Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4174Visninger
AA

14. When I look at you. Pt 1

*Andrews synsvinkel*

Jeg sad inde på hotelværelset og var ved at blive virkelig nervøs. Jeg skulle ud med datteren af en verdenskendt mand. En mand som man faktisk ikke vil fornærme overhovedet. Det havde min far lært, og alle de andre. Jeg havde så også. At tro man kan rulle hans hus ind i toiletpapir, arh, det var en dårlig ide... En rigtig dårlig ide, havde jeg vidst at hans kone og ham selv vidste hvordan man smed en krop på firs kilo fire meter op i luften.. hov, overdrivelse, i hvert fald, forstyr dem ikke, nogensinde. 

Jeg gik hen til terrassen, jeg boede lige over Janelle. Jeg ved det, for jeg hørte hende i morges, da hun slog hovedet. Det var faktisk, rimelig sjovt. Jeg tog mig selv i at grine over det. 

Jeg gik hen til min kuffert, jeg havde fundet en sort t-shirt jeg kunne tage på, burde jeg havde min ID halskæde på? Nej, hun ville nok synes det var bøsset. Jeg lagde den på natbordet og ledte videre, efter noget... som sagde strand. Eller sommer. 

Noget der ikke var grimt. Jeg fandt nogle lyse jeans, det kunne jeg da godt bruge, ikke sandt? Hmm, altså, hvis jeg nu tog mine Adidas på, så ville det se okay ud. Ville det ikke?

*James Synsvinkel*

Jeg smilte til Janelle, hun havde det mærkeligt, jeg ville også have det mærkeligt hvis en dreng, var igang med at style mig, hvis jeg selv var en pige. Hendes hår blev puffet en smule op, og hendes tøj? Dylan havde faktisk været ude og shoppe nyt tøj til hende... Hvad? Bare hvad? 

"Hvad, hygger du dig Dylan?" Spurgte jeg. "Hendes hår, det er så langt, hvorfor har Natasja ikke så langt hår?" Spurgte han så Edward om. "Aner det ikke, hun klippede halvdelen af, hvorfor hun gjorde det, aner jeg ikke!" Sagde han roligt. Døren ind til hendes værelse blev åbnet. Hun kiggede bare koldt på Janelle, og rullede med øjnene. Hvad var det med hende? 

"Hvad med dig Jay?" Spurgte jeg så. "Det er sært, jeg vidste ikke at Dylan var en.. kvinde" Sagde hun så. "Av!" Dylan havde slået hende i hovedet med en børste. Hun slog så igen. "Du skal ikke slå stylisten!" Sagde han så hidsigt. "Og du skal ikke sige mig imod" Sagde hun skarpt igen. "Hvorfor skulle jeg ikke sige dig imod?" Spurgte han så. Hun rejste sig. "Fordi, jeg er en pige, og man slår ikke en pige, medmindre man er en pige, eller i dit tilfælde en kvinde" Touche. 

Drengene lavede den der lyd, der sagde. "oooh!" Jep, Janelle havde vundet. "Sæt dig ned Styles." Hun satte sig ned med en ovebevisende smil, hun havde fået sin vilje. 

*Natasjas synsvinkel*

Det var bare for meget, drengene, alle drengene sad og så på at Dylan satte hendes hår og gjorde hende køn til hendes specielle date! Jeg brækker mig. Værre endnu ville nok være at de faktisk ikke havde sagt noget til hendes far. Hvorfor ikke bare sige det? Det værste der ville ske var at der ville komme et nej? 

Jeg sukkede en del over det. Hvorfor kunne jeg ikke have det sådan? Jeg ville ønske jeg til tider var som Janelle. Bare ikke det voldelige, for helt ærligt, hun var ikke bange for at komme op og slås, langt fra. Det var som om at hun var en dreng indeni, men alligevel ikke. 

Altså, hun havde faktisk en helt perfekt størrelse, hun havde endda et mellemrum mellem sine ben, som var pænt til hende, og hendes hud var rigtig pæn og brun, og hendes hår. Jeg var faktisk misundelig, jeg gad godt at have hendes lange prinsesse hår. Den måde det krøllede på var rimelig flot, hun havde de her store bløde krøller, og når hun havde flåt hår, fik det hun det her rå udseende, og hvis hendes krøller var der, lignte hun faktisk en rigtig engel. Men hendes øjne kunne jeg ikke lide. De var ikke særlig kønne, blågrøn, ej det var ikke noget man skulle blande! 

