Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4338Visninger
AA

17. When I look at you. Pt 4

*Janelles synsvinkel*

Vi sad på et stort fly, jeg havde ikke fået vasket resterne at Paul af mig, det skræmte de andre. De andre... Jeg fattede det ikke. De fik fat i dem alle sammen. Hvad ville de med os? Hvad var sket, siden det var os som skulle betale for det? 

Jeg kiggede hen på Will og James. De havde svedt en del over det her. Jeg havde også, det var jo helt uvirkeligt. Hvordan kunne det her ske? Bogen... Bogen! Min mor havde lavet en bog til mig! Måske havde en eller anden taget den med?

Vagten som holdte øje med os gik sin vej og jeg udnyttede chancen. "Natasja" Hviskede jeg. Hun kiggede hen på mig. "Hvad?" Spurgte hun stille om. 

"Har du noget med fra mit værelse af?" 

"Det har faktisk.." Sagde Will. "Kast den" Hviskede jeg. Han åbnede sin jakke og kastede den lille bog hen til Dylan som sad ved siden af mig. 

"Dylan, dæk over mig" Sagde jeg stille. Jeg bladrede rundt i bogen. 

Kom nu, tænkte jeg. Der burde være et eller andet, jeg skimtede siderne igennem. 

Arv... ordet arv, og Kavir. "Vagt" Sagde Dylan i mit øre. "Fandt det." Jeg lavede et æseløre og satte mig på bogen. 

Døren indtil køkkenet blev åbnet op. Det var kvinden. 

"De er på vej tilbage til London. I skal glæde jer børn. Jeres forældre henter jer snart" Smilte hun ondt. Natasja hulkede svagt, men hurtigt var Edward over hende og prøvede at trøste hende. 

"Det skal nok gå" Hviskede han. Hun gemte sig i hans hættetrøje. Kvinden gik ud igen. Sikkerhedsvagten satte sig godt tilbage i sit sæde og kiggede hen på os alle sammen skiftevis. Jeg var begyndt at kunne mærke bogen stikke i mit underlår. Jeg tog en dyb indånding og sukkede. 

Jeg sad imellem George og Dylan, de havde ikke sagt noget til hinanden i flere timer nu. Det var hårdt. Vi vidste ikke hvorfor det her skete, vi vidste knap nok hvad der sket for et øjeblik siden. 

Der gik ikke lang tid før vagten var faldet i søvn, og jeg udnyttede det. Jeg tog bogen frem og læste i den. 

Janelle. For sytten år siden, da din far og jeg var unge, var jeg flyttet til London sammen med ham. Efter det i grusgraven, vidste jeg vi ikke kunne leve uden hinanden. Din far havde købt huset vi stadigvæk bor i. Dit værelse, det var engang en stue med en kamin, vi rev det ned så det blev pænere og se på. 

Altind åndede fred og ro, det var nemlig lige efter uheldet med grusgraven det var sket. 

Vi havde i et halvt år boede i London. Jeg havde fået et arbejde som træner i et fitness center. Og din far, han gjorde hvad han altid gjorde og stadig gør. Synger. For mig, var det godt. Vi havde et perfekt halvt år. Jeg kom hjem altid hjem klokken tolv hver dag, tog ud på rideskolen hvor mine heste stod, red dem og tog hjem for at gøre klar til at din far kunne lave aftensmad. 

Min elskede fætter Alexander havde overtaget godset, arbejdede der fordi at jeg havde et andet liv nu. Men jeg modtog da daglige beskeder i starten fra min gamle kammerpige Adele. Du ville have elsket Adele. 

Harry havde en dag besluttet sig for at Niall og ham skulle besøge Irland i en uge. Jeg bad til at de havde det godt og hyggede sig. Jeg var i en hel uge alene med Louis, det var hårdt. 

For han spiste ikke af min mad frivilligt! 

Men i hvert fald. Dagen hvor Harry skulle komme hjem var jeg ude og ride. Det var en god dag, indtil den aften hvor jeg kom hjem. Stemningen var helt forkert. Jeg havde kun åbnet døren og kunne se ind i køkkenet. Jeg spurgte dem om hvad der var galt. Det værste var galt. Min tante og kusine var flyttet ind på godset. 

Jeg tog allerde af sted den aften til godset. En hemmelighed, jeg nok burde fortælle dig nu. Mormor var engang død i mere end ti år. Hun blev vakt til live den aften jeg kom til godset. 

Hun blev holdt skjult, hvorfor vidste jeg ikke. Men sådan var livet dengang. Da jeg kom, var krigen begyndt. En krig, som jeg nu vil fortælle dig helt præcis om... 

Jeg stod med i døråbningen, Thomson butleren dengang havde åbnet for mig, aldrig havde jeg været så glad for at se ham og min kammerpige Alice. Jeg kom ikke ind på mit eget værelse, det havde min kusine Rianne overtaget. Det gjorde mig helt vred, jeg frygtede sådan hun ville gøre et eller andet skrækkeligt ved værelset. Men det var allerede sket, vi var i starten af oktober og bladene havde ikke en gylden farve, de var allerede helt døde og sorte. Jeg sov inde på min bedstefars gamle værelse, det ene værelse, jeg blev tvunget til at sove i, af mig selv. 

Men før det. Kom der et udbrud. 

