A Night to Remember | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2013
  • Status: Færdig
Efter flere parader og flash mobs er det endelig blevet Danmarks tur til at få besøg af selveste One Direction. 14-årige Anne har ventet på dette øjeblik, lige siden hun blev fan af drengene i september 2011. Men vil aftenen mon gå som forventet? Følg hende, når hun langt om længe får sine fem idoler at se.

87Likes
74Kommentarer
3472Visninger
AA

1. Koncerten

Det er svært at realisere, jeg står her. Uden for Forum. Omringet af de mennesker, jeg stolt kan kalde min familie. Jeg havde virkelig aldrig troet, denne her dag ville komme, og nu er den her. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sprang rundt af ren og skær glæde, da jeg opdagede, de ville komme til Danmark. I over et år har jeg ventet på den nyhed. Det er umuligt at beskrive den følelse, man får, når det længe ventede øjeblik endelig kommer. Jeg befandt mig på skolen, da jeg fik det at vide, så hele min klasse overværede det store smil, der straks dukkede op på mine læber, som jeg sad der i spisepausen med min mobil og scrollede gennem min Facebook-startside. De bogstaver, der fik mit hjerte til at springe et slag over.

  Fantastiske One Direction kommer til Danmark til maj og giver koncert i både Jyske Bank Boxen, Herning og Forum, København! Aldrig har jeg jublet mere i mit liv.

  Folk forstår ikke rigtigt, hvorfor jeg går så meget op i dem. Jeg er jo intet andet end en fan for dem, og de kommer aldrig til rigtigt at kende lige netop mig. Så hvorfor bruger jeg så meget tid på dem? Hvorfor bruger jeg så mange penge på merchandise med dem?  Det er jo alligevel spild. Jeg tror aldrig, folk, der ikke er i min situation, vil forstå denne her følelse. De vil aldrig forstå, hvordan det er at være en del af et fællesskab, som man altid kan regne med. De vil aldrig forstå, hvordan det er at se på Louis’ ansigt og så bare helt automatisk smile som en eller anden idiot. De vil aldrig forstå, hvordan de fem drenge giver mig tro og håb til at fortsætte med mit liv. Det lyder latterligt, det er jeg godt klar over, men det er sådan, jeg og så mange andre piger har det.

  ”Hvor skal du sidde?” En pige med store, blå øjne trækker mig ud af mine tanker, og mit blik lander på hendes spinkle figur. I to sekunder står jeg bare og betragter hendes blonde hår og buttede æblekinder, men da spørgsmålet endelig er sivet ind i min underbevidsthed, åbner jeg munden.

  ”PL1, række 21, sæde 17,” svarer jeg med et stort smil.

  ”Hvor snyd!” udbryder hun. ”Jeg har PL2, række 15, sæde 69.”

  ”Terrassen er da også et virkelig godt sted at sidde,” opmuntrer jeg. Hvad jeg elsker ved at være fan er også bare, at vi kan snakke med hinanden, som om vi har kendt hinanden i 100 år, uden det er den mindste smule akavet eller mærkeligt.

  ”Tja, det er det vel,” sammentygger hun med et skuldertræk. ”Men jeg ville nu til enhver tid bytte plads med dig!”

  Jeg ler lidt over hendes sidste bemærkning. ”Er du her alene?”

  Hun nikker. ”Jep. Jeg nåede ikke at få nogen billetter, da de blev solgt på billetnet, men der var en, der solgte sin billet, og den købte jeg så. Hun solgte jo så desværre kun én, så ja – jeg er alene.”

  ”Det er jeg også,” svarer jeg.

  ”Tja, så kan vi jo følges – eller i hvert fald vente herude sammen!” smiler hun, og jeg gengælder det straks.

  ”Jep!”

  ”Hvad er dit navn?”

  ”Anne, hvad er dit?”

  ”Liva.”

  ”Hvor gammel er du?” Hun ser meget ung ud med sit runde ansigt, store, nysgerrige øjne og spinkle kropsbygning.

  ”Jeg er 13, hvad med dig?”

  ”14! Tænk, at du så kommer alene,” svarer jeg forbløffet.

  ”Jeg blev kørt hertil af mine forældre, så helt alene var jeg nu heller ikke,” forsikrer hun mig om. ”Desuden er der da kun et års aldersforskel mellem os!”

  ”Det har du ret i,” medgiver jeg. ”Jeg troede faktisk, du var yngre, end du er.”

  ”Årh, hold op – så lav er jeg da heller ikke,” siger hun trodsigt og ruller med øjnene.

