Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4177Visninger
AA

18. When I look at you. Pt 5 (sidste del af de fem kapitler!)

*Harrys synsvinkel*

Ti dage senere. 

Touren var blevet droppet fuldstændig, retssagerne skulle bare overståes, jeg haltede rundt derhjemme mens min elskede kone trofast gik ved min side. Det hele var så uvirkeligt, var det virkelig sket? Hun var jo kommet hjem, var det overhovedet rigtigt?

Jeg havde lige fået et bad, for første gang nogensinde, så var det hende som sad ved badekarret og nussede mig i håret, det var helt rart. Det var dejligt. 

Hundene var kommet hjem til os, de lå i Janelles seng og ventede på hende. 

Det gjorde vi også. "Tror du hun kommer hjem?" Spurgte jeg så bekymret. "Hun er en Styles, en Styles overlever altid" Smilte Anastacia til mig. "Kommer du ikke med i?" Spurgte jeg så. Hun smilte blot og kyssede mig på panden. Hun var stadigvæk ligeså fin som dengang hun var fjorten, med sit lange hår, der nu gik brysterne, de klare blå øjne som aldrig har mistet farven, hendes lille men utrolige stærke krop. Hun klædte sig af og for første gang i rigtig lang tid, havde jeg set hende helt uden tøj. 

Hun lagde sig ved siden af mig i badekarret og kyssede mig. Det var ligesom første gang hun kyssede mig, dengang under stjernerne, i skoven, med lysene over os, og så om aftenen hvor vi lå sammen og jeg holdte om hende. Det var den beskyttende følelse jeg havde. Den ville jeg altid have. Jeg lagde min arm om hendes hofte og trak hende tættere på. Hendes bryster lagde sig som det første på min brystkasse og så kom hun helt op. Hun smilte til mig og kyssede nænsomt min hals. 

"Hvad vil du?" Hviskede hun så glad. "Jeg vil have min kone" Smilte jeg. "Du kan stadigvæk Styles." "Jeg kan altid" Jeg satte mig ordentligt op og kyssede hende igen, jeg plantede derefter så kys på hendes hals og forsigtigt, helt nænsomt, lod jeg mine hænder glide om hendes bryster og ned til taljen, jeg trak hende mod mig og jeg kunne mærke suset komme igen. Hendes vejrtrækning blev helt følsom og hendes friske mintånde, gjorde jeg måtte bide mig i læben og kysse hende igen på hendes hals. 

Hun tog fat i mine skuldre, vandet var som lydløst, men snart, ville det ligne en storm. 

Hendes elegante støn gjorde mig bare, mere vild, passioneret i det jeg lavede, til sidst, efter flere minutter, gav vi begge op. Hun satte sig på hug foran mig og kiggede med sine dyriske øjne lige ind i mine øjne. 

Jeg smilte til hende. 

"Løven elsker stadig sit lam" Sagde jeg så glad, lidt stønnende. "Lad være Harry, du ved jeg ikke kan stå for den stemme." Hun kyssede mig på kinden og smilte.

"Kan du huske første gang?" Spurgte jeg da vi begge var kommet op. Hun kiggede hen på, hun stod i en af mine trøjer, uden sin BH på, sine hendes brystvorter lige kunne ses. 

"Jeg kan godt huske den. Vi var her i London, du havde forberedt det hele. Blomsterblade omkring badekarret, levende lys, et rigtigt skumbad, ikke en eneste pære tændt overhovedet i hele suiten, og da du forsigtig tog min badekåbe af for at følge mig ned i badekar" Mobilen ringede. "Hallo?" Sagde hun, lidt irreteret. "Er hun vågnet?" Sagde hun glad. "Vi er på vej. Vi er der inden for en time" Sagde hun, endnu mere glad. "James og Janelle er vågnet. Liam ved det allerede. Vi må af sted!" Smilte hun. 

