Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4180Visninger
AA

15. When I look at you. Pt 2

Se det for dig. Fra mine øjne af. Du ligger i en drømmeseng, pigen du elsker, men hun ved det ikke selv har lagt op af din brystkasse hele natten, uden hun selv har anet det fordi du har lagt vågen og holdt øje med hende. I frygt for at hun vil gøre noget dumt. Men det bliver. Jeg ser det hele fra mine øjne men det er en drøm, jeg har kun drømt. Forkert. Det her, er et mareridt.

Hun ligger helt stille, hun er ikke varm, hun er iskold, og når du ser ned af hende, er dit værste mareridt begyndt. Blodet der bare strømmede, du kigger igen, hendes øjne er åbne, hendes kinder er sorte af mascara, hendes mund er åben, hun har bidt halvdelen af tungen af, du kan høre hendes skrig i dit hoved men du kan intetgøre. For du har ingen mulighed for at redde hende. 

***

Jeg satte mig op med et chok. Jeg havde svedt utrolig meget, klokken var kun halv tre, om natten. Mit hjerte hamrede af sted. Jeg kiggede til min side. Janelle var der ikke. "Shit" Sagde jeg så stille. Alt jeg skulle, jeg bare den ene ting at holde øje med hende! 

Jeg tog en dyb indånding og sukkede. Jeg lagde mig ned igen. Jeg måtte tage en slapper. Jeg tog en dyb indånding, det var første, nu ande... Døren gik op! Jeg rejste mig hurtigt og kiggede, det var Janelle! "Du så ud til at have det dårligt, så jeg fandt en kande vand" Sagde hun stille. Jeg smilte til hende. "Jeg havde bare mareridt. Det... det går" Sagde jeg stille. "Der er noget du ikke fortæller mig James" Sagde hun stille og satte sig i sengen foran mig. Jeg sukkede, jeg ville ikke sige det til hende. Jeg ville ikke holde det ud. 

"Sig det til mig, jeg beder dig" Hun lagde forsigtigt sin hånd på mit bryst. Jeg fik gåsehud... "Du må love mig at du bliver her så.." Sagde jeg stille. Hun nikkede. "Sidste år... Efter kysset, fik jeg en kæreste... vi havde faktisk haft noget før.... det gør dig ikke sur vel?" Spurgte jeg bekymret. Hun grinte småt, men alvorligt. "James. Bare fortæl videre" Sagde hun så. Jeg satte mig bedre op. 

Jeg måtte tage en dyb indånding. "Vi havde faktisk, været i seng sammen, og efter det, havde vi haft en skænderi. Så vi snakkede ikke sammen i nogle uger. Og, jeg ved ikke, hun var elleve uger henne." Mit hjerte var ved at mase sig ud at mit bryst, jeg kunne ikke... Jeg ville ikke sige mere. 

Janelle satte sig tættere på mig, på en trøstende måde. Helt beskyttende. "Hvad hed hun?" Spurgte hun så. Jeg sad i nogle minutter og kiggede bare på Janelle. Det var der jeg så det hele for mig. Det var ikke at Janelle... Nej... 

"Hun hed Janelle." 

Janelle kiggede forskrækket på mig og så væk igen. 

"Jeg... jeg sagde j" Hun krammede mig, jeg kunne dufte hendes shampoo, det var kokos og vandmelon. Jeg begravede mig i hendes hår. Jeg kunne mærke tårerne presse på, det var hårdt for mig. "Du sagde hun hed Janelle. Hvad skete der?" Spurgte hun så. 

"Hendes far var tidligere rocker, han havde fået nyt ansigt, så ingen kunne genkende ham... men.. m-men" "Shh" Hendes beroligende nærmest syngende stemme gjorde jeg fik det bedre. Selvom at min mave var ved at ætse op indeni, men hun hjalp, da en smule. 