  ”Det er mere bare dit udseende,” siger jeg. ”Altså, du ser ikke barnlig ud eller noget. Du ser bare virkelig sød og nuttet ud.”

  ”Det siger alle,” sukker hun. ”Nuttet dit og nuttet dat!”

  ”Det er vel heller ikke en fornærmelse,” påpeger jeg.

  ”Det kan vi være to om at bestemme,” fastslår hun, og jeg svarer ved at smile til hende. Folk omkring os taler i munden på hinanden, så det er umuligt at høre, hvad folk snakker om. I stedet bliver deres snak bare forvandlet til et kor, der alle vil noget forskelligt.

  Jeg hiver min mobil op ad lommen og går ind på Twitter, inden jeg opretter en ny tweet.

  @Real_Liam_Payne @NiallOfficial @Harry_Styles @zaynmalik @Louis_Tomlinson Hey guys, I'm waiting outside Forum! Can't wait to see you. x Egentlig har jeg lyst til at skrive mere, men desværre er der ikke mange flere tegn til rådighed. Det sker tit for mig, at jeg ikke kan skrive alt det, jeg vil skrive, ned i én tweet, så jeg opgiver som regel bare.

  ”Hvad laver du?” spørger Liva nysgerrigt, og jeg kigger op fra min mobil.

  ”Jeg tænkte bare, jeg lige ville tweete drengene,” svarer jeg. ”og nu er det gjort. Har du Twitter?”

  ”Jep!” svarer hun, men hun når ikke at sige, hvad hun hedder, fordi vi bliver afbrudt af dørene, der bliver åbnet. Straks lyser mine øjne op, og jeg følger med strømmen uden tøven. Faktisk er det lidt umuligt ikke at følge med strømmen, eftersom alle folk skubber og maser for at komme ind. Jeg går ud fra, vi vel alle er lidt spændte.

  ”Det var hyggeligt at møde dig, Anne!” råber Liva, og kun hendes blonde hår kan ses i mængden af mennesker.

  ”I lige måde!” svarer jeg tilbage, selvom jeg er ret sikker på, lyden er forsvundet i flokken. Jeg ærgrer mig en smule over, at jeg ikke nåede at få hendes nummer eller noget andet, jeg senere kan kontakte hende med, men det bliver hurtigt skubbet væk af tanken om, at jeg snart skal se mine drenge. Det er en drøm, der langt om længe går i opfyldelse. Jeg har gået og ventet på dette øjeblik, siden jeg blev fan i efteråret 2011. Da jeg lige havde fået billetten der i november, kunne jeg ikke tænke på andet end, at der stadig var seks måneder til koncerten, men tiden er bare fløjet af sted. Det er, som om i går var dagen, hvor jeg tænkte: Gud, der er en måned tilbage, før jeg skal se One Direction live.

  Klokken er 18:00, det er d. 10. maj 2013, og der er en halvanden time tilbage, før de drenge, der er grunden til smilet på mine læber hver dag, kommer på scenen.

***

For 17. gang på under fem minutter tjekker jeg min mobil. Nu er klokken 19:32. Burde de ikke snart komme på? Er de forsinkede? Jeg ved, at jeg ikke burde flippe ud over to minutter, men det er bare svært at være tålmodig, når et så stort øjeblik endelig er kommet. Det er her, alt skal være helt perfekt.

  Uroligt lægger jeg mobilen fra mig for igen at stirre på den store scene. Jeg har altid været ret høj i forhold til andre piger, så derfor er det heldigvis ikke noget problem for mig at se scenen. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må være ikke at kunne se scenen ordentligt.  

  Imens jeg venter, finder jeg min taske frem, som jeg begynder at rode i. Jeg har forberedt mig en del på denne koncert, og derfor ved jeg også, det er klogt at finde nogle ørepropper frem, så jeg da ikke bliver helt døv af oplevelsen eller skal leve med tinnitus resten af mit liv. Ørepropperne er orange og lavet af skum. Jeg blev nødt til at købe et par nye, fordi jeg ødelagde de gamle. Når jeg keder mig, har jeg en tendens til at pille ved ting, og eftersom ørepropperne var det, der lå tættest på mig, begynde jeg at klemme dem sammen, og til sidst blev de helt flade og pandekagelignende. Så jeg købte et par nye. De er ikke særlig dyre, så det er jo bare dejligt.