Jeg havde ikke registreret det endnu. Min lille pige var steget op fra de døde. 

Jeg humpede hele vejen ind til værelset for at finde noget tøj jeg kunne få på. "Her skat, det er der" Anastacia pegede hurtigt hen på sengen, jeg smed mig i sengen og skyndte mig at tage tøjet på, hun var allerede helt færdig med at tage tøj på og havde allerede fundet mine sko. "Sådan, nu skal du høre her. Jeg finder bilen og du hjælper dig selv ned, okay?" Smilte hun glad. Jeg nikkede og kyssede hende. "Vi skal se vores baby idag" Smilte hun glad og løb nedenunder. 

Jeg fik hurtigt mine sko på og var allerede på vej ned. Jeg kunne ikke vente! Hun var endelig vågnet fra de døde af. 

De sagde det ikke var muligt, tænk at det faktisk var. 

Jeg kiggede hen på Anastacia som sad i bilen og ventede på mig. Jeg humpede derhen, hun åbnede døren for mig, hurtigt var jeg inde i den og vi kørte af sted. 

Hun sad og græd glædestårer, det var dejligt. Jeg kunne alt for at få hende til at smile de ti dage, men intet hjalp. 

Jeg prøvede virkelig, men intet virkede. 

Men nu, nu smilte hun endelig igen. 

Det kunne godt være at forældre havde prøvet hårdere end os. Men hvordan ville man ikke reagere hvis man fik afvide at ens datter måske ville være i koma resten af sit liv? 

***

Bilen blev parkeret og vi var heldige, vi var kun tredive meter væk fra døren ind til hospitalet. Anastacia åbnede og jeg kiggede omkring mig. 

"Styles! Kandrik!" En ung kvinde, lægen faktisk, kom hen til os. "Denne vej" Vi blev fulgt hen til en elevator, sygeplejersken kom hen til os og vi blev fuldt hele vejen derhen. 

Tredje sal, stue 335. Døren blev åbnet op til hvor hun var. Vi havde set til hende hver dag, men vi havde ikke regnet med at vi skulle se hende, sådan rigtig i live. Hun havde fået sommertøj på, hendes ene ben, det der var blevet skåret i, strittede til den ene side så man kunne se bandagen der var blevet lagt om, hendes hår var sat op, men hun havde stadigvæk bind for øjnene. 

"Janelle" Sagde lægen. Hun vendte sig med hele kroppen om. "Ja?" Hendes stemme sang helt glad. "Der er nogle du skal se... Men jeg må advare jer, under komaet skete der noget med hende øjne" Sagde sygeplejersken. 

"Er du klar til at få bindet af?" Spurgte hun forsigtigt. Hun nikkede glad. Sygeplejersken tog bindet af, hun havde stadigvæk lukkede øjne. "Lyset er meget stærkt herinde" Sagde hun og tog sig forsigtigt til hovedet. "Du klarer det godt. Her er min hånd, tag fat i den" Forsigtigt blev hun rejst op. Anastacia tog fat i min hånd og klemte den. 

Jeg var også nervøs, men jeg smilte for meget til at bekymre mig om det. Hun kom helt tæt på os og åbnede hendes øjne.

 

*Janelles synsvinkel*

( 20 timer tidligere. )

Janelle? Janelle se på mig! Du må ikke dø! 

 

Jeg skreg højlydt efter min mor og rejste mig panisk op. Hvor var jeg?! Jeg kunne intet se, alt var mørkt, noget var for mine øjne. Hvad skete der? Jeg tog mit til hovedet og lagde mærke til at der var noget om mine øjne. Det var stof, det her, bløde dejlige stof. 

En dør blev åbnet og jeg kunne høre at et lys blev tændt. Jeg gispede kort og kiggede skræmt hen mod et eller andet sted. 

