Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4200Visninger
AA

13. Two worlds

Jeg havde lagt mig i sengen, tanken om at jeg ville gøre noget uden min fars tilladelse var faktisk ikke særlig rar, jeg havde fået lidt ondt i maven. Det var måske fordi jeg havde spist. Jeg satte mig op i sengen og kørte en hånd igennem mit hår. Jeg var vildt træt, jeg savnede min hest og hundene, jeg savnede at de ville hoppe op i min seng og boltre sig sammen med mig, jeg savnede at sove med min far. Vi havde faktisk sovet en del sammen nu når mor ikke var der. Det var sært, jeg troede først hun var på arbejde, arbejde, i noget, politiværk, men jeg tog fejl. Borgerkrig, i Brasilien som hun deltog i, som snigskytte, den bedste slagsen. Jeg burde være stolt af hende, men det var jeg jo ikke! Jeg knurrede en smule og smed mig tilbage i sengen. Hvad skulle jeg dog gøre? Jeg blev helt dårlig over at jeg kunne være sådan her. 

Jeg måtte slappe af, alt skulle nok gå. Ikke sandt? Jo, alt gik bare for stærkt, og jeg var alt for langsom. Det var det som var galt. Ikke andet. Jeg måtte tage mig sammen. Ikke andet, måske kunne jeg tage og spise igen? Ej, hvad laver jeg? 

Jeg lagde mig ordentligt. Lukkede mine øjne og tænkte tilbage på den onsdag aften hvor jeg havde kysset Will. Eller faktisk tænkte jeg ikke på kysset, jeg tænkte på at vi sang, vores stemmer som var, som skabt for hinanden, men hvad så med James? Vores stemmer var rimelig gode sammen, syntes jeg selv. 

Bare slap af, og læg dig til at sove. Det kunne jeg ikke. Jeg tog min mobil frem og lyttede til en gammel sang som Ed Sheeran havde lavet. The A Team. 

En smuk sang, jeg vidste ikke hvorfor, jeg syntes den mindede om mig om min mormor. Hun døde nemlig ung, ikke på grund af selvmord, men i en ulykke. Og hun havde engang været et offer i en voldtægt. Vildt, ikke sandt? Men min mor hendes forældre elskede hende kun halvt, for hendes far var der ikke. Han stak af, han ville ikke have noget med dem at gøre. Rimelig ondt faktisk. 

Jeg kunne ikke sove, det var da utroligt! Jeg gik hen til min guitars taske og rodet i den. Jeg fandt bogen min mor havde givet mig i fødselsdagsgave. 

Jeg begyndte at læse. 

Kære Janelle, nu er du i den alder, hvor du ikke aner hvad der foregår, du ved knap nok hvem du er. For du har været indespærret som en prinsesse faktisk. Du skal vide at det hele nok skal gå, du har det bare svært. Jeg havde det ikke svært da jeg var på din alder, jeg havde det faktisk rigtig godt. Jeg var ikke nogen bølle, jeg kom ikke op og slås, jeg levede i en anden tid. En tid hvor børn faktisk kunne enes, og ikke var som idag. Du er ikke som de andre. Du er langt fra som de andre. Du er en lille glad pige, når jeg snakker med dig. Men tingen er, at da jeg var på din alder, havde jeg faktisk min første gang... Men den vil du nok ikke lige høre om. Det skal du heller ikke, den slags kan din far forklare, jeg er dum til det! Men der skete også andet. Jeg mødte nogle drenge, de kaldte sig 'Niall and the potatoes'... Du kender Niall, kartofler, overalt! 

Men i hvertfald, Liam Payne, husk på navnet, noget jeg aldrig ville indrømme overfor nogen, han var en bror jeg gerne ville have haft, det var de alle sammen, specielt Niall, vi spiste tit om kap faktisk. Men tingen var, at jeg tog med ham til hans afgangsbal, fordi ingen anden gad "skefreaken", et ondt navn, lov mig du aldrig vil mobbe nogen! Jeg tog til hans afskedsbal, også Harrys, jeg brugte dog to forskellige kjoler. Men tingen var, jeg lærte noget du skal vide, James og Liam er fuldstændig ens, hvis han nogensinde mangler en ven, vær der for ham. 