"Prøv igen" Hviskede hun. "De fandt ham... hans gamle venner. Fordi hun ikke ville fortælle noget om hendes far... jeg burde have vidst end at... det  skulle være en pige Jay" Så skete det, jeg gik under, aldrig nogensinde havde jeg forestillet mig at det skulle ske. Jeg havde endda stadigvæk den lyserøde sparkedrag til hende. 

*Janelles synsvinkel*

Jeg lod ham græde ud, selv jeg måtte græde. Han sagde ikke meget, for jeg vidste at det var et følsomt emne, jeg kunne høre det på ham, hans vejrtrækning, væremåden, det hele!

Men jeg blev nødt til at sige til mig selv, at han nok skulle klare den. Det var trods alt selve James Payne vi snakkede om...Selvom jeg faktisk ikke kendte ham særlig godt når det kom til stykket. 

Jeg satte mig ordentligt op og lagde James ned. "Hvad laver du?" Spurgte han. "Min far sang engang for mig." Sagde jeg så. Hvad havde jeg gang i. 

"Hvorfor?" Spurgte han, mens tårerne stadigvæk rendte. Jeg lod hans hoved være på min mave, nussede hans kind, og sang. 

Come stop your crying 
It will be all right 
Just take my hand 
Hold it tight 

Jeg smilte og begyndte langsomt at vugge med ham. Jeg kunne mærke hans vejrtrækning stille blev roligere, jo mere jeg sang. 

I will protect you 
From all around you 
I will be here 
Don't you cry 

Hans højre hånd tog fat i min og de flettede sig sammen. 

For one so small, 
You seem so strong 
My arms will hold you 
Keep you safe and warm 
This bond between us 
Can't be broken 
I will be here 
Don't you cry 

Han nussede med den anden hånd min venstre blidt som var jeg et skrøbelig stykke glas.

'Cause you'll be in my heart 
Yes, you'll be in my heart 
From this day on 
Now and forever more 

Hans stemme blandede sig ikke, men hans hjerterytme fulgte med min til sidst, sådan havde jeg det ihvert fald.

You'll be in my heart 
No matter what they say 
You'll be here in my heart, always 

Min mave blev mere tryg, sommerfugle prøvede ikke længere af flygte men fløj rundt og kildede på den trygge måde.


Why can't they understand 
The way we feel? 
They just don't trust 
What they can't explain 
I know we're different but, 
Deep inside us 
We're not that different at all 

Det var som om at solen som ikke var der, varmede mine kinder op og jeg smilte endnu mere. 

Don't listen to them 
'Cause what do they know? 
We need each other 
To have, to hold 
They'll see in time 
I know 

Jeg følte at det hele var godt igen. På den helt gode måde. 
When destiny calls you 
You must be strong 
I may not be with you 
But you've got to hold on 
They'll see in time 
I know 
We'll show them together 

Han havde ikke givet slip på min hånd, han holdte den endnu, godt og forsigtigt.
Oh, you'll be in my heart (You'll be here in my heart) 
No matter what they say (I'll be with you) 
You'll be here in my heart, 
I'll be there always 
Always 
 Jeg mødte hans øjne, han sad foran mig. Jeg ville bide mig i læben, hvis det ikke var fordi jeg aldrig var stoppet i en sang, jeg havde altid sunget mine sange færdig jeg ville ikke forhindres nu.
I'll be with you 
I'll be there for you always 
Always and always 
Just look over your shoulder 
Just look over your shoulder 
Just look over your shoulder 
I'll be there always. 

Den sidste tone, hans stemme blandede sig, på den gode måde, og igen kom sommerfuglene og prøvede at flygte, men han gjorde de blev, han trak mig nærmere og hans bløde læber, ligesom første gang, fik mine læber til at smelte nærmest, jeg var så godt som fanget, men jeg lod mig fange. 

For nu ville alt være forandet. 

