I can love you - One Direction (PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2013
  • Status: Igang
Megan er en pige på 17 år, som lige er flyttet ind i sin nye papmors (johannas) hus. Hun arbejder på en radio, og har derigennem opbygget et stort had til kendisser. Da hendes far og Johanna, beslutter sig for at tage afsted på en stor afrika tur, i hele sommerferien, får Megan lov til at blive alene tilbage i huset. Men drømmen om den fedeste sommerferie, bliver hurtigt spoleret, da Megan finder ud af at Johannas søn, er den verdensberømte Louis Tomlinson, fra boybandet One Direction (som hun ikke kan fordrage) og at bandet også har besluttet sig for at skulle tilbringe deres sommerferie, i Johannas hus. Her møder hun så drengene, og ikke mindst den forførende Harry, der som ingen andre mestrer at få hendes pis i kog. Men kan hun se igennem fingrene med at han er berømt, og er det overhovedet klogt at stole på ham?

35Likes
27Kommentarer
1502Visninger
AA

3. No f*cking way!

 

Megans synsvinkel 2.

 

”Sweet about me

Notings sweet about me, yeah”

 

Gabriella Cilmi ; sweet about me

 

”Megaaan!” Jeg var ved at træde ud af bruseren, da dette monster høje råb, lød nede fra gangen. Seriøst far, der er noget der hedder gå op og bank på! Jeg rystede på hovedet, og begyndte at tørre mig. Det var ugen inden sommerferien, som jeg i de sidste 10 måneder ikke havde lavet andet end at se frem til. Hele 2 måneder med fest, sprut og sommer! Gosh, jeg kunne ikke vente længere. Jeg flyttede mit håndklæde op fra min krop, til mit hår, og begyndte at tørre på det. Den lyseblå farve var allerede ved at falme, og det fik resten af mit leverpostejsfarvede hår til at se mere, hvad kan man sige, vintage ud?

Hvordan skal jeg forklare det. Mit hår var ligesom gået fra skrig, crazy blå dipdye til the hipster look. Selvom at det ikke var andet end et par uger siden det blev farvet, var det måske tid til at skulle tænke på en ny farve? Måske lilla? Uhh, ja det kunne være fedt! Jeg havde det her store bølget leverpostejsfarvet hår, som gik mig til taljen.  Alle folk sagde altid at det var så flot, og at jeg var en klovn, siden jeg farvede det (eller dipdyede det) Men fuck det. Det var mit hår, og jeg synes at det var alt for kedeligt uden lidt farve! Jeg havde jo trods alt også brune øjne, så endnu en grund til at tilføre lidt farve til mit hoved-areal!

Jeg studerede kort mig selv i spejlet.

Er det nu her i skal have en beskrivelse af mit udseende?

Godt så, tænkte jeg nok.

Jeg er lille, lige under 1.60, hvilket er pisse irriterende, fordi alle folk altid skal kommentere det, men også meget praktisk, fordi at jeg kan gå i ultra høje stiletter uden at være højere end drengene! Ja man. Jeg har som jeg lige sagde store brune øjne, og langt leverfarvet hår, lige nu med blå spidser. Jeg er slank, og har derfor desværre også forholdsvis små bryster. Fml. Men ja, det er jo super duper, tilbage til virkeligheden.

”Meeeegaaaan!” min fars stemme lød igen. Forhelvede, den mand havde jo ingen tålmodighed. Jeg sukkede, og skyndte mig at hoppe i min store lysegule morgenkåbe, før jeg sprang ned af trappen til gangen, hvor min far og Johanna stod. Johanna var i gang med at tage sine støvler på, imens min far forgæves forsøgte at få styr på alt deres bagage. Kæft de havde egentligt pakket meget! Jeg tror mindst der var 7 forskellige kufferter, kun til de to. Men okay, de skulle jo også være væk i næsten to måneder. Alene. På afrika safari, et eller andet shit.

Jeg havde ikke sat mig ind i det.

Det eneste jeg vidste, var at jeg havde huset for mig selv i to hele fucking måneder, og derfor kunne denne sommer umuligt blive bedre!! At han turde lade mig være alene hjemme så længe fatter jeg ikke. Virker jeg virkelig så engle-agtig over for ham? Han havde sikkert overhovedet ikke tænkt over at der med hans lille rejse, fulgte det med, at jeg skulle være alene… det eneste han tænkte på lige for tiden var Johanna. Ikke at jeg havde det store imod det. Jeg kunne godt klare mig selv. Det var mere pointen i at de ikke havde kendt hinanden i særlig lang tid, og så lige pludselig skulle ud på en kæmpe rejse sammen, og ikke at forglemme flytte sammen.