Liam var der også for mig, jeg forlod din far, sikke en dårlig beslutning, men ser du, jeg levede i et år, rigtig usundt, det var så året efter jeg havde mødt drengene, jeg forlod Harry dagen efter min bedstefar døde, for jeg ville ikke have han skulle se min elendighed. Han så den aldrig som andre gjorde. Tre måneder efter vi var gået fra hinanden, havde jeg tabt mig, men taget LIDT på igen, utrolig lidt... Det var til et stævne. Liam, Zayn og Louis var ude og se mig ride, jeg vidste ikke hvorfor for jeg havde ikke haft kontakt til dem, men tingen... tingen i det var, at de holdte nok af Harry til at ville opsøge resterne af mig.. Liam blev ærlig talt bange, jeg kunne se det. Jeg havde tabt mig 15 kilo, jeg var en splejs på 35 kilo. Mine ridebukser og alt mit tøj, for stort. Jeg var blevet til et lig, som var i live. 

Men nu skal du høre, jeg havde ondt over alt jeg gjorde. Men tingen var, at efter jeg havde mødt dem, var jeg begyndt at spise noget mere. Jeg havde taget på, ti kilo, så kunne jeg ikke mere, maden blev for meget, men jeg havde da også fået muskler igen. Så blev jeg seksten, intet spændende skete, jeg tjente styrtenes mange penge og to dage inden min syttenårs fødselsdag kom One Direction på besøg. Vil du vide hvorfor? Harry var ikke sig selv, han arbejdede sig selv i laser, og værre endnu, noget du selv skal snakked med ham om. Hans trang. 

Noget ændrede sig på min fødselsdag. Jeg blev ikke bare ældre, jeg fik mit livs kærlighed tilbage. Men hvordan? Det var ikke nemt, jeg havde oplevet det værste nogen nogensinde ville komme ud for. Du ved, vi har grusgrave? Dagen hvor Liam frivilligt havde sagt at de ville hjælpe til, var den dag det skete.

Jeg sad oppe ved Eddie, som sædvanlig på min fødselsdag, det gjorde jeg altid, for han havde altid noget godt at fortælle på min fødselsdag, men denne gang, var det hele noget rod. Vi skulle sprænge en grusgrav, og uheldigvis...

Jeg ville gerne læse mere, men jeg turde ikke rigtig. Hvad nu hvis der stod noget, jeg ikke ville læse? Nej læs videre! 

Og uheldigvis for din far og Lou, så var de på det forkerte tidspunkt, på det forkerte sted. Jeg løb ned til dem, jeg tænkte slet ikke over at der igen ville springe en bombe, for de var indstalleret på tid. Jeg overlevede skam, jeg havde blot fået en flænge i panden, ikke andet. En mini flænge? Men hvad med din far og Lou? Jeg havde aldrig følt den smerte før, jeg var pænt sikre på at de var døde da vi fandt dem. For helt ærligt, jeg troede at det tog timer, jeg har bare aldrig fundet nogle ord for at beskrive det. Men nu har jeg. Det var skrækkeligt Janelle, manden jeg elskede så utrolig højt lå foran mig, måske død. Jeg gravede dem selv frem sammen med Niall, Zayn og Liam. Det var hårdt den dag, jeg havde aldrig forudset at det ville ske... Jeg følte jeg havde prøvet på at dræbe dem, det var helt forfærdeligt! 

Men var der lys for enden? Det kan du tro. Efter nogle timer, hvor jeg selv var nogenlunde deprimeret, så kom Liam, Louis var vågnet og han ville gerne se os alle sammen. Jeg sagde jeg ikke ville af sted, for jeg turde ikke se på Harry. Men jeg gjorde det alligevel. Jeg ville ikke med, skal det lige siges igen. Men Liam har jo altid været stærk så for ham var det ingenting at smide mig over skulderen og ud i bilen. 

