Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4220Visninger
AA

6. Onsdag aften

*James Paynes synsvinkel.*

Jeg var virkelig nervøs. Jeg kunne ikke lade være, mit første kys gik til hende. Den smukkeste pige jeg længe havde set, med hendes lange mørke krøllede hår, hendes blågrønne øjne, hendes mod. Det var nok hendes mod og hendes personlighed der sagde mig mest. Men alligevel, at se i hendes blågrønne øjne, jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Når man kiggede ind i de øjne, jeg sværger, at man kunne se skovens dyr og himlens fugle flyve. 

Bilen stoppede foran onkel Harry og tante Anastacias hus. Det var ikke blevet mere skræmmende, heldigvis. .Jeg tog min iPhone og høretelefoner i lommen og kiggede mig omkring. 

"Skat kom nu. Jeg tror at trillingerne glæder sig til at se dig" Sagde min mor. Det gjorde de vel, jeg kunne godt lide dem. Men jeg vidste at Will og Janelle når som helst kunne finde på at bide efter dem. De kunne ikke rigtig enes, så helt ærligt, det var en rigtig familie vi havde. 

På vej ind jeg helt ondt i maven. Mit hjerte bankede hårdere, det var helt pinligt, jeg havde været til et par fester siden jeg havde kysset hende, men ingen piger, og tro mig jeg er ikke stolt! Det er forkert at udnytte piger, men jeg var fuld, ikke rigtig, jeg kan ikke tåle særlig meget. 

Men hver gang en pige havde kysset mig, så var jeg ved at brække mig. Jeg havde endda snakket med min far om det. Han mente for det første at selvom piger gør sig billige skal man behandle dem ordentligt, og så at jeg ikke skulle kysse datteren af en mand som kan flå ens hoved af. Det var måske lidt for sent. 

Men jeg tror min far overdrev, men han bad snakke med hende om det. Måske havde hun trods alt måske det på samme måde. 

Jeg tog en dyb indånding vi gik ind i haven. Der så jeg hende. Blandt høje træer, i en gynge, nærmest det hele lavet af træ, og hendes hunde der trofast lå og ventede på hende. Hun hoppede ned i luften og smilte, jeg kunne se det på hende. Det smil havde ingen set længe. 

"Kom her Lucky!" Kaldte hendes elegante englestemme som gav en let klang i luften. Alle tre hunde løb hen til hende og overfaldt hende. På den kærlige måde, jeg kunne se det på hende og dem. De var ikke blevet opdraget, de var blot blevet taget kærligt af, og derfor, lytter man til Janelle. Åh Janelle. Hendes navn er som tage ud af en eventyrbog. Gad vide hvor hendes forældre fik ideen fra. 

"Jay! Du har gæster!" Råbte Harry til hende. Janelle kiggede over på sin far og smilte. Hun nikkede. Hundene gik stadigvæk trofast efter hende. De var egentlig virkelig smukke. Gad vide om de kunne fornemme alt ved Janelle? 

"Hej drenge" Sagde hun stille til trillingerne. 

"Jeg er Phil" 

"Jeg er George" 

"Og jeg er Dylan og vi er" 

"Tomlinson trillingerne" Sagde de på samme tid. Det var egentlig rimelig godt gået, de havde stadigvæk styr på alle tre. Godt gået Louis. De er lige så sære som du er. Endnu. 

"Hey Jay" Sagde jeg lidt genert. Hun vendte sig mod mig, og det hele gik i slowmotion. Hendes langt vilde krøllede hår som fløj i luften, hendes øjne der havde sin fokus lige ind i mine. Det hele snorrede rundt i min mave. Hvorfor lige hende?! 

"Hej. Velkommen ti" 

"JAAAY!" 

"Will?" Okay nu er jeg glemt. Will er her. Jeg så hende løbe af sted og hoppe op i favnen på ham. "Hvor har jeg savnet dig!" Sagde hun helt glad. Will var faktisk den eneste som ikke lignte sin far. Han lignte mere sin mor. Men alligevel Niall havde sat sit præg på ham. 

Jeg kunne se det på ham. Han kiggede ikke på hende, han kiggede ind i hende og hendes personlighed. "Jeg har taget min guitar med" Sagde han. "Godt det har jeg også. Kom du skal se mit nye værelse" 

"Vil du med James?" Spurgte Will glad. Jep, Will, man kan altid regne med ham. Jeg kiggede på Janelle som bare nikkede stille. Vi gik stille indenfor, og efterlod trillingerne i haven. 

"Jay, kan du ikke lige finde en vin ovenpå?" Spurgte hendes far hurtigt. "Jo da. Hvilken?" 

