Fallout //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2013
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Igang
Kassandra McCloud er som alle andre piger på 19 år. Tøjglad, voksen, smilende, men bor stadig hjemme hos sin far og mor. Kassandra bor i Beverly Hills som en overklasses tøs. Men Kassandra lever et helt andet liv end folk går og forventer. Om dagen er hun en venlige og fine Kassandra McCloud, men om natten er hun Kassidy den hårde og sexede tøs, der laver ballade og har tilfældig sex. Men en dag på en normal fest aften kommer en fyr ind på hendes diskotek. Det viser sig at han skal bor i Kassandras overklasse hjem over fem måneder. Men, hvad sker der når han møder Kassidy om natten og Kassandra om dagen? Falder har for Kassidys mystik eller for Kassandras sødme? Alt kan ske i Beverly Hills og når man er verdens kendt popstjerne, så sker der altid noget nyt.

Der kan komme anstødelige scener eller sprog, så i læser på eget ansvar.

5Likes
1Kommentarer
708Visninger
AA

3. "Good morning mom, dad and Chris...And someone I don 't know"

 

Kassandra

"Kassandra! Du skal op nu" råbte min mor og bankede på min dør. Min hjerne sagde mig, at klokken var 8, fordi hun altid kom op og vækkede mig klokken 8. Selvom min søvn kun varede i fire timer, så var jeg så godt som frisk. 

Min krop var trænet til ikke, at få mere end højest 6 timers søvn. Det var så noget man måtte leve med, hvis man, som mig, levede et dobbelt liv. 

Kassandra levede et overklasses liv, så hun havde havde alt, hvad en pige ønskede sig. Hun var perfekt. Jeg svøbte min krop ind i min lyserøde morgenkåbe og listede på bare fødder ud på badeværelset. Alt på badeværelset var cremefarvet. Ja, selv toilettet. 

Jeg gik over til vasken og kiggede i spejlet. Efter 9 måneder som Kassidy, har Kassandra kun fået det værre og værre. Jeg glemte, hvordan Kassandra var. Jeg havde spillet en helt anden person i 9 måneder. Dagene som Kassandra flød sammen og forsvandt ind i hinanden. Men nattene var klare som glas. Efter så lang tid havde jeg fundet mig selv i en helt anden person. En helt anden side af mig selv. En helt anden verden. En verden langt væk fra Kassandra og hendes snoppede veninder. 

Før Kassidy kom til, var min hverdag tom. Jeg var en tom skal, uden fylde. Jeg var som livet, uden kærelighed. Da Kassidy kom, blev min skal fyldt ud med det vilde liv. Jeg fik rigtige venner, som aldrig ville få mit livs hemmelighed, at vide. 

Mit liv i byen var et kæmpe spørgsmål. Der var flere spørgsmål end svar. Spørgsmål som havde bygget sig op og blevet større. 

Spørgsmål som:

Hvor længe ville det vare? Ville mine venner gennemskue mig på et tidspunkt? Ville min hemmelighed slippe ud? Eller ville jeg selv komme til, at afsløre det? Hvordan ville folk tage det, hvis de fandt ud af, at jeg var datter af en mange millionær? Ville mine venner udnytte mig, for penge? Ville jeg gå hen og udnytte deres følelser? Kunne jeg gøre min magt større ved, at afsløre mig selv? Var nogen allerede på sporet af mig? Ville de udnytte min hemmelighed, for penge? Der var så meget jeg ville have svar på, og ingen at spørge sig til råds ved. 

Pigen i spejlet så nøjagtig ud som jeg følte mig. Trist, alene, uelsket og fortabt i et spil, hvor slutningen kommer til at bestemme hendes skæbne. 

Vil hun ende som Kassandra McCloud eller som Kassidy? Jeg foretrak helst Kassidy og hendes liv. Men Kassandra var mit dække, gemmested, eneste alvidende ven og den, der fik mig på rette spor igen.