Jeg begyndte at græde da det første jeg så var din far. Der lå han, med sår over det hele, en flækket læbe, og hans øjne? Hvor var de? Hvordan har du det ikke når du haft mareridt, og ser på far? Bliver du ikke gladere? Fordi nogen er der for at passe på dig? Det gør jeg. 

For han åbnede sine øjne, han åbnede dem og det første han gjorde var at tage fat om mig, og kramme mig. Så sagde han blidt med tårer i hans øjne: "Hvor var jeg bange for at jeg aldrig skulle se dig igen Anastacia. Du må aldrig gøre mig så bange Anastacia" 

Ord, der betyder noget glemmer man aldrig. Og jeg glemmer aldrig din fars ord. For var det ikke for at vi begge havde lavet en fejl, var vi aldrig her hvor vi var nu. Men tro ikke at historien er slut. For dette, var starten på mit nye liv, mit helt nye liv, væk fra godset, i storbyen. Men ikke uden mine dyr, dem glemmer jeg skam ikke. Du skal vide, at dette blot var en lille del af hvad der ville ske videre hen... 

Jeg lukkede bogen sammen. Tænk, min mor havde et spændende liv. Jeg vidste godt hvad hun mente med trang, jeg havde faktisk fundet lidt informationer om min far på nettet, tolv piger om natte, for at komme over min mor? Egentlig er jeg frastødt men på samme tid er jeg rimelig imponeret, ingen kunne få ham til at glemme hende. Det burde da på sin vis være noget godt!

***

Solen blinede mig ærlig talt, det gjorde helt ondt, jeg vendte mig om for at finde min mobil, men istedet drejede hele min krop med og med et bump og et goiing slog jeg hovedet ned i natbordet. 

"Av for satan!" Bandede jeg. Jeg rejste mig op og kiggede omkring mig. Jep, det hele var virkelig nok. Og jeg havde læst i bogen, for den lå på bordet. Den gav mig ærlig talt sommerfugle i maven, specielt fordi at min mor var utrolig ærlig når det kom til stykket. Faktisk hudløs ærlig, at hun turde at bare henvende sig til min fars problem. Det var rimelig skræmmende. Men det ville faktisk forklare en del. Hvorfor folk hele tiden svinte ham til faktisk. Men alligevel, jeg forstod dem ikke, for de kunne jo være ligeglad. Jeg tog hurtigt nogle shorts og en bikinitop på da det ville blive varmt, så jeg skulle nok ikke have det vildeste tøj på. (Link i kommentar)

Jeg følte mig nu lidt chuppy, ikke at jeg var tyk eller noget, men chuppy fordi at jeg fik den her ballonrøv i de shorts, men okay, øhm, det var faktisk nogle jeg havde arvet fra en af trillingerne... Burde jeg finde nogle andre? Ja

Jeg fandt nogle rimelig fede shorts, jeg faktisk ikke anede jeg havde, men jeg smuttede i dem og ud i køkkenet. Jeg syntes personligt det var rimelig sært at jeg ikke boede sammen med min far, men det var deres valg. Min mobil lå på køkkenbordet og blev opladet. 

Jeg tog den ud af stikket og så at der var to beskeder til mig! Jeg var populær! 

#Morgenmad klokken halv ni, sig det videre min skat. Far# 

#Middag halv to? Andrew# 

F.U.C.K 

Jeg skyndte mig at ringe til Dylan. Jeg have brug for hjælp, med alt! Middag halv to, ikke fordi at det var skræmmende, men hvad nu hvis min far? ARH!

"Det er Delle" Hans kælenavn, sødt ikke sandt? 

"Jeg skal spise middag halv to med Andrew, jeg ved ikke hvad jeg skal tage på" 

"Den er halv syv" Brokkede han. 

"Og om en time skal vi spise med de gamle" 

"Jeg vækker drengene.." 

"Super, jeg ser lige til Natasja" Sagde jeg så. 

