Hun hed Janelle [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Mine forældre er kendte, min mor for at være den første kvinde snigskytte der har overlevede de værste terroropgaver, min far er sanger, og alle ville ønske at de enten havde ham som far, søn eller mand.
Men der er jeg jo heldig, de er mine forældre."
Jannelle Styles er ikke ligesom alle andre piger, hun ser sjældent hende forældre for hendes egen sikkerheds skyld af, hun bor hos sin farmor som knap nok lader hende være sig selv.
Men hvad sker der når man bliver bortvist fra sin skole, og ens forældre beslutter sig for at hun kan komme til London og derefter, meget mistænkeligt, tager Harry sin datter med på en tour?
Lyder det ikke sært?
Dette er historien om Janelle Styles, datter af Harry og Anastacia Kandrik. Nyd den!
*Læsning på eget ansvar*

24Likes
25Kommentarer
4198Visninger
AA

8. 2 nede, three to go.

*Wills synsvinkel*

Jeg var taget med min far på arbejde for en gangs skyld, lige nu varmede de op mens, Harry og Janelle var forsinket. Janelle, det hele gik igennem mit hoved, hvordan kunne jeg gøre det imod James? Eller hende for den sags skyld. Hun er fucking fjorten! James og undertegnede, vi på den anden side, ville snart være seksten år. 

Døren gik op og der gik hun, med sin far i hånden bag ham med røde kinder, strålende øjne, krøllet hår og som altid, en lille hardcore, med en spiseske fuld nuttethed i. Hvad var det jeg sagde.... 

Hun var slet ikke min type! Hun tilhørte landet, jeg tilhørte byen! Jeg tilbad byen og festerne, hun ville hellere alt andet. 

"Hey!" Sagde Harry glad. "Hej med jer!" Lou krammede dem begge hurtigt. "Okay, jeg har ikke snakket med hende endnu, for jeg synes vi skulle fortælle ungerne det hele på samme tid" Sagde Harry. 

"Will kom lige" Kaldte min far. Jeg gik hen til ham og de andre, vi stod oppe på scenen. "Hvis I ikke har opdaget det endnu. Så skal vi på tourne om to uger efter det her. Og, vi har hver især, lyttet lidt jer unge mennesker." Startede Liam med at sige. 

"Det viser sig at Modest mente at det ville være en god ide, hvis I kom med på scenen og sang. 'Live While Were Young'" Sagde Louis så. "Men, da I ikke har nogen bindende kontrakt og så videre, kan I selv bestemme" 

"Jeg takker nej" Sagde Janelle som den første. "Hvorfor det? Vi har alle hørt dig synge. Du kan godt synge" Sagde James. "Hvornår har du hørt mig?" Spurgte hun så. James blev lidt nervøs. "Igår, du ved, jeg åbnede vinduet fordi det var blevet så varmt" Sagde jeg. Hun kiggede minstænktsomt på mig og væk igen. Hun var en hård lille pige. 

"Janelle, du kan jo godt synge." Sagde Dylan, eller George, eller Phil. 

"Det er jeg ligeglad med. I kender min mening." Sagde hun og kiggede på Liam. "Vi skal ikke presse hende ud i noget hun ikke vil" 

"Jeg vil gerne synge hvis det er" Sagde Natasja så. Janelle rettede blikket imod hende. "Så lad os høre dig synge" Sagde hun smilende. Det var jeg rimelig imponeret over. 

"Natasja, kan vi lige snakke?" Zayn tog fat i hende, blidt og trak hende så langt nok væk til at vi ikke kunne høre dem. 

"Okay, hun kommer ikke til at synge. Men jeg tror det går, vi har trods alt trillingerne, I er vel på dem ikke?" Spurgte Harry. 

"Jo da, det skal nok blive hyggeligt" Sagde en af dem helt roligt, med hænderne i lommen. 

"Janelle" Kaldte James. Hun vendte sig om, så hun fik det her helt uskyldige udtryk, som om hun var en engel. 

"Ja?" Sagde hun syngende. "Må jeg snakke med dig?" Janelle nikkede blot og gik med James. Burde jeg være bekymret? Burde mit hjerte banke hårdt nok til at springe ud af mit bryst? 

Jeg mener, vi kyssede ja, men mere var det vel ikke for hende? Hun kyssede jo også James sidste år. Måske er hun igang med at høste kys ind? Nej! Det ville hun aldrig gøre overfor os! Aldrig!  

Stop med at tænke sådan Will! 

Janelle kom tilbage og sukkede en smul. "Jeg siger ja, til at synge med jer. På en betingelse" Sagde hun så. "Hvad er det?" Spurgte Harry hende. "Jeg synes at Will og Niall skal synge 'Little Things' sammen." Sagde hun det? Jeg måbede helt.