Jeg vendte tilbage til badeværelset og bandt knuden på kåben op, og smed den på den på det varmede gulv. Jeg tog et brusebad for, at skylle nattens sved, alkohol og anstrengelser væk. Jeg tænkte ting igennem. Hvordan vil Will mon reagere, hvis han fandt ud af, at han bliv hånset rundt med af en lille rigmands tøs? 

Jeg trykkede min lavendel shampoo ud i mit hår, og kørte det rundt i min hovedbund. Duften af lavendel fyldte hele rummet og fik min krop til, at slappe af.

Da min krop var tilpas afslappet, slukkede jeg for vandet og gik ud af badet. Jeg tog fat i et håndklæde under vaske og tørrede min krop. Jeg band det samme håndklæde og min krop, og tog et nyt og tørrede mit hår. Jeg gik tilbage til mit værelse og tog tøj på. Det blev et par dyre mærke shorts og en sort top med en hvid, let gennemsigtig skjorte. Igen dyre mærker. Jeg kiggede i spejlet igen og tog makeup på. Lidt mascara og eyeliner kom rundt om mine øjne. På mine læber kom der noget lyserødt glimmer lipgloss. 

Selvom det var morgen kunne man vel godt ser godt ud, ikke?

Kassandra var en livsglad pige. Hun var altid glad, så man må jo leve sig ind i rollen. 

Jeg valgt at lave entre, ved at synge en sang og danse en lille dans. Jeg gik faktisk til Hiphop efter skole, så dansen var ikke et problem.

Jeg lukkede døren til mit værelse op og smækkede den i igen. Trinene kørte i en lang række ind i mit hoved. Så snart jeg var tæt nok på ville jeg bryde ud i dans og musik. 

Jeg listede hurtigt ned af trappen og stoppede i stuen for, at lave de første trin der.

"I Can't fell my face, when i'm with you. But i love it, but i love it. I can't fell my face, when i'm with you. But i love it, but i love it." sang jeg da jeg kom dansende ind i køkkenet. 

Min familie havde set mine danse entrer, så længe at de ikke tog sig af det mere. Jeg havde øvet de trin, så de var lige i skabet. Ikke et trin var forkert. Jeg lavede dem store finale ved at række armene op i luften ved ordet "it" . I 9 måneder havde jeg danset om natten, og om dagen så, så der var ikke en dråbe sved på min pande. 

"God morgen mor, far og Cris-" sagde jeg, men afbrød mig selv, da jeg så at de ikke var de eneste i rummet. Fem fyre jeg havde set før stod i rummet, og smilede lidt mærkeligt til mig - Måske på grund af sang-danse-tingen, jeg havde kørende-. De så ikke ud til at genkende mig, men jeg havde genkendt dem. Det var drengene fra i nat. Nu ville det være endnu svære, at komme ud om aftenen. Men jeg kunne jo ikke sige, at jeg kendte dem, så jeg måtte spille skuespil..i et skuespil.

"-Og nogen jeg ikke kender" sagde jeg og smilede falsk. Fordi jeg smilede ægte i nat og, hvis jeg smiler ægte nu, ville de være et skridt tættere på at afsløre mig.

"Mor, hvad laver fem drenge i vores køkken?" spurgte jeg, og lagde armene omkring mig selv, for at virke lille og skrøbelig.

"De skal bor er i lidt tid" sagde min mor kærligt, men vendte hurtigt tilbage til hendes mobil.

...

Jo, tak for din kærlighed...

"Hvorfor?" spurgte jeg, og spillede igen lille. Jeg havde spillet lillepige i 9 måneder, så det var ikke så svært.

"Det er et program, mig og din far, har sat igang. De er verdens kendte popstjerner og skal hjælpe med, at for unge mennesker med i projektet" sagde hun, men blikket vendte mod den lille dumme mobil. Den havde taget min plads i min mors hjerte. 