Jeg var gået ud for at se hende, hun havde fået langt løst hår, som ikke skulle sættes op, og en eller anden have købt tøj til hende! Jeg kunne se det lige var købt, for prisen stod der endnu. 

"Kan du lide tøjet? Jeg har selv købt det!" Sagde Dylan glad. "Er det ikke lidt prangende " Spurgte hun virkelig om det. "Janelle, du skal stråle, det skal være sådan at alle andre tænker: Hun er ikke en Styles, hun er en Kandrik" Sagde han så, helt alvorligt. Give me a break! 

*Janelles synsvinkel*

Tøjet var fantastisk! Men prangende! Jeg tog det dog hurtigt på inden på mit værelse, det så faktisk rimelig godt ud, også sammen med den øjenskygge Dylan havde lagt. 

Jeg åbnede døren ud til. Jeg var lidt tilbage holdende. Det indrømmede jeg gerne. "Så, hvad synes I?" Jeg drejede rundt en enkelt gang og kiggede på James. Han smilte bare, ligesom Will, og alle andre, undtagen Natasja, hun stod igen i døren og kiggede groft på mig. Igen. 

Jeg lod det ligge. 

"Ikke noget, der er for meget, eller?" Spurgte James. "Hov, hov! Det er mig som er stylisten, jeg spørger. Der er ikke noget galt med det ,eller?" Spurgte Dylan så. Jeg grinte småt. "Nej, det er fint." Svarede jeg så. "Godt, nå, men øhm, nu er klokken også, nok til at vi skal af sted. James, Will jeres opgave, før hende sikkert ned i lobbyen ned til Andrew og så" "hvordan ved du vi skal mødes i lobbyen?" Spurgte jeg. "Jeg tog din mobil og aftalte det" Sagde han så. Jeg sukkede glad. 

*James synsvinkel*

Da hun drejede rundt så let som en fjer, blev min mave tung som bly og hård som sten. Hvorfor var det ikke mig som skulle med hende på stranden? Hvorfor var det ikke mig, hun synes der var spændende? Hvad er det hun ikke kan lide ved mig? Jeg smilte bare til hende i smerte. 

"Hvordan ved du vi skal mødes i lobbyen?" Spurgte hun så. "Jeg tog din mobil og aftalte det" Sagde han en smule flovt. Jeg smilte bare. "Du ser godt ud Jay" Sagde Will så.  Lige hvad jeg ville have sagt. "Jeg er enig" Sagde jeg så. Hun rødmede helt. "Lad være med det! Jeg får røde kinder" Sagde hun stille. "Så bliver looket bare mere, perfekt!" Sagde Dylan afsluttende. Jeg smilte bare dumt, sammen med Will men Edward var gået ind til Natasja. 

"Så, vi skal af sted med de gamle om en halv time, hvis vi smutter nu, kan vi tage ud og spise junk food, på vores regning" Sukkede Phil trist. "Husk, det går til et godt formål" Sagde Janelle glad. "Hvilket formål?" Spurgte han hende så. "Mæt Niall Horan  fonden. Giv ham en cheeseburger og halvdelen af verdens sult er blevet ryddet af vejen" Smilte hun. I forhold til at hun var så drenget, syntes jeg hun var en rigtig prinsesse. Men ærlig talt, hun manglede bare en tiara. Så var hun fuldendt!

Nej det er løgn, hun er, hun var allerede fuldendt! 

"Så, vi smutter nu James! Vi sms'er når vi er helt ude af hotellet! Vi ses!" Trillingerne og Edward gik ud af døren, så Will, Janelle og undertegnede sad tilbage. 

"Jeg føler mig altså billig. Tror I overhovedet han ville kunne lide det her tøj?" Spurgte hun. "Billig? Lide? Hvis Andrew ikke kan se det smukke i dig, så har han et problem!" Sagde Will glad. Jeg smilte, han havde ret. Fladt hår, eller krøllet, hun var perfekt. Ikke som en barbie. 