"Hvad har du gjort ved slottet?!" Skreg jeg af hende. Hun vendte sig blot om og kiggede smilende på mig. "Jeg gør det levende" Smilte hun. "Hvad har du gjort?! Du har ødelagt din egen mors stue..." Græd jeg. "Jeg ville hellere sige, ændre det. Gøre det moderne. Desuden, hvad er der at mindes om? Hun var en død kvinde, en svag kvinde, ligesom din mor" Jeg slog hende, og hun slog igen. 

Hun sukkede tilfreds. "Du må være træt. Tag hellere en lur" "Mere end gerne" Snerrede jeg tilbage og gik mod min bedstefars værelse. "Adele, sørg for at ingen kommer herhen indtil imorgen tidlig" hviskede jeg til hende og lukkede døren. Jeg skubbede et skrivebord foran døren, slukkede alt lys, trak gardinerne for og tændte min mobil så jeg kunne se omkring mig. 

Jeg fik flyttet sengen som skjulte en hemmelig lem. Der var helt støvet under sengen, det forstod jeg godt. For ingen havde gjort noget for at holde det rent, da det kun var min bedstefar som støvede af under sin seng dengang han levede. 

Jeg fik den åbnet og kravlede ned igennem skakten.

Jeg lukkede bogen sammen hurtigt. Jeg turde ikke læse videre, overhovedet. 

Dylan kiggede på mig. "Er du okay?" Hviskede han. Jeg nikkede stille. Han smilte tilbage. "Det skal nok gå, alt sammen" Sagde han. 

"Jeg hørte snak. Ti stille!" Råbte vagten, et chok gik igennem mig. Jeg burde klare det, burde jeg ikke? 

Læs videre. 

Det sagde James læber. Jeg nikkede bare. 

Det var utrolig hårdt at kravle dernede, der var edderkopper og spindelvæv overalt, og alt jeg havde var en mobil jeg skulle holde med munden, jeg frygtede at de små sataner ville kravle ind i munden på mig, men det gjorde de heldigvis ikke. Puha, siger det bare. 

Da jeg endelig kom til stedet hvor døren var, kravlede jeg ud af tunnelen og kiggede efter en nøgle. Den lå under en smule sand og sten,men jeg fandt den da. Jeg åbnede døren, den knirkende lyd at jeg frygtede at nogen på slottet ville høre den. 

Jeg kiggede ind i det store rum. Kisterne var placeret pænt, og midt i det hele var den sidste Kandrik kvinde. Min mormor. Hun lå i sin kiste og sov. 

"Mormor?" Sagde jeg stille. Hun åbnede sine øjne og kiggede på mig. "Jamen min kæreste, du burde ikke være her" Sagde hun så og gik ud af kisten. "Mormor" Sagde jeg så. "Ja min kære?" Spurgte hun så. "De er her... hun er her" Sagde jeg, vredt men alligevel også trist. 

"Da Harry var her, skrev han et brev til dig. George skrev også et brev i hans levetid. Du burde læse dem" Hun rakte mig brevene og jeg læst dem. Harry var på vej til slottet, med drengene og de ville være der dagen efter jeg var der. Fair nok, jeg havde flere til at hjælpe mig så. 

Jeg sad hele natten nede ved min mormor for at få forklaret en masse, men da klokken blev halv fire tog jeg op til overfladen igen. Jeg var tilbage på værelset på slaget fem og fik rykket alle tingene tilbage til hvor de stod før. 

Min mave havde den her blandede følelse af sommerfugle og krampe. 

Jeg skyndte mig at tage noget andet tøj på, satte mit hår op fjernede det værste spindelvæv og kiggede på døren. Alexander bankede på døren. Jeg mødte et venligt smil, et jeg troede der aldrig ville skade mig. 

Men, jeg tog fejl. 

Jeg var kun lige kommet ind til den lukkede spisesal da jeg så det. Min kammerpige var blevet tæsket ihjel. 

Men blev det værre? Ja, din far og drengene har altid bakket op om hinanden, og jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke var glad for at se dem. Men om det værst for dem eller mig. Det kan jeg ikke svare på min skat. 

Du har altid spurgt om du ikke måtte få en søster eller lillebror. Jeg kan ikke få flere børn. Vi var heldige da du kom. Ser du, jeg oplevet noget der ændrede min ungdom fuldstændig, jeg blev voldtaget, af fem mænd. 

Din far blev næsten tæsket ihjel, Zayn var så smadret fordi han passede på Lou at da hjælpen kom, vidste man ikke om han ville overleve, Niall og Liam? De snakker ikke om det, det er tabu det der er sket med dem. 

Men vi overlevede. 

Jeg kiggede såret hen på Edward og Natasja. Og bagefter på mine hænder. Jeg... jeg ved ikke hvad jeg skal tænke, deres eneste barn? Voldtægt? Hvad var det de ikke fortalte mig? 

Jeg satte mig tilbage, jeg havde ligefrem svedt over at læse det. Det var uvirkeligt, hvordan kunne man... hvordan kunne man få sig selv til det? 

*Anastacias synsvinkel*

Jeg sad helt stille, de var også blevet taget, jeg havde til nogle venner i London, jeg havde bedt dem om at hente Eleanor og Sarah, jeg ville ikke risikere at de kom i fare også. Vi var på vej hjem, i et helt almindeligt fly. Jeg havde ondt overalt, ikke fra krigen. Men, min lille pige. 

