Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4174Visninger
AA

5. Fars pige

Jeg var stået tidligt op. Jeg havde virkelig sovet dårligt, og jeg var blevet blå på min ryg. Ikke det hele, men jeg havde fået et virkelig grimt mærke. Jeg kiggede på min mobil, min far havde skrevet til mig. 

#Hey prinsesse! Jeg glæder mig til at se dig idag! Jeg har en overraskelse til dig. Far#

Jeg smilte og svarede. 

#Godmorgen far! Ja, jeg har sovet godt! Glæder mig til overraskelsen! Knus fra din prinsesse!#

Jeg trak i mit grimme tøj og gik ned til køkkenet, der hvor min farmor egentlig aldrig var.

"Godmorgen" Sagde vores køkkendame pænt. "Godmorgen" Svarede jeg høftligt tilbage. Jeg tog et æble og spiste af det. Oog smed det hurtigt ud. "Smagte det godt?" Jeg vendte mig forskrækket om. Min ryg gav en lyd fra sig. Jeg lukkede mine øjne let og åbnede igen. Det gjorde så ondt. "Ja, men det smagte til sidst af støv" Sagde jeg. "Er alt pakket og klar til at vi skal afsted?" Spurgte James mig. "Ja. Det er på mor og fars værelse" Sagde jeg træt. "Og hundene?" Hundene? Shit, hvor fanden var de?! Jeg havde ikke set dem i flere dage nu. Jeg sprang op fra stolen og løb igennem slottet, der kunne min smerte alligevel ikke få mig til at slappe af. 

"Captain?! Lucky?! Storm?!" Jeg vendte mig om mod min farmors stue, hun sad indenfor og snakkede med mine hunde. Jeg trak vejret dybt. Mine hunde var mit alt. De var det eneste ingen kunne tage fra mig. "Kom her drenge" Sagde jeg, nærmest bange. 

Min farmor smilte til mig. "De blev bange i nat fordi det lynede. Så de sov hos mig. Du har virkelig opdraget dem godt" 

"Jeg har ikke opdraget dem" Jeg knipsede med fingrene og de kom hen til mig, satte sig bagved mig og kiggede på mig. 

"Fortsæt god morgen" Jeg vendte mig om og hundene gik med mig. Da jeg kom væk fra hendes fløj af faldt jeg helt sammen. Det var nu det angreb mig. Smerterne fra ryg fik jeg mig til at bukke under. Jeg ville skrige men jeg kunne ikke. 

Captain bed fat i min striktrøje og rykkede i mig. Jeg kiggede på ham. Hans store bekymrede øjne kiggede lige ind i mine. 

Han var så smuk, han havde store blå øjne, han var rød og hvid, med en lille sort sok på sit højre ben. Han var en alaska mallamut. En af de bedste hunderacer i verden til at gå foran slæde. Vent det er ikke rigtigt, de er bedste til at beskytte dem de elsker. 

Jeg krammede ham. Han var en stor hund. han kunne nemt trække min far afsted. Men han er jo også kun to. Men alligevel han var rolig og stærk. 

Jeg kiggede hen på Lucky, han var en Berner Sennenhund. Han var ikke så stor, jeg havde kun haft ham i en måned, og indtil videre bar Storm rundt på ham som var det hans egen lille hvalp. 

Jeg rejste mig op. Jeg burde nok tage ned til togstationen. Jeg knipsede med fingrene og mine hunde fulgte efter mig. Jeg smilte for mig selv. Jeg elskede mine hunde, hvis jeg kunne ville jeg være en hund sammen med dem. 

Jeg kaldte på Hera, hun havde allerede pakket mine kufferter ned, og min den kuffert som min farmor havde pakket ned var gemt væk. Hundene havde fået deres madskåle i en pose, og godbidder ville ikke være et problem, det ville hundesnor heller ikke, for de havde deres hunde snore i hver deres mund, undtagen Lucky kunne ikke, jeg løftede ham op og kyssede ham på øret. Han kiggede på mig og slikkede mig på næsen. 

