Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4169Visninger
AA

20. Sommeren 2027

Det er ikke fordi at jeg nogensinde fortrød at jeg kyssede James. Det var det bedste. Men jeg gik fra ham, i smerte. Jeg vidste at hvis jeg nu skulle overleve, skulle jeg gøre det selv. Jeg havde allerede trukket mine forældre ned, jeg skulle ikke trække mine venner med. Will og trillingerne var der for mig og ham. Uanset hvad. Jeg ved det, for den første uge sad Will og Dylan sammen med mig og så Titanic, The Notebook og The Last Song, og vi åd, som Niall Horan. Måske værre. 

 

Jeg mindedes de særeste ting, jeg gik til psykolog og snakkede dagligt med Demi om tingene, jeg snakkede også med min mor, når hun havde tid. Hun var til nogle sager lige for tiden og så søgte hun nyt arbejde, selvom jeg nu syntes hun skulle tage tilbage til godset. Men efter at hendes mormor var blevet dræbt der, ville hun lige vente med det. Det kunne jeg så godt forstå. Jeg var rimelig ked af at jeg ikke havde været der til hendes begravelse, specielt nu når at jeg faktisk elskede hende så højt. Men alligevel, hun ville vende tilbage, der var sket for mange blodige ting på det sted, det skulle ikke skræmme hende væk.

 

Men til gengæld, så havde Gemma og min farmor været en god støtte.

 

Men for første gang nogensinde, så havde jeg virkelig ændret mig, til det bedste. Jeg blev ikke sur hvis min far og ordet bøsse, var nævnt i sammen sætning. Sådan lidt. 

 

Solen ramte mit ansigt så mine nye øjne lyste op, jeg smed dynen fra mig og mine fødder følte det kolde gamle trægulv og straks var jeg henne ved spejlbordet for at sætte mit hår op og tage noget ordentligt tøj på, som shorts, og skjorte, jeg hoppede i mine sorte korte converse (jeg er pænt forelsket i dem, hvis det ikke er opdaget) og løb fra mit værelse gennem den lange mørke gang hvor billeder fra mine forfædre af hang og helt ned til køkkenet hvor Gemma sad og spiste sammen med min mor. "Jeg smutter!" Råbte jeg og tog skålen med æbler med ud af døren. Solen skinnede kraftigt og hurtigt løb jeg ud til hende. Hun stod allerede klar i boksen og ventede blot på at jeg smed sadlen på hende. Hun fik hurtigt et æble og straks efter at hendes gamacher var kommet på og jeg fik hende ud, stejlede hun stolt og vildt, og alt jeg kunne høre bag mig var min fars bekymrende råb om at jeg ikke skulle falde af og blive forelsket i en McGuinness.

 

Jeg grinte over ham og Guardian fløj over alle bakker, marker, åer og skove. Hun lettede med mig på ryggen.

 

Jeg spredte mine arme og jublede højt.

 

Jeg rørte endelig himlen som aldrig før.

 

Endelig var jeg fri for alt det mørke i mit liv. Der skulle ikke mere end tre uger til. Heldigvis.

 

Guardian vrinskede godt og grundigt og jeg stoppede op. Vi var kommet til Flammernes Bjerge. "Er vi bange for bjørne? Nej" Sagde jeg så og klappede Guardian som galopperede hele vejen op af bjerget med mig på ryggen, hun sprang endda også, det var jeg rimelig imponeret over da det var svært når man red i bjergene. Vi kom forbi noget der lignte Stone Henge og det der andet sted der nok også i verden har noget som ligner Stone Henge.

 

Vi var kommet langt op i højderne og vinden tog godt fat. Jeg gemte mig hendes man og hun holdt blot sit hoved højt og stolt.

Vi fandt det her træ, det var helt vildt stort, vi havde sat os sammen under det. Jeg havde taget Captain med mig, eller han fulgte selv med. For jeg kunne se ham længere nede. Han hoppede endelig op til os og vi kiggede alle sammen ud over de store bjerge som virkede uendelig fulde af drømme og håb, og i det fjerne kunne man se tågebankerne sværge om slottet der gemte på lige så mange mysterier som godset hjemme i England. 

Jeg kløede Captain bag øret og lænte mig op af Guardian som elegant havde valgt at smide sig så hendes nye sadel ville blive fyldt med græs og grøn farve. 

Det er takken for at have købte en ny sadel. 

På fars regning. 

Jeg kan godt lide at købe ting på fars regning, men en dag skylder jeg ham nok, burde jeg få mig et fritidsjob? Ja, det skulle jeg nok. 

 

Vi så solen rejse sig højt på himlen og fuglene svæve let. Jeg begyndte at nynne i takt med vinden og bladene som hviskede gamle historier. 

Endelig fik jeg en melodi, jeg kendte den melodi. 

Into the open air. 

Jeg smilte som jeg sang, glad. 

Jeg tog mine sko af og følte endelig det jeg havde savnet, det grønne græs, vinden som suste der gjorde at græsset kildede, jorden der gjorde dem helt beskidte jeg lagde mig selv ned på jorden ved siden af Guardian som blot så på mig med glade øjne, Captain prøvede at få mig op. Jeg gav efter og tog fat  i hans nakke med min arm og han trak mig let op. Jeg smilte til ham. 

"Kom her og giv mor et vammelt kys" Og det fik jeg. Han lagde mig ned og mine shorts krøb sig op, men det var ligemeget, jeg havde det godt, der hvor jeg havde det bedst. Ude på landet, langt væk fra storby og jag, herude kunne man skabe sin egen historie, man kunne frit løbe og føle sig fri, men jeg havde da også midlerne til det, uheldigvis for at være ærlig. 

"Hvem vil høre eventyret om den grådige grevinde?" Spurgte jeg mine dyr. Captain gøede af mig og halen viftede let frem og tilbage. 

"For mange hundrede år siden " Med vilde bevægelser med armene selvfølgelig. "boede der en grådig grevinde i disse bjerge, hun var så grådig at selv hendes smukke elegante datter ikke måtte være den kvinde hun ønskede at være, for hun var ikke en rigtig dame, hun elskede den smukke natur og skovene, det var der hun hørte til, men det forstod hendes mor ikke. Så hun spærrede hende inde hver dag og hun måtte sjældent komme ud, så en dag, da hendes far vendte hjem fra en hård krig, blev alting ændret, han så sin datters ulykkelig blege ansigt og vidste straks at han måtte gøre noget. Noget så vildt, at det ville ændre hendes skæbne. Det tog ham et tur verden rundt og en syg mand i skallen til at hun blev lykkelig igen.   Slut" Smilte jeg og satte mig ned hos mine dyr. Mine dejlige dyr. 

De var alt for mig. Lige nu i hvert fald. 

Vi var deroppe i hvad der føltes som en uendelig dejlig stilhed. Men efter uendeligheden tog vi hjem. Guardian reinede sjovt nok hele vejen ned og Captain fes af sted. For første gang siden han var hvalp. 

Solen gik ned over slottet mens jeg skridtede elegant på min cremefarvede vilde hoppe som ligeså elegant som mig gik smukt, vinden havde fået fat i vores har og man så håret blæste let til højre side. 

"Godt du er hjemme min skat, vi spiser nu" Sagde min mor fra deres soveværelse og lukkede det igen. 

Sommeren 27 skulle ikke glemmes

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...