Hun var blevet taget fra mig. For hævnens skyld. Jeg kunne ikke tro det. Det var så uvirkeligt. 

"Harry?" Sagde jeg så. Han kiggede på mig, men bekymrende øjne. "Ja" Sagde han koldt og stille. 

"Hvornår får vi dem tilbage?" Jeg rystede overalt, jeg ville skrige hvis jeg kunne, men jeg var en voksen kvinde, jeg måtte beherske mig. 

"Vi får dem snart tilbage" Sagde han og kyssede min pande. Jeg nikkede. 

Jeg var grædefærdig, aldrig havde jeg været så svag. Hvad skete der med mig? Jeg gik fra mit sæde og ud på toilettet. Jeg skyllede mit ansigt og pustede ud. Hvad skete der dog? 

Det bankede på. "Et øjeblik" Sagde jeg vredt. "Det her kan ikke vente Kandrik" Jeg stoppede op. "Rianne" Hviskede jeg. 

Jeg åbnede døren. "Hyggeligt at se dig igen kusine." Jeg kiggede forskrækket rundt. Du ved, din unge ikke... hun er virkelig dum..." Så grinte hun. "Hun troede at hun kunne skjule den her bog for os... Du burde vide bedre end det" Hun trak en pistol, det var tider som disse, hvor det ikke hjalp at være snigskytte. 

"Hvad end du vil have, jeg beder dig... rør hende ikke" Sagde jeg panisk. Hun slog ud i en latter. "Din datter? Hun er min hovedpræmie, jeg søger hævn over jer alle. Min bror, blev blind og levede i ti år skygge, på grund af din mand... er han stadigvæk en mand" "Harry sid stil" En større mand flåede ham op. "Harry!" Lou reagerede hurtigt. "Ned Lou!" Sagde jeg hidsigt. 

Rianne kom helt tæt på mig. "Jeg vil slå alt ihjel du har kært Stacy, fra din hest, til din hund, fra din datter til din mand" Det gik igennem mig, ekkoet det var der endnu, skriget kom, jeg åbnede mine øjne alt gik i slowmotion. 

"Bare rolig, det var kun benet... men jeg foretrækker den langsommme smertefulde død. Se godt på din mand Anastacia." Harry var faldet på gulvet og pressede smertefuldt på sit ben. 

"Harry" Jeg ville græde, jeg ville græde, jeg ville slå hende ned, jeg ville gøre alt for at han ikke døde. "Hvad vil du have?" Spurgte jeg. "Sjovt du spørger. Jeg vil have hævn. Liam Payne..." Hun vendte sig om. "slog min mor ihjel, jeg kan ikke slå din ihjel, derfor slog jeg dit barnebarn ihjel. Kan du forstille dig den rædsel James så? At komme hjem til sin allerede døde kæreste, hendes mave der er blevet flået op, det lille spædbarn som er blevet brændt ihjel, ved du Liam, hvem den sidste hun råbte på var? Den ene mand, udover hendes far, som hun altid kunne komme til. Dig." Grinte hun. "Du er syg" Sagde Liam vredt. "Ikke ligeså syg Matthew. Min mand, Niall ham må du da have hørt om. Det har du vel også Liam." Grinte hun og gik rundt om os. 

"Der er ti timer endnu til at vi lander. Indtil da. Nyd jeres mareridt." Rianne gik igen og Harry blev sparket til da de store brød gik. Jeg kravlede hele vejen hen til Harry og løftede ham op. "Liam hjælp mig" Sagde jeg. De andre kom hurtigt hen til mig og fik ham lagt ordentligt ned. 

"Hvor dybt er det Liam?" Spurgte jeg mens jeg holdte Harry i hånden. "Den sidder i knoglen" Pustede han ud. "Vi kan godt få den ud, ikke?" Spurgte Louis bekymret. "Lou tag hans hånd. Harry, hvad end du gør. Du skal ikke skrige" Sagde jeg så og kyssede ham i panden. "Liam, giv mig din skjorte, jeg skal bruge noget til at stoppe blødningen med." Sagde jeg stille. Jeg fik forsigtigt revet hans bukser lidt op og jeg nemmere kunne arbejde. 

Harry trak vejret dybt, det var da også grund til, jeg kunne tydeligt se kuglen, det var rigtig stor. Jeg tog en dyb indånding. Jeg havde gjort det før, jeg gjorde bare igen. "Zayn, pres lige her" Jeg lagde hans hænder på hver side af såret og han pressede til. Allerede der, begyndte jeg at kunne høre på hans vejrtrækning at det gjorde ondt. "Bliv ved lidt længere" Okay, du kan godt, en, to tre. 

Jeg stak fingeren ned i kødet og blodet mens han gjorde alt for ikke at skrige. Men jeg havde ret, han kunne ikke holde det inde. 

"Bliv ved, uanset bliv ved at presse Zayn!" Råbte jeg. Jeg havde fat i kuglen, men den sad utrolig godt fast, jeg ville ikke gøre såret større, men det kunne værre det blev nødvendigt. 

Kom nu, tænkte jeg anstrengt mens sveden gled ned af mit ansigt. 