"Det er okay Janelle... mit navn er Doktor Jeanne, jeg er din læge." "Hvor er jeg?" Sagde jeg panisk. "Du er på Westsouth privathospital" Sagde hun stille. Hendes ene hånd undersøgte min, jeg tror det var højre hånd? "Dine ar, kan næsten ikke ses længere" Jeg trak lidt i min hånd, men hun holdte godt fast i den. "Det er okay.. har du ondt nogen steder?" Spurgte hun mig. Jeg klemte mine hænder forsigtigt sammen, bevægede mig en smule, jeg havde det helt fint. 

"Hvor... hvor er mine forældre? Hvad skete der?" Spurgte jeg så. "Du... vil du ikke... vi skal have lavet nogle undersøgelser, med det samme, jeg lover jeg forklare det bagefter" Sagde hun lidt bange. "Jamen... okay. Men" "Bare rolig, du skal nok se dine forældre" Sagde hun roligt. "Bare slap af og læn dig tilbage, jeg henter nogen læger, er du sulten eller noget" Spurgte hun så om. "Jeg øhm, jeg kunne godt tænke mig noget vand" Sagde jeg stille. "Jeg henter noget vand til dig" Sagde hun roligt. "Lyset er tændt hvis du kan fornemme det" Sagde hun så. Døren blev lukket i. 

Jeg lagde mine hænder omkring mig, jeg var helt afmagret, mine hænder var helt tynde og spinkle. Nærmest knogle. Jeg lagde dem under dynen og kunne mærke mine ben, de føltes faktisk fine nok. 

Men min mave, jeg fik et mindre chok. Mine ribben, jeg kunne mærke dem. Jeg trak i min hud og kunne ikke få fat i den overhovedet. I min frygt, hvorfor jeg lige frygtede det her, var måske lidt sært, men jeg lagde mine hænder på mine bryster og ikke papir stykker. Jamen så var den skræk da væk.

Mit hår var ikke fedtet, det duftede faktisk rigtig godt. Havde jeg været i bad mens jeg sov? 

Jeg sad alene i nogle minutter og døren blev igen åbnet op, nogle mennesker kom, jeg kunne høre fødderne gå hurtigt. 

"Janelle, mit navn er William, jeg er Jeannes assistent. Har du det godt?" Spurgte den mandige dybe stemme. "Jeg ved det ikke" Svarede jeg. Pludselig blev alt stille. "Hvad mener du?" Det var Jeannes stemme. "Jeg ved ikke noget... jeg kan huske mine forældre.. men jeg... jeg ved ikke hvordan jeg har det..." Min vejrtrækning. Hvordan havde jeg det egentlig? Var James i live? Hvor var de andre, hvor var jeg egentlig? For jeg havde aldrig hørt om hospitalet før, jeg havde ikke engang skænket en tanke mens jeg sov, for alt jeg huskede var at det var mørkt og jeg faldt ned i et dybt hul. 

"Janelle, bare tag det med ro... dine venner og familie har det godt." Sagde den dybe stemme igen, hed han ikke William? 

Jeg blev lagt ned igen. "Det her, gør måske en smule ondt, men du skal have nogle vitaminer, nu når du ikke har spist i snart ti dage" Jeg rystede en smule da nålen trak sig under min hud og jeg kunne mærke det kolde metals væske flyde ind i min krop. Det gjorde helt ondt. Jeg ville gerne trække en mine, men jeg lod vær. 

"Vi kommer med noget vand senere, vi skal lige have det her ordnet" Sagde Jeanne. Jeg fik igen en nål igennem den anden arm og det var den samme følelse igen. 

Efter nogle minutter kunne jeg ikke mærke det længere, jeg havde hurtigt vænnet mig til det. 

"Her er vandet" Jeanne kom med vandet. Jeg rakte forsigtigt ud efter det og fik fat i glasset. 

Vandet var helt kold, det trængte jeg så også til. Jeg bed mig i læben efter jeg havde drukket noget af det. 

