Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4254Visninger
AA

12. Australien.

Jeg havde stemt min guitar sammen med Will aftenen inden vi skulle af sted. Demi ville blive hjemme og holde øje med hundene, selvom jeg nu gerne ville have haft dem med. Men istedet havde trillingerne lovede at jeg måtte gå tur med dem. Hvorfor ikke? 

"Hvordan lyder det her?" Spurgte Will og spillede en smule. "Det lyder godt." Sagde jeg hæst. Jeg havde aldrig troet at det kunne være hårdt fysisk for en at synge, Simon havde kørt på os de sidste to uger som bare i helvede. Som man nu siger. 

Jeg måtte tage noget at drikke igen for at få min stemme tilbage. "Nå, min far er her om fem minutter, jeg pakker lige" Jeg tog min guitar og puttede den i tasken sammen med mit sanghæfte og notesbogen. 

"Har du læst i den?" Spurgte Will. "Jeg har læst indtil mine forældre kyssede hinanden for første gang. Der er billeder deri fra dengang de var unge. Min mor var en skønhed dengang. Hun havde det her ekstremt flotte sorte krøllede hår, og de her vildt blå øjne, fyldige læber og det klædte hende at gå i skjorte." Jeg var rimelig misundelig på min mors unge jeg. Men jeg fik afvide jeg lignte hende. Ja, ja, bla bla. 

Min far kom og hentede mig, som altid. Jeg glædet mig virkelig til at komme hjem, for efter at have været hjemme og smide kufferterne i bilen ville vi tage til lufthavnen og flyve af sted til det første stop. Australien. 

"Vi ses om lidt Will!" Min far åbnede døren og smilte til mig. "Demi, kommer du og modtager hundene?" Spurgte far. "Ja" Min far åbnede døren til bagsædet og hundene hoppede ud. 

"Kom vi kører allerede nu. Vi ses om lidt Niall!" Min far smed min guitar ind på bagsædet og før jeg vidste af det var vi allerede kørt. 

"Har vi travlt?" Spurgte jeg. "Ja, flyet letter om en time. Altså det er et privatfly, men vi skal ligesom overholde tiden, du ved. Sådan så meget som muligt" Sagde han glad. "Hvor lang tid skal vi være i Australien?" Spurgte jeg. "En uge. Efter det skal jeg vi  til Skotland. Og så tager vi resten af England." Sagde han glad. "Du har husket lader til mobiler ikke?" Spurgte jeg. "Ja, og til bærbar, jeg har husket bærbaren også!" Sagde han højlydt. Jeg grinte af ham. "Så nu er vi her, allerede. Dejligt!" Sagde min far tilfreds. Han parkede og allerede inden vi gik ud af døren kom lufthavnens sikkerhedsvagter for at hjælpe os ind med bagage og at undgå så mange fans som overhovedet muligt. 

Min far havde mig under armen hele tiden, jeg måtte ikke gå selv. Det var rimelig sødt af ham. Men okay, han havde ret til det. En hver far har trods alt ti ting han skal gøre overfor sin datter: 

1: Lær hende at cykle uden støttehjul 

2: aflevere hende og hente hende på hendes første skoledag 

3: følge hende til hendes første sport, blive og se på 

4: Når hun fylder ti, skal de på deres første far og datter ferie sammen

5: når hun fylder tolv skal de sammen ud og finde hende en mobil 

6: Nu er hun en rigtig teenager og skal til sin første fest, han skal aflevere og hente hende 

7: Hun har fået en kæreste, han skal modvilligt give sin lille prinsesse til en anden som knuser hendes hjerte 

8: Han trøster hende fordi hendes hjerte er blevet knust, og minder hende om at han altid vil være der 

9: Uanset hvor farligt det er, så er han der altid. 

10: han vil følge hende op af kirkegulvet og give hende videre, og til festen vil de danse deres sidste dans sammen.

Da vi kom op i flyet var de andre der allerede, selv Will og Niall. Jeg smilte til James og Will mens jeg rødmede en smule. Jeg havde virkelig ingen ide om hvad jeg lavede de sidste par dage, kysser den ene, men jeg kan lide den anden og en helt tredje, stikker af, min far bliver ikke sur.. baah! Burde rive mit hår ud af hovedet men det lader jeg så vær med. 