"Jeg har den, bliv ved" Sagde jeg. Den løsnede sig. Jeg tog en dyb indånding. Nu var det bare at fiske dem op. For det, måtte jeg tage to fingre ned i det. Jeg blev helt dårlig indeni, jeg havde før gjort dette men det var altid på folk jeg ikke kendte, det her var jo anderledes. 

"Jeg har den!" Endelig, efter flere minutters skrig, sved, blod og tåre fik jeg kuglen ud. Jeg lagde mig på gulvet og tog en dyb indånding. 

Jeg kiggede på kuglen, den var utrolig blød, det plejede de så ikke at være. "Lou, bind skjorten om hans ben. Jeg skal lige undersøge noget" Sagde jeg nysgerrigt og kiggede på kuglen. Den var i to dele! 

Jeg fik det åbnet efter nogle sekunder, jeg smed den straks fra mig. 

"Kviksølv!" Vi fik hurtigt flyttet Harry til en anden ende af flyet ved toilettet. 

*James synsvinkel*

Et brag, mere skulle der ikke til. Vi var ikke de eneste på flyet, hvor sært egentlig. 

Kvinden bedre kendt som Rianne kom tilbage med et smil på læben, hun stoppede op ved Janelle. "Dine forældre må virkelig elske dig" Grinte hun og gik videre. 

Jeg kiggede bekymret hen på Janelle. "Hvad har du gjort?" Hvæste hun arrigt. "Jay" Sagde Dylan bange og tog fat i hende. 

Hun grinte bare koldt. "Du ved, du ligner din mor, men du er da stærkere end hende. Kandrikkvinderne havde jo også sit ry, de har vidst stadigvæk. De var de eneste kvinder som virkelig turde slå fra sig. Tør du også det, kæberasler?" Grinte hun. 

Janelle spyttede hende i ansigtet da hun kom helt tæt på. Kvinden lukkede sine øjne og smilte. Hun åbnede dem igen, jeg kunne se det på Dylan, hun var vred. 

Hun blev revet i håret og smidt ned på gulvet. Men Janelle gav skam fra sig. Hun sparkede ud efter hende. Og råbte så: "HVAD HAR DU GJORT?!"  Jeg havde aldrig troet det ville ske. 

Kvinden kom tættere på. "Vil du vide hvad der er sket? Så lad mig give dig et eksempel" Hun tog ud af sin lomme en lille kniv. 

"En Kandrikkvindes forbandelse er forbandelsen over hendes elskede. Det er sjældent at de har levet længe, de mænd" 

*Janelles synsvinkel*

"Men, siden din kæreste, jo er en der ikke er her. Starter vi med den blonde, din gode ven, ikke sandt?" 

"Will!" Skreg jeg og og rejste mig op, men blev trukket tilbage af to mænd. "Giv slip på mig! Will!" De andre blev helt bange. "Nej!" James... Åh nej, lad være. "Rør ham, og jeg flår hovedet af dig" Hvad lavede han? Var han dum?! 

Han rejste sig op og stilte sig foran Will. "Så er du James... Hvor du ligner din far. Men uheldigvis, så har du jo et enkelt problem. Nyresvigt." Smilte hun. 

"Se godt efter, unger. En ting, som folk aldrig har forstået, er, at jeg ikke kan lide børn, og specielt ikke hormon forstyrrede unge" Hun stak kniven lige igennem hans ben og rev den op. Jeg fløj af sted mod ham, men det var som om at det hele gik i slowmotion. 

Jeg kunne mærke tårerne presse på. 

Hvorfor gjorde de mennesker det her? Noget så småt og ondt som hævn? 

Jeg kom endelig hen til ham. "Tag de gamle og smed i lasten, børnene kan komme derned bagefter, men lad hende blive" Den blodige kniv, den var rettet mod mig. 

"Hvad vil du gøre?" Græd jeg. "Din mor, tog alt fra mig og min bror." 

 

*James synsvinkel*

Vi havde kun nogle minutter tilbage sandsynligvis, jeg holdte godt fast i hendes hånd mens Will og Dylan lagde en trøje stramt om mit lår. Jeg ville ønske jeg ikke kunne mærke det, men det kunne jeg uheldigvis. 

Det gjorde ondt, det dunkede overalt, jeg havde mere end ondt i maven, det kunne ikke beskrives, men det gjorde mig rolig at hun snakkede til mig. 

"du skal nok klare den makker" Sagde Dylan. Han smilte bare, som om intet var galt, men jeg kunne se det på ham. Hans øjne, de var fyldt af tårer. 

"Dylan... slap af" Sagde jeg. "Du er lige blevet flået op... hvordan skal.. ska.." Han satte sig tilbage i gråd. Natasja var hurtigt over ham. "Det er okay" Sagde hun stille til ham. "Tag dem" Jeg kiggede bange på Janelle. "Jeg klarer mig" Klarer... det var alt og hun kyssede mig på panden, klemte min hånd og sad tilbage, frivilligt på gulvet, 

Dylan og Will slæbte mig af sted, men det gik for langsomt, for jeg kunne se hende græde, kinderne der allerede var blevet sorte af mascara. 

Døren blev lukket, vi kom længere og længere væk fra hende af. 

"James!" Jeg vendte mig om. Det var min far. 

Vi blev smidt ind i en celle af en eller anden art, alle sammen. 

Han tog straks fat i mig sammen med Anastacia. "Er du okay?" Spurgte hun så. Jeg nikkede. "Det var godt" Hun kyssede mig i panden og krammede mig. 