"Hvorfor det?" Spurgte han så. "Hvis jeg skal på scenen skal du også. Kan du ikke huske det?" 

"Huske hvad?" Spurgte jeg dumt. "Min ti års fødselsdag. Du lovede mig at hvis vi nogensinde blev kendte...." Hun vuggede lidt med hovedet og sukkede. "Så skulle vi synge sammen som det første. Men vi kommer ikke til at synge sammen, jeg synes du skal lave duetten med din far" Sagde hun så, var det et lille smil jeg kunne se, i hendes øjne? Jeg så de mærkeligste ting, de særeste steder. 

"Behøves jeg? Jeg mener, jeg kan jo ikke synge" Sagde jeg i forsvar. "Syng piphans" Sagde hun så hårdt. "Meen" Sagde jeg. 

"Enten synger du eller" 

"Ingen trusler Jay!" Sagde Louis med løftet finger. "Jeg ville bare tale ham til fornuft, med min sko" Sagde hun stille. Dylan grinte. "Hehe, det var sjovt" 

"Phil! Sådan siger man ikke!" Okay, det var Phil... Hvornår bruger de drenge et navneskilt?! 

Natasja og Zayn kom tilbage. Hun var ikke tilfreds... 

"Janelle har sagt ja" Sagde Harry tilfreds. "Godt" Sagde Zayn, lidt koldt måske. Han havde faktisk været sådan i lang tid efter at Natasja var blevet optaget på Simons skole. Blev hun mobbet eller noget? Eller kunne hun ikke synge? Det var så ikke til at finde ud af. 

"Hvornår skal vi så synge med jer?" Spurgte Janelle. "Om to uger, så I bliver taget ud af skole, for det her. Men Simon har tilbudt at tage med og under" 

"NEJ! Vi klarer os fint, bare stik os nogle regnestykker eller en mobilregning vi klarer os" Sagde James, helt panisk. Det fik Janelle til at grine. "Han er da ikke så slem ham den gamle." Sagde hun glad. "Jo... jeg mener han er flink, men ikke i mit hoved" Mumlede James. Det fik hendes latter til at slå igennem, selv hendes latter kunne synge! Eller måske var det fordi at jeg havde kysset hende, hvilket havde gjort at alt var så smukt ved hende. 

 

*Janelles Synsvinkel*

Jeg slog ud i en yndefuld latter må jeg sige, var det mig eller sang den? Jeg har et stort ego! 

"Hvornår skal vi så øve?" Spurgte jeg glad. "Det bliver vel på mandag. Indtil videre, skal I bare sidde her, og gøre det jeres mødres job. Som de gjorde et par år før I blev født. At fangir... fangirle." Sagde Niall, lidt nervøst. 

Jeg kiggede hen på Natasja. Var hun ked af at hun ikke skulle optræde? Jeg kunne nu ikke forstå det! Hvem ville bruge sit liv på at synge overfor 30 000 fans og man ved at der for hver tiende fan sidder en eller anden person som er fuldstændig syg i skallen, som udelukkende deltager i koncerten for at finde noget ved gamlingerne man kan svine til. 

"Natasja?" Vi var på vej ned af scenen da jeg kaldte på hende. Hun vendte sig mod mig, hun havde ikke grædt. Hun så bare sur ud. 

"Hvad?" Sagde hun snerpet. "Jeg ville bare høre om du ville, med ud og fangirle med os?" Sagde jeg lidt usikkert. "Hvorfor skulle jeg?" Spurgte hun så. "Du ved, vi er unge og dumme. Og nogle skal få dem til at smile. Du ved, du er jo en.. mors pige, du ved hvordan det er... Ikke?" Hvad fanden var det jeg sagde? 

"Jeg hepper ikke på nogen jeg ikke er fan af" 

"Nå, men hvis du vil os noget, så er vi nede på vores pladser, og skriger og skråler som idioter" Sagde jeg og gik væk fra hende. Hvad var hendes problem?

Jeg smilte til drengene og vi gik hen til vores pladser, eller et eller anden sted, hvor vores forældre ikke kunne høre os. 

De begyndte på at øve efter vi satte os. "Det lyder jo godt!" Sagde James overrasket. Det overraskede ikke mig. 

"Jay?" Spurgte Will. "Ja?" Sagde jeg glad. Jeg ved ikke helt, burde jeg virke glad? "Hvad er der?" Spurgte jeg. "Mig og James, vil gerne snakke med dig om noget.." Pis. 

 

Beklager det her virkelig korte kapitel! Men bare rolig, der er kommer snart mere! 

xo xo Louise!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...