Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4166Visninger
AA

16. When I look at you. Pt 3

Det værste var overstået for mig, jeg havde sunget færdig og folk jublede. Jeg smilte til dem, men det var et falsk smil. For jeg havde ærlig talt løst til at besvime, havde det ikke været fordi at min far og Lou stod og holdte mig oppe ville jeg falde fuldstændig sammen. Jeg havde lagt min guitar fra mig. Nu ville Lou tale. Jeg kunne se det, for han hvde taget sin tiara på. 

"Mine smukke mennesker! Hyld mig!" Smilte han. Liam sukkede. "Lou, vi har snakket om det her, ikke mens børnene er her, eller fansene" Sagde Liam. "Men, mine børn vil" "Nej Lou!" Sagde min far og Niall i munden på hinanden. Louis rynkede på næsen af dem. "I misundelige, fordi I ikke har tre små søde" "FAR!" Råbte trillingerne. 

Publikum kunne ikke lade vær med at grine. Det kunne jeg så godt forstå, det var virkelig sjovt. 

"Men i hvert fald. God aften Directioners. Som I nok har lagt mærke til, er der en hal masse oppe på scenen i aften. Vi har, som de er kendt på deres skole, Tomlinso Trillingerne, vi har Malik Tvillingerne, og så er der jo Will og James. Og min lille pige. I har nok set hende, her det sidste stykke tid." Han kiggede undskyldende på mig. 

"Men hun fyldte jo femten for snart tre uger siden. Så øhm, jeg har faktisk ikke givet hende nogen gave endnu. Undskyld" Sagde han og kiggede på mig. "Det er okay far" Sagde jeg så smilende. "Neeej." Sagde Lou. "Vi har faktisk ikke haft tiden til det. Men ser du Jay, dengang onkel Lou var barn" Så skete det, hele salen brød ud i latter, det gjorde vi alle. James tændte sin mikrofon. 

"Er I klare til at feste?!" Råbte han. Alle sagde højlydt ja i munden på hinanden. Så startede det, bassen kom og What Makes You Beautiful startede. Vi stod bare i baggrunden og fjollede med imens vi hver i sær havde fået et kamera som vi kunne tage billeder med, af det hele. Jeg synes det var rimelig fedt. 

Men Dylan og Phil havde problemer med deres kamera så de gik hen til publikum og spurgte om hjælp, den endte med at blitzen gik amok på dem begge. Det gjorde så at Niall brød ud i latter, mens Lou fortsatte med at synge. 

Så kom soloen, den berømte sole, den som min far sang. Og ligesom dengang de var unge, så kastede de sig over min far, for at gøre alt for at han ikke sang den færdig. De rev endda hans bukser ned. Igen. 

Jeg sukkede helt. Men de sang da færdig. 

De var helt utrolige, jeg vidste ikke at det var sådan for jeg havde aldrig hørt dem live, det var jo noget helt andet. Min far kom rundt til de fleste fans som var på forreste række og hans hånd fløj rundt til dem.

***

Vi var kommet til den hvor nogle spørgsmål skulle råbes op. 

"Okay, vi er kommet til det indtil videre sjoveste spørgsmål... Kan I stadigvæk hoppe over hinanden? Ja, HoranBabeSkotland. Det kan vi. Vil vil derfor demonstrere det. Jay, Nat tage lige mikrofonerne" Vi samlede deres mikrofoner sammne og så dem, lave et eller andet, jeg ved ærlig talt ikke hvad. 

Eller nu gjorde jeg. Først gik de bare ind i hinanden hele tiden fordi de ikke anede hvor de skulle stille sig henne før George hjalp dem. Han sukkede over dem. Jeg grinte blot af ham og smilte. 

"Jay, det er dig nu" Hviskede Will til mig. Der var en enkelt som havde spurgt os på twitter om noget angående mig. 

"Øhm, DirectionaterStacy skriver" Teksten kom frem. "Kære Janelle, mor savner dig" Jeg stoppede helt op. "Jeg er... så stolt af din min lille prinsesse. Mor" Jeg begyndte helt at hulke. Min mor, på den anden side af planeten, igang med at stoppe en borgerkrig, mens mig og min far nød det fede liv. 

Jeg holdte mig for munden for ikke at skrige, men en tryg arm lagde sig om mig. Det var Lou. Han vuggede mig frem og tilbage imens, selv alle fansene græd. Nogle af dem blev endda vist på storskærmen. 

Min far sad ned henne ved en trappe og måtte selv sørge for at gemme sine tårer, men alligevel, så var jeg faktisk rørt, måske var deres fans ikke så slemme alligevel. 