Mere, som hendes selv, og hendes øjne? Jeg elskede dem ærlig talt. Jeg så ikke bare øjne, jeg så hendes liv. Hun var ikke et bymenneske, hun ville ud i de store skove, og løbe rundt, hun ville have solens stråler skulle ramme hendes krop, hun ville ud og galopere af sted, i fuld galop, så langt væk fra alt det her, som overhovedet muligt. 

"Mit navn er James, jeg er lidt lames"

Smstonen... så hyggelig. 

#Vi er ude nu. Bare rolig, biografen ligger hele tyve minutter fra hotellet! Hils Jay og Will! Dylan# 

"Kom så, du skal ud og feste!" Sagde jeg glad. 

*Janelles synsvinkel*

James og Will havde fulgt mig til elevatoren og vinkede farvel. Mit hjerte hamrede af sted, jeg skulle ud på en date! Sommerfuglene i min mave, eksploderede helt. Ville han synes jeg var køn nok? Eller ville han synes jeg så dum ud? 

Jeg kiggede på klokken, det var fem minutter endnu til at vi skulle mødes i lobbyen. Var jeg spændt? Ja, jeg var utrolig nervøs. Og mine kinder, tja, man kunne se jeg rødmede, og jeg kunne mærke blodet blusse op i dem. 

Elevatordøren åbnede sig og jeg gik ud, solen var stadigvæk fremme, jeg gik ud og kiggede omkring mig, jeg holdte godt fast i min mobil. 

Måske skulle jeg bare gå op igen? Nej, nu... nu bliver du her. Du skal blive og se ham i øjnene. 

Du skal have en god aften, du skal bare slappe af. Du skal have det sjovt, bare ikke drikke, det er du dog for ung til! 

"Hey" Jeg vendte mig om, og mødte de grå blå øjne som lyste op. "Hej" Sagde jeg med et tåbeligt smil, sandsynligvis. 

"Er du klar?" Spurgte han. Jeg nikkede bare som var jeg en nikkedukke. Han så virkelig godt ud. Sort diskret trøje, lyse jeans, som gik til knæene og adidas sko. Andrew lagde forsigtigt en hånd min venstre skulder. Jeg blev helt rød igen, jeg var slemt ramt, eller også, så vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. 

Da vi kom ud, var det jo paradis. Solen skinnede stadigvæk utrolig meget selvom det var aften og stranden? Der var blevet sat palmer op, med lyskroner i toppene, der var en endda en rigtig Hawaii bod, med piger i bladskørter, og blomsterkæder om halsen, og de blomstrede skjorter havde tjenerne på. 

Det var rimelig sejt. Musikken var allerede sat på, og folk var begyndt at købe drinks. "Vil du danse?" Spurgte han så. Jeg blev helt rød i hovedet. "Okay så." Jeg følte mig dum, jeg kunne ikke danse, men at lade Andrew føre an, det var også fint nok for mig! 

Jeg hyggede mig, jeg både fik en flyvetur og fik grint en del, specielt fordi at allerede inden klokken var otte, så var nogle så fulde at de ikke kunne gå. Det var pænt sjovt, at nogen kunne se sådan ud! Jeg smilte bare over det. 

Efter lidt tid, var der en lille pause og vi fik noget at drikke. 

"Så, hvad synes indtil videre?" Spurgte han så. "Det er hyggeligt, jeg slapper af.. Det øhm, det har jeg ikke rigtig haft tid til her på det seneste, jeg er jo meget... jeg er et travlt menneske, du ved, synge, synge og atter synge, og så ride, og så passe hunde, og synge mere" Sagde jeg glad. "Det øhm, rider du?" Spurgte han så. "Ja... det er ikke noget noget jeg går op i med, konkurrencer, for mig er ridning afslapning." Smilte jeg så. Jeg kørte igen min hånd igennem håret, det var vildt varmt at det var løst. 

Jeg fandt en hårelastik i min lomme og satte det op. Andrew smilte bare til mig. 