Men så stoppede hun op. "Hvor er Janelle?" Spurgte hun panisk. "Hun er... vi ved det ikke" Sagde Dylan. Han havde egentlig ret. 

"Hun skulle blive tilbage, ellers ville hun gøre mere skade på James" Sagde Natasja bange. "Hvorfor lige James?" Spurgte Harry så. "Harry..." Anastacia vendte sig mod ham med alvorlige øjne. 

"Men... det var jo ikke andet end..." Harry blev helt stille og stirrede bare ud i luften. Døren til lastrummet blev åbnet. "Tag bordet." Rianne og to store brød var kommet. "Hvad vil du gøre?" Hvæste Anastacia. "Din lille pige har spiseforstyrrelse, og hun er svag. Der er kommet et nyt stof på markedet som jeg tjener kassen på. Den forøger blodsukutalionen 35%. Det er så kraftigt at det er stærkere end LSD. Kan far og mor klare at hendes skrig vil fylde hele flyvet. Hun vil håbløst kalde på dig Harry. Og når hun i sidste ende ved at du ikke kommers, så ved hun, ligesom det altid har været, at du er en svag mand, du kunne ikke engang opdage din datter var væk, du vil nok heller ikke opdage hendes skrig" Sagde Rianne sygt. 

*Janelles synsvinkel*

Jeg var blevet slæbt ud i køkkenet, det var sært, lige om lidt ville jeg dø. Fordi jeg var tåbelig nok til at stå foran mine venner. Alt de vil høre er mine skrig. Mine lange smertefulde skrig, der vil fylde flyet.  Vil det ikke? 

Jeg var blevet sat fast til en stol. Så kom et bord ind i køkkenet. Det var et af de borde som havde spændebælte til kroppen. 

Rebene blev bundet op. Nu kom det. Jeg kæmpede imod, for når det kom til stykket... Hvad ville der ske, hvordan ville det ende? 

Jeg blev kastet ned på bordet så dens stål gav genlyd i hele rummet. Så kom tårerne, jeg begyndte at hulke, men jeg ville ikke... hvis min mor var en stærk kvinde, blev jeg også nødt til det. 

De fik mig spændt fast og jeg blev ved med at prøve på at få mig selv fri. 

"Lig hellere stille, så gør det mindre ondt" Sagde hun smilende. "Matthew, do your magic" Smilte hun. En mand, en spinkel mand, han havde det her korte hår og brune øjne, og helt sort tøj på. 

Fra bordet bagved ham, lå der en kanyle og en kniv. Ville han... hvad ville han? 

"Først... fordi dette er meget svært... for os alle. Et lille snit i låret" Han rev mine buksere i stykker end de allerede var og jeg var begyndt at svede utrolig meget. 

Mit hjerte hamrede hurtigere, end det nogensinde havde før, min vejrtrækning blev hårdere, det hele blev værre. 

"Tag det med ro lille pige. Du klarer det meget bedre end hende den anden pige" Han tog dolken frem smilte til mig som om at alt var i orden... 

Jeg kiggede væk, for alt i verden jeg måtte ikke kigge. 

Først, så lod han kniven glide over mit ben, men det hårdere hele tiden for hvert splitsekund. 

Du må ikke skrige, husk det. 

Jeg kunne ikke, det var ulideligt, jeg skreg, jeg kunne ikke bevæge mig, for jeg blev holdt nede, jeg græd, jeg skreg, jeg svedte, blodet, jeg kunne mærke det sive ned af mig. 

Jeg hulkede i nogle minutter. 

"Rens lige såret, jeg gør det klar" Sagde manden og gik. Kvinden, Rianne, tror jeg de kaldte hende, hun kom med noget hospitalssprit. Jeg bed tænderne sammen for ikke at skrige. "Hmf... din mor var også stædig. Det er noget som ligger til familien" Smilte hun vredt og gik efter at have renset mit sår. 

Manden kom tilbage. "Det her stof. Det gør, du måske, får lidt ondt" Igen kom de store brød og holde mig nede igen. 

"Lad være... jeg beder dig.." Græd jeg så. Kanylen stukket ned i mit sår og jeg kunne mærke den kolde væske trænge ind, det gjorde helt ondt, mit ben spændtes og lige pludselig, skreg jeg, som aldrig før, de havde givet slip på mig.  

*Harrys synsvinkel*

Det var ulideligt. Jeg kunne ikke klare det, det var hendes skrig som fyldte det hele. Hvordan kunne nogen få sig selv til at være sådan overfor et barn? Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget, men vi kunne ikke gøre noget. Anastacia sad i et hjørne og græd helt lydløst. 

Anastacia kiggede helt jalous på de andre, jeg forstod hende godt. Vi var de eneste som ikke havde vores barn tæt på, vi kunne kun høre hendes uendelige skrig. 

"Harry" Sagde James stille. "Ja?" Svarede jeg. "Hvad sker der?" Spurgte han så træt. "James, slap af" "Liam de kan lige så godt få det afvide" Sagde Anastacia stille. Zayn og Niall kiggede nervøst på hende. 

"Vi må fortælle hvad der skete for sytten år siden" Sagde hun så meget stille. "Anastacia, tænk dig om" Sagde Zayn alvorligt. 