Jeg kunne mærke vandet glide ned af mig indeni mig. Det var helt sært. Men jeg ville ikke drikke mere da jeg var bange for at jeg ville få ondt i maven. 

"Janelle?" Det var Jeannes stemme. "Ja?" Sagde jeg. "Vi har tjekket blodtryk og det hele. Du har det faktisk rigtig fint. Men vi vil gerne have dig indtil natten er ovre. Hvis du vil, så kan jeg få hentet noget tøj til dig" "Nej... mine forældre har brug for ro" Sagde jeg. Hun grinte småt med et suk i. "Jeg har en datter på din alder. Jeg tror godt at du kan passe hendes tøj" Sagde hun.

Jeg tænkte lidt over det. "Øhm, det øhm, okay så... Men hvad er klokken?" Spurgte jeg så. "Den er halv elleve om aftenen" Sagde hun. "Okay" Nikkede jeg. 

"Jeg ringer til min mand, så kommer de med noget" Sagde hun og døren blev lukket. Jeg lagde mig tilbage... jeg var i live. Jeg kunne ikke tro det. Jeg tog mit forsigtigt til hovedet og kom i tanke om at jeg havde bind for øjnene, hvorfor havde jeg det? 

Der gik nogle minutter og så kom  hun ind igen. "Jeanne?" Spurgte jeg. "Ja" Svarede hun elegant tilbage. "Hvorfor... hvorfor har jeg bind for øjnene?" Der blev helt stille efter det spørgsmål. "Det var et tryk... han ramte dig meget præcist.. Din skulder gik af led så din ryg knækkede, men din ryg har det faktisk fint, men da du stødte på gulvet ramte det ved dit ene øje, som så sendte flere rystelser igennem dig. Vi troede ikke du ville overleve. Så, vi er glad for at du vågnede." Sagde Jeanne. 

Jeg nikkede, men det gjorde faktisk lidt ondt i ryggen at nikke. Det var ikke helt rart. 

"Vi kontakter dine forældre imorgen tidlig." Sagde Jeanne. "Men, prøv at hvil dig lidt, droppene virker faktisk kun når man sover. Hvad man ikke kan med bioteknologi idag" grinte hun stille til sidst. "Hvis der er noget, så er der en sygeplejerske udenfor døren" Sagde Jeanne roligt. "Godnat" Sagde jeg tilfreds. "Godnat" Døren blev lukket i. Jeg var igen alene. Men sygeplejersken var udenfor døren, burde jeg bede hende komme ind? 

*Doktor Jeannes synsvinkel*

Jeg havde forladt hendes værelse, det var helt uvirkeligt, hun var rent faktisk virkelig i live. Jeg måtte vente med at fortælle hendes forældre det. Nu skulle vi først have undersøgelserne overstået, og så skulle vi have noget ordentligt tøj til hende. 

Jeg var kommet ned til mit kontor hvor William sad og læste hendes journaler. Jeg smilte til ham. "Hvad så? Er hun okay?" Spurgte han så. "Hun har det rigtig godt. Jeg er overrasket over at hun tog det så pænt. Finder du noget?" Spurgte jeg nysgerrigt. "Hun har spiseforstyrrelse, det ville forklare hendes tilstand da vi fik hende." Sukkede han. "Hvor lang tid har hun haft det?" Spurgte jeg. "Alt for kort tid. Hvorfor har du ikke set det?" Spurgte han. "Fordi... jeg ved ikke, jeg har... hun ligner min Janelle William" Sukkede jeg og holde min hånd for munden. Han rejste sig op og krammede mig. "Hør... havde vi vidst hvem din mand virkelig var så var det aldrig sket. Desuden så.... så skal det nok gå Jeanne" Sagde han stille mig og krammede mig igen. "William... jeg kan ikke" Jeg gik fra døren og satte mig på min stol med hovedet begravet i hænderne. 

