Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4182Visninger
AA

4. I will touch the sky

Min farmor var rasende, min oldemor slået helt ud, min kammerpige ked af det. Min eneste veninde, grædefærdig. Men mig? Jeg var blevet spærret inde på mit værelse, med ikke andet end mit tøj til at underholde mig, så det gjorde jeg. Jeg tog en saks og klippede alt det tøj jeg havde i stykker, eller i hvert fald det min farmor ville have jeg skulle gå i. Det klippede jeg i stykker. Så kunne hun lære det. Klokken otte om morgenen, tanken om at Laura skulle klare sig selv i skolen, jeg havde en smule ondt af hende. 

Det bankede på min dør. Jeg panikkede, jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne og gemte alt mit ødelagte tøj under min seng. 

"Koooom iind!" For en sikkerheds skyld ville jeg råbe det, hvis nu det var min farmor, men det var det ikke. Hera stod i døren med en ridehjelm til mig. "Af sted prinsesse. Din farmor er ikke hjemme!" Hun kastede hjelmen til mig. "Guardian står under dit vindue!" Hun lukkede døren igen. Jeg gik hen til mit vindue, det var sandt, men unge sprælske hoppe stod og vrinskede til mig. 

"Jeg kommer vær stille" Jeg tog hjelmen på og klatrede ned at hængeplanterne ved mit vindue. Jeg var præcis få centimeter på Guadians ryg. Jeg satte mig på hende og hun vendte sit hoved mod mig. 

"Af sted prinsesse!" Guardian stejlede højt og hun galoperede. Jeg følte mig let i sadlen, hendes stod højt hendes ører vendt godt fremad, hun sprang over en hver forhindring, undgik hvert eneste bump på vejen ud mod høje nøgne bakker, ud mod heden og ned til stranden i Withby. 

"Kom så, er du ikke hurtigere?" Grinte jeg. Så skete det, hendes magiske øjeblik hvor hun strakte benene alt hvad hun overhovedet kunne, ligesom på markerne, den bedste galop, det var når hun stak af. Jeg greb fat i manen på hende og reinede for ikke at blive for hurtig. 

Vi kom til Sheep forest, den smukkeste skov jeg længe havde været i. Udover skoven derhjemme. 

"Hvor højt kan du springe?" Guardian galoperede af sted, sprang over et hver væltet træ og hendes vrinsk? Jeg kunne fortælle at det var det bedste ved det hele. Give slip på tøjlerne, sprede armene vidt ud til siderne med bene klemme til Guardian følge hendes bevægelse. Sommerfuglene i min mave lettede og jeg følte at jeg svævede igen. Jeg tog fat i tøjlerne og galoperede videre. Jeg stoppede hende hurtigt efter hun var galopereret færdig. Hun var varmet op nu. Vi skridtede igennem skoven, fuglene sang, nogle dådyr sprang forbi os, og som hun tog det, var der ingen tvivl. Hun kunne, kun seks år gammel håndtere en møgunge som har hormoner som en gravid, på samme tid med at bevare roen også selv det farede forbi med dådyr eller andet. Hun tog det hele cool. 

Vi travede dejligt af sted til Withby. Det hele var så dejligt, intet forstyrrede os, jeg kiggede ned mod havnen. Der var nogle skibe som var ved kajen. Herude skinnede solen ikke rigtig, men idag gjorde den. Var det naturens måde at fortælle mig jeg havde gjort det rigtige? Det tror jeg ikke! 

Jeg samlede mig lidt mens jeg sad på Guardian. Det var rart at jeg kunne ride igennem Withby uden nogle problemer. Jeg trængte til det. Det var faktisk min første hyggetur i tre måneder. Normalt må jeg nemlig kun ride en gang om ugen i en time for min farmor, men fordi hun de sidste tre uge havde været på Hawaii, så havde jeg gjort alt for at kunne tilbringe tid med min hest. Og hun vidste det godt min lille engel. Hun vidste godt hvem der var hendes ven, hendes lilleven. Og hun var min store ven, mit alt, hende jeg altid kunne regne med. Men okay, jeg havde heller ikke trænet hende, faktisk så havde hun vænnet sig til mig, mere skulle der ikke til. Jeg havde jo også være sammen med hende fra den første dag hvor hendes mor døde under fødslen. Så jeg havde givet hende mælk som den første. Og jeg gjorde det igen, dagen efter. Det blev ved sådan, jeg kom med mælk eller godbidder, hun fulgte efter mig overalt. Vores staldkarl sagde at jeg var hendes mor. Men med tiden, blev jeg mere en det. Jeg blev hendes ven, og hun blev min. Min mor var stolt af mig, også selvom min hest ikke var en rigtig dressurhest. 

DYYT DYYT! 