"Kom, lad os gå ud og danse" Smilte han. Han rakte sin hånd ud efter mig og fulgte mig ud til stranden. Vi dansede til 'Stand up', det var sjovt, specielt fordi at det var en af de gamle sange som min far havde lavet. 

"Folkens! Jeg vil nødig afbryde sangen, men nu, er det tid til en smule limbo!" Råbte Dj'en. Det var en konkurrence imellem drenge og piger, det var rimelig sjovt. Jeg grinte over at jeg var den sidste som skulle under, af dem som deltog, det var også sjovt. Da jeg kom under, kunne jeg mærke en smerte i min ryg, det var fra faldet, tænk at jeg stadigvæk kunne mærke det, men det gjorde ikke noget, det eneste det gjorde var at det begyndte at klø en smule. Men det skulle nok gå, ikke sandt? 

Det var virkelig sjovt, dem som kunne komme længst ned skulle kysse hinanden. 

Jeg kom ikke så langt, min ryg blev for meget, måske skulle jeg gå til lægen med det. Men lige nu, heppede jeg bare på Andrew. Sød skulle jeg da også være engang imellem. 

Min lomme begyndte at kilde helt vildt. 

Det var James, han spurgte om jeg havde det godt. Det havde jeg da! 

Jeg svarede ham hurtigt og gik tilbage til at have det sjovt. Andrew vandt ikke, fair nok. 

"Hey, er du træt?" Spurgte jeg. Han pustede lidt. "Nej slet ikke!" Grinte han. Åh, han var nu rigtig sød. Jeg ville ønske han blev ved med at ligge sin hånd på min skulder og snakke til mig, men jeg vidste at når noget var for godt, ville der altid komme en lille sort sky. 

"Se! Det er Andrew McGuiness!" Hvinede en pige. Mit smil forsvandt, fans, en ting jeg havde lært af at være i familie med en berømthed, nogle gange, måtte fans komme før familie. Men jeg var ikke familie, blot en date. 

"Må vi ikke få din autograf?" De nærmest stak papir og mobiler op i hovedet på ham, jeg blev endda skubbet væk. Jeg vidste det, det var for perfekt. 

Jeg rejste mig op fra sandet og gik tilbage til hotellet, jeg var faktisk pænt ked af det. Jeg havde ikke engang kysset ham, alt han skulle gøre, var at være sød overfor mig, og så var jeg allerede fanget i et spindelvæv af ulykkelig kærlighed. 

Jeg kiggede mod stranden. Jeg havde den her forestilling i hovedet om at han ville gå efter mig, men jeg tog fejl. 

*Andrews synsvinkel*

Det var for meget til sidst. Alle de fans, hvor kom de overhovedet fra? Den musikvideo vi lavede var kun blevet set et par tusind gange!

"Ja, hej" Sagde jeg høfligt til dem. Skrev lynhurtigt, kiggede på samme tid efter Janelle, men ingen steder hun var ingen steder. Hun ville heller ikke tage sin mobil. Jeg blev pænt bekymret, og jeg fik helt ondt i maven. 

"Hør her, jeg bliver nødt til at gå nu" Sagde jeg irreterret, jeg ville ikke være sur på de piger, men de gav mig ikke noget valg når de opførte sig som de gjorde. Nogle gange, ville jeg ønske de ikke var sådan, eller at jeg var normal. Janelle var heldig, hun var ikke rigtig blevet opdaget endnu, men snart ville hun vel? 

Jeg var kommet til lobbyen og kiggede forvirrende rundt, ingen Janelle. Døren gik op bag mig. 

"Sikke en film!" 

"Den var helt utrolig! Jeg troede det var en tudefilm!" 

"Det var det da også Harry! Hun døde for at han kunne komme videre med sin forskning!" Det var dem... Shit. Jeg vendte mig panisk om og så på dem. Hvad skulle jeg gøre? Jeg vidste godt at deres sønner vidste noget om den her aften, men hvad med dem selv? 

Jeg skyndte mig bare videre ind i cafeen og gemte mig bag en plante. 

Jeg kunne jo prøve at ringe til hende? 