"En årgang 06." Sagde han og kyssede hende på kinden. Hun var en rigtig fars pige. Mens vi gik op af trapperne lagde jeg mærke til noget jeg ikke havde set nogensinde. Janelle, hun var en af de piger som havde virkelig flotte ben, men det var helt væk, jeg kunne se hendes ellers elegante ben var blevet tyndere. 

Hvad havde hun dog lavet?! 

Da hun åbnede døren til sit værelse måbede jeg. Det var jo gigantisk! Hun havde endda en kæmp hims! 

Og et billede på væggen forstørret sandsynligvis, af en hest og hende sammen. Havde hun en hest? Nå da. Hun havde en sand drømmeseng som var blevet håndlavet. Det ved jeg, for jeg var med Harry og Liam den dag de valgte det der skelet til hendes seng. Det var sort, og havde trammer for enderne. Og over det, var der et myggenet, i sølv. Og hun havde et tv. Det havde jeg også, men hendes var Apple. Jeg havde også Apple, men det var bare fem år gammelt... Wow jeg klager! 

"Vil I op og se himsen?" Spurgte hun glad. Mig og Will nikkede bare. Jeg synes det var sært, Will lignte sin far på prik da han var ung, men øjnene det var Demis. Det kunne en hver se. 

Da vi kom op, var der jo bare mere værelse. Hun havde for enden alt hendes tøj. I nogle skabe, med et gamelt design, i sort. Lige noget for hende. 

Og hendes skrivebord, i glas med en ny bærbar og anlæg hængende i loftet, hendes guitar havde allerede fået en plads, hundene havde fået en kurv hver med navne på. 

"Det er da lige dig" Sagde jeg. Hvorfor sagde jeg nu det? Jeg skal jo ikke snakke med hende! Hun vil jo ikke snakke med mig! 

"Ja, min far vidst selv lavet det." Sagde hun. LØGN! Jeg malede citaterne sammen med Harry. Og jeg malet væggene. Og hjulpet med at brække muren mod haven ned og putte glas i. Helt ærligt, det var virkelig hårdt. Men jeg gjorde det gerne for Harry og Anastacia. Men jeg havde måske også et andet forhold til dem end de andre. Jeg havde altid en speciel plads hos Anastacia. Hun sagde jeg lignte min far på en prik, jeg ved nu ikke, da min far var seksten var han ikke lige så pumpet som mig. 

Jeg så gammel ud. Det gjorde jeg. Men ifølge min mor var det sundt at se gammel ud. For det lignte man var klogere. Hvad hulen snakkede hun om. 

Jeg kiggede hen på Janelle. Hun havde sat sit hår op i hestehale. Det gjorde kun at hendes kulørte ansigt blev mere strålende, det gjorde det så ikke bedre at hun havde de her, smukke røde kinder. Og de læber, fyldige læber, men elegant. 

Jep, jeg var håbløs, jeg var lige blevet forelsket i en pige, som jeg knap nok kender. Hvad skal jeg gøre? 

 

*Harrys synsvinkel*

Jeg var rimelig nervøs, nervøs nok til at brænde saucen på. Jeg endte med at vrisse og smide den i vasken. "Hazza?" Jeg vendte mig om. Det var Demi. "Hey, hygger I jer?" Spurgte jeg. Hun kiggede på mig, jep, hun var ikke dum. "Hvad er der?" Spurgte hun så. "Familieproblemer" Jeg kørte hånden igennem mit krøllede hår og pustede ud. "Er det Anastacia?" Spurgte hun. "Nej, hun er i Brasilien, du ved, borgerkrig. Igen" Sagde jeg roligt. "Er det Janelle?" Spurgte hun så. "Du har ikke set hende vel?" Demi kiggede helt forkrækket på mig, det ville jeg nok også selv. Hun havde altid været en lille rocket dame, men det var ikke det jeg havde set idag. Hendes tynde ben, det kolde udtryk, gemt bag alt den kulørte hud. 

"Hun har spiseforstyrrelse" Sagde jeg endelig. Jeg kunne ikke holde det for mig selv, ved middagsbordet ville de spørge hende hvorfor hun ingenting spiste, og så ville det komme frem. Hvad skulle jeg gøre? 