For ja. Det hus jeg lige nu stod i, var ikke mit sædvanlige hus. Hvis der er noget der hedder det?

Mit gamle hus.

Ja det lød bedre.

Det var Johannas store lækre hus, der lå 5 min. fra London midtby, men som alligevel havde en stor have. På det punkt forstår jeg fandme (undskyld mit sprog) godt at min far ville flytte sammen med hende! Men alligevel. 3 måneder. Ikke andet end 3 måneder var det siden, de begyndte at date, og jeg boede allerede i hendes hus. Johanna var sød, så jeg forstod godt min far og jeg ønskede for ham at det ville holde. Men nu måtte jeg så først og fremmest fokusere på dén ultra fede sommerferie jeg gik i møde!!

”Okay Megan, vi kører imod lufthavnen om 2 min.” han kiggede på sit ur, for så derefter at møde mig med et blik der både udtrykte nervøsitet, og spænding. Jeg nikkede bare. ”Har du styr på det hele?” Det var nok omkring 17’ende gang han stillede mig det spørgsmål, i dag. Jeg fnisede af min fars alvorlige ansigtsudtryk, og nikkede så.

”kan i have en god tur!” jeg gav min far et ordentligt bjørnekram, for så derefter at holde klør fem op foran hans ansigt. Det tog ham lige to sekunder før han besvarede min hånd, og lavede resten af håndtegnet.

For ja, mig og min far har vores eget håndtegn.

Så seje er vi nemlig.

Han så straks lidt mindre anspændt ud, og vendte sig så om imod Johanna for at se om hun var færdig med at tage sko på. Hun stod og små grinede af vores lille håndtegn, før hun trådte over imod mig med åbne arme. ”kan du have det godt Megan!” Det var vidst ikke et spørgsmål, men jeg nikkede af lige vel, imens jeg lod hende trække mig ind i et kram.

”Det kan godt være at Louis kommer forbi en af dagene!” Hun havde sluppet mig, og stod nu og kigge på mig med en spørgende mine, som om jeg ville have noget imod det. Jeg kendte ikke Louis, faktisk havde jeg aldrig mødt ham, hvilket undrede mig lidt, eftersom jeg boede i hans mors hus! Jeg havde engang spurgt ind til ham, hvor min far så havde fortalt at han vist nok var med i et band, men at han havde glemt hvad det hed. Andet vidste jeg faktisk ikke om ham Louis, så det skulle da nok blive spændende at møde ham.

Kan i mærke hvor positiv jeg er?!

Det er sommerferiens skyld.

”Det er intet problem” svarede jeg endelig Johanna, som havde stået og kigget anspændt på mig imens min hjerne lige gik sig en tur, hvis I forstår hvad jeg mener. Jeg tror seriøst jeg har et koncentrations problem! Hun sendte mig et lettet smil, og begyndte så at hjælpe min far som allerede var i gang med at læsse bilen. ”Vi ses!” råbte jeg så højt at naboen, som jeg ikke havde nået at lære at kende endnu, forskrækket kiggede over på mig. Jeg vinkede bare smilende til ham, inden jeg igen gik indenfor.

***

Jeg var lige blevet færdig med at tørre hår da jeg hørte det. Stemmer, ude fra hoveddøren. Jeg stivnede. Det var da ikke meningen at nogen skulle komme forbi her til aften?? Normalt tog jeg aldrig noget tungt, og havde for det meste den der: Det går nok, holdning til alting, men lige i forhold til røverier eller kidnapninger osv. var jeg i den grad paranoid. Hvem vidste hvilke psykisk ustabile mennesker, londons gader skjulte? De kunne dukke op når som helst, og jeg havde under ingen omstændigheder tænkt mig at se på imens de bagbandt mig til en stol, og røvede mit hus.

 Hurtigt styrtede jeg op på min fars værelse, for at kigge ned på hoveddøren, men et træ skyggede for udsynet, så det var umuligt for mig, at se hvem der stod ved indgangen.  Halv panisk løb jeg ned i kosteskabet, og tog det baseball bat der hang på nogle søm på væggen. Langsomt, med et fast greb om battet, sneg jeg mig ud i gangen, så jeg stod halvt bag en reol.

Nu tænker i nok at jeg overreagerer. Det gør jeg ikke! Johanna har fortalt, at der hyppigt er sket tyverier eller røverier, i dette område (fordi det er spækket med dyre ting og sager, namme nam for en tyv!). Der er flere historier om voldsomme røverier, hvor husejerne er blevet nødt til at gå til terapi i flere måneder bagefter. Sådan ville jeg ikke ende.