 

"Den næste sang" Startede Niall med at sige. "Blev faktisk skrevet af selve Harry Styles. Den handler om hans sommer 09. Dengang alting var nemmere. Mine damer og herrer, Rock Me" 

Jeg lyttede til sangen, jeg forstod meningen i den. Mine forældre havde forladt hinanden i 10, og i 09 havde de årsdag, sangen gav mening, for det ene år senere, gik de fra hinanden, eller min mor gik fra ham, fordi hun ikke ville have at han skulle se hende lide. Det var egentlig en sød tanke, men alligevel. En trist tanke. 

Men igen, den handlede jo om sex, de gamle, vidste da hvordan man cirka skulle skjule det. Eller ikke. 

 

Fire timer. Mere skulle der ikke til, og vi var udkørte. De første der gik ud til bilerne var Edward og Natasja, Will fulgte efter og James gik med dem, jeg endte i samme bil som trillingerne, ikke at der var noget galt i det. Men... jeg orkede ikke at se på dem. For ligesom mig, var de smadret. 

Jeg sad foran sammen med en sikkerhedsvagt, som mine forældre kendte under navnet Paul. Han var pænt gammel, men var stadigvæk sikkerhedsvagt. 

Jeg kunne ikke glemme det var sket. Min mor havde tweetet til mig, men endnu sjovere, så havde hun gemt det godt. Selvom Stacy delen af navnet, afslørede hende, for det var det Zayn og Liam altid kaldte hende. Men den første del forvirrede mig, jeg mente da hun var fan af dem. Eller ikke. 

Bilen stoppede pludselig. 

Det bankede på ruden. "Hvad er problemet?" Spurgte Paul. "Ud af bilen gamle" En pistol blev peget mod Pauls ansigt. Jeg fik et glimt af kvinden, hun havde kort blond hår, stålblå øjne. 

"Dig. Jay, skynd di" Jeg skreg. Hele mit ansigt var nu dækket til. Hvad skete der? 

"Dylan!" Skreg jeg. De var allerede vågnet helt op og kiggede forskrækket på mig. 

"Tag dem alle sammen med!" Døren ved min side blev flået op, jeg nåede knap nok selv at reagere før kvinden tog fat i mig. "Du burde hellere høre efter Kandrik... Så længe dine små loverboys stadig er i live" Jeg kunne ikke  få vejret, enten var det fordi at  jeg lige havde set en mand blive slået ihjel, eller fordi at jeg nu, var i livsfare. 

*Harrys synsvinkel*

Jeg nåede træt hen til hotellet og gabte, jeg stod nede i lobbyen sammen med Lou og ventede på vores børn. 

"Hør, burde de ikke være kommet for fem minutter siden?" Spurgte Lou. Jeg kiggede på min mobil. "Paul, ville sige hvis der var problemer. Det ved" "Harry!" Jeg kiggede op. Det var Anastacia! Jeg smilte over hele mit ansigt. "Harry!" Skreg hun. Jeg kiggede på hende en ekstra gang, hun var iført hendes arbejdstøj og hun var bange. 

"Hvad er der galt?" Spurgte jeg da hun kom hen til mig. "Vi skulle aldrig have taget hende ud af godset Harry..." Græd hun. "Hvad er der galt? Skat, sig mig hvad er der galt?" Sagde jeg mere alvorligt. "Da jeg kom til godset... min farmors hoved, hang over vores kamin, i min stue... og hendes krop lå i den gamle spisesal... Harry, hun vil have sin hævn på os" Hun var ved at falde sammen ligesom mig. "Anastacia!" Lou hjalp os begge. "Jeg ringer til drengene" Sagde han så. Det gik stærkt Liam, Zayn og Niall var helt forbpustede af at tage trapperne. 

"Stacy, tal til os sig noget" Ruskede Niall i hende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Var Jeanne virkelig død? 

"Stacy!" Sagde Zayn højt, men blev afbrudt da døren ud til gaden blev åbnet. Det var en mand, på vores alder. "William Christopher... Styles, Kandrik.... Vi har nogle sørgelige nyheder" Anastacia fik pludselig et blik, jeg aldrig havde set før. Så kom ordene. Ud af hans mund. "Alexander Kavir er i live." Det hele gik i slowmotion. Min mave blev flået op indenfra, min hjerte kogte over, min hud brændte. Mine øjne, de kløede helt vildt. 

"De har vores børn" Sagde Anastacia. "Hvad skal vi gøre?" Spurgte hun panisk. Jeg vidste det ikke, men jeg forstod ikke planen. 