"Hendes værelse er der endnu" Sagde jeg stille. "Jeanne..." Sagde William der igen havde stukket hovedet ned i en jounal. "Hvordan går det med James Payne?" Spurgte han nysgerrigt. "Jeg ved det ikke. Efter... jeg har..." "Jeg ser til ham." Sagde William bekymrende, smilte og gik til hans stue. Jeg satte mig ned i min stol og kiggede på billedet. Hendes mave strålede, og helt ærligt, jeg vidste hun var for ung, og jeg for gammel, men hvor ville jeg gerne have haft mulighed for at holde hende i mine hænder, ligesom hun havde for at holde hende i fire måneder. Jeg tørrede mig for øjnene. Det skulle nok gå, ikke? 

*James synsvinkel*

Jeg havde lagt vågen i nogle timer nu, jeg var ikke sulten, jeg var langt fra sulten. Jeg havde faktisk utrolig ondt i maven. William sygeplejersken jeg kunne huske fra nogle dage før sad ved siden af mig. "Hvordan har du det?" Spurgte han mig. "Jeg er ved at væmmes over alle de her slanger" Det var jeg virkelig, jeg havde en i næsen, det var virkelig vammelt. 

"Hvor langt har jeg sovet?" Spurgte jeg så. "Fem dage." Jeg slog øjnene op da han sagde det. Fem dage? "Er du sikker?" Spurgte jeg. "Ja. Vi har slet ikke haft muligheden for at snakke med dig. Hvad skete der?" Spurgte han så. "Jeg ved ikke, jeg panikkede... jeg... jeg havde det som om a-a-t-at.." Jeg kunne ikke få vejret og begyndte at knuge mine hænder sammen. Hurtigt var William over mig og fjernede slangerne fra min næse af. Jeg hostede lidt og trak vejret ordentligt igen. 

"Hvad følte du?" Spurgte han så og gav mig noget vand. Jeg drak en smule og tænkte mig om. "Jeg følte det var min skyld han skød dem..." Sagde jeg så. "Din far blev nærmest ikke ramt, det var kun et snit" "Men hvad med Janelle?" Jeg holdte mig for øjnene og gjorde mit bedste for at presse tårerne ind igen. 

Træk vejret, stille og roligt. 

Eller smadder et eller andet. 

"Janelle er vågnet" Jeg stivnede et øjeblik, vågnet? "Mener... mener du det?" Spurgte jeg. "For en time siden vågnede hun. Hun sover så igen for hendes eget helbreds skyld" Sagde han så. "Hun vågnede i det mindste. Se det på den måde." Sagde William og klappede mig på skulderen. 

"Hvordan har du det?" Spurgte han så igen. "Bedre... det er godt nok hun er vågnet" Smilte jeg. 

*Doktor Jeannes synsvinkel*

Jeg sad på kontoret endnu, jeg havde lovet hende noget ordentligt tøj men... hvad skulle jeg gøre med tøjet? Ville det ikke være ligemeget måske? 

William kom tilbage med et lille smil på læberne. "Hvad har du at fortælle?" Spurgte jeg så. "Jeg snakkede med ham om det med den dag. Han tager det bedre end forventet, han fik en panodil og noget mad. Så han har det fint Nerissa passer på ham lige nu." Smilte han og begyndte at lave noget kaffe. Jeg kiggede rundt omkring på mit kontor. Det var egentlig mærkeligt, mit kontor og Williams var inde i et gammelt køkken, hvorfor vi ikke havde fået det taget ned, har jeg altid undret mig over. William satte kaffekanden tilbage og gik hen til mig. 

"Jeanne... kan vi egentlig lige snakke sammen?" Jeg vendte mig mod William. Hvad mente han. "Hvad mener du?" Spurgte jeg. "Janelle, hun hedder Kandrik til efternavn. Vil du vide hvad hendes afdøde oldemor hedder? Og hendes afdøde mormor?" Spurgte han så mere nysgerrigt. Jeg sad helt stille. 