*Dylans synsvinkel*

Han så helt panisk ud, det betød en enkelt ting, havde mistet hende, hvad end han havde gjort, så havde han mistet hende! Lige hende? Kunne det ikke være en som var, jeg ved ikke? Mere stabil! "Hey far, jeg køber lige en kage, og sådan noget. Drenge!" Jeg kaldte på mine brødre og Edward førte diskret de gamle ovenpå, uden at de lagde mærke til os. 

 

"Phil, George, I så ham, ikke sandt?" De nikkede bare. Han gemte sig bag en plante. 

"Åh, kom nu tag den! Yes... pis, telefonsvarer!" Knurrede han. "Jamen, er det ikke yndlingen?" Spurgte George så. Jeg var faktisk rimelig sur, om jeg ville det eller ej, selvom jeg ikke havde kendt Janelle særlig længe, så var hun altså en god ven. Og hun fortjente en som kunne behandle hende ordentligt. Uanset hvad. 

"Må vi så spørge dig? Hvor er Janelle?" Sagde Phil så, pænt vred faktisk. Han rejste sig op og kiggede på os. "Det er ikke min skyld, okay? Jeg mistede hende, ja. Det var et uheld, selvfølgelig, jeg vidste ikke at jeg havde fans." Sagde han så. Jeg sukkede. "Din far har været med i The Wanted... selvfølgelig har han fans einstein" Sukkede jeg og rystede på hovedet. 

"Janelle er datter af Harry Styles, hvorfor har hun ingen fans?" Spurgte han så. "Fordi, Janelle skræmmer sine fans væk, hun hader fans. Pænt sagt" Sagde han så, lettere irreterret faktisk! 

Jeg kiggede lidt undersøgende på ham. "Så, det var ikke meningen a" 

"Nej Dylan." Sukkede han så. "Jeg vidste ikke at jeg ville blive fundet okay" Sukkede han så, igen. 

Jeg rullede med øjnene. "Sidste gang der var fans blev det for meget for hende, så hun var væk, i over ti timer" Sagde Phil. 

"One Directions fans, er altså også syge i hovedet!" Snerpede han. Jeg knyttede min hånd. Syge? NEJ! "Bare lad hende være" Sagde jeg, og vi gik ovenpå. Jeg åbnede døren ind til vores suite og der var helt stille. James sad ude i køkkenet og spiste et eller andet. 

"Hey" Sagde Phil. "Hey... Jay, sover hos mig og Will i nat." Sagde han stille. "Er hun derinde?" Spurgte jeg bekymret. Han nikkede bare. "Vi skulle aldrig have ladet hende gøre det..." Sagde han, helt stødt. "Hvad mener du?" Spurgte jeg så. "Han er søn af en af de... okay ikke de værste, men vores fædre og deres fædre, kunne jo aldrig enes. Det ved vi alle sammen..

” Sukkede James. ”Jeg går ind til hende nu. Godna”
”Vi går med” Sagde jeg så. Jeg ville gerne se til hende. For jeg var bange for at hun havde gjort noget dumt, uden nogen havde set det. Will var faldet i søvn i stolen ved terrassen og Janelle, hun lå i James seng og sov, men noget jeg aldrig set før, noget der gav mig gåsehud.

Hun græd  i søvne. 

*James synsvinkel*

Tornerose, det var svaret! Tornerose, eller Snehvide? Snehvide var nok bedst! Janelle var en snehvide, som græd i søvne. På en helt magisk måde. Jeg fik faktisk ondt i maven af at se på det. En tåre af gangen. Selvom hun sov, så græd hun smerten væk i søvne. Det var vel bedre end at sidde og græde ud, måske? 

"Godnat drenge" Sagde jeg så. De nikkede blot... Men Dylan stoppede op. "Eddie? Hvor er han?" Spurgte han så. "Han er hos sin søster, hun er vidst pænt vred. Over hvad, må du ikke spørge mig om" Sagde jeg så. 

De nikkede blot. 

Jeg kiggede på Janelle. Hun var utrolig smuk når det kom til stykket. Hør mig lige, jeg gentager mig selv konstant! Men det var jo sandt! Hendes blågrønne øjne, det lange mørke hår, den spinkle krop. Jeg lagde forsigtigt og nænsomt min hånd på hendes kind. Den var drivvåd af tårer og mascara. Jeg gik ud på badeværelset for at børste mine tænder. Mens jeg skrubbede løs, kunne jeg høre nogen gå. 