Jeg vendte mig om med hovedet, gjorde Guardian også. Det var Sasha. Fedt lige hvad der manglede. Hun havde været til lægen kunne jeg se. Jeg vendte mig bare om og gik videre. 

"Det er dig som burde betale for hendes skader!" Råbte hendes mor efter mig. Jeg smilte til mig selv på en hård måde. Guardian vendte sig om og gik selv mod Sashas mor. Hun var en klog hoppe, det var hun skam. Jeg lænede mig ud over hendes hals. "Du ved, i visse kulturer er det yderst specielt at få en kæberasler af rige folk." 

"Hvor vover du at tale sådan til mig" 

"Jeg synes nu ikke det er slemt. Hørte du mig ikke igår?" 

"Jo det gjorde vi skam. Min datter" 

"Hun har selv en mund." Snappede jeg og kiggede på Sasha. 

"Vil du sige noget?" Spurgte jeg så. "Undskyld. Fordi jeg kaldte dig fed" 

"Ooog?" Fiskede jeg efter. "Fordi jeg kaldte din far en bøsse" 

"Tja. Jeg ved ikke hvad du synes, men jeg tror hun trænger til at blive dannet en smule. Og forresten, man kalder aldrg en pige fed Eistein. Jeg har sultet mig selv i to måneder, skaden er sket, og dine undskyldninger er falske." Jeg klikkede med stemmen og Guardian skridtede frisk væk. 

Jeg ville ikke sige undskyld jeg nægtede, men min oldemors ord hakkede mig i nakken. Jeg stoppede Guardian. 

"Men!" Råbte jeg tilbage. "Du kunne jo ikke vide at det sårede mig så meget. Så lad os lade det ligge, Fuldstændig" Guardian travede videre, det var helt som om hun faktisk ikke kunne lide Sasha, men jeg kunne heller ikke. Men igen, måske havde hun sagt det af en grund? Det skulle jeg ikke tænke over, jeg skulle bare hjem, lige efter at have galopperet i vandkanten. 

Da jeg kom til stranden var vi de eneste som var der. Det undrede mig, for det var lig vejret til at være ved stranden ved nemlig. 

Jeg satte i fuld galop og jublede for mig selv. Guardian vrinskede glad og galoperede hurtigere, mudderen sprøjtede højt, helt op på mig og jeg nød det med hele mit hjerte. 

Men jeg opdagede hvorfor ingen var på stranden. Nogle var igang med at optage en video, beklageligvis, blev min ellers fantastiske modige hoppe forskrækket og stejlet. 

Jeg blev helt vildt bange, det gjorde hun også og stak af over det der nu foregik. 

"WOW!" 

"HEY se dig for tøjte!" Jeg tog fat i manen på Guardian og faldt af. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad der foregik omkring mig. 

Jeg rev min ridehjelm af og tog mig til hovedet, shit det gjorde ondt overalt. Guardian havde smidt mig af i vandet, jeg var drivvåd og fik hele tiden vand i øjne og mund, jeg kravlede ondt fordi det hele gjorde ondt, da et par hænder tog fat i mig og jeg mødte de her rødbrune krøllede lokker, lyseblå lidt grå agtige øjne. 

Jeg kom op og stå og jeg kiggede lidt ind i de øjne, det var en dreng, omkring James alder. 

"Hey er du okay?" Spurgte han, helt bekymret, en flok voksne mænd kom hen til mig med Guardian. Hun var faldet til ro. 

"Vi er kede af at have forskrækket dig, du burde selv være lidt mere forsigtig" Sagde manden som stod med Guardian. Han lignte drengen som stadigvæk havde fat i mig."Jeg har det fint. Jeg plejer tit at lave, det her. Hun bliver aldrig bange for noget. Men det er ligemeget, alle er i live." Jeg rev mig løs af drengen som havde fat i mig. "Kom her babe" Jeg knipsede med min finger og Guardian gik hen til mig. Jeg havde ligesom min mor lært min hest "elevatoren". Jeg hoppede op på hende. Shit min ryg var smadret. "Vil du have din hjelm?" Spurgte drengen med det krøllede hår. "Tak" Jeg tog den ømskindet på. "Hvad hedder du?" Spurgte faren til drengen. "Janelle." Sagde jeg kort. "Ikke andet?" 

"Kandrik." Tænk engang, de her mennesker vidste ikke hvem jeg var. YES! 