Jeg havde ikke de to store i snor da de bare gik efter mig. Det var rimelig rart. James startede bilen da jeg var kommet ind i bilen. Storm og Captain havde lagt sig på hver af mine lår, mens Lucky havde lagt sig på Storms hoved. Men okay storm var også stor, han var en blandingsrace af en newfoundland og belgisk hyrdehund. Det tog ikke lang tid at køre til stationen, nu var det bare ventetiden, det havde jeg ikke tænkt på. Jeg havde ikke engang taget en bold med til mine hunde. Men det var ikke slemt. Solen skinnede da efter uvejret som åbenbart havde været der i nat. 

James hjalp mig med mine kufferter, han vidste godt at jeg ikke rigtig kunne noget efter at jeg var faldet af Guardian. 

"Skal jeg bare køre igen?" Spurgte James mig. Jeg nikkede. Han gav mig et hurtigt farvelkram og kørte så videre. 

Jeg trak min jakke lidt om mig, det blev skyet pludselig. Jeg kørte mine kufferter hen til perronen, og efter tog jeg min guitar og hunde med. Vi sad sammen og ventede på at toget ville komme, eller bare at nogen ville komme. Min mobil vibrererede pludselig. 

#Hej prinsesse, jeg er forsinket et par minutter, jeg skynder mig!# 

#Det er ok far. Men jeg tror snart det vil regne :-(#

Jeg kiggede på Lucky. Han var heldig han havde en pels der gjorde han kunne gå udenfor i flere minusgrader, det samme havde Captain, Storm var knap så heldig. Hans pels kunne ikke tåle særlig meget iforhold til Captain og Lucky. 

Jeg kunne høre nogle fodtrin pludselig, jeg fik helt et chok og vendte kun forsigtigt hovedet. 

"Hej prinsesse!" 

"Far!" Ligefrem hvinede jeg og sprang op. Jeg gav ham et rigtigt kram. Jeg låste mine ben om ham og gav ikke slip, det føltes helt rart at kramme ham igen. Han kyssede mig på kinden og satte mig ned. "Hvorfor ventede du ikke ude på parkeringspladsen?" Spurgte han og tog to af mine kufferter. "Fordi, jeg troede du kom med toget." Jeg tog min sidste og mindste kuffert i min ene hånd smed guitaren over min skulder. Lucky var hoppet op på Storms hoved. Jeg stoppede op og kaldte på dem. De fulgte igen efter mig

Min fars bil stod som det eneste og lyste op. En splitny audi 300XL. GULD VÆRD! 

Vi satte os ind i bilen og hundene, undtagen Lucky, sad bagved, sammen med min guitar. 

"Hvordan går det i skolen?" Jeg spilede øjnene op. Vi havde allerede kørt nogle kilometer. 

Det føltes som om at det drejede rundt, jeg blev svimmel, fik en dårlig smag i munden, mine øjne, det var som om at det krattede at der kom sne foran mine øjne. Hvad skulle jeg svare? Jeg tog mig til maven og pressede langsomt min hånd ind i den, så meget som man nu kunne. 

Min far stoppede bilen og kiggede på mig, jeg kunne mærke det, hans blik hvilede på mig, ligesom min farmors. Jeg kiggede ud af vinduet, det var begyndt at regne. 

"Jeg blev bortvist" Sagde jeg stille. Måske ikke stille, jeg sagde det med en ryst i stemmen, jeg ville have sagt det bestemt, så det lød som om at den ikke var længere, men det var den jo. 

"Har du tænkt at dig at blive til noget?" Spurgte min far så. Det gjorde ondt. "Det var ikke meningen" Sagde jeg, helt hult, tårerne pressede på, og jeg var ikke i tvivl, lige om lidt, ville jeg skrige af ham, fortælle ham at han tager fejl, at jeg ikke er et barn længere, at jeg er dum, at jeg bare er et stykke affald. 