"Jeg havde også spiseforstyrrelse engang. Kan du huske hvorfor?" Spurgte hun. "Dit liv" "Præcis, Janelle har haft en god grund til det. Jeg ved jeg har sagt at der aldrig findes en god grund til ikke at sulte sig selv. Men nu er der en god grund. Hvad er der sket Harry?" Spurgte hun så. "Vi tog hende væk fra byen af. Rianne var blevet set tæt på hendes skole, jeg bildte hende ind det var fansene. Men Rianne er ikke blevet set i mange år. Mierbelle er heller ikke og Alex, han er vel død" Sagde jeg til sidst. Jeg åndede lettet op. "Nu kan vi komme ud af skyggerne og hulerne. Jeg tror bare at det tager sin tid. Jeg skal snakke med hende, hvis du vil" Sagde Demi. Jeg kunne se det på hende. Hun var ikke bekymret, langt fra, hun vidste godt at Janelle ville klare den. "For et par måneder siden ringede hendes læge og fortalte at hun havde.... hun havde fået.... spiseforstyrelse." Spisteforstyrelse, ordet skar i min tunge, så det kunne bløde nærmest. Min lille prinsesse, hun havde fået spiseforstyrelse, hvorfor? Mobning, der skulle ikke andet til. Selvom jeg nu havde mistænkt min mor at have skyld i det også. Jeg ved hun prøvede at 'fede' hende op. Men det hjalp jo ikke. Men det gjorde det jo heller ikke at bedre at prøve at ændre hende.

Hvorfor min mor prøvede overhovedet, det har jeg aldrig forstået. Hvad var der sket med hende? Engang elskede hun Janelle. Lige for den hun er. Hun ville aldrig give hende en kjole på, eller fortælle hende hvad der var rigtigt eller forkert. Engang ville hun lade hende være sig selv og ride. Det måtte hun jo knap idag. Det var derfor jeg havde planlagt at min mor skulle flytte tilbage til Holmes Chapel og Guardian ville komme til London. 

"Jeg tager i køkkenet, så går du op og snakker med hende om det. Og jeg får Liam til at snakke med de andre om det. Har du set Perrie?" Spurgte Demi mig. "Næ, skulle hun ikke kom"

"Jeg er her!" Jeg fik et helt hjertestop, kvinden kunne gå i de mest larmende sko men hun kunne ikke køres på vores stengulv! 

"Vi manglede dig. Hvor er dine børn?" 

"Edward er med, men Natasja kunne ikke. Hun ville så gerne til en fest med hendes veninder." Sagde Perrie. Jeg nikkede, jeg havdet det helt fint med det. For jeg vidste at Janelle ikke kunne klare Natasja. Jeg forstod hende godt. Janelle er en smule rå, med lidt flødeskum og jordbær til, mens Natasja, var ren hvid sukker. Ergo de kan ikke med hinanden. Det lærte jeg sidste sommer. 

Jeg gav Demi en ny ren gryde og lod hende lave saucen. "Der skal lige et brød eller ti i ovnen. Jeg går op nu" Jeg gik stille op af trappen. Jeg kiggede hen på døren. Jeg kunne ikke rigtig høre noget. Men så kom det igen. 

"HEY! Det er snyd!" 

"Jeg kører altså helt fair! Det er dig der er en dårlig taber!" 

"Gu' er det ej!" Jeg bankede på døren, ikke for hårdt selvfølgelig, jeg er en forsigtig far jeg hader skænderier, og alt det der de viser på TV. 

Døren blev åbnet og Janelle stod foran mig med et smil. "Skal vi spise?" Spurgte hun. "Nej, jeg skal lige snakke med dig. Drenge, Demi har brug for hjælp i køkkenet" De smilte bare og gik ud. Jeg satte mig på sengekanten og kiggede ud mod haven. Trillingerne legede med hundene. "Er der noget galt?" Janelle tog sin oldschool jakke af og kiggede på mig. 

"Ja, der er noget galt. Med dig" Sagde jeg. Hun kiggede helt forvirret. "Hvad vil du have jeg skal sige til de andre når du intet spiser nedenunder? Jeg har hørt du kæmper imod det, men jeg vil ikke have at du gør noget som kan skade dig." Sagde jeg. Hun satte sig ved siden af mig og lænede sig op af mig. "Uanset hvad der sker far og så klarer jeg mig. Jeg er en stærk pige, jeg har bare, hormoner som en gravid lige p.t" Sagde hun og smilte. "Er du sikker?" Spurgte jeg så. "Hør her far. Jeg ved det er svært for dig. Men du bliver nødt til det. Har du aldrig været i en situation i dit liv hvor du holdte noget helt forfærdeligt ud? Noget som er værre end det her?" Spurgte hun så. Jeg kiggede ind i hendes øjne, hendes smukke blågrønne øjne. Jeg lagde mit hoved i hænderne. Det hele kom tilbage. Lige fra Georges død til voldtægten og slagene. 

