Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4193Visninger
AA

21. This means war

*Andrews synsvinkel*

Af alle mennesker i verden, hun var da langt fra en lille usikker trunte fra landet! Hun er til gengæld, lille og strid, og at hendes venner, eller hvad fanden de nu er, bakker hende sådan op? 

Hmf! Hun er bare endnu en unge fra One Direction, det bøsseband. 

Åh se mig, jeg er datter af Harry Styles. 

Se os, vi er Tomlinson trillingerne vi er såååå lækre. 

Nej det er I gud fandeme ikke! 

Jeg ville så gerne give hende igen men hun var taget på ferie, eller hun var faktisk på vej hjem, hendes far havde postet et billede af hende som lå i hendes nye bus til hende og hendes lortehest! 

Hvad fanden? Pigen er kun en troublemaker og hun får en bus til en hest for det? 

Hvad. Sker. Der? 

Jeg havde ringet til Joshua og Bryan for at høre om de var med på noget hævn over de bøssekarle til One Direction. 

"Hør her, hvis du vil have din hævn, gå efter Dylan. Han passer hendes to hunde. " Sagde Joshua. "Hun har tre" Rettede Bryan skarpt. "Ja, men den farligste er med hende. Hvis vi bare tager hvalpen, så går det nok" Sagde jeg. 

"Okay, hver aften klokken syv, tager Dylan og Natasja ud for at gå med hundene, det vi skal er at tage den lille, for den store er en lille kalv. Så, vi kaster de her bleer med sovse i, efter dem"

"ANDREW! Hvad laver I deroppe?" Spurgte min mor. "Ikke noget!" Råbte jeg tilbage. "Må jeg lige spørge hvorfor vi hævner os? Kunne du ikke godt lide Janelle?" Spurgte Joshua. "Jo, men så kom, ih så følsomme James, den lille rotte, jeg sværger ved hans taberliv jeg vil have min hævn. Ingen tager en pige fra mig" Sagde jeg vredt. "Men han gjorde det" Sagde Bryan. 

Jeg sukkede. Fuck han var egentlig dum. 

Men vi fik det hele planlagt, også uden min mor opdagede det. Min far vidste det godt. 

Han mente at det ville ramme os i røven, og ham, men han var ligeglad. 

 

Det var endelig blevet den femte august dagen hvor Janelle var ude og gå, med Natasja og Dylan. De gik alle tre med en hund hver. 

"Det her var ikke planen" Sagde Bryan bange. "Slap af. Det skal nok gå." Jeg gjorde som vi havde planlagt, jeg gik helt tilfældigt forbi dem. "Godaften" Sagde jeg så elegant og straks fik jeg et chok da Janelles lysende øjne skræmte livet af mig.

"NU!"

Janelle stoppede op ligesom de to andre. 

Bleerne fløj og jeg kunne høre min egen latter. Virkelig meget. 

"Hvad sker der Jay?" Sagde lille barbie Natasja. "Giv slip på  Lucky Dylan!" Hun gav pludselig slip på hendes to store hunde og jeg lagde mærke til det. Jeg havde kvajet mig. 

"Andrew! Din plan gik ikke!" Fjolserne var hoppet op i et træ for ikke at blive spist af de to store hunde. Jeg gik så pinligt hen til dem. 

Janelle vendte sig så om mod mig, mens Dylan og Natasja stadigvæk prøvede at få hundene til ro. Hun kiggede vredt på mig, og hendes hår var smurt ind i sovsen, eller glemte jeg at sige, det var ikke sovs, jeg er en dreng, jeg tager hævn på det ulækreste. 

"Har du lige, kastet en ble efter mig, som du har gået med?" Vrissede hun og kom tættere på. "Ja, har du et problem?" Grinte jeg. "Nej, det har du" Sagde hun skarpt. "Du har lige indrømmet du går med ble" Sagde hun så, helt elegant. 

"Ja, men for en gang skyld, kunne mit lort bruges til noget" Sagde jeg og kiggede ned på hende. 

"Lille Anders... ved du hvorfor man ikke genere en Kandrik?" Spurgte hun så. Jeg kiggede på hende. "Pf... uuh sejt efternavn" Sagde jeg med rystende hænder. Pludselig lå jeg nede på jorden og hun var ovenpå mig, hun havde låst sine ben om mine og hun havde boret sine negle ned i mine håndled. 

"Ved du hvad en mexicansk stjerne er?" Spurgte hun så, helt stønnende. 

Fokus, hun er fjenden den lille trunte. 

"Nej" Jeg vidste da ikke hvad det var, jeg ville for den sags skyld heller ikke rigtig vide det. 

"Det er når, en mand, et fjols, bliver spændt fast til en hest, rytteren til hesten, har en sporer på den vigtigste fod, den han, eller som jeg foretrækker, undertegnede sparker bedst med. Forstår du krølle?" Spyttede hun ud. Jeg rynkede på næsen. 

"Styr dit savl, jeg ved godt jeg er lækker" Sagde jeg så. "Og min far er fattig" 

Ja da det er han... 

Hey vent... 

Hey! 

HEY! 

Det var sku da ikke fair! 

Dumme unge. 

Det tændte mig nu indeni, en rigtig troublemaker. 

Tænk ikke sådan Andrew! Vær stærk! 

"Du ved, du taber stadigvæk, for en pige har lige nedlagt dig" Sagde hun og gik sin vej. 

"Captain! Lucky! Storm! Kom her drenge" Sang hun nærmest. Med hendes elegante fræk.... STOP DIG SELV! 

Svin.. 

Jeg kaldte mig selv svin. 

Uha da. 