Flyet lettede og min mave fik en sjov følelse, og mit hoved, det gjorde faktisk ondt. Jeg havde lagt mig tilbage i håb om at få det bedre, men det blev ikke bedre. 

Jeg sad sammen med Natasja og Dylan, jeg havde vinduespladsen, uheldigvis, jeg kunne ikke rigtig bevæge, jeg begyndte at ryste lidt. Jeg tog en dyb indånding. Og så kom det kvalmen. Jeg tog mit til panden og ville puste ud. Vi havde kun fløjet i lidt over fem timer, så jeg havde da overlevet, selvom jeg virkelig havde fået det dårligt. 

"Hey er du okay?" Spurgte Dylan. "Nej... jeg tror jeg.." "Her." Han tog en pose frem og satte den foran mig. "Jeg henter lige noget vand. Nat, kan du flytt.." BVADR. Så kom det, jeg blev helt dårlig, for det var ikke bræk, men blod, jeg panikkede fuldstændig, og tabte posen. 

"Jay!" Min far hoppede op mens Natasja med det samme flyttede sig surt. Min far tog fat i mig og kiggede på mig. "Kom, nu ligger du dig lige på sofaen." Han tog fat i min hånd og fulgte mig til sofaen, Zayn og Liam havde flyttet sig, så jeg kunne være der, ikke fordi jeg fyldte så meget, men, det var da rart. Min far havde sat sig sådan mit hoved lå på hans skød. 

"Undskyld" Sagde jeg så. "Du skal ikke være ked af det. Din mor brækker sig altid når hun flyver. Bare ikke lige blod" Sagde han. Jeg grinte lidt. "Her er vandet" Dylan kom med noget vand til mig. "Tak" Mumlede  jeg og tog noget. Jeg blev virkelig dårlig, jeg anede ikke hvad det var for, jeg havde ikke spist noget udover en lille tørkage som min far havde købt. Men det jeg gik jo torsdag morgen, og det var altså lørdag aften. "Jeg har ringet til Sydney lufthavn, der er en ambulance til hende der, indtil videre, så skal hun ikke spise, men kun drikke vand." En anden hånd lagde sig på min skulder, jeg kiggede op, det var Louis bekymrende øjne. Jeg fik lidt sommerfugle i maven over at han var så bekymret. Det var jo bare fordi jeg blev dårlig.

Jeg kunne mærke at jeg fik det varmere. "Jeg rydder lige op efter hende" Kunne jeg høre en stemme sige. Min far aede mig bare på hovedet og nynnede mig i søvn, det trængte jeg virkelig til. 

*Dylans synsvinkel*

Jeg kunne ikke vente med at komme af sted! Vi havde trænet hver dag efter skole med Simon og Janelle, hun var faktisk rigtig sød, men hun var sådan lidt hård engang imellem, men det gjorde ikke noget! Det var nu rimelig kært på sin vis. 

Da flyet lettede fik jeg sommerfugle i maven, mens Natasja, bare stadigvæk havde sin sure facade. Janelle havde proppet musik i ørerne, så hun vidste nok ikke hvad der foregik. Eller hun vidste nok godt, men hun var vel ligeglad. Måske kunne hun ikke lide at flyve? 

Vi havde været i flyvet i nogle timer nu. Måske lidt over fem timer. Jeg var ikke engang træt, og den var allerede to om natten, engelsk tid... 

Jeg vendte mig om mod Natasja, hun var rimelig sur. Men det havde hun været længe. På grund af hendes far. Hun ville ikke af sted, hun ville hellere have været med hendes mor. Men sådan gik det ikke. 

Jeg prikkede til hende og gik ud til køkkenet med hende. 

"Hvad handler det her om? Det er ikke kun det med den her tour." Sagde jeg så. "Min far forstår det ikke..." Sagde hun så, lidt mut. "Hvad er det han ikke forstår?" Spurgte jeg så. "Jeg ville ikke på grund af James.." James? James Payne?! "hvorfor ikke det? James er da en flink fyr" Sagde jeg. "Men han kan lide Janelle." Ah, hendes første forelskelse. "Hør her... James er en ung dreng, yngre end mig. Og ældre end dig." Det her var en dårlig ide. "Hør Nat... Det er din første forelskelse og det er ikke altid, det er faktisk sjældent, at ens første forelskelse bliver ens kæreste. Jeg var jo lun på Valerie Baker. Kom vi sammen?" 