Sig ikke noget. 

"William..." "Du har lige siden hun kom frygtet hun ville dø" "Selvfølgelig, jeg frygtede hun ville dø ligesom min far" "Din far? Jeanne, tag dig sammen. Hvis Anastacia ikke havde den, ville du heller ikke" Sagde han så. "Men..." "Tag en dyb indånding og tænk dig om" Sagde han så og satte sig foran mig. "I 1950 blev min far født... fem år senere, blev Jeanne Janelle Anastacia født. Hun var datter af en meget speciel læge. Da hun fyldte sytten var hun ude og gå med sin hund, ved et uheld faldt hun og en ung mand kom og hjalp hende op, straks blev hun forelsket i den her, venlige mand som hjalp hende, med både hund og tøj. De var så forelskede at han friede til hende på hendes attenårsfødselsdag, de blev gift en måned senere, ni måneder senere, blev mine storesøstre Mierbelle og Anastacia født...Det var den 23 marts 1977. Mierbelle var første født. 13 år senere blev jeg født.... Men... jeg... de snakkede aldrig om mig, for jeg boede langt fra dem. For min egen sikkerheds skyld. Jeg så mig aldrig til dem da jeg boede hos min morfar. For jeg ville være læge, lige siden jeg var lille... Da min søster døde droppede jeg al kontakten" Jeg sad helt stille, fuldstændig tom i maven uden ord overhovedet. "Bliv ved Jeanne" Sagde han roligt og rakte mig noget kaffe. Den smagte forfærdeligt. "Jeg kan huske den dag jeg besluttede mig for at droppe kontakten. Jeg ville ikke ende som dem. Jeg ville ikke ende som dem. Men værre endnu... Lille Anastacia, hun... hun skulle have haft lov til at beholde sin mor... men det gjorde hun aldrig." Hulkede jeg. Jeg tog en slurk af den forfærdelige aftekaffe og rømmede mig. Jeg kørte en hånd gennem mit krøllede hår og sukkede. "Hvad skete der mere?" Spurgte han så. "Jeg er 90'er William. Jeg blev gravid alt for ung, syntes jeg selv, men jeg klarede både barn, familie og uddannelse. Jeg opkaldte Janelle efter sin tante. Hun var en god storesøster..." Hulkede jeg stille. "Hun passede altid på mig som var jeg hendes datter. Men... .så skulle du se de øjne hun sendte Anastacia. Hun elskede hende så højt. Hun havde endda selv syet en lille kyse til hende, hendes navn var broderet i den." Hulkede jeg til sidst. 

William satte sig hos mig og krammede mig. "Du vil ikke have hun skal gå til grunde, det ved jeg. Hun kommer ikke til at gå til grunde, det lover jeg" Sagde William stille. 

"Jeg mangler noget tøj, til hende... jeg lovede hende noget rigtig tøj til når hendes forældre kom." Sagde jeg stille. "Jeg ser om min datter har noget. Jeg ringer lige" Sagde han og gik udenfor. Jeg drak mere af den dårlige kaffe og sukkede. Hun lignte hende virkelig med de blågrønne øjne. Og det lange krøllede hår, og den spinkle krop. Jeg gik hen til vasken og fandt en klud jeg kunne tørre mine øjne i. 

Jeg rystede hovedet og gik tilbage til min plads for at rette min stol ud mod Londons natteliv. Jeg sukkede en smule og vendte mig om igen, utrolig hurtigt. 

Min computer var slukket... måske skulle... det bankede på døren. "Kom ind" Sagde jeg stille. "Hey Jeanne, jeg har nogle svar fra laboratoriet allerede." Det var min kollega Dominick. "Hvad har du at sige?" Spurgte jeg hende. Hun smilte til mig. 