Jeg lagde mig ned, han kiggede mig i øjnene, men det her, vilde men alligevel forsigtigt blik. Hans hånd der forsigtigt aede min kind, min armes hud blev helt prikkede, det gav mig gåsehud. Han lænede sig blidt, men nærmest ikke over mig, jeg lagde mine arme om hans nakke og lod hans tunge føre sig ind i min mund, hans ånde, den var frisk, det var min nok ikke. Men alligevel det hele var så rart. Hans hånd lagde sig om på min ryg og trak mig tættere på. Men så stoppede det. 

"Jeg kan ikke gøre det mod dig" Hviskede han undskyldende. "Shh... Kom her" Jeg lagde ham forsigtigt ned og smilte. "Det er okay..." Jeg lagde mig ind til ham, jeg følte mig helt tryg igen. Ikke på samme måde som med Andrew, det her, var helt anderledes. På den helt specielle måde. 

Hans arm lagde sig ikke med det samme om mig, niks, sådan var det ikke, terrassedøren var åben, den skulle lukkes og gardinerne skulle trækkes for, dynen SKULLE ligge godt om mig, og så ville han komme som en anden Edward og ligge ved siden, og lade dynen være imellem os. TAK! 

Men alligevel det hele var så dejligt. Det var roligt. Jeg blev træt, virkelig træt. Jeg gabte en smule. Jeg ville ikke sove, jeg ville være vågen med James. 

Jeg vendte mig mod ham og han kiggede mig lige i øjnene. "Godnat" Han kyssede mig på panden og helt automatisk lagde jeg mig mod hans bryst og faldt i søvn til hans hjerterytme. 

***

Klokken var blevet tolv, vi havde øvet i fire timer nu, mig og James, vi klingede fuldstændig, men da mig og Natasjas sang kom gik det hele galt igen. 

"Piger, I bliver nødt til at ramme det høje C. Natasja, du skal smile til publikum, eller se alvorlig ud, ikke sur. Forstår du?" Spurgte Simon vredt. Hun nikkede bare. "Jeg vil ikke have et nik, jeg vil have svar!" Sagde han strengt. "Simon, har du overvejet at hun ikke gider?" Sagde jeg så. Simon vendte sig stresset om mod mig. "Hvad?" Hvorfor gjorde jeg nu det. Men alligevel, jeg misbrugte det at vores fædre ikke var til stede. 

"Simon, jeg tror ikke hun vil synge med mig. Lad hende med en hendes stemme klinger med." Sagde jeg bedende. "Hvem skulle det være? Hendes bror?" Snerpede han. "Nej. Dylan. Trillingernes sangstemmer, ligger i meget forskellige toner, men Dylan og Natasjas stemmer rammer det perfekt C. Kom nu. " Bad jeg. Simon sukkede og kiggede hen på Dylan. 

"Kan du teksten udenad til Torn?" Spurgte Simon. "Jeg kan den du har lavet her til." Sagde han. "Det var alt jeg ville høre, Jay, giv ham mikrofonen" Sagde han. Jeg smed min egen private mikrofon hen til Dylan. Den var faktisk rimelig piget, men alligevel rå. Den havde små sorte og sølvfarvede pyntesten på. Og var der tre diamanter i, hvor mit kælenavn var ridset i. Det var pænt sejt, men sejere endnu, var jeg skulle have på om aftenen, jeg begyndte faktisk at glæde mig, specielt til mig og James duet. Vi skulle synge I Will Touch The Sky sammen. 

Vi lyttede i lang tid til Dylan og Natasja, deres stemmer, de var som skabt for hinanden, det var vildt!  

Vi jublede af dem. Lige hvad Natasja manglede!! 

Jeg kunne se det, smilet kom satme! Jeg havde aldrig set det før! 

"Jay, James, kom så. Into The open air fra Brave. James, din guitar" 

(Lyt here til sange, jeg smider et link i kommentaren!) 

Into The Open Air by Julie Fowlis

This love, it is a distant star
guiding us home wherever we are
This love, it is a burning song
Shining light on the things that we've done

I try to speak to you everyday
but each word we spoke, the wind blew away

Could these walls come crumbling down?
I want to feel my feet on the ground
and leave behind this prison we share
Step into the open air

How did we let it come to this?
What we just tasted we somehow still miss

How will it feel when this day is done
and can we keep what we've only begun?