"Det har jeg gjort for længe. De bliver nødt til at få det afvide" Sagde hun så. "Fortæl det" Sagde Will. "I ved godt alle sammen at, på mit gods, der hører der grusgrave til, ikke sandt?" De nikkede. Hun tog en dyb indånding. 

"Et halvt år efter, Lou og Harry var faldet derned, og alt faktisk var på plads igen, så tog Harry uden jeg vidste det tilbage til godset for at hjælpe en mand, ved navn Alexander med godset da det gik dårligt. Men Harry var nærmest kun en budbringer, for de ville have mig. Og da jeg kom... jeg ved ikke. Dagen efter jeg kom, var min gamle kammerpige blevet tæsket ihjel, og øhm... det var bare starten. Jeg ved ikke hvem det gik mest ud over. Mig, eller jeres fædre" Sagde hun så stille. "Hvad mener du?" Spurgte James. "Zayn... han øhm" "Jeg passede på Niall, men jeg stilte mig overfor den forkerte person" Sagde han så. Will kiggede helt undrende på sin far. Hvad mente hun? Tænkte han nok. 

"Niall hvis du ikK" "Det er okay" Sagde han stille. "Der var to voldtægter den dag... Og to blev tæsket til blods. Lou og Liam, var de eneste som slap billigt." Sagde Anastacia så. "Hvem var den anden som blev voldtaget?" Spurgte Edward med en bange Natasja bag sig. "Det var..." Anastacia sank en klump og tog en dyb indånding. "Det øhm... det var en dreng..." Sagde hun stille. 

"Det var mig" Sagde Niall så. Will vendte sig skræmt om mod sin far. 

*James synsvinkel*

Mens Anastacia fortalte om det, holde min far bare endnu bedre fat i mig. Jeg ville nødig lyde kikset, men det gjorde ærlig talt at jeg blev lidt tryggere. 

"Det var mig" Ordene genlød i mit hoved og jeg kunne se det på os alle sammen. Niall holdte blot hovedet højt, men han kunne jo knække hvornår det skulle være. 

"Hvad?" Sagde Will skræmt. "Det var enten mig eller også ville de..." Han stoppede helt op. "Børn" Startede Anastacia. "De her mennesker, de tøver ikke med at gøre skade på je" Døren blev åbnet op. Rianne var vred. "James!" Skreg hun og kiggede på mig. Min far tog bedre fat i mig. "Harry" Sagde hun så mere stille. " Jeg var uheldig... stoffet var ikke stærkt nok... Hun er stadigvæk i live. Men om en enkelt time, lander vi igen i London. Der venter hele verden." Grinte hun gal. 

"Hvor er Janelle?" Snerrede Anastacia og rejste sig op så hun kiggede koldt på Rianne. "Hun kommer nu. Matthew!" Kaldte hun og vendte sig mod døren. Hun gispede og holdt sine hænder for munden, Natasja kiggede væk, jeg kunne ikke lade være med at kigge. 

En lille spinkel krop, blodet fra benet, tørt og sort, der rendte blod fra hendes mund, faktisk en del, som om hun havde brækket sig igen, hendes håndflader var fyldt med sår, og hendes kinder var sorte af hendes mascara. Men hendes øjne, de var lukket i.

Jeg holdte mig for munden og måtte kigge væk. 

"Se hende lige Harry... er hun ikke smuk" Matthew smed hende ned fra sig så hun landede lige foran buret. "Held og lykke med at få hende til at sige noget som helst" Grinte hun koldt. Anastacia faldt på knæ og lagde en hånd på hendes kind. 

Et højt gisp og et mindre smerteskrig kom. "Janelle" Hulkede Anastacia, Harry kravlede hen til hende. "Prinsesse? Er du okay?" Spurgte han. Hun sagde ikke noget, men kiggede bare på os. 

"Hvor er jeg?" Spurgte hun så, helt dumt. "Hvad mener du?" Spurgte jeg så. "Hvem er du?" Spurgte hun mig så. "Janelle, det er mig... James. Vi, vi sad sammen for nogle timer du hjalp mig med mit.." "Jeg kender ingen James" Sagde hun og lukkede sine øjne sammen. "Janelle, bliv hos mig" Skreg hendes mor. Hun rystede hårdt i tremmerne. Hun krøb sig til helt sammen. 

***

Janelle var vågnet, hun sad lige foran os og kiggede på os, som om intet var galt. Hvad var der sket med hende? 

"Hvorfor er I derinde?" Spurgte hun. "Det er ligemeget" Svarede Anastacia og smilte. 

"Har I da gjort noget forkert?" Spurgte hun så. "Nej, vi gjorde kun det rigtige" Smilte hun tilbage. En dør blev åbnet op. Det var Rianne igen. 

"Janelle min skat." Sagde hun sukkersødt, det var lige til at brække sig over. "Hvordan har du det?" Spurgte hun mens hun kørte en hånd igennem hendes hår. "Jeg har det fint. Men jeg er en smule træt" Sagde hun så. "Det skal vi nok ordne min skat" Sagde hun og kyssede hende i hovedbunden. Harry gjorde ingenting da hun gik igen med Janelle lige i hælene. 