"Ja" Sagde hun så. "Ja, det gjorde vi, men det endte rigtig dårligt. Når man er fuldstændig identiske, så er det svært at finde rundt i, specielt fordi de også var tvillinger. Det var kun George som var så heldig at have en kæreste, uden tvilling, der var en pige, selvom han nu kyssede hendes bror..." Natasja grinte. Jeg grinte også med. "Er du sikker på at du er okay?" 

"Jeg er måske bare misundelig på hende." Sagde hun lidt lillepige agtigt. "Hvorfor det?" 

"Fordi jeg er en barbie" Av, selv den gjorde ondt på mig. Jeg kunne se det, hun ville græde. Jeg gav hende et kram, hun snøftede en smule. "Vær stille" Hviskede jeg. "Nat, du er ikke en barbie. Hvem har sagt det?" Spurgte jeg så. "Eleverne fra 5.SA." Sagde hun så. "5.SA? Det er ikke James og Will, vel?" Spurgte jeg. "Nej, de kunne aldrig gøre det. Ikke med de forældre de har" Sagde hun så og tørrede sine øjne. "Du er ikke en barbie, en barbie, er en uddøende race, desuden, så ved jeg godt hvad en rigtig barbie er. Og du er langt fra en barbie, du er kun tretten, så du er stadigvæk ung, og fin, en barbie, en barbie er kun til for at svine fodbold til, og så tror de at man spille fodbold i stiletter." Hun grinte lidt igen. Jeg klappede hende på skulderen. "Kommer du ind om fem minutter?" Spurgte jeg så. Hun nikkede. Jeg satte mig tilbage i sædet og så på Janelle, hun havde det ikke særlig godt, hun var helt bleg, svedte hun lidt? Natasja kom hurtigt tilbage. 

Hun satte sig ned og læste. 

Jeg lagde så mærke til Janelle igen, hun tog sit musik ud af ørerne og holdte fast i sit hoved. "Er du okay?" Spurgte jeg så. 

"Nej... jeg tror jeg.." "Her" Jeg nåede kun lige at give hende posen da lyden kom. "Jeg henter noget vand" Sagde jeg så. 

"JAY!" Jeg vendte mig om, jeg kunne høre Harrys bekymrende stemme. Jeg tog hurtigt noget vand og gik ind. Min strømpe var pludselig virkelig klistret, hun måtte have tabt posen, jeg kiggede så ned og blev helt dårlig selv. Det var blod hun havde kastet op. 

"Her er vandet. Jeg gør lige rent" Sagde jeg til Harry. Han nikkede bare roligt. Det var faktisk pænt uhyggeligt at det lige var blod, men jeg måtte tage det hele med ro. Selvom jeg faktisk virkelig ville brække mig over alt det blod der var nu var der. Men jeg fik det da tørret op. Min far havde ringet til lufthavnen i Sydney og bedt dem om at gøre en ambulance klar til når hun var der. 

Fair nok. 

Men vi tog det da rimelig roligt, de fleste sov, bortset fra mig, Natasja, Harry, Louis og Liam. 

Så, nu, kunne man da ikke rigtig se at nogen havde kastet blod op, det var trods alt sort gulv, heldigvis. Jeg smed hviskestykkerne ud til køkkenet og satte mig tilbage på min plads. Jeg tog en dyb indånding og lagde mig til at sove. Men jeg  håbede nu hun fik det bedre, at det var fordi hun var blevet dårlig, hun skulle jo synge med os, men jeg kendte Harry, hans prinsesse før alt andet. 