"Hvorfor blev du så bortvist?" Spurgte han så, helt roligt. "Jeg startede en slåskamp" Sagde jeg stille. Min far kiggede helt undrende på mig. "Der er altid slåskamp på jeres skole, hvorfor skulle du så" 

"Fordi jeg er din datter." Jeg vendte mig mod ham. "Jeg er ikke som de andre elever far, jeg har en ven tæt på mig, som det eneste, jeg bor ikke ligesom de andre elever, jeg lever ikke ligesom de andre elever, de andre elever kan gå hjem til deres forældre efter skole, det kan jeg ikke. Jeg vil bare gerne kunne komme hjem på godset, og se min mor, eller min far sidde ude i haven og læse på sin mobil hvad der er sket. Jeg vil kunne en gang imellem se min farmor eller oldemor, helst ikke hele tiden." Så kom det ud, min eyeliner først og så mascaraen som rendte ned af mine kinder, jeg vendte mig væk fra min far.

"Hvorfor slog du hende?" Spurgte han så. "Jeg blev træt af hende. Først kaldte hun mig fed, og blev ved, så nogle dage efter sagde hun mine forældre ikke elskede mig, så kaldte hun dig for en... en" Jeg hulkede, jeg græd. Jeg ville ikke sige ordet, slet foran min far, som var blevet svinet til af hende. Det kunne jeg ikke gøre overfor ham. 

Min far klikkede sin sele af. Han lagde sine arme om mig og kyssede min hårbund. "Du ved. Det kan godt være at din gamle far er en smule tøset, det er trods alt ham som kan købe tøj til din mor, for det duer hun ikke til selv. Jeg har ikke ringet til dig, fordi jeg var vred på dig, og hende Sasha. Jeg blev ringet op af lægen. Da han fortalte mig hvad der var sket, havde jeg henvendt mig til hendes forældre. Hun kom ikke i skole fordi at hendes forældre skammede sig. Men helt ærligt at du slog hende ned, var måske bare det hun fortjente min skat. Du er en fars pige, jeg havde også nogle problemer i skolen, som din mor heldigvis ikke så" Jeg grinte lidt. Min far var virkelig fjollet. 

"Nu skal du slappe af min skat. Vi skal nok finde en skole til dig. Et eller andet sted." Sagde han. Han startede bilen igen og vi kørte af sted. Jeg lænede mig mod vinduet, regnen mindede mig om de tårer jeg lige havde grædt. 

***

Jeg var faldet i søvn mens vi kørte, jeg var virkelig træt, og igen jeg havde sovet dårligt, rigtig dårligt, jeg havde stadigvæk utrolig ondt i ryggen. Men gjorde ikke så meget. Jeg kunne godt klare det. Det var jo ikke første gang jeg var faldet af. Jeg var engang fløjet over et spring. Det gjorde mere ondt. 

Vi var allerede en halv time væk fra London, jeg var rimelig nervøs. Hvorfor? Jo, min far skal om ikke så lang tid optræde, og jeg vil igen blive forfulgt, alle ville genkende mig. Det vidste jeg. Min far var en af de mest kendte mennesker i hele verden. Og lignte ham, jeg havde ikke hans næse, thank god, men hans krøller, hans grønne øjne. Jep, den del var min fars. Eller blågrønne var de faktisk. Og min højde? 1,68 med tynde ben. Hurraaa. NIKS!

Vi stoppede foran en McDonalds for at min far kunne få en cola, en stor en. Jeg sagde jeg ikke skulle have noget. Jeg var ikke sulten. Som jeg aldrig er, men jeg spiser da imod, men bare lidt af gangen. 

Vi sad i en fucking trafikprop. Mine hunde tog det nu rimelig roligt, selvom jeg vidste at så snart de kom ud fra bilen, ville de løbe rundt i min fars have, og der ville sandsynligvis være en potteplante som de ville vælte. Min far satte noget musik på og kiggede på mig. 

Han smilte. Sådan rigtigt. 

"Imorgen får vi travlt, jeg skal på arbejde" Sagde han. Jeg smilte bare. "Vi får også travlt i aften." Sagde jeg så. "Ja, det gør vi. De andre har også inviteret børnene hjem" Sagde han. "Kommer Will?" Spurgte jeg. Min far nikkede. Jeg smilte. Jeg skrev kun med ham, men havde ikke gjort det i et halvt år nu fordi jeg ikke rigtig var så hyggelig at være omkring, så jeg havde ignoreret ham fuldstændig, smertefuldt, men jeg blev nødt til det. Jeg håbede bare jeg kunne fortælle ham det, uden han flippede ud på mig. Hvad er det jeg siger.... 