"Hvorfor gjorde du ikke noget?!" Hvæste jeg. "James..." Sagde min far og tog fat i min arm. "Fordi... vi har tabt hende. Hun er allerede død" Sagde han og brød helt sammen. Han lagde sig tilbage og han græd. "Jeg har mistet min datter" 

"Harry" Startede Niall med at sige. "Vi kan flytte buret" Sagde Anastacia pludselig. "hvad mener du?" Spurgte Zayn. "Se, det er blevet bygget på en helt speciel måde. Vi kan komme ud herfra. De der hanke, vi skal bare løfte hårdt nok til at de går i stykker" Sagde hun. "Hvordan vil du gøre det?" Spurgte jeg. "Din far bokser, jeg er selv en smule, Zayn og Niall findes. Det gør tvillingerne også. Så er der dig Will. Du snige dig ud herfra hvis vi får den ødelagt nok" Sagde hun og smilte. 

"Er du syg i pæren? Vil du sende min søn ud" Sagde Niall vredt. "Niall, jeg ved hvad jeg laver." Sagde hun og lagde en hånd på hans skulder. "Så giv mig din søn" Sagde hun alvorligt. "Niall, kom nu" Sagde hun bedende. Niall kiggede alvorligt på Will. 

"Familie er der altid for hinanden" "Desuden, så skal jeg nok passe på ham" Sagde Anastacia. "Okay" Sukkede Niall. "Trillinger, i tager ved, i midten, og siderne, Lou, hjælp George, Zayn hjælp Phil, Liam dig og Dylan løfter her" Sagde hun og pegede rundt. 

De fik gjort klar. Will ventede på at Anastacia ville skubbe ham ud, personligt var han faktisk ikke særlig tryg ved det, det kunne jeg se. 

"Kan jeg være sikker på at jeg kommer helt under?" Spurgte han nervøst. "Ja, slap af, jeg skubber jeg hårdt nok under. Drenge, løft skævt" Jeg kunne høre metallet hvine. "I har fået den lidt op. Bliv ved!" Sagde hun desperat. 

"Så er det nu Will" 

"Jeg er ikke klar!" Han blev skubbet ud og de andre gav slip og pustede ud. "Hva så nu?" Spurgte Lou. "Will, find noget jern." Sagde Anastacia. "Hvad?" Sagde han. "Et koben eller noget. Og hvis nogen kommer... tæsker du dem med det" Sagde hun alvorligt. "Men.. jeg er" "Will Lovato Horan" Nu begyndte hun. "Jeg kan love dig for at du ikke kommer herfra, i live hvis du ikke tager dig sammen" Sagde hun alvorligt. "Du skal forresten huske på at din ven James skal have lægehjælp" Sagde Harry. "I skal ikke stresse mig, jeg finder noget" Sagde han alvorligt. Han rodet hele lasten igennem. 

"Har du fundet noget?" Spurgte Anastacia. "Kun en masse våben og patroner. Og en dolk" "Kom med dolken Will" Sagde hun. Will løb efter dolken. "Den er stor nok til at vi kan dirke låsen op." Anastacia begyndte at stikke dolken ind i låsen og vride løs. 

"Vil du ikke have hjælp? Vi er jo" "Lou, jeg kan godt. Jeg har før reddet mig ud af sådanne situationer" Sagde hun og så koncentrerede ud. 

"Den er åben" 

*Janelles synsvinkel*

Jeg havde stadigvæk ondt, overalt, men det var eftersmerte. Jeg sad sammen med Rianne og smilte til hende. Hold kæft den kælling var dum. Hun troede på at jeg intet kunne huske. Det gjorde mine forældre så også, det sårede mig dybt, men endnu dybere at jeg have skadet mig selv så voldsomt.

"Så min skat" Klamme kælling, jeg er langt fra din skat. "Er der noget du gerne vil?" Spurgte hun. "Jeg vil gerne have noget at spise, jeg er så sulten efter den lur" Smilte jeg falsk. "Det er bare i orden min pige" Sagde hun. "Tak, mor" Sagde jeg så. Hun smilte bare væmmeligt til mig. Hun havde lukket døren til køkkenet som var ved førsteklasse på flyet. Jeg tog min skjorte af og lagde den om en sovende vagt så lignte jeg sad et andet sted. 

Jeg skyndte mig løbe ud, jeg kravlede hen af gulvet på højre side af det store fly de havde kapret. Jeg fandt et badeværelse. Jeg ledte efter noget sprit til mine hænder. Jeg kunne intet finde shit. Jeg måtte videre jeg kiggede omkring mig. 

"HAR DU MISTET EN FUCKING FEMTENÅRIG?!" Ups, jeg var blevet opdaget. Jeg smed mig lydløst på gulvet og kravlede videre væk fra førsteklasse, jeg var dog heldig, det var kun på øverste etage jeg var. Jeg skyndte mig at hoppe ned fra første etage og videre ned på anden klasse. 

Der var ingen troede jeg. 

"Janelle" Kaldte hendes stemme. Jeg skyndte mig videre, jeg kunne ikke finde nogle vagter, så jeg gik ned igen, til personalet. Det døde personale. Jeg måtte holde mig fra munden for ikke at skrige, de havde dræbt over ti mennesker! 

Jeg lagde mærke til at de alle sammen lå foran døren jeg var ved tidligere. Jeg trak gardinet for og åbnede døren. 