And now these walls come crumbling down
and I can feel my feet on the ground
Can we carry this love that we share
into the open air?
Into the open air
Into the open air

This love, it is a burning song 

 

"Into the open air" Sang jeg som noget ekstra og min stemme, den ramte den perfekte tone. Men det blev bedre, jeg så ham så dybt i øjnene, jeg så det hele, hans vilde brune øjne, de mindede mig om en bjørn, en stor stærk bjørn. 

Jeg smilte som bare pokker mens jeg sang, for første gang nogensinde, i al den tid, følte jeg mig tilpas på scenen. Jeg sad på en stol, uden ryglæn og armlæn, helt kedelig faktisk, men overfor mig sad han. Hans smukke hår der formede hans vidunderlige ansigt og hans smil, de smilehuller han fik. Jeg kiggede ned på de andre, de smilte til os og lyttede med. Selv Natasja. Hun kiggede helt fascineret på os. Selv Simon, og det var der jeg så hende. Min farmor. Hun stod bagved og smilte. Over min punkede stil, min stemme som ærlig talt overtog, for jeg havde slukket min mikrofon, så det var min rene stemme som flød ud i rummet. Jeg kunne fornemme gåsehuden der kom og hvordan det hele strømmede ud fra mine lunger. 

Det var en ubeskrivelig følelse. Jeg sang den hele fem gange og James spillede bare løs mens hans smilte til mig, hans øjne fortalte mig at jeg gjorde det godt. 

Jeg smilte til min farmor, måske havde hun endelig forstået det? 

Men hvad lavede hun her? Det var jeg faktisk ligeglad med. 

"Hvor er du dygtig. Jeg vidste ikke du havde sådan en stemme" Min farmor var kommet op på scenen og havde nærmest krammet livet ud af mig. 

"James, giv hende lige guitaren, hun skal synge Learn Me Right" Sagde Simon glad. Han nikkede bare. "Gå til den prinsesse" Smilte han. Jeg slyngede guitarens hank om mig og spillede mens en sækkepibe spillede bagved mig. 

Jeg stod op og hele showet gik igang. Jeg var faktisk blevet filmet til det, jeg skulle ride og danse med Guardian og Captain ude i en skov nær London. Hydepark var ikke godt nok 


"Though I may speak some tongue of old
Or even spit out some holy word
I have no strength with which to speak
When you sit me down and see I'm weak"

Jeg spillede på liv og løs mens de grønne farver fra skoven vi filmede i blev vist. Men jeg var ikke den eneste som var med. 

 

Det var de gamle skam også, vi var alle med. Undtangen min mor. Der var endda et hurtigt klip af Niall og Demi som kyssede. Det var et af bedste, men det bedste, for at være ærlig, var det klip med mig og Guardian hvor vi stod på en klippe og skulede mod solen. Det var det absolut det bedste klip 

We will run and scream
You will dance with? me
We'll fulfill our dreams
And we'll be free

We will run and scream
You will dance with me
We'll fulfill our dreams
And we'll be free

We will be who we are
And they'll heal our scars
Sadness will be far away

So I had done wrong but you put me right
My judgment burned in the black of night
When I give less than I take
It is my fault, my own mistake

We will run and scream
You will dance with me
We'll fulfill our dreams
And we'll be free

We will be who we are
And they'll heal our scars
Sadness will be far away"

Jeg smilte stort, jeg kunne mærke det, selvom de ikke var der. Når fansene ville skrige på vores fædre, jeg vidste nu hvorfor de var så afhængige af det, det var jo det bedste i hele verden! 