  Lige da jeg har sat en af ørepropperne ind i mit øre, hører jeg starten af Up All Night blive spillet, og mit hoved farer op, imens mit blik fæstner sig på scenen, hvor fem nærmest englelignende skikkelser dukker op. En følelse, jeg aldrig nogensinde har fået før, rammer mig, og jeg stirrer bare fortryllet på de drenge, der har lyst hele mit liv op. Det er først, da jeg hører mig selv fnise ukontrolleret, at jeg opdager, jeg smiler så meget, at det nærmest gør ondt i kæben. Det er dem. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal reagere. Helt ude i fingerspidserne sitrer det, og min mave er også bare ved at eksplodere af sommerfugle. De er her, lige foran mig. Det er utroligt.

  Som jeg sidder der, laver jeg ikke andet end at stirre. Jeg er alt for chokeret til at skrige eller huje deres navn. Det, at de er så tæt på mig, gør mig bare målløs og ude af stand til at foretage mig noget som helst. Mine idoler. Mit liv.

  Liams bløde toner når min øregang, og det får det til at kilde over det hele. Jeg ryster på hovedet over mig selv og smiler, imens jeg prøver på at holde tårerne inde, som er ved at presse på. Jeg ved ikke engang, hvorfor denne her trang til at græde pludselig har meldt sig. Det her er bestemt ikke, hvordan jeg troede, jeg ville reagere. Det hele virker bare så urealistisk for mig. Jeg er sikker på, at når koncerten er slut, så vil jeg tænke, at tiden bare er fløjet af sted, og at det hele bare blev overstået med et fingerknips.

  Hele publikummet synger ivrigt med, mens jeg bare sidder og nyder lyden af den søde musik, som jeg har lyttet til så mange gange. Jeg kan alle ordene udenad, og melodierne er også meget klare i min hukommelse. Alligevel synger jeg ikke med. Jeg har ikke lyst til at ødelægge øjeblikket med min stemme, som mest af alt minder om en strandet hvalros’. Det er virkelig om at værdsætte hvert eneste sekund, der passerer fra nu af.

***

Vi er nået til den 15. sang. Little Things. Det er min yndlingssang fra deres nye album, for den taler altid så meget til mig. Jeg har altid elsket Ed Sheerans musik, så det, at han skriver nogle af One Directions sange, er jo nærmest er mirakel. I hvert fald synes jeg, de klinger vildt godt sammen.

  Mit hoved svajer let i takt med musikken, og publikum er blevet tyst stille. Kun Zayns smukke stemme fylder hele lokalet, og med den fantastiske akustik går det hele bare lige i hjertet.

  Jeg har altid gået meget efter dybe tekster i sange, så derfor undrer det mig også selv i dag, at jeg blev forelsket i disse fem drenge, eftersom det ikke er mange af deres sange, der har den mest meningsfulde tekst – men Little Things er virkelig bare noget, der kan få et smil på ens læber lige meget hvor og hvornår.

  Det er lige netop denne sang, som er grunden til, jeg elsker dem. Alle ordene har fået flere millioner piger til at få det godt med sig selv, og selvom det måske kun varer i tre, korte minutter, så betyder det mere end noget andet. Det er ikke særlig ofte, jeg direkte føler mig køn eller smuk, men ordene i Little Things kan af og til få mig til i det mindste at blive tilfreds med sig selv. Jeg har altid elsket, hvordan sangen siger, at lige meget hvor mange fejl man så har, så er man altid elsket.

  Uden at bemærke det er små, fugtige dråber begyndt at trille ned ad mine kinder. Hastigt tørrer jeg dem væk med nogle omhyggelige bevægelser, fordi jeg er lidt bange for at ødelægge min mascara. Det er nok lidt latterligt at håbe på det, men hvis jeg nu skulle støde på en af drengene fra One Direction, vil jeg jo helst gerne se præsentabel ud, så jeg ikke får et billede med dem, hvor jeg ligner en panda.

  Vi er nu nået til omkvædet, og igen bliver jeg helt overvældet af deres smukke stemmer. Hele salen har formet deres hænder til et hjerte, og jeg følger selvfølgelig trop. På storskærmen kan man se alle drengenes store smil, og deres øjne skinner helt der i rampelyset. Endnu en ting jeg virkelig elsker ved dem. De bliver altid så følelsesladte, når de ser, hvor meget vi fans støtter og holder af dem.

  Da vi kommer til Nialls stykke, rammer en pludselig hovedpine mig, og jeg bliver nødt til at kigge væk fra den lysende scene, imens jeg tager mig til hovedet med sammenknebne øjne. Det er som om, min hals brænder. Mit blik lander på restauranten, som er så langt væk, at jeg kun svagt kan skimte den, og jeg giver et suk fra mig. Det vil jo tage mig en evighed at gå derned, stå i kø og så købe en vildt dyr vand, der overhovedet ikke er pengene værd. Jeg kommer jo til at misse alt for meget at koncerten så.