"Jeg får min hævn Styles!" Råbt jeg mod hende. Hun gav mig det her blik, jeg kunne ikke tyde det. Men pludselig stod Natasja og Dylan bag hende. 

"Kom an! Jeg er ikke bange for at slå på en pige!" 

Kaldte den lille trunte mig en pige? 

"Og jeg er ikke bange for at slå på skeletter!" TAMT. 

Hun forsvandt blot med hundene ved hendes side, og den lille barbie til Natasja, gav mig fingeren. 

"Hey Jay, kan vi få en is nu?" Kunne jeg høre Dylan sige. Den lille møgunge. 

Se mig, jeg er søn af Louis Tomlinson jeg er så såååå sej, jeg har nemlig hans klamme damerøv. 

Ja Dylan det har du. Og du kan bestemt aldrig få dig en ordentlig kæreste når du er SÅ grim. 

 

Hør mig lige, jeg er en lille pige. 

Jeg blev nødt til at se hvor de gik hen, så tro mig, jeg valgte at udspionere dem og forlod mine venner. Igen. 

De var gået ind til den royale stald. "Venner, nu har jeg ventet længe nok. Hvad er der er så vigtigt?" Spurgte hun syngende. 

"Mig og Dylan har snakket i noget tid nu om det her... og øhm, vi er sammen" 

"Er I? I tager ikke pis på mig?" Spurgte hun ivrigt. "Nej. Jeg spurgte hende faktisk, du ved, da vi var ude og se den der film, mens INGEN, så det, så kyssede vi altså lidt meget. Og øhm.. ja så sagde jeg at det var jeg ked af, og det mente han at jeg ikke skulle være, og jeg var ikke ked af det over det Jay" Var Natasja glad? 

OMG. 

"Er I sammen? Ved Zayn det? Ved din Perrie den... jeg mener ved din mor det" Sagde Janelle helt flovt. 

"Ja, det tog noget at forstå, for alle. Men, Dylan er sjov og vi går langt fra op i de samme ting, jeg er til socialogi og anatomi, han er til musik og historie og sport, jeg foretrækker læsning og sprog frem fra sport. Og, jeg er god til sprog" Sagde hun så. 

"Uuh, I er sammen! Hvad skal bladene kalde jer? Danasja?" Så brød de alle grin. 

Det lød faktisk sjovt. 

Danasja. 

"Uh eller... Nylan." 

Nylan, hvad fanden? 

"Eller, Tedward" Foreslog Dylan. "Ja, det lyder bedre og sødere end de andre." Sagde Janelle fast. "Nå, vi smutter hjem til dig med dine hunde, til den tid vi er hjemme ved henter din mor dig nok. Vi ses Jay!" 

Ih du godeste! De holdte faktisk i hånd! Åh, jeg ved hvad jeg skal drille dem med første skoledag. 

Jeg gemte mig bag en eller anden vagt da de gik forbi og gik så ind til stalden hvor Janelle var, hun var inde i en eller anden form for rum, fyldt med sand og så var der spejle på væggene! 

Jeg gik så, som en rigtig divamand ind i... jeg tror det var en hal. 

"Janelle?" Sagde jeg så. Hun stod sammen med en hest, og der fik jeg det her blik, rollerne var skiftet igen. 

Jeg var lammet, hun var løven, og lige om lidt, ville jeg blive spist. 

"Kan jeg hjælpe dig?" Sagde hun og vendte sig og fortsatte med at gå rundt om en hest, og fik den til at gøre en masse sære ting. 

Pludselig stak den af og da hun hoppede op i luften, så jeg ved ikke, dens bagerste ben de fløj ligesom op i luften. 

Hvad havde den gang i? 

"Hvis du ikke vil noget, må jeg bede dig gå, du er på privat område" 

"Forkert, det her er den kongelige stald og som  " "Jeg har en hest her, og den regel er blevet ændret siden en flok forvirret fans tog min hest, så hold kæft smarte" Sagde hun koldt. 

"Hvad er det jeg har gjort?!" Råbte jeg så. "gjort? Du efterlod, for fans!" Hun vendte sig fjendtligt mod mig. 

"Gå Andrew, du har intet at gøre her" Sagde hun koldt. "Har jeg ikke?" Hvad fanden havde jeg gang i, jeg skulle jo være kold og træls overfor hende. 

"Prøv og hør her! Bare fordi jeg godt kan lide at have fans og gerne vil bruge tid på dem, så betyder det ikke at jeg faktisk godt kan lide dig! Men neej, du er bedre end alle andre nu. Du har nemlig overlevet flere timers tortur, uh så, hun er så sej, hun kunne håndtere at se blod!" 

Jeg havde fået hende til at græde. "Du skal aldrig joke med noget så alvorligt som blod." Hun kom helt tæt på mig. 

"Du aner ikke hvad jeg gik igennem, at jeg afviser dig, burde du blive lykkelig for, det er ikke mange mænd som overlever at være sammen med kvinder i min familie. Guardian" Hun gik pludselig sin vej, og nu var hun ikke så stædig længere. Hendes hest gik blot efter hende og forsvandt ligesom ud af hallen og så kunne jeg ikke høre hovene længere. 

 

Jeg havde fuldført første del af planen

Hun skulle ikke tro hun kunne komme og ændre noget for mig. Jeg ville gøre alt for at se hende græde. Uanset hvad det krævede. 

På grund af hendes far og hans venner, blev min familie ydmyget, nu vil jeg have min hævn. Og den vil få hende til at synke så lavt at hendes far aldrig vil ses på gaden med hende, nej ikke engang i deres eget hus. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...