 

*Janelles synsvinkel*

Jeg var vågnet igen og denne her gang var solen vist stået op, jeg lå stadigvæk hos min far og jeg havde faktisk fået det bedre, men jeg havde det stadigvæk virkelig dårligt, sådan virkelig dårligt, min mave den gik fra sommerfugle til at bomber eksploderede, men jeg sagde ikke noget, jeg ville ikke have at de skulle blive mere... hvordan skal man sige det? Bekymrede, omsorgsfulde? Jeg gad ikke at folk var sådan. Ihvertfald ikke overfor mig. Men det forvirrede mig en del. Jeg havde ikke spist noget som kunne gøre mig syg, jeg har heller ikke taget piller, udover nogle for et par dage siden på grund af det røde... men ellers intet? Jeg var syg ja, spiseforstyrrelse, noget værre lort, jeg havde endda tabt mig mere... men jeg var begyndt at blive mere sulten, men jeg ville ikke overspise mig selv, det turde jeg heller ikke. Så hvad kunne det være?

Det var lige meget nu, der var kun en time til at vi skulle lande og jeg kunne ikke vente med at kysse asfalten og takke den almægtige Gud for at bringe os sikker til Australien, for helt ærligt. Jeg kunne virkelig ikke lide at flyve.  Det var skrækkeligt. 

"Far" Hviskede jeg. "Ja?" Sagde han grødet. "Godmorgen" Sagde jeg glad. "Godmorgen, har du det bedre?" Spurgte han så. Jeg nikkede tilfreds. "Det var godt" Han tog mig op i hans arme og krammede mig. "Du er stadigvæk lidt varm. Det er godt at et hold læger venter på at du kommer" Sagde han trygt. Jeg rødmede lidt. 

"MORGENMAD!" Råbte Niall og sprang op fra sit sæde og tog fat i Lou for at tage maden fra ham. "MIN MAD!" Råbte Lou så, højt nok til at alle vågnede op. Maden endte dog på gulvet, det havde alle forudset. 

"Se hvad du gjorde Niall, nu skal jeg lave mad... igen. Harry, kan du hjælpe?" Spurgte Lou. Min far kiggede på mig. Jeg nikkede. "Jeg kommer" Sagde han glad og lagde forsigtigt mit hoved på puden. 

"Har du det bedre?" Dylan var gået hen til og sad foran mig. "Ja, tak fordi du hjalp igår, jeg havde det virkelig dårligt." Svarede jeg. Dylan smilte til mig, helt kærligt. "Tror du at du bliver klar til koncerten?" Spurgte han. "Det gør jeg da. Hvis Lady Gaga kunne gå på scenen selvom hun havde en sygdom i benet. Og Justin Bieber gik på scenen også selv han havde brækket benet... ergo mine ben har det godt, jeg skal nok optræde" Sagde jeg så. Dylan grinte. "Du er sjov" Sagde han så. "Tak. Det vidste jeg ikke" Sagde jeg så lidt stille. Jeg glædet mig faktisk til at skulle synge i aften. For helt ærligt, jeg havde virkelig gjort noget for det, for det betød noget for min far og mine onkler. 

Flyet landede og igen fik jeg det dårligt. Pis! 

Da vi kom ud af flyet, fik jeg et chok. Papparazzierne var der allerede og råbte efter os. Min far havde nået at tage fat i mig og gemte mig ved sin ryg og gik koldt videre mens de andre stoppede op og vinkede til dem. Ambulancen stod der endda og ventede bare på mig. Jeg tog fat i min fars ærme og knugede mig til ham. Ikke fordi at jeg var bange for ambulancer, men tit havde jeg set ulykker ved ambulancer, forudsaget af papparazzier. Men der skete ikke noget. 

En læge tog fat i mit hoved og kiggede på mig. "Er det før sket hun har brækket sig sådan" Spurgte hun min far. Hvad skulle han svare, han havde ikke set mig rigtig de sidste fire år. "Nej.." Svarede jeg så. Lægen smilte blot. "Vi ringede til din læge, og vi tror blot at det er mangel på næring. Så derfor, må vi bede dig om virkelig at spise, men noget du kan lide. Ellers er det umuligt at spise, mens man er i din tilstand. Jeg tror hun klarer det. I kan tage det med ro. Men tag lige hellere en pille eller to, og drik noget vand for en sikkerheds skyld" Sagde hun glad. "Tak." Sagde jeg så og gav hende høfligt hånden og hun gav så  igen og de kørte væk. 

Jeg smilte til min far som igen tog mig under armen og vi gik alle sammen indenfor i lufthavnen. Der blev hurtigt skrevet nogle autografer og billeder blev taget, så var der ikke mere i det. 