"Så, nu fortjener I vidste en pause" Sagde min farmor glad. "Anne jeg be" "Jeg er farmor, jeg ved hvornår det er for meget for børn. Smut så Simon, du har ikke fået din kaffe" Sagde hun med løftet pegefinger. Jeg smilte til min farmor. "Åh min pige, hvor ser du vild ud. Men du er glad for det, så det må jeg leve med" Smilte hun. "Hvad mener du?" Spurgte jeg mistroisk. Hun grinte af mig. "Jeg drillede dig. Jeg er så ked af det  jeg har gjort. Jeg troede bare at du kom fordi at dine forældre, ikke vil have du skulle ligne din mor, ikke fordi at der er noget galt med hende. Hun er bare sååå" "Mandig" Sagde jeg. Min farmor sukkede. "Ja, mandig." Smilte hun. "Kom med unge mennesker med hormoner som gravide, jeg giver frokost!" Sagde min farmor i et pænt toneleje. 

"GRATIS MAD!" Råbte Will højt. Jeg grinte af ham. Aldrig ville nogen kunne ændre hans appetit. 

*Wills synsvinkel*

Juvel, ordet diamant var nok bedre, men forbogstaverne var jo ledetråden. Jeg havde hørt dem den nat, og tro mig, jeg blev glad da han fortalte hende om det. Men alligevel gjorde det alting lettere for ham. For hun var der, og uanset hvor langt nede hun ville komme, så kunne hun alligevel på magisk vis holde sig selv oppe. Jeg skulle nok klare mig, jeg havde Edward og trillingerne. Men Natasja, hun var enspænder hun foretrak alt andet end os. 

Jeg forstod hende godt. Faktisk alt for godt. Hun havde den samme mening som Janelle. Fuck Directioners. De kunne skride af helvedes til for deres skyld. Men alligevel, Little Mixers, dem kunne Natasja godt lide, men okay, hun var en mors pige, ikke fars. 

Men Janelle var fars pige. Når fans ikke var der. For når fans kom, blev hun Voldemort. Helt ond. Og lignte en som kunne finde på at flå hovedet af hvem som helst. Ærlig talt. 

Jeg var faktisk stolt af mig selv, jeg gav slip på hende, for evigt. Det var faktisk rart nok at kunne give slip. Men endnu vigtigere, jeg havde måske prøvet på at begå selvmord, men det var James som stod uden en fremtid som han havde før. For ham var det jo omveltende. 

Men han havde ikke spurgte hende. Jeg ved det for jeg vækkede dem den morgen, jeg kunne se på dem begge at det var det bedste. 

Utroligt hvad man kan få ud af være sammen i to en halv uge uafbrudt, ikke sandt? 

Altså virkelig, mig Janelle, gik fra bedstevenner til nærmest søskende. Trillingerne var faldet mere til ro og jeg var faktisk begyndt at kunne lide dem, det kunne Janelle så også, selv Edward var faktisk begyndt at løsne lidt om, i hvert fald når pigerne ikke var der. 

James og Janelle, de sang rigtig godt sammen, men havde man hørt Harry og Janelle synge sammen, så blev det ærlig talt ikke bedre. De skulle sammen synge Heartbreaker, de kunne virkelig synge sammen. Man kunne dog også høre at hun havde et højt toneleje fra hendes far af. 

Anne, Jays farmor havde budt os på mad, på hende regning. Hvad tænkte hun dog på?!  Trillingerne, tvillingerne, mig, James og Janelle, okay Janelle spiste ikke sådan rigtig, men når hun gjorde, så tog hun altid noget fra os andre. 

Anne var ikke taget alene af sted, Gemma hendes datter var også taget med. Hun havde valgt at gemme sig for Janelle da Janelle altid havde set op til hende, så  det var jo egentlig rart nok. 

"Så Janelle, hvordan er spotlyset indtil videre?" Smilte Gemma. "Det er vel ikke så slemt." Sagde hun stille, men glad. 