"James?" En spinkel næsten syngende stemme gav mig gåsehud. Jeg vendte mig om. "Janelle" Sagde jeg så, og spyttede tandpastaen ud. "Jeg går hen til mig" "Nej, bliv. Vi mener det." Sagde jeg bedende. "Hvorfor? Mit... mit humør smitter jo tydeligvis af på dig" Sagde hun trist. Jeg lagde min tandbørste fra mig for at gå hen til hende. Jeg lagde mine hænder forsigtigt på hendes tynde spinkle skuldre. Jeg kiggede ind i hendes livlige øjne. Og igen, jeg så det hele for mig. Hun lød ved stranden mens bølgerne bruste så skummet lagde sig på stranden, i skoven hvor hun klatrede vildt i træerne og jeg ville prøve kærligt at fange hende. Jeg fik den her fornemmelse det var en god fornemmelse, den sagde at jeg skulle smile, så det gjorde jeg. Nok lidt kejtet. Men, det var fint nok, for mig. 

"Jeg skal nok blive..." Sagde hun træt. Jeg smilte. "Gå du bare over i min seng, jeg smider mig på sofae" "Ikke tale om, kom nu, der er plads til os alle tre i sengen." Sagde hun så lidt stædigt. "Janelle" "James, jeg giver ikke op" Hun smilte. Hun var stædig, det var hun skam. "Okay." Sagde jeg så, helt opgivende. Træt, jeg havde brug for søvn. En god søvn. Jeg gik ud stuen og slukkede lyset. Men inden jeg slukkede, kunne jeg igen høre fodtrin. "James?" Jeg vendte mig om. "Will" Smilte jeg glad. "Du, vil du love mig noget?" Jeg mig helt om, så jeg på ham. Han havde hænderne i lommerne og kiggede ned i jorden. "Hvad er det?" Spurgte jeg så. "Jeg har en juvel. Den skinner som solen. Jeg er bange for at den går i stykker. Passer du på den, når jeg ikke er der?" Juvelen Janelle. Nu forstod jeg det. "Jeg skal nok passe på juvelen for dig" Jeg kunne ikke tro det, jeg havde fået tilladelsen. Men jeg ville ikke gøre noget overilet. Hun skulle først hjem og tage en slapper før jeg ville gøre noget. 

"Hey Jay?" Jeg kunne høre Wills stemme. "Jeg øhm, går ind til trillingerne, gør det noget?" Spurgte han så. "Det er okay" Kunne jeg høre en syngende men træt stemme sige. Will lukkede døren til vores værelse og smilte. "Pas på juvelen" Sagde han glad og gik ind til trillingerne. Jeg kiggede hurtigt på min mobil. Min far havde skrevet at han ville snakke med mig imorgen om noget, pænt alvorligt. Fint nok. Jeg skrev at jeg havde tiden til det og at jeg gik i seng. Jeg slukkede lyset og gik ind på værelset. Terrassedøren var stadigvæk åben og en kold vind kom ind. "Jay?" Sagde jeg stille. Hun sad ikke i sengen, men ude på terrassen. Hun vendte sig mod mig, og hendes klare blågrønne øjne strålede. Igen var jeg fanget af skov og hav. 

"Kommer du herhen?" Spurgte hun så. Helt lillepige agtig. Jeg smilte blot og gik hen til hende. "Hvordan har du det?" Spurgte jeg. "Jeg ved det ikke. Jeg troede han ville kysse mig." Hun tog sine ben til sig og gemte sig en smule i sit hår. 