Vi kørte i hele fem biler, jeg sad så sammen med trillingerne og min far og Lou sad foran og navigerede hinanden, skændtes og grinede om hvorvidt de kørte forkert. 

Os på bagsædet derimod, var temmelig sikre på at vi ville dø i den bil. 

"Hey Jay?" Hviskede Dylan til mig. "Ja?" Spurgte jeg. "Har du noget vand?" Jeg grinte af ham. "Spørger du mig?" Grinte jeg så. "Ja" Sagde han lidt forvirret. Nå ja, han vidste det ikke, det gjorde ingen af dem. "Jeg har ikke noget.. men øhm. LOUIS!" "HVAD ER DER NU PHIL!"  

"Det var ikke mig som råbte" Sagde Phil surt. "Det var mig" Sagde jeg med en lille pigestemme. "Nårh. Hvad du vil du skattepige?" Spurgte han helt glad. "Har vi noget vand?" Spurgte jeg. "Ja, ja det har vi. HARRY, find lige noget vand" Sagde Lou. Vi grinte alle fem. Det var skønt, vi havde haft så travlt de sidste to uger at vi havde ikke havde slappet af i lang tid.  Vi havde jo hver dag, efter alle andre end mig havde været i skole, sunget, selvom jeg nu ikke var fri for skole alligevel, James og Liam hentede mig hver dag kvart over syv for at køre til skolen hvor jeg inden alle andre skulle øve med Simon og Chad.

Det var vildt hårdt, hver dag, hele dagen syng, syng, syng! Min stemme var ærlig talt smadret, men den skulle overleve seks sange, og så ville der gå nogle dage, seks sange igen, og sådan ville det gå i to måneder. 

To måneder, jeg glædet mig, men på den anden side, jeg skulle bo sammen med 11 drenge (vi ved alle sammen at de gamle aldrig bliver voksne) og en pige, som var mere hormonsyg end mig. Shit. 

"Så er vi her" Sagde Louis glad. Jeg havde slet ikke holdt øje med hvad der var sket. Overhovedet. 

Jeg gik ud af bilen og måbede over hotellet, det var jo helt vildt fedt! Der var fem døre og ved hver stod en mand og åbnede dørene og en plante ved siden af. Jeg tog min egen kuffert og guitar og gik ind med Dylan og George. "Vi finder lige vores parkingsplads i kælderen!" Råbte Lou. Jeg nikkede bare. 

Da vi kom ind i lobbyen og så de andre ventede på os gik vi hurtigt hen, eller jeg gjorde. "Okay, vi har besluttet at pigerne deler værelse" Sagde Zayn. Jeg smilte bare, men indeni, lignte jeg ?!. 

Skal jeg det? Jamen jeg vil hellere noget andet! Og pigerne? Vi var to? Var vi overhovedet gamle nok. Jeg sukkede da Zayn ikke kiggede, men en albue stødte mig blidt, det var Liam. Hans øjne bad mig om at opføre mig ordentligt, jeg nikkede bare. Men indeni, lavede jeg en parodi af ham. 

Jeg havde ikke noget imod Natasja som sådan, det var bare, jeg ved ikke, hun kiggede på mig som om at jeg bare skulle skride til helvede, jeg ville ikke have noget imod det, så ville jeg møde den engel som Gud forviste, gad hvordan det føltes? Sikke mange tilfældige spørgsmål... 

"Her er et nøglekort. Den tager du Natasja. Piger, restaurenten klokken syv i aften okay?" Smilte Zayn. Jeg nikkede bare og tog min kuffert, næsten. "Lad mig tage den!" Det var Andrew! Jeg måbede helt, hvad lavede han her? "Hvad laver du her?" Spurgte så jeg. "Min fars boyband, skal varme op for jer. Det er rimelig komisk, siden de ikke kan udstå hinanden. Endnu" Grinte han. "Tak, jeg foretrækker du tager min guitar, den er alt for let for mig" Grinte jeg. "Okay så Styles." Sagde han drilsk. "Åh hold op, krøltot" Smilte jeg. "Kommer du eller hvad?" Spurgte Natasja og ventede ved elevatoren. "Ja!" Andrew tog min guitar og vi gik hurtigt hen til elevatoren. 