Jeg lagde på og gik ind til Natasja. Wow, det stank! 

Jeg gik stille ind og trak de sorte gardiner fra, så solen angreb hende. Hun satte sig surt op. "Hallo hvad laver du?" Spurgte hun surt. "Vi skal have morgenmad klokken halv ni.Jeg blev bedt om at sige det videre. Så det har jeg gjort. Men nu når du er vågen, så går jeg ind til drengene." 

"Skal du lege billig?" Jeg stoppede helt op. Jeg lukkede mine øjne i, prøv og tæl. Nej. 

Jeg vendte mig om mod hende, lagde mine arme på kryds og kiggede på hende. "Hvad mener du med det?" Spurgte jeg så. "Du går rundt i SLUT shorts og din bikinitop? Den er fra H&M." Sagde hun snerpet. Okay, jeg vidste ikke det med shortsene, men SLUT? "Og? Det er da ikke dit problem." Wow! Jeg kan styre mig selv. Bliv ved på den måde! 

"Nå, men hvis du vil have mig undskyld, jeg skal ud og være billig, med mine venner" Jeg gik ud af døren, tog min mobil og gik ind til drengene, eller bankede på. Will åbnede op og smilte. "Du har tabt dig" Sagde han. "No shit Sherlock" Smilte jeg. Drengene havde luftet ud så det ikke var så forfærdeligt at være derinde længere. 

"Fryser du ikke?" Spurgte Will. "Nej, jeg har det fint, der er vildt varmt udenfor skal du huske på. Desuden så... jeg ved ikke hvad jeg siger! Er I snart klar?" Spurgte jeg. "ARGH SKELE!T!" Råbte Edward. Jeg vendte mig om. "Forkert, Janelle." Sagde jeg irreterret, så tynd kunne jeg da heller ikke være. "Du burde dække de ribben til." Sagde han, faktisk rimelig alvorligt. 

"Hvorfor det?" Spurgte jeg. "Fordi.. det ser ikke sundt ud, hvad ville medierne ikke sige til at Harry  Sty" Jeg lagde min hånd om hans mund. Han nikkede bare. "Kom, jeg har en du kan låne" Sagde James. Jeg vendte mig om, der stod han, hvid trøje med en v-formet hals, trehvartbukser og Vans. Mmm. Nej! Fy, husk nu at Andrew findes!

James tog mig med ind på hans værelse og fandt en skjorte til mig. Åh, den duftede af hans deo. Jeg blev helt blød i knæene, du skal nok klare den! Husk nu, Andrew er sødere, han har krøller. Og helt ærligt, krøller var et turn on for mig! Hvorfor aner jeg virkelig ikke, men drenge med krøllet hår har altid været en svaghed ved mig. 

Jeg trak skjorten godt om mig og kiggede ned af mig selv. "Hvad synes du?" Spurgte jeg. "Dit hår skal lige reddes. Lad mig" James fandt en hårbørste frem, hvor han havde den fra, spørg ikke. 

Han redte mit hår igennem, det var rart. "Tak James" Sagde jeg. "Det var så lidt... Så, er du klar til at du skal ud og feste i al hemmelighed i aften?" Spurgte han. "Jeg er spændt, men jeg har ikke tænkt over det" Sagde jeg lidt stille. "Det skal nok gå, Dylan og de andre har en plan, de vil trække de gamle væk fra stranden og ind til byen, hvordan de vil få det til at ske... spørg mig ikke, men i hvert fald, så skal jeg sammen med Will holde øje med dig og Anders" 

"Andrew" 

"Prusit" Grinte James. "Andrew" Rettede jeg så. "Okay, men jeg kalder ham Anders, det lyder sjovere" Jeg kiggede tiggende på ham. "Okay, jeg lader være" Sagde han. 

Klokken blev kvart over ni og vi sad og ventede på de gamle, alle sammen. Vi havde fået et større bord, det var rimelig rart, og endda udenfor. 

