7 skridt hen af gaden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2013
  • Status: Igang
Nogengange føles det som livet er crashet. Hvorfor opdager andre det aldrig? Først når det er forsent bliver det opdaget.

3Likes
0Kommentarer
167Visninger

1. One shot

Med rystende hånd bevægede hun kniven mod sin arm. Når man så på den, kunne man se at dette havde hun gjort mange gange. Kæmpe ar hvor blodet blot var halvstørknet. Hun kunne kun se det rigtige i det her. Hvad skulle hun ellers gøre? Hun trak ærmet væk fra armen, for blot at se flere sår tegne sig. Knivens spidse ende røg ned i gennem hendes hud som var det smør. Hun kunne ikke mærke smerten fra såret. Kun alle dem for at være svigtet. Hun trak kniven i gennem huden så stille som en mus.

 

Elena tog det første skridt hen af vejen. Hun spekulerede på hvordan hun skulle gøre det. Den nemme vej havde hun allerede valgt fra. De måtte ikke glemme hende. De skal vide den smerte der gemte sig bag hendes evige lykkelige smil. Hun ville såre dem. Det vidste hun godt. Men det var meningen. Hun vil ikke glemmes. Den lille verden åbnede sig for hende. Hun kunne hoppe ud foran et tog, men chancen for nogen hørte hende var stor.

 

Hun tværede blodet væk fra sin arm. Først nu fjernede hun det evige smil på hendes læber. Det smil der gjorde de ikke mistænkte hende. Så de ikke gjorde som hun vil have dem til. Hun holdt kniven oppe en gang til for at gentage handlingen. Følelsen af ro, ved smerten var forsvundet. Hun ville have den igen. Med en bevægelse skar hun kniven ned i hendes arm igen.

 

Elena tog det andet skridt. Hvorfor kunne de ikke se det? Hun var blevet grim. Hvad med at brænde sig. Det ville trods alt gå hurtigt at hendes forældre ville finde hendes stærkt forbrændte lig. Men hvad betød den død. Hun måtte have en der viste hendes lidelser og smerter. Hvordan hun havde smuldret væk. De ville tro det var et uheld. De skulle fyldes med sorg. De skulle savne hende.

 

Den dybe længsel af savn ramte hende igen. Hun måtte gøre et eller andet for at fjerne hende. Hun tog narkoen frem. De hjalp hende altid. De var hendes venner. Hendes eneste rigtige venner. Hendes hånd rystede, mens hun tog fat i kokainen. Den lille sprøjte lå fint på gulvet. Hendes hænder rystede så meget den rullede ned. Hun måtte have det nu. Hendes finger skar sig på nålen, og straks begyndte den verden hun hadede at flimre.

 

Elena tog det tredje skridt. Hun var i den verden hun altid havde hadet. Den verden der var fuld af svigt. Hun ville snart forlade den. Hun havde stadig sprøjten i lommen, men hun havde aftalt med sig selv at hun intet narko ville have hendes sidste time. Hvor meget hun end trængte. Hun kunne også drukne sig selv. De ville finde hendes lig blegt i svimmingpoolen. Men det ville også virke som et uheld. De skulle vide hun var træt af livet.

 

Dyr der ikke fandtes dukkede frem. Lyserøde elefanter. Mørkeblå tigere. Hængte mennesker alt. Hendes bror var der også. Den lille luderunge havde ødelagt hendes liv. Han var bare så dum. Han havde taget alt hvad hun elskede. Hævn og skræk var den følelse der fyldte hende nu. Hans blik var rettet mod hende. Hun var bange for hendes bror. Hun var bange for sin 8 årige bror.

 

Elena tog det fjerde skridt. Hun måtte ikke overleve. Hendes hænder rystede efter noget narko, for at slippe for det hårde svigt der brændte som en ild i hendes krop. Hun fjernede hånden fra lommen. Hun havde bare så meget brug for noget følelsesdæmpende. Hun kunne hoppe ud foran et tog. Men så kunne de jo ikke idencificere hende. De skulle vide det var hende, og det var deres og Lukas skyld det hele.

 

Hans blik var fæsnet på hende, og hun var som et truet dyr. Han var løven. Hun var antilopen der flygtede. Hænderne rystede mere og mere, hun vidste hun måtte have noget mere. Hun greb om den lille kanyle og borede den ind i hendes hud. Det var så dejligt. Billedet af hendes bror blev forstærket, men hun ignorede det. Lykkefølelsen var der igen. Den var alt.

 

Elena tog det femte skridt. Hun kunne drikke gift. Men så var der en chance for hun overlevede. Hun måtte ikke overleve. Hun kunne ikke bære over alle kendte hendes hemmelighed. Måske var det i virkeligheden ikke hende, men dumme perfekte luderunge Lukas der skulle. Hun knyttede sine rystende næver, i håbet om at det snart var forbi. I helvede behøver man ikke narko.

 

Efter nogle minutter flimrede den normale verden tilbage. Nu var hun tilbage til det sted. De kunne ikke nå at stoppe hende nu. Hun var alligevel så ødelagt af stoffer, cutting og alt andet at der ikke var noget tilbage at redde. Hun slog et smil på, for at overleve den sorg der sad bag det. Hun rystede og hendes ansigt var blegt da hun igen greb en kanyle for at ødelægge sig selv endnu mere.

 

Elena tog det sjette skridt. Forude var en klippe. Hun havde endelig fundet ud af hvordan det skulle ske. Hendes fingrer rystede mere end nogensinde, og hendes vejrtrækning begyndte at hive efter vejret. Alt i hendes krop skreg efter den dejlige kokain. Men de skulle finde hende med alt det misbrug hun havde haft. Kniven og kokainen i lommen, og hashen i hånden. Hun ville holde om hashen.

 

Hun greb en smøger, hun ikke vidste om var ægte eller illusion. Hun trængte til noget hash. Hun var storryger men ingen havde opdaget det. De havde hun prøvet at gøre det. Prøvede at få hende, den fede ko, til at vise hendes hemmelighed. Men hun ville ikke have de tog det sidste der betød noget for hende. Hun stak smøgen op til munden, og sugede godt ind. Dette vil blive hendes sidste smøger.

 

Elena tog det syvende skridt. Symptomerne var værre end nogensinde og hun rystede og rystede. Vinden blæste mod hende. Inden hun kastede sig ned til helvede.

Og ligemeget hvor uretfærdigt det er.

Er det sådan det er!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...