"Hvordan er livet på slottet?" Spurgte Janelle. "Du ved... højkvægene, de skal jo drives hele tiden, men Hazza klarer det så godt. Din mor er utrolig stolt af ham. Havde vi vidst han var så god en hest, så havde vi aldrig kastreret ham. Men vi har da stadigvæk sæden, et eller andet sted" Grinte Gemma.

"Hey, hvornår er vi der?" Spurgte jeg så. Jeg var virkelig sulten. "Wow lille mand... rolig nu. Alt skal.... hov vent, jeg mener. Vi er der snart. Tror jeg, det er min mor som ved hvor det er henne" Vi grinte af Gemma, hun kunne lede kvægflokke på 500 igennem 140 kilometers bjerge, men kunne knap finde rundt i Sydney. 

Skørt! 

Vi kom endelig til stedet, og det var der jeg så det. Det var helt magisk. 

James der holdte døren for Janelle, hun modtag hans hjælpende hånd da hun skulle ud for første gang nogensinde, strålede hun. Hun lignte faktisk en rigtig pige. Med hendes lange krøllede hår, øjnene som var helt naturlige, smilet, de røde kinder, som tydeligt kunne ses. Men James, han smilte som en idiot. 

Janelle grinte af ham og uglede hans hår. Selv jeg blev glad af at se på de idioter sammen. De fortjente hinanden. 

"Kom så børn, jeg har fundet bord, til os alle sammen!" Kaldte Anne elegant. 

Vi satte os ned og begyndte at kigge på menukortene. Alt den mad. 

 

 

*Janelles synsvinkel*

 

Vi satte os, han sad ved siden af mig og Anne overfor mig, jeg smilte til dem begge. Det skulle nok blive godt at få noget at spise. Forhåbentlig. 

Jamess højre hånd sneg sig ned til mit hår, hvor min venstre hånd lå. Jeg smilte til ham og vi flettede fingre. Det var en tryg følelse. Den måde han så på mig, når jeg kunne mærke hans nærvær, min hånd i hans. Det var som skræddersyet. 

***

Aftenen var kommet. Jeg sad inde ved Lou Teasdale, hun var igang med at gøre mig klar. Hun havde sat mit hår op i en knold for at kunne dække min hud til, så den så lidt blegere ud. Hun havde plukket mine øjenbryn en smule, og tegnede dem pænt, det var åbenbart vigtigt. 

Hun lagde en let sølvfarvet øjenskygge under og over mine øjne, der efter en let flydende sort eyeliner som skulle blandes med øjenskyggen. Jeg kiggede på mig selv i spejlet, alt jeg manglede, var min mascara, jeg så faktisk, helt pæn ud. 

Lou smilte blot til mig og fortsatte videre med at gøre mig klar. Hun havde fundet mit tøj, jeg var ærlig talt vild med det! 

Lyse, stramme ødelagte jeans, sort kort stram top, blåternet skjorte, converse sko. (Link i kommentar.) 

Det bankede på døren. 

"Kom ind" Sagde Lou glad og skruede ned for musikken. 

"Hej piger. Hygger I jer?" Det var min far. Jeg smilte til ham. "Du ser da godt ud. Jeg kan se I har fundet tøjet og det hele! Jeg glæder mig til at se dig i det. Miley er igang med at varme op for os, om en halvanden time, skal du være klar. Men, jeg kender dig alt for dårligt..." Sagde han så og tog en lille pakke frem. "Det her.." Han satte sig foran mig mens Lou begyndte at ordne mit hår. "Det var din mormors smykker. Det er et arvestykke. Her" Min far rakte mig pakken og jeg åbnede den. Der var hele fire små pakker indeni. Jeg åbnede den første, det var en tung ring, den havde mørke og lyseblå sten, den havde små blå perler i siden, den var utrolig detaljeret. "Hvad er det for en ring?" Spurgte jeg min far om. "Den hedder Jeanne Jashsin. Den er opkaldt efter din oldemors oldemor, hun havde øjne, blå som havet og himlene. Pak den hvide æske op" Sagde han så glad. Jeg åbnede den lille hvide æske op. Den var en ring af guld, med en hvid rose, nok af porcelæn som var på, med små blade ved siden af som havde hvide sten på sig. "Hvad hedder den her så?" Spurgte jeg så glad. "Det er Merunas giftering. Din oldefars mor, blev en midnat om sommeren spurgt. Ringen er over 100 år gammel. Men den ældste er Jeanne Jashsins ring. Den er 235 år gammel. Åbn den sorte æske" Smilte han så. Jeg gjorde som han sagde. Det var en halskæde. "Hvor er den smuk." Sagde jeg så.. Jeg stoppede helt op, jeg vidste godt hvilken halskæde det var! 