"Far... hvad er der galt?" Jeg vendte mig om. Will og James stod og kiggede helt skræmt på os. Hvad skulle jeg svare? At de kunne slappe af. De måtte vide det. "Øh, William..." Startede jeg med. Han kiggede roligt hen på mig. "Få børnene til lufthavnen, med et sikret fly. Nu" Sagde jeg så. "Selvfølgelig" Svarede han. "Hvor er de henne?" Sagde Will mere bestemt. 

"Will jeg beder dig ikke" "Far. Hvor er de?" Han gav ikke op. Anastacia gik hen til ham. Det var der han opfangede det. Hun lagde sine hænder på hans skulder og krammede ham. "Du bliver nødt til at tage hjem Will. Forstår du?" Kunne jeg høre hun sagde. Han nikkede bare, ligesom James. En flok betjente kom og tog fat i vores børn. 

"Far hvor skal vi hen?" Spurgte Natasja hurtigt. "Det er okay. I skal hjem nu. Du kommer hjem til mor. Hils hende fra mig" Sagde han så og kyssede hende farvel. Edward tog fat i hende og førte hende ud af hotellet. 

Vi var alle sammen taget op i min suite for at snakke. 

Anastacia havde fået noget mere behageligt tøj på og ventede blot på at vi sagde et eller andet. 

Hun sukkede og kiggede op på mig. "Harry... sig et eller andet. Hvad som helst" Sagde hun stille. Hvad skulle jeg svare? At jeg vidste hvor de var. 

"Tænk tilbage, begge to. Hvad har I gjort der var så groft, at de ville have hævn" Sagde Liam. "De voldtog mig... de torturerede jer... Harry slog næsten.." Stoppede Anastacia op. "Harry slog ham meget præcist, du måtte have ramt stedet hvor hans øjne sidder, du ramte baghovedet, ikke sandt?" Spurgte hun så. Hvordan skulle jeg kunne huske det? 

"Det tror jeg" Sagde jeg så, lidt forvirret. "Hvad mere, Lou... du var den eneste som så til mig. Hvad... skete der?" Spurgte hun så. "Jeg fandt din farmor, og vi kom frem, og vi så... den er mand. Han.... han..." "Lou, det er okay. Bare sig det" Sagde Niall så stille. "Han voldtog Niall" Det gjorde ondt at høre. "Hvorfor gjorde han det?" Spurgte Anastacia. "Det er nok Anastacia. De behøver" "JEG HAR LIGE MISTET MIN DATTER! Jeg har mistet hende to gange Harry... jeg mister hende ikke igen. Jeg lovede hende at når jeg kom hjem, så ville jeg tage ud og ride med hende... jeg ville bruge tid med hende... give hende en mor, hun aldrig fik. Hvad med Eleanor? Hun har en pige på fire år derhjemme i London! Sarah ved godt hvem Dylan, Phil og George er. Jeg er ikke den eneste som har noget at miste. Vi mister en hel familie! Hvad skete der så Niall?" Sagde hun arrigt. "Han tæskede mig næsten ihjel" Sagde Zayn stille. "Hvad hed manden?" Spurgte hun så koldt. "Han hed Matthew." "Det ved jeg godt hvem er" Sagde hun så. "Gør du?" Spurgte Lou. "Han er kendt for at lave... specielle opvisninger... han elsker opmærksomheden fra offentligheden. Han er sindssyg, hans sidste drab var et kærestepar, omkring James alder, han slog pigen ihjel fordi at han..." Hun stoppede op. Drejede sit hoved mod Liam. "De kyssede hinanden sidste sommer" Sagde hun så. Hun kiggede ned i sine rystende hænder. "De har hele tiden vidst hvor hun var. De vil slå dem ihjel offentligt" Sagde hun så. 

"Men James.." Sagde Louis stille. "Rianne har lagt en fælde. Hun bliver ikke her, hun vil have det skal foregå et sted, hvor... hun vil have det skal være et sted, der er fyldt med gode minder... Harry, hvor elsker Janelle at være?" Spurgte hun så. 

"I den royale stald" Sagde han så. "Vi tager til London så. Lige nu" 

- Lilys theme - Hp7 

______________________________________________

Dam, dam dam! 

Et kort kapitel beklager, men jeg vil gerne have jer op og stå! 

Rianne var jo tidligere nævnt i historien, havde I troet hun for real 

ville vende tilbage? 

Håber I nyder det. 

xo xo Louise. 

Ps. Skriv gerne i kommentaren hvis I har nogle specielle ønsker til min historie! 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...