Men hvad fuck skulle jeg gøre hvis det rent faktisk var røvere??

Kunne jeg overmande dem??

Jeg studerede kort battet. Det burde kunne slå hårdt nok. Som jeg stod der, nåede jeg lige at registrere at der stod Louis, skrevet med blogbogstaver, ned at siden på battet, før at en lyd fik mig til at se over imod døren igen. Jeg kunne høre en raslen, og nåede ikke andet end at stramme grebet om battet, og hæve det en smule, før døren gik op på hvid gab.

Om det var instinkt, eller refleks ved jeg ikke, men under alle omstændigheder, sprag jeg frem imod døren og slog, så hårdt jeg kunne, ud med battet. Der lød en høj svirpen, i et med at luften blev smadret væk af det bat jeg lige havde svinget. Personen, som jeg var gået efter havde jeg ikke ramt, for han havde lige nået at dukke sig, i det battet kom flyvende. Panisk over at menneskerne stadig stod i døren, løftede jeg igen battet, og gjorde klar til at slå, men blev afbrudt af et halv skingert brøl: ”Stoooop!”Jeg sænkede langsomt battet, så det stod vandret ud fra mit bryst, og registrerede så for første gang den flok drenge der lamslået stod foran mig.

”Vær sød ikke at slå os!” Drengen jeg næsten havde ramt, lød en anelse bange, imens han skævede rundt til de andre drenge. ”Hvem er I, og hvad fuck laver I i mit hus!?” hvæsede jeg skingert. Jeg lod øjnene glide rundt. Der stod 5 drenge og jeg måtte indrømme at de virkede lidt bekendte. Mit blik faldt på en krølhåret dreng, der til min overraskelse stod og lignede en der kunne springe af grin hvert sekund. ”Jeg skulle til at spørge dig om det samme!” lød det fra en af drengene. Hvad i alverden mente han med det? Jeg skulle lige til at sige noget, da ham den krølhårede brød sammen i et grin, og tog en af de andre drenge med sig.

Wtf?

”Også godt at se dig igen!” fik han grinende fremstammet, hvilket fik mig til at se rundt på drengende igen. Hvad mente han med: godt at se dig, IGEN? Langsomt, i takt med at det også gik op for resten af drengende, gik det op for mig hvem det var.

Omg. Nej. Det. Her. Sker. Bare. Ikke!

One fucking direction.

Men hvad fanden lavede de I mit hus?

Og hvorfor havde jeg ikke genkendt dem?

Jeg burde da kunne genkende dem??

Mit ansigts udtryk havde vist ikke lagt skjul på, at det lige pludselig var gået op for mig, hvem det var. For drengede stod alle sammen og grinede ustyrligt. ”Oh my godness” udbrød jeg. ”Hvad fuck laver I i mit hus?” Jeg sænkede battet og kiggede spørgende rundt på dem. Endelig tog ham der vist nok hed louis sig sammen til at svare mig. Ham jeg næsten havde ramt med et bat.

Gud Louis! Nej, det kunne ikke passe. Han kunne da ikke være Johannas Louis. Kunne han?

”Det er min mors hus”

Jeps Meg, du havde ret. Det kunne han godt..

Louis kiggede på mig som om jeg var en eller anden galning, der var gået forkert, og at han nu havde totalt ownet mig, ved at sige det var hans mors hus. ”Hvad laver du her om jeg må spørge?” Jeg kiggede hurtigt over på de andre drenge, som stadig stod og grinede i baggrunden. ”Jeg bor her” sagde jeg endelig, med den mest toneløse klang, jeg overhovedet kunne præstere. Louis’ øjenbryn fløj først i vejret, men faldt hurtigt ned igen, før han sagde: ”Så må du jo være dén Megan. James’ Megan” Han rakte hånden frem i hilsen, men jeg ignorerede den bare. ”Du er så, Johannas Louis?” sagde jeg spørgende. Han nikkede, drejede kort om på hælen, og gjorde nogle tegn til to af drengene som straks forsvandt ud af døren. "Hvornår tager du så afsted?” Han havde igen vendt sig om så vi stod ansigt til ansigt. Han havde blå øjne. ”Hvad snakker du om?” spurgte jeg uforstående. ”Min mor sagde at du kun var her i et par dage” Han smilede til mig, men jeg stod bare og så forundret på ham. ”Hvad snakker du om? Jeg skal være her hele ferien. Alene” Han kiggede på mig med store øjne, og skulle lige til at sige noget, men en anden kom ham i forkøbet.

Det var ham den krølhårede.

Harry.