  ”Er du okay?” Jeg kigger op for at møde et par mosfarvede øjne, som tilhører en brunhåret pige med to tydelige smilehuller. Det er hende, der sidder ved siden af mig.

  ”Jeg er vist bare lidt dehydreret,” svarer jeg sløvt med et svagt smil.

  ”Jeg har noget vand, hvis det er!” siger hun og griber sin taske, inden hun fisker en vandflaske op af sin taske. ”Jeg tog to flasker med, hvis jeg nu skulle få brug for det, så jeg har ikke drukket af denne.”

  ”Tusind tak, det er virkelig sødt af dig,” siger jeg taknemmeligt og tager imod flasken med den gennemsigtige væske, jeg virkelig har brug for. Rundt om flasken er et mørkeblåt mærkat, som viser mærket. Aqua d’or. Grådigt tager jeg flaksen op mod munden, og efterhånden som jeg får mere og mere vand indtaget, forsvinder hovedpinen gradvist.

  ”Vi er jo 1D Family, ikke?” minder hun mig om og blinker. ”Vi hjælper hinanden lige meget hvad!”

  ”Det er rigtigt,” nikker jeg smilende. ”Vi er en familie.”

***

Thank you so much for tonight, guys! Copenhagen, you are an amazing crowd, and it has been an absolute pleasure to perform here. Hopefully we’ll be back next year!” udbryder Liam, og publikum går amok. Selv sidder jeg og gør det samme. Det er lige præcis sådan her, jeg forestillede mig, koncerten ville blive. Alt har bare været perfekt, og nu er aftenen langt om længe ved at være slut. ”The next song is going to be the last one for tonight. I’m pretty sure, you all know the song, and if you know the lyrics too, then it’d be amazing, if you could sing along! This is What Makes You Beautiful.”

  Den velkendte melodi begynder at spille, og jeg er hurtigt til at synge med sammen med resten af publikum. Dette er sangen, der gjorde mig til en fan af dem, så den betyder en hel del. Når jeg hører den, mindes jeg altid den første gang, min kusine viste mig den. Jeg så den, da musikvideoen lige var kommet ud, fordi jeg var til et familiearrangement, hvor min kusine også befandt sig, og hun var en kæmpe fan af One Direction, så selvfølgelig fandt hun det nødvendigt at vise deres nye musikvideo. Det er synd, hun ikke kunne være her hos mig i aften. Desværre gik hun bort sommeren 2012. Da jeg mødte hende, virkede hun så positiv, at det var helt vildt, men det viste sig, hun skjulte på en hel del, for hendes dødsårsag var anoreksi. Det kom som et chok for mig at få at vide, for det havde jeg aldrig forventet af hende. Når man så på hende, virkede hun altid så ufatteligt livsglad, og energien lyste bare ud af hende. One Direction blev lidt vores fællesinteresse, så drengene er også lidt min måde at mindes hende på. Hun viste mig dem, og vi snakkede flere gange til sent om aftenen om dem. Dagen, hvor jeg fik at vide, at hun var gået bort, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville give op, før jeg havde set dem i egne, høje personer. For hendes skyld. Det her skulle have været vores oplevelse. Jeg erindrer så tydeligt os snakke ivrigt om, hvordan vi sådan glædede os til, de ville komme hertil. Det er også derfor, at jeg følte mig lidt skuffet og ikke mindst svigtet, da konstateringen virkelig nåede ind til mig. Det er nok ikke den første ting, man burde føle, men hun brød vores løfte. Derfor er jeg kommet alene. Jeg nægtede simpelthen at tage andre med end min kusine, for vi havde et løfte, og jeg bryder ikke det løfte lige meget hvad.

  ”Once again: thank you so much, Copenhagen! You have been amazing!” Jeg bliver trukket ud af mine tanker ved lyden af Liams glade stemme, og jeg ser de fem drenge forlade scenen. Folk rundt omkring begynder at rejse sig, og det samme gør jeg. Koncerten er slut, og aftenen er ovre. Tænk, at det så hurtigt blev overstået. Men jeg må virkelig sige, det her var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.

  Jeg bevæger mig mod udgangen sammen med resten af den flok, jeg er en del af. Folk skubber fra hver sin side, men jeg prøver på at ignorere det og bare ikke lade det gå mig alt for meget på. Denne her aften skal ikke ødelægges af noget som helst.