Turen var lang, vi skulle op fjortende etage. Puuh! 

"Så, er I spændte på at skulle stå på scenen, og synge?" Spurgte Andrew. "Jeg er ikke" Sagde Natasja koldt og kiggede på sin mobil. "Jeg er rimelig nervøs. Jeg har kun øvet med James og Will. Det er kun deres stemmer jeg funker med. Da Chad, læreren ville med på at synge så vi kunne vænne os til flere stemmer. Men det skal nok gå, jeg har en solo." Sagde jeg, mens mine kinder blev røde, det var nok bare varmen. Som jeg faktisk ikke havde lagt mærke til. 

"Det skal nok gå. Altså hvis du synger som du svarer igen, så går det nok" Sagde han. "Hvad mener du?" Spurgte jeg så. 

"Kan du huske på stranden? Du var rimelig sur, og var sikre på at det var vores skyld" Sagde Andrew drillende. "Det var det også! Ingen havde sat et skilt eller noget op, det gør man altså på bøhlandet" Sagde jeg. "Okay, min skyld, lad mig gøre det godt igen så. " Jeg blev lidt forskrækket, hvordan ville han det? "Hvordan det?" Spurgte jeg. "Det er jo kun fredag her... Imorgen er der Hawaii tema på stranden, hvad med at vi to tager derned sammen?" Spurgte han så. Wow, ikke genert, overhovedet. "Du kan få mit nummer, jeg skriver når jeg ved noget." Vi byttede telefoner og fik givet hinanden numrene. 

"Så er vi her!" Sagde Natasja. "Kom, lad mig hjælpe jer" Sagde Andrew. "Jeg kan godt selv" Sagde Natasja og gik. Nå da. "Tak fordi du gider, det er sødt af dig" Sagde jeg så. "Det er sødt af dig at udnytte det" Smilte Andrew. "Ja okay. Jeg kan sagtens selv, men at andre gider gøre noget for en, gratis. Så udnytter man det altså" "Jamen så bliver det ikke gratis! Imorgen klokken syv, kommer jeg her og henter dig. Så tager vi ned på stranden sammen." Han gav mig min taske og gik. 

Shit. Var jeg lige blevet inviteret på en date? Jeg måtte snakke med Lou! "Kom nu Janelle, jeg venter ikke forevigt!" 

"Jeg kommer! Undskyld" Sagde jeg så. Det lignte mig ikke. Jeg ville sige hun skulle slappe af og tage en tudekiks. Men måske ville jeg ikke gøre det, hun var trods alt datter af en streng popdame. Hvis jeg var uheldig var hun ligeså streng som Perrie kunne være. 

Jeg var helt chokeret over vores værelser. Det var det rene luksus. To store værelser hver med badeværelse til, og et køleskab, med mad i! Det hotel havde jo alt. 

"Hvilket værelse tager du?" Spurgte Natasja. "Øhm, jeg er ligeglad" Sagde jeg så. "Ok." Okay jeg var ikke ligeglad, jeg kunne ikke klare små værelser, men det kunne hun nok heller ikke, men jeg måtte lide. Det var her jeg skulle være de næste tre uger. Med hende... 

Det havde jeg ikke tænkt på!

Jeg tog det mindste værelse, eller mindre, det var ikke meget. Men noget alligevel, jeg var jo vant til at have et halvt loft og en halv første sal, næsten. Så det var småt for mig. Jeg smed min guitar for enden af sengen og begyndte at pakke tøjet ud og smide det i skabet. Men når man tænkte over det, så var værelset rimelig fedt. 

Sengen var af eg, mørk eg, med råhvide betræk, og væggene var hvide, gardinerne var blå, og udsigten, som jeg lige havde opdaget. Var ubeskrivelig, lige ud til stranden! Jeg kiggede nærmere og så at det var den strand der var temafest på imorgen. Hawaii var temaet. Jeg sukkede for mig selv. 