”Vent, mener du det seriøst?” han stirrede på mig. Jeg nikkede bare. Hvad var hans problem? Han sukkede og kiggede over på Louis og Liam, tror jeg det var. ”Vil det sige at hun skal være her hele tiden?” Måden han sagde det på gjorde mig irriteret. Ja, jeg skal faktisk være her Harry, jeg bor her hvis du ikke har bemærket det. ”men, din mor sagde..” han kiggede halvbebrejdende over på Louis. Ups. Det gik lige op for mig at jeg havde sagt det før højt…. Akward moment.

Hov, noget gik lige op for mig. ”Vent, hvor længe skal I være her?” Jeg kiggede spørgende rundt på dem. ”Hele sommerferien?” sagde Liam, endelig. Jeg rystede kraftigt på hovedet. ”Nej, nej, nej  det kan ikke passe, for jeg skal være her hele sommerferien. Alene!” Jeg sørgede for at lægge så meget vægt på, ALENE som overhovedet muligt. ”Forhelvede” sukkede Harry opgivende, og kiggede over på Zayn og Niall, som netop var troppet op i døren, begge med favnen fuld af bagage. ”Som om det kun er nedern for dig det her!” Jeg kiggede vredt på Harry, som virkede lidt forbløffet over min pludselige vrede. ”Det er da ikke dig, som skal bo sammen med en opblæst kendis” Jeg kunne høre Zayn mumle, ”Buurn” i baggrunden med jeg ignorerede det. ”Jeg havde faktisk også lavet planer, og det passer mig sådan set ultra dårligt, at skulle have besøg af et eller andet boyband hele min ferie!” Harry stod lidt og stirrede på mig, før han fnøs og gik ud af døren. ”Hjælp med at bære det sidste ind” råbte han ude fra fortovet, hvilket drengene til at følge trop. Eller i hvert fald næsten alle drengene. Louis stod stadigvæk inde i gangen, og betragtede mig. ”Jeg er ked af at vi ødelægger dine planer” prøvede han med et lille smil. ”Har I ikke jeres egen lejlighed I kan bo i?” Det kom ud vredere end ment. Men så kunne han da også forstå, at jeg ikke var med på ideen om at skulle dele hus med dem i 2 fucking måneder. ”Jo det har vi, men vi arbejder på den nye plade, og min mor sagde at der ikke var nogen herhjemme, så vi..” jeg rullede med øjnene, og gik ind i køkkenet for at hente et glas vand. ”..besluttede os for at spendere vores ferie her” Louis halvråbte resten af sin sætning, så jeg kunne høre den.

Jeg lænede mig op ad dørkarmen, og studerede ham. ”Mmmh” mumlede jeg ”og I kunne ikke lige skifte mening i sidste øjeblik?” Jeg vidste godt at jeg var provokerende, men fuck det. Det er det jeg er bedst til! Louis svarede ikke på mit spørgsmål, men blinkede i stedet og sagde: ”Det kan være at du kan få Jimjim til at betale dig ekstra løn, for det!” Jeg løftede øjenbrynene og gned derefter min hage, som om at jeg overvejede det, hvilket fik ham til at grine kort. 

Han var vel egentlig meget pæn.

Sleeeeet ikke min type. Langt fra endda, men meget køn.

Hans hår var helt sikkert brunt, ikke rødt.

”så heldig tror jeg sku ik, jeg er..” mumlede jeg, og kiggede hurtig over på døren. 4 drenge var lige væltet ind, sammen med 7 milliader kufferter og tasker. Nej, jeg overdriver ikke. Jeg stirrede på bunken med åben mund, inden jeg fik øjenkontakt med Harry. Han sendte mig et smil, der gav mig lyst til at slå ham i nødderne, imens han begyndte at tage skoene af. Jeg sukkede, og gik ind og satte mig på køkkenbordet med mit vandglas, og en skål med vindruer. Der var altid vindruer i det her køkken. Ude i gangen kunne jeg høre at de begyndte at slæbe tingene oven på.

Hvorfor skete det her for mig? Der var intet som kunne smadre min ferie, men det var alligevel sket.

Fuck mit liv = Fml.

”Og hey for resten” Det var Louis der råbte ”godt at møde dig søs!” jeg sad lidt og stirrede ud imod gangen, før jeg begravede hovedet i mit skød, og gav et irriteret suk fra mig.

Fml. Så meget. 

 

____________________________________________________________________________________________

 

Hey alle<3 Omg, kun 1 af dem der har læst den har ikke liket! -det betyder virkelig meget :-D 
I er meget velkommende til at smide kommentarer, kritik, ideer osv. til mig! 

Btw. kapitlet er ikke rettet igennem, håber det går ;-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...