"Hey... så går han bare glip af en pige. Som er helt vidunderlig" Smilte jeg. "Synes du?" Spurgte hun, helt energisk. Jeg fik sommerfugle i maven igen. "Ja, det synes jeg. Du er ikke som de andre, du er lille og rå, du er på samme tid, uskyldig og forsigtig. Du er stærk, men også svag, du er helt forvirrende, den ene dag, er du velopdragen og den næste, er du vild og ustyrlig..." Grinte jeg. Hun grinte med. "Ja, jeg er helt udstyrlig. Men jeg ved ikke helt... sådan er jeg bare. Og sådan vil jeg nok altid være, vil du kunne leve med det?" Spurgte hun så. "Ja, du er en god veninde... jeg har ikke så mange... så helt ærligt." Jeg kom ind på et følsomt emne, noget jeg ikke rigtig ville snakke om... "James." Sagde hun. Jeg kiggede på hende igen. Lige ind i hendes øjne. "Hvad er der galt?" Spurgte hun så. Jeg begyndte at lege lidt med mine fingre... Hvad skulle jeg sige til hende? 

"Jeg øhm... jeg er ikke så populær på min skole. De fleste kan ikke lide mig fordbi" Jeg måtte tage en dyb indånding, du skal ikke græde, du skal være stærk. Kom nu! 

"James, det er okay... du er ikke den eneste som har det sådan" Jeg kiggede helt chokeret på hende. "Den her pige... hun har altid været efter mig, og jeg... jeg fik nok en dag." startede hun så. "Hvad gjorde du?" Spurgte jeg. "Jeg blev bortvist, som jeg har fortalt.... Tror jeg... jeg kan ikke huske det! Men altså. Nogen gange, må man sige fra James" Sagde hun så, helt alvorligt. "Det kan jeg ikke.." Hviskede jeg så bange. "Hvorfor?" Spurgte hun bekymret. "Det er kompliceret." "Nej, det er bare frygten for skader. James, sig mig det." Hun lagde forsigtig sin hånd på min skulder, jeg fik gåsehud. Jeg tog en dyb indånding, mit hjerte hamrede af sted. "Der er nogle som har været efter Dylan... fordi... jeg har taget skylden og tingen er at..." Jeg kunne ikke. Det var ondt, specielt overfor Dylan. Hvad med hans familie? Hvad med hans lillesøster Sarah? Hvad ville hun ikke sige til det? 

"Han har kysset en dreng... ikke sandt?" Spurgte hun så. "Han... " Rolig nu, træk vejret. Stille og roligt. "Vi har en tredje, musiklærer... Han... han hedder Ed Williams. Han er 22.." 

"De er sammen?" Spurgte hun så. Jeg nikkede. Jeg havde helt ondt i maven, som om at Iron Man, lige havde slået mig. Eller Hulk. 

Janelle lænede sig op af mig. "Jeg ved godt du dækker over dig selv. Hvad end de her piger har gjort, så er det ikke dit problem længere" Jeg kiggede på hende. Mente hun det?  Hvordan vidste hun det? "Hvordan vidste du det?" Spurgte jeg så. "Du ville undskylde for et kys. Du frygtede at du havde udnyttet mig. Det er ikke en del af din opdragelse. Men en del af dit humane." Hun rejste sig op og gik ind i sengen. Jeg kunne høre da hun lagde sig, hvordan dynen blev løftet op og ned igen, hendes hoved der lagde sig på puden. 

Hvordan vidste hun det? Jeg havde aldrig fortalt nogen om det.Aldrig. 

Jeg sad ude på terrassen i den kølige vind i noget tid. Jeg havde brug for det. Det var som om at hun kendte mig bedre end nogen anden til tider. Mens hun andre var sky som dyr. Men enestående, det var hun, uanset hvad. 

Jeg besluttede mig endelig for at gå op til hende og gå i seng. Jeg smed min trøje og lade mig ved siden af hende. Hun var falden i søvn. 

Men hun græd ikke ligesom før. Denne her gang. Var hun bare Janelle som var faldet i søvn, og selv i søvn lignte hun en stjerne 

Jeg lukkede mine øjne i. Jeg bad sådan til at jeg kunne se hendes smil i mine drømme. 

_____________________________________________________________________________________________

Åh James, han er så uvidende. 

Hvad synes I? Udvikler det sig som det skal? Eller, vil det hele ende i kaos? 

Godt spørgsmål. 

Men tak for at den er på så mange favoritlister! Skal vi ikke se om den kan komme op på over ti? 

Fedt I følger med! :-) 

Men beklager det korte afsnit! :( 

kun 4377 ord er ikke specielt meget!

xo xo Louise

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...