"Nå, men vi undskylder, hvis der er noget vi kan hjælpe med, må du endelig sige til. Skader på enten dig eller din hest" Sagde manden. "Jeg tror nu bare min far betaler" Jeg klemte forsigtig til Guardian, da en kom løbende hen til os. Var de dumme? -.-''

"Hvad er dit fulde navn? Jeg mener jeg har set dig før" Sagde drengen med det krøllede hår. "Jeg giver mig dit, når du giver mig dit" Sagde jeg. "Andrew McGuiness." Jeg slog øjnene op. "Okay så. Ved du hvad jeg har ikke tid, jeg beklager virkelig men jeg må" 

"JANELLE ANNE KANDRIK STYLES!" Shit min farmor. Jeg sukkede og kiggede hen på hende. Hun havde sit sorte kontortøj på. "Stig ned fra den hoppe! Det er for meget det her! Jeg prøver alt hvad jeg kan og du stikker af!" Hun tog fat i Guardian. Jeg  løsnede hendes hovedtøj så det faldt af og Guardian stoppede op. 

"Hvad er det du laver?" Sagde hun snerpet. "Du vil tage hende væk fra mig. Tror du din søn vil synes om at du knuser dit eget barnebarns hjerte?" Sagde jeg så. "Knuse det?" Sagde hun vredt. "Så er det nok, stig ned fra den hest, eller jeg lover dig, hun bliver slagtet" 

"Så bliver jeg slagtet med hende!" Ja, det var dumt, men jeg ville ikke opgive min hoppe. 

"Hvad sker der?" Det var ham, Jay McGuiness. Jeg ville ikke sige noget, ikke til dem. Jeg kendte alt til det. Jeg ville ikke gøre noget min far ville synes der var dumt. 

"Intet min gode herre som De behøver tænke på. Janelle, der venter en trailer, kom nu med hjem." Sagde hun lidt sødere. 

"Jeg snakker ikke til dig" Jeg travede væk og op til traileren. Det gjorde virkelig ondt i ryggen. Hver gang hendes hove ramte jorden var det som et stød gennem min ryg. Jeg skulle bare overleve indtil imorgen, for jeg vidste at jeg havde fået hende op i kog, nok til at hun ikke vil se mig. Ligesom alle andre vel? 

Jeg tog sadlen af Guardian og gik ind i traileren med hende. Hun kiggede helt undskyldende på mig. 

"Det er okay. Jeg klarer mig" Jeg kyssede hende på panden og gik ind i bilen. James kiggede på mig, ikke med alvorlige øjne, men sorgmodige. 

"Jeg bliver sendt væk herfra gør jeg ikke?" Spurgte jeg. "Det er jeg bange for" 

"Jeg elsker stedet, men hvorfor kan hun ikke lade mig vokse op?" Spurgte jeg så. "Din farmor elsker dig" 

"Hun elsker en facade" Afbrød jeg koldt. "Se det fra hendes side af." Sagde han så. "Det kan jeg ikke James." Jeg mente det jeg sagde. Jeg kunne ikke se hvilken grund hun havde til at være som hun er. Det var meningsløst. Min farmor satte sig ind i bilen, foran selvfølgelig, mig, jeg sad bagerst. Som altid. 

Min farmor havde ringet til min far og fortalte hvad der var sket. Tænk engang hun havde ikke engang fortalt sin egen søn at jeg var blevet bortvist, for det skulle ikke ødelægge min tid sammen med min far. Ja, nu blev det jo. 

"Hun har skabt sig, været i slåskamp på skolen, og hun stak af i morges på hendes hest! Harry hvis du ikke... Hvad siger du? Min fejl?! Hvad har jeg gjort?! Hvordan kan du tro det?!" Jeg kunne høre dem skændes, selv min oldemor blandede sig. Jeg havde til ringet til Laura og snakket med hende, hun sagde at det nok skulle gå. Det troede jeg ikke rigtig. Klokken var omkring halv elleve da alt var stille, jeg sad på mit værelse, i min seng. Jeg stirrede på mit sanghæfte og så ind i ilden. Skiftevis. 

Jeg havde det som om min far torturerede mig. Jeg havde ventet hele dagen på at han ville ringe og skælde mig ud. Sige til mig at jeg er forfærdelige uopdragen Jeg havde ondt i maven, jeg havde slet ikke tænkt på hvad jeg lavede. Jeg vidste jeg gjorde det forkerte, men jeg havde ikke tænkt på hvad mine forældre ville sige. De havde nok aflyst ferien. 

Jeg åbnede min dør, som nu ikke var låst længere. Jeg kiggede ud på gangen og så ned af mig selv, jeg kunne ikke gå rundt i mit undertøj om natten. Jeg fandt hurtigt min gamle Cola-trøje og sort/hvid stribede shorts.(Link i kommentar) 

Jeg åbnede stille døren ind til musikrummet. Det var fuldmåne den aften og månens lys skinnede på klaveret og nogle af mine guitarere. Jeg kiggede hen på min guitar. 