"Janelle!" Jeg vendte mig om. "Far" Smilte jeg og løb hen til ham. "Kan du huske mig?" Sagde han helt glad. "Det kaldes skuespil. Det er noget jeg er rimelig god til. Multitalent du ved. Hvor er mor?" Spurgte jeg. "Hun er lige gået ud." Sagde min far alvorligt. "Hvorfor er I stadigvæk i buret så?" Spurgte jeg. "Hun mente det var bedst" Sagde Lou stille. Jeg kiggede på min far og James. 

"Nå, derfor." Sagde jeg stille. "Janelle, din mor er derude med Will, find dem." Sagde Niall alvorligt. "Hvordan det? Det her er Air Force Brit. Det fjerde største passagerfly nogensinde.... vent, vi er landet, hvor lang tid har vi været på jorden?" Spurgte Janelle. "Aner det ikke. Find" "Der er du Janelle" Jeg vendte mig bange om. Min mave snurrede rundt og jeg ville græde. 

"Se hvem vi fandt. Din lillemor." Smilte hun og smed min mor fra sig. Jeg kiggede bange på hende. "Mor" Græd jeg. "Hvad har du gjort!" Råbte min far bag mig, han havde rejst sig op. "Stacy?" Kaldte Zayn. Hun vendte sig mod mig. 

Skrig ikke Janelle. Sagde hun helt lydløst. 

"Hvad vil du?" Spurgte jeg koldt. "Jeg vil have min hævn. Tag dem ud derfra." Sagde hun koldt. En efter en blev de hentet ud. 

Og sat på nogle stole. Bundet fast. Jeg blev selv. "Det her, det forekommer mig så bekendt." Sagde hun glad. 

"Hvad end du vil, tag os, bare rør ikk" "Børnene? Åh Harry, du burde kende mig bedre. Jeg elsker børn, specielt de døde." Sagde hun. "Flyet vil snart blive omringet... I vil ikke kunn" "Jo vi vil Niall. Pas nu på, ellers bliver dit værste din søns" Niall tog en dyb indånding for at beherske sig. 

"Vi skriver under på papiret" Sagde jeg. Harry kiggede helt forskrækket på mig. "Hvad?" Sagde han. "Hun vil have godset, så får hun det" Sagde jeg. "Janelle.." Sagde min mor, hun lå stadigvæk ned. Jeg smilte til hende. "Jeg ved hvad jeg laver" 

Og det gjorde jeg. En hver kvinde i Kandrikfamilien var store kvinder, min mor var en af dem. Jeg ville være en af de kvinder. 

"Hvis du løsner rebene kan jeg skrive under" Sagde jeg. "Janelle hvad end du" "Jeg klarer det far" Sagde jeg så.

"Stol på mig" Sagde jeg stille. Han kiggede væk. Han var vred, han var virkelig vred. Rebene blev løsnet og jeg fik et stykke papir på hvor der faktisk stod at jeg overdrog godset og slottet til Rianne. Gemma ville ikke have noget arbejde, men hun ville nok få et. 

Jeg fik en kuglepen, jeg tjekkede om den var tør. Fuldstændig. 

"Rianne" Startede jeg med. "Hvad?" Svarede hun snerpet tilbage. "Den her kuglepen-" Jeg vendte mig og så hende lige ind i øjnene. "Den, er elendig" Jeg lukkede øjne stak af hvor end jeg skulle, som resulterede i at være lige i øjet, Riannes skrig fyldte det hele og pludselig var min mor impulsivt oppe. 

Hun rev mig væk så jeg faldt på jorden, hun løb hen til den ene sikkerhedsvagt og vred hovedet om på ham. Jeg kravlede hen uden anden sikkerhedsvagt så mig og bandt Liam op. Han rejste sig hurtigt for at smide Rianne ind i det bur de havde været i, i så lang tid. 

Den sidste sikkerhedsvagt var rimelig hård, han ville ikke give sig. 

"Stop!" Jeg vendte mig skrækslagen rundt og så ham, Matthew, manden som havde forgiftet mig. Han stod med en pistol i hånden. "Eller han dør" Pistolen pegede på min far. 

Så kom det, hjertebanken alt gik i slowmotion, min vejrtrækning blev hårdere og hårdere. Min mor blev skubbet ned og en god plantede sig godt om hendes hals. 

"Lad vær" Sagde jeg bedende. "Du stak min kones øje itu..." Sagde han vredt. "Og du voldtog min bedstevens far... jeg synes vi er lige" Sagde jeg bange. 

Hvad var det jeg lavede, jeg var ikke min mor, jeg ville ikke være som min mor. "Tand for tant, øje for øje" Han slog til med pistolen i siden på min fars hoved så stolel faldt med ham. 

"Far" Hulkede jeg og faldt på mine knæ. Pistolen blev sigtet mod ham. "Hvordan ville du have det, hvis du ikke kunne synge igen Styles?" Det første skud lød, lige i armen. Min far gav et mindre råb fra sig og en hulken. 

Jeg gav op. 

"Hænder i vejret!"

To skud, jeg faldt til jorden, jeg så min far, og alt blev sort. 

__________________________

Åh, det hårdeste kapitel nogensinde. 

Ved godt det hele er helt vildt, men nogen gange 

så skal forfatteren have lov. 

Hvad synes I? 

Tak fordi I gad og vente og tak for at der er 303 læsninger. 

I er nogle skønne mennesker. 

Bare rolig, der er tre kapitler endnu! 

xo xo Louise

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...