ramte jorden nåede jeg lige høre mor råbe.

"Nej Amalia!" Jeg husker mors ansigts udtryk, hendes øjne fuld af gråd.

 

***

Da jeg vågnede lå jeg på hospitalet. Mor sad og holdt mig hånden, hendes hånd var kold. Jeg kiggede over på hende og prøvede at presse et undskyld af min mund, men det blev nu mere til et "Unsfuld" Jeg prøvede at smile men det var svært. Det blev mere til en underlig grimasse. Jeg kunne bare ikke smile det blev til at jeg begyndte at græde. Lægerne kom ind til os, det var to mænd og en dame. De trak mig ud af rummet og ind i andet rum. Mor løb efter os og spurgte hele tiden hvad vi skulle. Hun var bekymret, man kunne høre det på hende.

"Vi skal bare lige lave en lille opration" Sagde damen og prøvede at berolige mor. Men det var som om det ikke hjalp, mor blev bare endnu mere bekymret. Jeg kiggede på hende, der trillede en lille tåre ned af min kind.

"Mor det skal nok gå" Sagde jeg og prøvede at smile, det var ligeså svært som før. Hun smilte tilbage. Hendes øjne blev helt fuldt med vand, hun sukkede, der var noget galt, bare hvad vidste jeg ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...