"Janelle, det her er noget du aldrig, aldrig må snakke om det jeg fortæller dig nu" Sagde jeg så. "Hvad er det?" Hun havde gennemskuet mig, jeg ville til at fortælle hende om alt det vi have løjet om. "Vi fik kun dig Janelle, for du er det eneste barn vi nogensinde har haft mulighed for at få." Jeg bed mig i læben og kiggede væk. Hun tog blidt fat i min skulder. "Hvorfor?" Spurgte hun så. "Det er kompliceret. Men Har du nogensinde hørt om Forbandelsen? Det er en bog fra det 17. århundrede, den handler om to søskende, begge to lever helt fantastisk, og en dag, så får den ene et barn og det bliver det barn som skal arve alt hvad de ejer efter deres far dør. Men fordi den ene ville have det hele for sig selv, så slog hun sin søster ihjel, men hun slog aldrig den lille pige ihjel. Hun prøvede istedet at gøre noget ved hende. Forandrer hende, så hun ikke lignte sin mor. Men det slog fejl, og en dag, så kom den onde søster efter datteren, og hun led i en hel dag, i de værste smerter, og hendes skrig.... hendes skrig fyldte alt i den mand hun elskede. Han var så tæt på hende, men kunne intet gøre, og da de troede det hele var overstået blev det blot værre. Og efter det, sagde de, at hun aldrig ville få børn. Og... de det unge par gav helt op på at få børn. Men så en dag, var hun bare heldig. De fik kun et barn" Jeg tog fat i Janelles hoved og kyssede hendes pande. 

"Jeg er faktisk lidt sulten." Sagde hun stille. Jeg gav hende et kram. "Kom så." Sagde jeg og rejste mig. Janelle fulgte straks efter og tog min hånd. Jeg kiggede helt forskrækket, var hun ikke for gammel til det? 

Hun gav mig et lille puf. Hun var stadigvæk min lille pige. Min lille guldklump. 

 

*Janelles synsvinkel*

Jeg satte mig ned ved bordet, ved siden af Louis og min far. Jeg sad, for at være præcis, imellem dem. Det var en hyggelig aften, også selvom jeg ikke spiste sådan rigtig. Drengene stilte ikke spørgsmål til det, de havde travlt med fodbold, men James, han havde gennemskuet det, så helt ærligt, jeg ventede bare på at han ville sige noget. Jeg kunne få lidt af min dessert ned, det var så også min yndlings. Min far havde lavet hjemmelavet is med kage i. Jeg mener kagedej. Men jeg spiste bare kagedejen. 

Jeg havde fået lov til at smage vinen som var blevet givet til min far. Den var ikke særlig god. "Jeg går ovenpå" Jeg kyssede min far på kinden og inde jeg overhovedet nåede hen til Liam blev jeg trukket tilbage. "Unge dame, du har slet ikke sagt noget til mig!" Det var Louis. Jeg sukkede. "Hej Lou, farvel Lou" Jeg tog et skridt og angreb ham. Jeg tog fat om hans hoved og rodet rundt i hans hår. 

"Ej lad være!"  Sagde han med en tøsefornærmet stemme, stort set alle grinte. Selv lille Sarah den lille nye Eleanor som jeg ville kalde hende. Jeg gik ovenpå mit værelse og kiggede ud i haven. Mine store hunde deltog i fodbold, Lucky var gået kold og gemte sig lidt. Jeg smilte nu ved tanken om at min lille hund prøvede at gemme sig. Jeg tændte tv'et da det bankede på døren. 

"Kom ind" Sagde jeg så, rimelig elegant faktisk. Døren åbnede sig. Der stod han, i rød skovmands skjorte, hvid t-shirt, brunt kort hår, mørke jeans og hans øjne. Han smukke øjne. "Hey James" Jeg vendte mig mod vinduet, jeg rødmede helt, men jeg fik også helt ondt i maven. 

"Jeg vil gerne snakke med dig" Sagde han så, helt nervøst. Jeg kunne høre det på ham. Jeg vendte mig om med mit hoved, jeg kiggede ikke på ham, men på hans fødder. Jeg tog en dyb indånding. "Fortæl, kom herhen" Wow, jeg var blevet modig! 

