Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4334Visninger
AA

23. *Epilog* Special Edition.

Bilen drejede til højre og stoppede foran det store hus. Janelle Styles kiggede helt bange med sine klare blå øjne op mod huset. Det var hendes hus, sammen med hendes forældre. Som aldrig havde virket lykkeligere end da de fik hende hjem. 

Forsigtigt støttede den unge Janelle sig til sin mor på vej ind i det store hus. Så tit havde hun drømt om den dag hun endelig skulle komme rigtigt hjem. Godset var aldrig rigtigt hendes hjem som dette. Her var minder. Fra dengang hun stak af fra sin far eller tegnede på hendes mor mens hun sov. 

Legede i haven med Will og James. Alle de hunde de igennem tiderne havde haft til at være her. Eller dengang hendes mor havde Cupcake som spring og dressurhest. Hvor tit han egentlig havde besøgt deres baghave og Janelle red selv rundt på ham. 

Men unge Janelle tænkte ikke selv kun det på dette. Hendes far, Harry Styles. En mand på kun 35 år stod stolt og kiggede på hans unge datter, med sit lange mørke krøllede hår og de klare øjne der gjorde hun lignte sin mor så utrolig meget. 

Ikke kun i udseende, men også i sind og personlighed. 

Hvor han egentlig elskede sin datter. Mere end noget andet. Hun var hans alt. Hele hans verden. Han vidste at han måtte beskytte hende nu. Fra alt ondt. Ingen sikkerhedsvagt kunne gøre det. Han blev nødt til det. Ikke andet. 

"Kom med ud i køkkenet. Så kan vi lave mad sammen." Smilte han til sin datter og støttede sig til hende. 

En nydelig middag bestående af grillet bøf, varm kartoffelsalat og vandmelon salat stod ude på den nydelige terrasse ud til haven hvor man kunne se lysene i træerne var tændte og de store hunde legede vildt mens den lille Lucky lå på Anastacia Kandriks skød og gnavede i et stykke kød. 

En helt normal aften som denne har man længe skulle lede efter i Janelles hoved. Aldrig havde hun følt hun havde nogen familie så længe hun havde været på godset. Hun havde altid følt sig fanget. Men nu, føltes alting lettere. 

Vennerne, forældrene, farmoren. Ingen oldemor dog. Selv det vidste hun. Men en ting Jeanne havde lært hende. 

Var at en rytter aldrig måtte løfte hælene op og hovedet ned. Det skulle være lige og korrekt stående sammen med hesten over et hvert spring. 

Janelle Anne Kandrik Styles - vinder af London Cup. Det havde den kære afdøde oldemor så tit sagt til Janelle. Hun smilte over mindet og spiste sin bøf helt færdig. 

"Det er godt du er sulten." Smilte hendes far og tog et stykke melon i munden og fjollede. Den dejlige kone grinte af sin mand og tog det ud af hans mund. "Opfør dig nu ordentligt! Du kan ikke blive ved sådan der!" Smilte hun og kyssede ham på kinden. "Jo... det kan jeg da! Jeg har gjort det i 25 år!" Hoverede han. "Det er da lige så længe I har kendt hinanden." Pointerede Janelle. 

"Nemlig. Min kone har kun haft dårlig indflydelse og har kun.. ja undtagen dig selvfølgelig skat. Kun været... ja det har været dyrt. For hende." 

De brød alle så ufattelig højt ud i grin. 

Janelle havde endelig et smil som ikke kunne tørres af. Selvom hun havde levet et helvede igennem på et halvt døgn og havde lagt i koma, så var det kun en del af hendes fortid. Intet skulle stå i vejen for hende længere. Hun var på vej tilbage til det hun var født til at være. 

 

Sig selv. Hendes helt egen. Som folk vil elske eller hade. Men kun dem som ville elske hende ville kunne betyde noget. Hun ville bare ønske at piger over hele verden havde det som hende. 

Men pigen der læser dette skal vide hun er smuk og unik. 

"Lad aldrig had gå dig på. Jeg elsker dig, selvom du ikke ved det. Jeg skjuler det bare godt."

- Janelle Styles. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...