Vi kom til huset og mine hunde? De var helt rolige, endnu?! 

Jeg skyndte mig at lukke dem ud i haven. De løb rundt og legede med hinanden, men passede stadigvæk på Lucky. Jeg hjalp min far en smule. Ved at tage guitaren. 

Da jeg kom ind i hallen, var det som om intet var forandret. De samme hvide vægge med sorte hanke, trappen til ovenpå, den havde så fået noget maling. Jeg gik ind i stuen, der var kommet en ny stor sofa, og spisebordet var også blevet skiftet ud, og pejsen. Pejsen lignte sig selv. Jeg løb ud i køkkenet, jeg kunne ikke tro det, alt lignte sig selv. Jeg smilte og vendte mig mod min far. Han sad på køkkenbordet og hoppede så ned. Han lagde sine arme om mig og kyssede mg i hårbunden. 

"Velkommen hjem prinsesse!" Han løftede mig op, ligesom da jeg var lille og gav mig en flyvetur. Jeg grinte og kyssede ham på kinden. Han vuggede mig så stille. "Okay, nu til den del, du nok ikke rigtig gider. Men gerne vil. De kommer herhen i aften, så du kan sagtens stikke af, til dit værelse" Sagde han. "Hvad har du lavet far?" Spurgte jeg så. "Se selv" Jeg løb ovenpå, gik til højre og så til venstre igen. Jeg så det allerede på døren. Min gamle prinsesse skilt med min navn på var pillet ned. 

Istedet stod der Janelle på. Mit håndtag var langt fra kedeligt, det måtte have været min mor som havde været igang. Jeg ligefrem gispede, mine forældre kendte mig virkelig godt. Der hang fodboldtrøjer op, en fra hver af mine favoritter af. Messi, Beckham, (er til gamle mænd, ved ikke hvorfor) og Bentder. Av, lærke gamle mænd. Og hvad ellers? De havde fået forstørret et billede af mig og Guardian som blev taget i sommers. Vi havde fundet cordeoen frem og westernsadlen og havde lært lidt om western. Jeg lå ovenpå hende og lavede kaninører på hende, hun havde selv ørerne fremme og kiggede mod kameramanden som den dag var min far. Det var faktisk på min fødselsdag det blev taget. 

Og hvad mere? De havde givet mig mere værelse! Vores var i fire etager. Virkelig stort hus. Vi havde jo vores kælder, vores stueetage, anden sal, tredje og loft. Mine forældre havde ryttet loftet. Jeg klatrede op på stigen jeg havde fået, jeg kunne ikke tro det. Mit skab, mit skrivebord, mine bøger var heroppe. Og mine forældre havde skrevet en masse fede citater på væggene. Jeg kiggede ned fra min øverste del af værelset. Mit tv og sengen var ved det store vindue. Hvor jeg kunne se ud mod haven og resten af London. Jeg klatrede ned fra min hims og gik hen til vinduet. Det hele var så smukt. Døren gik op og jeg lage ikke mærke til det, sådan rigtig. 

"Kan du lide det?" Spurgte min far. Jeg smilte for mig selv og vendte mig om. "Jeg elsker dig far!" Jeg hoppede igen op i hans favn og kyssede ham på kinden, på munden i håret og på næsen. Jeg grinte helt. "Det er alt hvad jeg drømmer om." 

"Hvordan ser dit værelse hos farmor da ud?" 

"Skrækkeligt. Der er intet spændende, det ligner en barbirdukkes værelse fra 1950'erne." Sagde jeg og rullede øjnene. 

"Skynd dig hellere gå i bad, de kan kommer når som helst, Lou og Ellie kan i hvert fald." Smilte min far. "Jeg tager lige kufferterne op" 

"Nej, det ordner jeg. Der er tøj deroppe, Danielle og Demi valgte det" Sagde min far. Og gik ud. Jeg kiggede mig omkring. Jeg havde fået mit eget badeværelse! *Hviner lige* 

Men jeg burde nok forklare, Demi Lovato og Niall Horan, de fandt endelig sammen, til mine forældres brullyp. Det er gas! Det kom sammen året inden og fik en lille dreng, også kendt som Will. Min bedsteven. Som jeg nok lige skulle forklare en del. 