Jeg pakkede resten af tøjet ud og ville putte mine ting ind på badeværelset bagefter. Det var faktisk et rigtig hyggeligt badeværelse, med badekar, stor håndvask og de her hanke, de var faktisk søde. Det hele i sort granit selvfølgelig, og hvide vægge. Sort hvid, det var lige mig! Jeg skyndte mig at sætte mine ting ordentligt så jeg kunne gå ud i stuen og se den. 

Hvad laver jeg egentlig? Min far tager mig med rundt i verden, jeg har ikke set min mor evigheder, jeg får ikke ballade overhovedet.... Men mærkeligere endnu, jeg spørger om alt dette. Måske fordi jeg rent faktisk troede jeg var endt i en fanfiction. 

Jeg slog mig selv, jeg var i live! "Natasja! Jeg finder lige drengene!" Gad vide om hun vidste hvilke drenge? "Whatever!" Svarede hun surt tilbage. Jeg rullede med øjnene og gik ud. Jeg ringede til Dylan. Noget jeg faktisk undrede mig over. Jeg havde alle drengenes numre, men ikke Natasjas. Skidt pyt. 

"Hey, kan jeg komme ned til jer? Hvor bor I? Okay. Jamen, det er lige.." 

"Ved siden af" Dylan åbnede døren og smilte. "Kom ind!" Sagde han glad. Alle drengene var kommet ind i en lejlighed, mens de gamle nok også delte en. "Hva så prinsesse, hvad kan vi gøre for dig?" Spurgte James. Jeg kiggede mig omkring, stedet lignte det vi havde, men det var mere.. der var flere senge i værelserne. "Hvad er det for en lugt?" Spurgte jeg. "Det er mandehørm" Sagde Will som kom frem. "Nå... sær lugt" Sagde jeg så. Jeg kom ind i stuen og det lykkedes allerede drengene at spilde chips udover det hele. 

Hvordan? Og lugten... Hvorfor var der sokker i loftet?! 

"HEY!" Råbte jeg, så alle frøs. "Gør rent. Nu" Sagde jeg så, lidt truende. "Lyt til hende, hun joker ikke" Sagde Will og begyndte at gøre rent, ligesom de andre. Hov vent! Det var jo ikke derfor jeg var kommet derind. Men alligevel, jeg ville nyde synet af at trillingerne gjorde rent, det var jo ikke noget man så hver dag after all. 

Jeg satte mig i sofaen og ventede på at drengene blev færdige. 

Efter fem minutter, var stedet pænt igen. 

De satte sig alle sammen i stuen sammen med mig. "Så, hvad kan vi hjælpe med? Har du det røde? Er Natasja en elendig bofælle? Er du" 

"Dylan!" Sagde jeg. "Okay, er du sur?" Spurgte han så. 

-.-''

"Nej... Er jeg den eneste der undrer mig over hvor nogen som helst fik ideen at tage os med tour, er det en god ide? Jeg brækkede blod op, og så skulle en ambulance.... det er ligemeget. Er jeg den eneste som synes at det er mærkeligt?" Spurgte jeg så. "Hvorfor synes du det er mærkeligt?" Spurgte Phil. "Fanfiction?" Spurgte James. "Ja James! Der var da en som forstod det! Jeg synes det er en dårlig ide at vi er taget med, og ikke deres koner. Eller jeres mødre." Sukkede jeg. "Janelle, jeg tror du tænker for meget på det her. Jeg tror bare de vil have noget tid med os. Desuden, så har din far ikke samme mulighed som vores fædre har for at se os." Sagde James. "Hvad mener du?" Spurgte jeg. "Du har jo boet på landet i mange år. Vi har været hjemme hver weekend. Du har knap set dem. Jeg tror bare du skal vænne dig til at bo hos din far og mor lidt. Ved du hvad, lad os starte nu, vi går alle sammen, når vi lige har fundet Olivia ned på stranden og bader. Okay? Det er da sådan noget øhm, forældre og børn gør, ikke?" Spurgte George. "Jo, på film" Sagde Edward. "Hvorfor ikke bare lave noget sjovere?" Spurgte Phil. "Som hvad?" Svarede Edward. "Vi laver sjov med dem!" Sagde Phil glad. 