"Hun klarer den. Hun er en smule svag, men ikke nok til at vi kan have hende her. Så... jeg synes vi skal ringe til " "Hey Jeanne, min kone kommer med... Forstyrrer jeg?" Spurgte William som var brast ind. "Ja.. Fortsæt Dominick" Sagde jeg glad. "jeg synes vi skal ringe til hendes forældre." Sagde hun glad. "Husk også James, han er også vågnet" Sagde William med løftet pegefinger. 

"Ja... angående ham. Han klarer den også... hurra for det. Men jeg tror vi skal anbefale en psykolog til ham." Sagde Dominick uroligt. "Hvad er der med ham?" Spurgte jeg. "Vores teknologi har ændret sig fuldstændig, ligesom hjernen. James, har igen haft mareridt om Janelle, og Janelle. Jeg tror grunden til hans 'shotdown' var at to piger, som faktisk lignte hinanden, med samme navn endda, begge to, næsten døde, den ene overlevede." Sagde hun stille og satte sig på mit kontorbord. 

"Siger du at han gik ned? Af chok? Eller" "Han gik ned på grund af pulsen. Det af vi også fortalte ham hvad der nok kom til at ske med Janelle... det var for meget for ham." Sagde jeg stille. "Altså drengen gjorde det forkerte, han myssede to piger som lignte hinanden fuuldstændig" Sagde Dominick. 

"Jeg tror ikke at James er sådan" Sagde William til hans forsvar. "James er en forvirret på seksten som kun engang har oplevet kærligheden, han troede fuldt ud på at de skulle være sammen og skabe en familie, med istedet for så dør hun på en brutal måde, og for ti dage siden var han ved at miste den pige han faktisk på ingen tid var blevet forelsket i. Ingen burde gå igennem det her. Normale børn går maks igennem at deres bukser måske sprækker op mens de er i skole eller at bh'en kan ses selvom det ikke er meningen, eller også kommer bulen fordi man så den frækkeste pige i klassen bide sig i læben. Men de her børn får lov til at se deres forældre bliver skudt og deres nærmeste venner tortureret" Sagde jeg stille. 

"De er allerede godt vej tilbage til deres normale liv. Hr Horan klarer sig utrolig godt, også selvom han igen prøvede at begå selvmord." Sagde Dominick. "Hvordan skulle det hjælpe mig?" Spurgte jeg. "Det var ikke for at opmuntre dig spade. Du har gjort et utroligt job for dem alle sammen. Tænk dig om, Natasja og Edward var de eneste som kom ud uden fysiske skrammer ligesom de andre. Trillingerne, jeg ved ikke hvad der skete, men det var nok dem som hjalp de tre andre med det meste. Unge hr. Horan har endelig sagt fra sig. Han græd ikke engang idag mens jeg snakkede med ham. Natasja hun er også på vej til at være sig selv igen, men bare knap så negativ som før. Hun er begyndt at spise igen efter det med Janelle." Sagde hun stille men alvorligt. 

"Du har ret..." Sagde jeg og kløede mig i baghovedet. 

*Harrys synsvinkel*

20 timer senere

Hendes øjne, de funklede, som jeg aldrig havde set det før. Hun kneb dem lidt sammen og holdte sin afmagrede hånd for dem og kiggede igen på os. 

Det hele var som frosset fast inde i mit hoved, hun var virkelig nok. Jeg rakte langsomt min hånd mod hendes kind og følte hendes kindben. 

"Det er dig" Sagde jeg med et glad suk. Jeg trak hende forsigtigt ind mig og kyssede hende i håret. Tårerne de trillede ned af mine kinder, lige ned i hendes hår. "Du må aldrig gøre mig så bange far. Aldrig. Jeg troede ikke jeg skulle se dig igen" Hendes hænder lagde sig om mig og trak mig ind til et varmt kram. Anastacia smilte blot ved siden af os. "Mor" Sagde hun glad og krammede hende efter at have krammet mig. 