Min mobil ringede, det var Will. Jeg tog den inden jeg ville gå i bad. 

"Det er Jay" Sagde jeg glad. 

"Hey Jay, det er mig, Will?

"Hej. Hvordan har du det?" Spurgte jeg glad. 

"Godt, jeg ville bare høre om du måske var hjemme

"Jeg er kommet hjem ja. Mine forældre har renoveret mit værelse fuldstændig. Bare vent og se. Det er lækkert" 

"Ja, vi er der om en times tid. Vi ses" Han lagde på. Jeg smilte helt og blev varm indeni. Men alligevel jeg kiggede på min mobil. Den var allerede halv seks. Jeg skyndte mig i bad og tørrede mit hår så meget som muligt. Skulle jeg have krøller ej? Det ville nok glæde min far at jeg havde krøller. Så jeg gjorde mit bedste for at se ud som en fars pige. 

"Far, kan du lide det der?" 

"Hvad er det du har på? Det der er ikke min datter" Sagde han og rørte rundt i noget grydeværk. "Er kjolen for?" 

"Kedeligt. Gå op og se hvad Demi har fundet til dig i aften" Sagde min far og jagede mig ovenpå. 

Jeg fandt en kasse med mit navn på. 

#Til Jay fra Tante Demi# 

Jeg åbnede den. Og min far havde ret, det var lige mig. Der lå en oldschool jakke til mig i sort, en top, i sort, med skrift på, som havde sort dyreprint, et par hummelsko med en smule lilla på, stjerneøreringe og en lille æske. Der var et brev på.

(link i kommentar)

Kære lille Jay, min lille rockengel. Jeg kender dig for godt. Men jeg undskylder for ikke at have kunne se dig vokse. Derfor har jeg købt denne ring til dig, den minder mig om dig, for jeg har aldrig mødt en pige som dig der kan synge og hade at bade i opmærksomhed. Den her ring, funkler hele tiden også selvom den ikke skal, og derfor tænkte jeg på dig. Du funkler hele tiden, om du vil det eller ej. Du er en lille stærk pige, du er en rigtig Lovatic. 

Kys fra tante Demi. 

Jeg tog det på, og hun havde ret. Det var lige mig. Jeg hoppede ned til min far. "Hvad synes du?" Spurgte jeg. "Det er lige min pige." Jeg smlite og gik ovenpå igen. Jeg skulle lige have noget mascara og sådan på. Men fordi jeg havde noget andet end sort på, for mine sko have jo en smule lyserødt på sig, så havde jeg taget lidt lilla eyeliner på. Det gik lige til mine øjne. 

Jag var gået udenfor for at lege med mine hunde. Det var rart. Jeg slappede helt af og jeg nød at være her for første gang i lang tid. Haven var nu også dejlig. Der var højre træer, som man kunne klatre i, og min gamle dynge var der endnu, faktisk alle tre. Siden vi elskede gynger i min familie. Jeg løb hen til min gynge, det var som om at smerten i min ryg var væk. Jeg ville gynge nu, det var alt jeg ville, så jeg stilte mig op og gyngede. Jeg kunne mærke suset og satte mig ned. Jeg grinte højt med min syngende latter. Min far kom ud og smilte. Han kunne ikke lade være, jeg kunne høre hans mobil tage billeder. Jeg ville have et fjollet billede. Så jeg lavede 'duck face', hvad var det sjove egentlig i det? 

"HARRYYYYYYY!" Jeg kunne genkende den stemme. Det var onkel Louis!

 

Brave- into the open air. 

 

Hej piger! Kan I lide hvor det går hen af med Janelle? 

Og endnu vigtigere, hvordan ser deres andre børn ud? 

Men endnu vigtigere! 

Hvad vil James sige når han ser Janelle igen et år senere efter de har kysset? 

Han er trods alt Liams søn, så tror I han er ligeglad?

xo xo Louise. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...