"Undskyld forsinkelsen, dronningen skulle lige gøre sig klar" Grinte Zayn. "Dronningen?" Spurgte jeg så. "Det er mig putte" Sagde Louis og smilte. Han havde faktisk en trøje på hvor der var en tiara på. Jeg kiggede lidt chokeret på ham. Mente han virkelig det? 

"Har vi alle sammen sovet godt?" Spurgte Niall så og spiste en smule, eller meget, ligesom Will, de slugte faktisk maden på samme tid. 

"Jeg vågnede og slog hovedet ind i mit natbord" Sagde jeg. Min far grinte. "Hehe, det gjorde jeg også, bare i nat" Jeg kiggede ekstra på ham, han havde solbriller på. "Far, tag dem af, vi sidder altså om et bord, i offentligheden det er.." Jeg trak dem af og fik et chok. "Hvad har du lavet?" Hans øjne var helt rødt, lilla og blåt. "Jeg fik for meget drikke, og da Niall, igen" Vrissede han. "Drak for meget, løftede jeg ham op, og fordi at jeg mistede balancen slog jeg hovedet ind i en dør. Igen. Bare hårdt nok til at jeg sagde 'av'" Sagde han så, lidt surt måske. Endelig! En reaktion over at jeg havde gjort noget dumt! Hør mig lige... Det lyder sært, ikke sandt? 

"Undskyld. Det er okay du sidder med dem på alligevel"

"Åh godt du siger det, jeg frygtede sådan du ville blive sur lille mor" Jeg rakkede tunge af min far. Jeg er ikke nogen lillemor! 

Jeg er langt fra en lillemor! Jeg er dum, og kan... okay jeg kan godt lave mad overraskende nok, så har jeg et talent når jeg står i et køkken. Det var i hvert fald ikke fra min mors side af. Hun var elendig i et køkken, hendes mad, glemmer man aldrig. 

"Så øhm, her i aften, kommer der en film... The Living Death Is A Walker. Vil I ikke med ind og se den?" Spurgte Dylan. "Jo da, hvornår starter den?" Smilte Harry. "Klokken seks." Han kiggede han på mig med sine øjne. "Jeg bliver hjemme, øhm, lægen ringede til mig imorges, hun mente at jeg skulle drikke noget smoothie, så det gør jeg. Men øhm, det er ikke en film for mig, så, jeg bliver hjemme." Løj jeg. Uh, det var vildt som min krop flippede over at jeg løj overfor min far. 

"Jamen, er det en drengetur?" Spurgte Zayn. "Ikke helt. Mig og James bliver hjemme, vi har en sang som Janelle lige skal hjælpe os med." Smilte Will. "Hvad med dig skat? Er der noget du vil idag?" Spurgte Zayn så Natasja. "Der er noget outlet i Sydney Fashion House, det vil jeg rigtig gerne se" Sagde hun lidt gladere. "Jamen ved du hvad... så øhm, Lou!" Råbte Zayn. "Vil du med ud og shoppe?" Spurgte Zayn. "Med? Du har ikke noget valg, jeg har set hvordan dig og Perrie shopper til Nat, jeg skal nok hjælpe dig søde" Natasja begyndte at grine, for første gang, nogensinde havde jeg hørt hende grine. Men okay, hun var også blevet glemt en del. Jeg syntes det var synd for hende. "Hvad med dig Jay, skal vi to noget idag?" Spurgte min far. 

Okay, du har valget mellem at have en fed dag med din far og droppe aftalen med middag sammen med Andrew. 

Far kommer først! 

"Ja far! Jeg tænkte på at vi kunne se operahuset, og måske tage ud og se deres historiske museum. Altså det i Sydney" Smilte jeg. "Ja da min pige! Gå  du hellere op og skift til din egen trøje og øhm, så finder jeg lige en lille bil." Sukkede min far og smilte. "Okay." "Jeg går med" Sagde Natasja. "I orden" Sagde jeg. Jeg ved ikke helt, jeg havde faktisk ondt af hende, hun faktisk blev ignoreret af sin egen far. Det var rimelig trist faktisk. Men ikke mere om det! Ej lad være... 