Mit sanghæfte lå på kaminens kant i rummet. Jeg tog den med mig og gik hen til min guitar. Jeg kiggede i mit hæfte. Jeg kunne intet se, og jeg ville ikke tænde noget lys. Okay jeg blev nødt til det, så jeg tændte stearinlysene på klaveret og kaminen. 

"Kom nu" Jeg pustede til ilden. Sådan, en lille glød, snart ville der ild i lortet. 

Jeg tog min guitar til mig og sang en smule. Jeg arbejdede på en sang kaldet 'I will touch the sky'. Den lignte måske den fra den gamle tegnefilm "Brave", jeg havde blot bare ændret teksten. 

"When the old birds are singing and sky is clear and bride. Big forrest and deep seas lead to my life." 

"I will ride, i will run, chase the sun and touch the sky. I will ride, and I will touch the sky." Jeg stoppede helt op og kiggede på min guitar. Tænk at jeg sang, jeg måtte fortsætte. 

"Where darkness is wide and the ravens are evil and cold, deep secrets are holding stories of lost love long ago." 

"I will hear there love story, make them part of my own dream. Be glad as the sun shining and proud as a eagles scream." 

"I will ride, I will run, chase the sun and touch the sky, i will ride, and I will touch the sky" Jeg stoppede helt op.  Guitarens sidste D det langsomt stille og jeg kunne mærke at ilden i kaminen blev stærkere. Jeg lukkede mine øjne i og mærkede varmen fra kaminen brænde mine kinder nænsomt. Jeg havde stadigvæk ondt i ryggen, men ikke så meget igen. Jeg kunne trods alt krumme mig sammen. Det kunne jeg ikke før uden at være ved at brænde op indeni, det var som om at efter jeg var faldet af, at brændende vand flød i mig, det var nok bare adrenalinet. 

Jeg tog min guitar med mig ind på mit værelse, sammen med mit sanghæfte, jeg turde ikke lade hverken min guitar eller sanghæfte være her. Min farmor var vred, og det var ikke første gang hun havde taget noget fra mig hvis jeg ikke gjorde som hun sagde. 

Jeg fandt tasken til min guitar og pakkede den og hæftet ned. Jeg kiggede omkring mig inden jeg gik i seng. Jeg havde fået min mors gamle værelse. Alt nærmest, natbordet, badeværelset, skabet, men ikke sengen, ikke engang nogle af hendes ellers virkelig fede betræk, hun mente at hvis jeg fik dem og fandt ud af hvad der var sket under dem. Jeg vidste godt hvad der var sket, det piner mig bare der ikke er nogen som ligner de betræk. Jeg mener FCB! Det fedste fodbold, min mor havde virkelig smag, det var jo også dengang Messi var ung. Nu, ja nu var han træneren for det bedste hold i Spanien, tjener stadigvæk penge og så videre og så videre. 

Min mobil vibrererede. Det var min mor. 

"Hej mor" Sagde jeg stille. 

"Hej min skat. Hvordan går det?

"Det går godt nok. Jeg har lige pakket det sidste." 

"Okay. Det lyder godt

"Jeg glæder mig virkelig til at se dig og far igen" 

"Ja, far glæder sig også utrolig meget" Åh nej. Nu skete det igen. Hun var ikke hjemme. 

"Hvor er du mor?" Spurgte jeg så lidt såret. 

"Skat hør her. Jeg er så ked af det, men, allerede to måneder siden fik jeg en sag. Jeg er heldig bare at snakke med dig

"Så du har de sidste måneder arbejdet?" Spurgte jeg. 

"Ja. Jeg er så forfærdelig ked af det skat. Jeg lover jeg gør det godt igen

"Det er okay mor. Du skal jo også lave noget, andet end at være en konet kone" 

"Jeg er da ikke en konet kone" Grinte hun. 

"Jeg er ung og lækker. Du ved, jeg er en

"En rigtig tv-kriminalbetjent" Sagde jeg så, helt smilende. 

"Agent fra specialstyrken

"Tidligere ranger" 

"Bedste skytte

"Bedre end mændene" 

"Fik en pris"

"Ja ja mor, jeg elsker også dig og dit ego"

"Jeg lover at gøre det godt igen min skat. Vi ses jeg elsker dig" Hun lagde på. 

Min far ville ikke ringe til mig, for min mor havde. Så jeg vidste med det samme at de begge havde fået det af vide. Men at skælde mig ud som normale forældre? Niks, planen var simpel, gør alt det datter vil, få hende til at indse hun har gjort noget forkert, som at blive bortvist fra skolen. 

Jeg lagde mig godt under dynen og kunne mærke min ryg skrige igen. Jeg lukkede øjnene i. Måske ville alt blive bedre imorgen. 

 

 

***

 

Så det var tredje kapitel! Kan I lide det? Hvis I kan så sig endelig til! 

Eller kom med kritik! 

xo xo Louise

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...