Hun gik dog meget forsigtigt som om hun ikke kunne gå. Men jeg bebrejdede hende ikke. Hun havde lagt ned i ti dage, uden  at kunne bevæge som hun plejede så det ville selvfølgelig være meget svært for hende at gå. 

"Hvordan har du det min skat?" Spurgte Anastacia. "Jeg har det bedre. Doktor Jeanne, siger at jeg må tage hjem idag" Sagde hun syngende. "Vi kan lave lige hvad du vil" Sagde jeg glad. Hun kiggede lidt nysgerrigt på mig. "Hvordan har Guardian det?" Spurgte hun så. Jeg smilte til hende. "Din mor har holdt øje med hende, hun har det helt fint. Du kan se hende imorgen" Sagde jeg glad. 

Jeg kunne ikke tro det. Min lille pig var i live, hun stod op, som en rigtig engel, hun var virkelig nok. Hun lå ikke ned og sov, ligesom dagen før, og dagen før den. 

Jeg kunne ikke tro det, hun var faktisk vågen. Hun overlevede, det var utroligt. 

Lægen gik ud og vi sad alle sammen i sengen og snakkede om alle mulige ting. 

"Jeg tænkte på... når vi kom hjem, om vi så kunne snakke om skolen? Jeg lover jeg nok skal tage mig samm" "Skat, du var den bedste på din årgang på din gamle skole." Sagde Anastacia glad. Janelle vendte sit hoved lidt rundt. "Min klasse bestod af bondebørn og sminkedåser" Sagde hun ligeglad. Anastacia grinte. "Åh min skat... fuck du ligner mig..." Sagde hun og smilte. "Det ved jeg, men jeg er en fars pige" Sagde hun stolt. "Men, du kommer ikke op og slås, vel?" Spurgte jeg så. "Det kommer an på om nogen tør sige b-ordet om min far" Sagde hun så, helt alvorligt. 

"Janelle" Sagde jeg. "Jeg mener det far " Jeg kiggede helt forundret på hende. "Jamen.... Anastacia sig noget til hende" Sagde jeg så. "Janelle. Du er langt bagud med at give folk slag, du ved din gamle mor her er blevet kaldt luder i mange år, eller, når hun har været på arbejde, og har tæsket mænd. Igen" Sagde hun så. "Jeg beklager,de er for gamle til at jeg må slå på dem" Sagde hun så. 

Jeg smilte til hende. "Kom så, du skal hjem." "Hov vent... det her tøj tilhører" Det bankede på døren så Janelle stoppede. "Kom ind" Sagde hun elegant. "Hej... øhm, Janelle. Jeg har lige skrevet under på papirerne, I kan tage hjem nu." Sagde lægen som var der før. "Okay så. Men hvad med tøjet?" Spurgte hun så. "Det er okay.... det var min datters, men... hun bruger det ikke længere. Desuden, så tror jeg hun ville være stolt over at en Kandrik bærer det" Sagde hun glad. 

"Jamen... tak din datter" Sagde hun så og hoppede ned fra sengen. Hun havde ingen sko på. "Skal vi finde nogle sko til dig på vej hjem?" Spurgte Anastacia hende. "Nej, jeg... jeg vil gerne mærke jorden" Sagde hun og hendes øjne lyste igen op. 

De var blå, ligesom hendes mors. Det var helt utroligt. 

Det var rart.

________________________________________________________

De her fem kapitler er blevet inspireret af følgende sange: 

Miley Curys - When I look at you 

Nickelback- Lullaby 

Nickelvback- Far Away 

 

13 favoritlister? Jeg er stolt! Selvom dette kapitel ikke er helt vildt langt, men bare rolig. Det er da spændende, ikke sandt? 

Nå, men jeg er faktisk allerede igang med næste kapitel. Men de vil blive korte, og jeg kan afsløre til jer som kan lide denne historie, at... der vil komme en ny om Janelle. Og tro mig... det bliver virkelig specielt.

xo xo Louise

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...