James satte sig ved siden af mig. "Undskyld" Sagde han. Jeg kiggede helt undrende på ham. "Hvorfor siger du undskyld?" Spurgte jeg. "Fordi, det i sommers, jeg ved det er lang tid siden... men jeg er bare. Det var forkert af mig. Jeg ville altså ikke kysse dig" Jeg trak mig en smule. Men så tog han fat i mig. "Det var ikke det jeg mente. Undskyld. Jeg ville gerne, det var ikke det, men det lyder skørt, jeg ville ikke" ih guder det her alt for velopdragne fjols aner ikke hvad han laver. *Hviner indeni uden han opdager det*

"James" Startede jeg med. "Jeg ved ikke hvad jeg lavede selv. Du ved det tydeligvis heller ikke. Desuden, det er snart et år siden. Slap af. Du kan umuligt være ked af det der skete" Jeg var ked af det der skete! Men James, han var vel vant til det, han var trods alt søn af Liam Payne, pigemagneten som selvom han er bange for skeer, mangler en nyre, ikke må drikke, og er ultrafølsom, så fantaserer femtenårige om at knalde ham. Hvad er det jeg har gang i? 

"Janelle, det er ikke fordi at... Jeg er ked af det fordi at... dit første kys, gav du ikke til en speciel dreng" Speciel? James Payne Peazer, ikke speciel? Drengen var det mest velopdragne.... ja, han var fantastisk! Det markante ansigt, de søde smilehuller, de brune øjne, hans hår, bare hans hår, hvad skete der lige for det? Jeg ville bytte mit hår til hans! Arh, måske lidt overdrevet. 

"James. Du skal ikke rode i det. Du er ung, vi er begge unge. Tag det med ro og, spil noget fodbold" 

"Er du... er du helt, sikker?" Spurgte han så. Jeg nikkede. "Tag det med ro. Indtil videre er der ikke sket noget slemt." Han klappede mig på skulderen og gik ud, jeg ventede til at jeg kunne se ham i haven. De her vinduer var lydtætte. 

"AAARRRGHH! Hvorfor er du så sød?!" Jeg smed mig i sengen og råbte igen ned i min pude. Jeg var heldig, halvdelen af de voksne var fulde, de ville slet ikke reagere på det her. Men det gjorde en helt anden. Døren blev åbnet og der stod han, ikke særlig høj, højere end mig, ikke meget men nok, lyst hår, brune øjne og en guitar i hånden. 

"Jeg tænkte at en hvis person havde brug for at komme ud med nogle ord. Er du frisk på lidt jam?" Officielt Will Horan, ma' brother from another mother. 

"Jeg henter min guitar" Jeg gik op efter den og så heldig som jeg var, så kunne min guitar sættes til mit tv så jeg kunne bruge tv'ets surroundanlæg.

"Hvad er den unge dame til?" 

"Klassiskkerne, du ved, musikken fra dengang de gamle var på vores alder" 

"Er du frisk på ' 7 things'?" Smitle Will. Jeg nikkede. 

"I wanna be with the oone i know" 

 "You make me laugh, you make me cry, I wanne be, with the one I know. And the seventh thing i like the most that you do, you make me love you" 

Will spillede på liv og løs mens jeg bare sad og sang. Han smilte til mig og blinkede en enkelt gang. 

"Kan du huske 'Say Ok'?" Spurgte Will og åbnede et vindue, det var blevet virkelig varmt. Jeg nikkede. 

Hans fingre røg hurtigt over strengene og så kom lyden frem, jeg nynnede til melodien og sang. 

"Saay ok" 

"When you call i don't know" Min stemme blev et med hans, jeg kiggede ham dybt i hans perfekte brune øjne. 

"I don't wanna be into you" Hormoner, skrid af helvedes til. 

"Will you hold me tight and say everything is okay" Will kom tættere på mig, helt tæt på, jeg kunne høre hans hjerte banke, jeg ligefrem stirrede ind i hans øjne og så kom det, varmen fra ham. Det var som solen når den steg op, mine kinder, mine røde kinder kom frem, han lagde guitaren væk fra sig og tog fat i mine skuldre, helt blidt og lagde mig ovenpå ham, hans tunge, den mødte min. Jeg lod mine hænder glide fra hans hoved til hans skuldre. Han stoppede helt op. 

"Hvad er det?" Hviskede jeg. "Jeg... undskyld Jay... jeg er ikke... jeg ville ikke" 

"Shh." Jeg tog mig i at hviske, helt stønnende. "Lige nu, bare være stille." Jeg lukkede vinduet og vendte mig mod Will. 

"Det er okay"

- Katy Perry Teenage Dream. 

 

***

ååååh de kyssede! 

Hvad tror I der vil ske videre? I skal jo huske på at hun endnu kun er fjorten. 

Tror I at James finder ud af det? 

Hvad synes I indtil videre om Harry? 

Er han hvad I forventede?

xo xo Louise. 

P.S undskyld den først kommer nu! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...