Natasja åbnede døren og jeg gik med ind, vi var hurtigt ude af vores værelser igen faktisk, alt jeg skulle var at lukke vinduet og tage en rigtig trøje på. 

Jeg skyndte mig ned i lobbyen for at vente på min far. Jeg sad og kiggede på min mobil, ventede på at den sagde en eller anden lyd. 

*Natasjas synsvinkel*

Følte jeg mig glemt? Ja, endda en del. Det gjorde dog ikke bedre at ingen ville lytte til mig og så sige at jeg SKULLE med min far og hans åndssvage band... Og med alle deres unger også? Var det en fanfiction eller noget? Det er noget lort, også selvom jeg lige har snøret min far og onkel til at købe alt for dyrt tøj til mig, selv det kunne ikke gøre mig glad. Jeg ville bare hjem til min mor, jeg var langt fra en fars pige, men det var Janelle. Åh se mig, jeg er lille og kær alle elsker mig også selvom jeg konstant er dum. 

Yeah right! Tro mig, den af os to ville det være mig som ville overleve. For jeg gjorde ikke noget for at blive set. Det gjorde hun! Og det var vammelt! Jeg kunne ærlig talt ikke forstå hvorfor James kunne lide hende, hun var lige så tynd som mig og værre endnu så går hun i billigt tøj! Hvis hun virkelig var Harry Styles datter ville alt hendes tøj værre godt og ikke noget billig skrammel! 

Jeg var roligt, i forhold til Janelle, gået roligt hen til elevatoren og var roligt gået ud af den igen, der sad hun så, uden af se op og allerede nu havde mindst fem drenge kiggede på hende.

Hvad var det der var så specielt ved hende? Hendes hår, eller hendes skeletben? Forklar mig det venligst!
For jeg forstod det absolut ikke! 

Så kom min far, smilende, som om intet var galt, men der var noget galt, han var alt for forsigtig omkring mig, hvorfor nu det? Det pissede mig ærlig talt af! 

"Er du klar min skat? Lou har hentet bilen" Smilte han og lagde en hånd på min skulder, jeg trak mig væk. Dumt, men klogt. 

"Hvad er der skat?" Spurgte han. "Hvorfor vil du ikke have jeg synger? Mor siger at" "Mor... Skat, du har ikke kunne kontrollere dig.... vi snakker om det senere. Kan vi ikke bare, have en hyggelig dag sammen?" Han mente det. Vent, han mente det?! Det var nyt! Det var helt ærligt nyt! 

Jeg smilte og gik med ham. Nu skulle jeg nyde dagen, sammen med min far og Lou. Ville det være muligt? 

***

Det outlet var ikke så sjovt igen, faktisk langt fra, jeg havde regnet med at jeg ville have mindst en rigtig hyggestund med min far, men som altid, jeg tager fejl, igen, så var fansene vigtigere end mig... Havde det været mor, havde hun pænt sagt at den dag skulle bruges på mig, og de ville forstå... Men fars fans? ADR! 

Tænk at de kan holde sig selv ud, se på sig selv og sige at man er et godt menneske, det er man ikke! 

Kære alle fans. En lille tanke, skrid af helvedes til så jeg kan nyde en dag, vent ikke engang en dag, bare en time alene med min far, som et normalt menneske! 

*Janelles synsvinkel*

Jeg trippede lidt, jeg kunne ikke vente med at se operahuset! Og så bagefter Australiens forhistoriske museum! Savler, savler! 

"Så min skat, hvordan sov du i nat? Udover at du ikke kunne sove og du slog hovedet?" Spurgte min far. "Jeg læste i notesbogen fra mor" Min far stoppede bilen da der var rødt. "Okay, hvad stod der i den?" Spurte han virkelig om det? Jamen, vidste han ikke det selv? 