"Det er jo Tårerkilden!" Sagde jeg. Hvor havde min far fundet den henne? Han grinte bare. "Din mormors tipoldemor, var blevet gift med en kongelig, hun fik den halskæde af ham på deres bryllupsnat. Men da hun lå ved hendes dødsleje gav hun den til hendes eneste datter. Hun hed ligesom dig, Janelle. Kan du se de tre diamanter? De skal symbolisere hvad hun troede på." Sagde han. "Hvad troede hun på?" Min far havde fanget mig, det havde han virkelig. "Den første, for kvindens mod. Den anden, for retfærdigheden, den sidste, for troen på at alle kan ændre historien." Min far satte sig på hug foran mig. 

"Jeg elsker dig Janelle, du skal vide at i aften, så vil folk ikke huske pigen som er min datter. De vil huske Janelle Kandrik" Jeg smilte til min far og krammede ham. Jeg ville græde, men jeg kunne ikke, enten fordi at Lou ville sige at jeg ødelagde make uppen, eller fordi jeg bare lod vær. "Gør mig stolt, prinsesse" Min far gik ud igen, men lod en sidste gave være tilbage. 

Han lukkede døren. Lou gav mig pakken, der var et kort på. 

#Svær bliver opkaldt efter deres legendariske slag. I flere århundrede har Kandrik kvinderne stået for det umulige, i aften, vil du ikke blot gøre dem stolte, men gøre din gamle mand stolt. Det her armbånd, det er min gave til dig. Rock on, my little princess. Far# 

Jeg smilte og åbnede pakken. Det var et armbånd, med sorte sten på, men det blev bedre, de var på bitte små kranier. 
"Din far, kender dig alt for godt" Smilte Lou til mig. "Ja, han kender mig" Sagde jeg stille. 

***

Min guitar var blevet stemt, jeg stod og holde Will og James i hånden inden vi ville gå ind. Jeg skulle sammen med dem spille og synge mine sange. Lullaby, det var den første, I Will Touch The Sky, den anden og så ville de gamle sammen med de andre komme. 

"Piger, drenge, mænd og kvinder! I alle aldre! I har nu set, Miley Cyrus, The Wanted og sidst men ikke mindst! Avril Lavigne! Jeg vil nu præsentere jer for tre utrolige unge mennesker. Janelle Styles, Will Horan og sidst men ikke mindst, James Payne!"

Jeg gav slip på deres hænder og vi gik ud, jeg var vildt nervøs, men James og Will havde før optrådt på deres skole, så de lod bare som om at det var ligesom på skolen. 

Jeg fik sommerfugle i maven, de ville flygte, hele vejen fra min mave og ud af min mund. Jeg skulle ikke brække mig, alting kildede bare. James og Will smilte til mig. 

De jublede alle sammen inde i salen, vi satte os på stolene og vi begyndte at synge... 

______________________________________________________________

Åh, nu bliver alt jo spændende. 

Specielt fordi at Anne og Janelle langt fra har diskuteret færdig. 

Er der nogen som er fan af James og Janelle? For jeg mangler et navn til dem! 

Men jeg takker jer fantastisk mennesker, 12 favoritliser og ni likes? 

Ååh jeg blev så glad at jeg skreg af glæde i morges! 

I er så dejlige! 

xo xo Louise!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...