  Da jeg igen er udenfor, finder jeg min mobil frem, så jeg kan ringe til min far, men da er det, jeg ser en Twitter-notifikation på min låste skærm. Undrende læser jeg tweeten.

  @1DeringAnne I hope you enjoyed the show babe ! Tonight was amazinggggg :) Mine øjne bliver store, da jeg ser, hvem tweeten er fra. Liam fucking Payne har lige tweetet mig. Aldrig havde jeg troet, det ville ske. Jeg har ikke engang tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt at få ham til at tweete eller følge mig. Og lige som jeg tænker på mine følgere, kommer spørgsmålet som en selvfølge. Har han mon fulgt mig? Nysgerrigt går jeg ind under min profil, hvor jeg til min overraskelse opdager, at tallet på mine følgere er steget synderligt meget. Håbefuldt går jeg ind under mine følgere og scroller ned, hvorefter et hvin slipper over mine læber. Ikke nok med at han har tweetet mig, så har han rent faktisk også fulgt mig! Jeg ryster smilende på hovedet. Det her kan umuligt passe.

  ”Anne!” Jeg vender mig om for at møde Livas ansigt. ”Hvor er jeg glad for, jeg fandt dig! Var det ikke bare for vildt? Jeg kan stadig ikke fatte, jeg fucking har set One Direction!”

  ”Heller ikke mig!” hviner jeg ivrigt og begynder at hoppe glad rundt. ”Seriøst, det er ufatteligt, og gæt lige, hvad der er sket!”

  ”Hvad er der sket?” svarer hun nysgerrigt.

  ”Liam har lige tweetet og fulgt mig!”

  ”Oh. My. God.” Hun stirrer på mig med så store øjne, at jeg næsten frygter, de vil falde ud. ”Heldige kartoffel! Årh, hvor ville jeg dog bare gerne være dig lige nu!”

  ”Alt det her virker som en drøm for mig,” siger jeg. ”Jeg kan virkelig ikke fatte det.”

  ”Heller ikke jeg,” medgiver hun, inden hendes blik lander på noget bag mig. ”Nå, men der er min far! Jeg må nok hellere se at komme hjem.”

  ”Det må du vel hellere,” smiler jeg.

  ”Vent, skal du tage hjem helt alene?” spørger hun med åben mund, og man kan nærmest se spørgsmålstegnet i hendes øjne.

  ”Åh, jeg venter bare på, min far skal komme. Jeg skal nok først lige ringe til ham, men derefter kommer han,” svarer jeg.

  ”Min far kan give dig et lift, hvis du bor i nærheden!” tilbyder hun. ”Så behøver du ikke vente i så lang tid.”

  ”Virkelig? Det ville være fantastisk!”

  ”Selvfølgelig da! Kom.” Jeg følger med hende over til den grå Audi, inden vi begge får sat os ind.

  ”Far, det her er Anne. Hun er Directioner ligesom mig, og jeg mødte hende lige før koncerten. Hun bor vist lige i nærheden, og der kommer nok til at gå mindst 20 minutter, før hendes far kommer, så kan du godt sætte hende af på vejen?” siger Liva.

  ”Selvfølgelig!” svarer han venligt, inden han vender sig om mod mig. ”Jeg er Livas far. Det er en fornøjelse at møde dig, Anne.”

  ”Fornøjelsen er på min side,” svarer jeg høfligt. Inden længe starter han bilen, og så er vi kørt af sted.

  Turen hjem til mig går med, at vi snakker om aftenen. Ikke bare i ét sekund er der stilhed, for vi er begge ret overvældede af oplevelserne, og jeg selv jubler stadig stille i mit sind over, at Liam har fulgt og tweetet mig. Af og til fortæller jeg lige Livas far, hvilken vej vi skal dreje, men ellers går turen bare med en masse snak med Liva.

  ”Kan jeg for resten ikke få dit nummer eller noget i den stil?” spørger jeg, da jeg kan se, vi er ved at nå mit hus.

  ”Jo, selvfølgelig! Jeg kan skrive mine kontaktoplysninger ned i dine telefonnoter, hvis det er?” tilbyder Liva, og jeg nikker straks.

  ”Det ville være fedt,” svarer jeg og rækker hende min iPhone. Hun bruger et par 20 sekunder på at taste alt ind, hvorefter hun giver mig den tilbage. ”Så!”

  ”Tak, jeg skriver til dig!” smiler jeg.

  ”Det har virkelig været en vild aften,” konstaterer hun.

  ”Det har det,” nikker jeg. ”En helt uforglemmelig aften.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...