"I levede uden hinanden i over et år... hvordan var det?" Der blev grønt og han kørte videre. "Jeg havde altså oplevet noget så uhyggeligt. Da jeg mødte din mor, var hun en helt almindelig pige, som blot havde det godt, som var lidt af en dreng til tider, men, hun havde et hjerte, af guld. Hun forlod, da hendes bedstefar døde, da hun ikke... jeg tror ikke hun kunne klare det. Så øhm, et par måneder senere, tog Lou og Liam ud til et stævne hvor hun så var. Lou havde faktisk fået et billede af hende. Jeg har aldrig set noget så hæsligt" Min far græd. "Undskyld, din mor var ikke... hun havde tabt sig 15 kilo, hun var langt under undervægtig. Det værste var bare, at da drengene så hende, der havde hun taget ét kilo på. Et år senere var hendes vægt så kommet op på 45... det fortalte Adele mig så. Hendes øhm, afdøde kammerpige... Liam troede at hvis jeg nu kom tilbage på godset i noget tid, så ville jeg få det bedre. Fordi at, landet, frisk luft, en masse natur man kan være i. Det var bare ikke naturen jeg så på. Det var naturen i godset. Din mor græder i søvne, hvis hun har grædt inden hun sover." Min far parkerede bilen. Han tog en dyb indånding. 

"Jeg har stadigvæk mareridt om at være fanget under alt den sand, som du nok har hørt om. Du må love mig en ting Janelle, gå aldrig ned til grusgravene." Sagde han så. Helt alvorligt. Jeg syntes det var mærkeligt, den stærkeste mand jeg kendte, havde lige grædt foran mig, velvidende om at det var hans datter som så det. "Min trang, spurgte du til.." Han lagde sine hænder på sit hoved. "Jeg kom sammen med Taylor Swift, og senere, ikke andet end et par dage, så var jeg blevet sexgal... Det... det er ikke noget jeg er stolt af. For jeg udnyttede utallige kvinder for at glemme din mor, det lykkedes bare aldrig." 

"Det er fordi at ægte kærlighed ikke er glemt. Havde du aldrig fundet tilbage til mor, havde jeg ikke været her." Sagde jeg så. Det måtte da være noget godt! "Ja, så havde jeg aldrig fået min lille prinsesse." Min far kyssede mig på panden, tørrede sine øjne og så gik vi ind i operahuset, der kom dog nogle fans. Min far tog pænt nogle billeder og skyndte sig videre med mig. 

Dørene blev åbnet og vi udforskede operahuset, på sin vis. 

Mig og min far, vi hyggede os, da vi kom ind på scenen stod vi sammen og lavede parodier af operasangere, det var operasangerne knap så glade for. Jeg fik taget en masse billeder af mig og min far i operahuset, specielt fjollebilleder. Vi fandt faktisk et mini museum som handlede om operahuset, de havde de her små minihuse og en kæmpestatue midt i det hele. 

"Skat stil dig lige ved siden af" Min far tog et billede, mens jeg stod og smilede dumt. "Arh, du kan godt se dummere ud" "Gamling!" Sagde jeg tilbage. Han smilte bare og jeg lavede kæmpekinder, rottehaler med hænderne og mine øjne kiggede hver sin vej. 

Min mobil vibrerede og jeg lagde mærke til at min far havde lagt et billede ud. 

#A lovely day with my beautiful babygirl# 

Åh lad være! Røde kinder er ikke mig! 

Vi satte os ned ved operaens cafe og spiste noget middagsmad, jeg var faktisk blevet sulten, så jeg sad og spiste af min fars kage, som han aldrig fik... 

Det var rart, jeg havde et øjebliks ro med min far, vi snakkede ikke om  noget specielt, eller, vi snakkede om Guardian. Hun havde det godt nok, men min far tænkte på om jeg ville starte stævner på hende. Det havde jeg ikke selv tænkt over, mest fordi at Guardian er min hest, og min hest, skal ikke udstilles. 

Basta. Men alligevel Western, det var noget hun kunne rigtig godt, det kunne godt være en mulighed. 

Vi spiste færdig, betalte og kørte videre til forhistorisk museum. 

Og igen, den samme procedure med fansene, den her gang, meget hurtigere. 