Det var faktisk en god ide. "Hvordan gør vi det?" Spurgte James. "Jeg har en ide!" Sagde jeg så. "Og hvad er det?" Spurte Will. "Jeg har... læst en fanfiction, Baby i'm on my knees, eller sådan noget. Den var vildt sjov, jeg elskede den virkelig. Men tingen er, vi er på et hotel, og historien foregår på et hotel, det meste af tiden. Vi laver sjov med de gamle, tager alle deres nøglekort og låser dem ude af deres suite." 

"Det er en dårlig ide" Sagde Edward. "Hvorfor det?" Spurgte jeg. "Min far holder ikke en time uden et spejl" Vi brød alle sammen ud i grin. Hold kæft, hvor var det egentlig sjovt. "Okay, vi lader den have en Iphone, så Zayn kan tilbede sig selv. Nogen ideer til hvordan vi kan få dem ud?" Spurgte jeg så. "Vi kunne bilde dem ind at Simon var nede i lobbyen?" Foreslog Edward. 

"Jeg ringer til ham" Sagde jeg så. "Hvorfor det?" Spurgte Will. "Fordi, Simon er altid med på at drille folk." Smilte jeg, men hurtigt forsvandt mit smil, jeg vendte mig mod drengene... drenge... dreng! 

Jeg havde en date imorgen! 

"Shit.." Sagde jeg så. "Hvad er der?" Spurgte Edward nysgerrigt. "Jeg har en date imorgen..." Havde jeg allerede glemt det? EJ hvor pinligt. 

"Har du det? Med hvem?" Spurgte James, helt... var han jalous? "Han hedder Andrew." Sagde jeg. "Er det yndlingen? Nå... jamen nå. Ahh.. Det øhm, vi skal altså godkende dem først" Sagde James og trillingerne i munden på hinanden. 

"Hvis I skal godkende de drenge jeg skal mysse med, skal jeg også godkende de piger I skal date" Sagde jeg så. "Okay... du vælger selv." Sagde Phil surt, lidt divaagtig. 

"kan vi lave ballade efter min date? For jeg skal faktisk bruge Lou og Zayn til at hjælpe mig med at se godt ud" Sagde jeg så. 

"Vil du have hjælp fra dem?" Sagde Will chokeret. "Prøv lige... Jay. Du er venner med..." "Tomlingson trillingerne" "vi hjælper med tøj, så kan Edward hjælpe med håret. Og Will og James kan.... de kan stå og juble som idioter" Sagde Dylan. Jeg smilte. "Hvad med min far?" Spurgte jeg så. "Vi finder på noget. Du skal trods alt date en dreng, som er søn af en fra The Wanted. Vi skal nok sørge for at de intet ser." 

Hvad sker der for mig? Det ene øjeblik, snakker vi sjov ballade, det næste, planlægger vi min date...

Jeg gik tilbage til min suite sammen med James. 

Men allerede inden jeg ville banke på døren tog han fat i min hånd. 

"hvad sker der Jay? Du er slet ikke dig selv." Sagde han så. Han havde ret. "Du har ret" Hvorfor sagde du nu det? "Hvad er det der går dig på?" Spurgte han så. "Alt er så nemt. Livet burde ikke være nemt. Hvorfor er alle så søde hele tiden. Kan de ikke... være grove, eller blive sure, ligesom Natasja!" Sagde jeg så. "Jeg tror bare...at du skal vænne dig til at folk godt kan lide dig, for den du er. Og ikke for en sorthåret falsk lille pige. Du er Janelle. Engang kunne du sige til din farmor at hun kunne rende dig hver dag, det kan du ikke nu, for du har ikke vænnet dig til at folk kan lide dig, lige for den du er, og ikke din farmor gør dig til. Slap af Jay. Nyd livet." James krammede mig og gik igen.

Det gjorde mig glad, jeg var ikke skør, jeg skulle bare vænne mig til at mine forældre var tæt på mig igen... 

Tæt på igen. Alt skulle nok ordne sig, tingene gik bare for hurtigt, det var det som var galt. 

 

Hvad synes I så? Kan I lide det? Ja, alt gik meget hurtigt, skidt pyt! Håber at I kan lide dette kapitel, da jeg virkelig har arbejdet på det. P.S der er fejl i denne movella, men det skal lige siges, at jeg ikke er meget for at rette igennem. 

Nyd det! 

xo xo Louise

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...