"Jeg beklager, men idag, er det mig og min piges hyggedag. Vi ses!" Sagde han så. Jeg undrede mig lidt over at han ikke kaldte hans babe længere. "Hvorfor kalder du dem ikke" "Din mor. Hun er min babe, også selvom vi er to forhistoriske fund" Smilte min far. Jeg rødmede lidt, så det havde han bidt mærke i, at jeg kaldte dem oldtidsfund. 

Jeg elskede virkelig udstillingen om Aboriginerne. Den var utrolig spændende, men mere spændende var nok historien om den her pige, hendes navn kunne jeg ikke huske, men jeg fik helt ondt i maven over det. Hun blev taget væk fra hendes mor, og derefter flygtede hun sammen med sin søster, fra et børnehjem tilbage til deres mor, og senere, endte hun så der igen, og fødte et barn, men stak af, igen. 

Klokken var blevet halv fire. Det var på tide at køre tilbage til hotellet, det trængte jeg også til. En god lur, ikke andet. Vi satte os i bilen og kørte tilbage, jeg havde rullet vinduet lidt ned så vinden kunne komme ind. Ikke fordi at aricondition ikke virkede, men jeg elskede når mit hår flagrede i vinden. 

Biib, biib. 

Jeg tog min mobil frem og så en besked fra Andrew! 

#Hey, du kom aldrig... # 

Shit, havde jeg glemt at skrive til ham? Pis! 

#Det er jeg altså ked af, jeg mente jeg havde skrevet, men jeg havde så travlt idag, og mig og min far havde altså en dag sammen, så jeg tog chancen. Undskyld# 

Jeg fik helt ondt i maven. 

#Det er okay. Men jeg tænkte på i aften. Er du ledig der så?# 

Ledig? Øhm...

#Ja da. Jeg skal bare gøre lidt ud af mig selv# 

#Det er ikke noget nødvendigt. Du er fin som du er :-) Ses i aften# 

Jeg smilte over hans sidste besked, fin som jeg er? Åhh søde dreng! 

"Hopper du bare ud nu prinsesse? Så parkere jeg lige" Sagde min far. Var vi allerede kommet hjem? "Ja" Jeg hoppede hurtigt ud af bilen og ind i lobbyen. Jeg sad for mig selv henne ved cafeen og læste i blad som havde fanget min opmærksomhed. For på forsiden var jeg på. 

Man mente at jeg var blevet alvorlig syg, og det var forkert af min far at tage mig med på tour. Baarh! 

Jeg lagde bladet fra mig og kiggede mod døren. Min far kom ind, med solbrillerne for øjnene og et smil på læben. 

"Angående i aften. Det er jo en drengeaften. Selvom nogen bliver her. Skal jeg bestille noge.." 

"Nej det er fint far. Jeg skal bare slappe af i aften" Åh et sus jeg fik af at lyve! Min mave havde tusindvis af sommerfugle som bare gjorde jeg ville grine helt vildt, og min ben snorede utrolig meget rundt, mens min hjerne var på vej ud af mit kranie! 

Syret! 

Jeg blev fulgt op til min etage af min far. Jeg vinkede farvel til ham og han kørte op. Jeg trak straks min mobil frem. 

"Dylan?" 

"Ja?" 

"Er du inde i jeres suite?" Spurgte jeg. 

"Nej, vi er inde i din. Vi skal jo hjælpe dig med at blive klar. Kom så ind!" Han stod i døren lidt væk fra mig. Jeg smilte bare og gik ind til ham. 

"Velkommen til Tomlinson trillingernes salon. Vores mission idag: Gør Janelle Anne Styles mere attraktiv end allerede og hvorfor spørger publikum!" Phil pegede mod de andre drenge. Hvor var Natasja? 

"Fordi, hun skal ud og feste... med selve Andrew McGuiness! Søn af en fra The Wanted! Vil Harry Styles opdage dette? Nej. Vil vi stoppe med at lave en sjov værtstemme? Nej. Lad missionen begynde!" 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...