"Mor, de har brug for mig i firmaet, så jeg går nu" sagde Chris, min storebror, og smilede ikke en eneste gang. Før han startede sit eget firma, var han sjov og glad, men nu var han nærmest død i ansigtet. Det gjorde ondt, at ser på. Det var som han døde langsomt og jeg havde ikke en chance for, at få min Chrismand tilbage. For hvert dødt blik, var det som om en kniv blev boret længere og længere ind i mit bryst. Han ville aldrig komme tilbage til mig igen, og det var det, der var den største del af smerten.

Vi havde begge brunt hår, hans var lidt mørkere. Mens jeg havde brune øjne, havde han gråblå.

Min mor kiggede på ham og smilede ægte. Et smil jeg aldrig fik. Nogen gange glemte jeg, at jeg aldrig ville få mine forældres kærlighed. I hvert fald ikke, før jeg tjener millioner. 

"Ja skat. Din far og jeg tager også afsted nu" sagde hun og kiggede på min far, der lige havde lagt avisen ned. Han nikkede og rejste sig fra stolen. Han kyssede mig kort på panden, inden han gik ud af døren. Min far var en mand af få ord. Men der skulle ikke så mange ord til, at være millionær. Jeg blev klappet på hoved af min mor. Ja, jeg ved det, hendes kærlighed til mig var rigtig rigtig rigtig stor.

Kan man mærke ironien eller skal jeg skære det ud i pap?

Whatever.. Jeg magter det alligevel ikke, så fuck det.

"Kommer du?" spurgte min mor Chris. Han nikkede og gik forbi mig uden, at sige farvel.

Vent nu lige lidt, Hvis min mor er væk, min far er væk og Chris er væk, så er der jo kun mig og... Dem.

"Vent!-" råbte jeg, da de var på vej ud af døren. Min mor vendte sig spørgende mod mig, men dog, sagde hendes øjne, at jeg skulle klappe i.

"Hvis i tager af sted, så er det jo kun mig og dem" sagde jeg og kiggede på dem jeg sank en gang, selvom der ikke var noget at synke. "Ja?" sagde hun og vendte sig og gik. Jeg gik med hastige skridt gennem køkkenet og stoppede i døren.

"Men vent, hvad nu, hvis de er voldtægtsmænd!?" råbte jeg efter den sølvgrå bil, der bakkede ud af grunden. Min mor vinkede til mig, fra forsædet. Jeg slog opgivende ud med armene og rystede voldsomt på hoved. Jeg vendte mig om i døren og kiggede på drengene, der ikke havde smilet på længere. 

Jeg tøffede hen til dem og rakte min hånd frem mod Liam. Jeg havde et lille piget smil på. Liam smilede til meget voksent smil og tog min hånd. 

"Liam" sagde han og gav slip på min hånd efter han havde rystet den lidt.

"Det rart at møde dig" sagde jeg og gik over til køkkenskabet og hev en mælk ud. "Altså, at møde nogen, der ikke ser mig som en lille på, der stadig er doped mælkesnitter" sagde jeg og åbnede det tredje skab og hev en skål frem. I første skuffe, tog jeg en ske og lagde den, ved siden af skålen, på bordet. Cornflaks pakken stod på bordet, så dem ledte jeg ikke efter. Hurtigt fik jeg mælk på cornflaksene og spiste den af skålen med skeen.

"Når, sæt jer" sagde jeg helt afslappet med cornflaks i munden. 

Jeg ved det! Jeg er super charmerende.

De satte sig, så Harry satte sig ved siden af mig, ikke at jeg havde noget imod ham. Bare praktisk info.

"Hvad hedder du så, lille Per?" spurgte jeg Harry uvidende om, selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var så troværdigt. 

"Jeg hed.. vent kaldte du mig lige lille Per?" spurgte han med sin hæse dejlige stemme. Jeg nikkede og rynkede panden. "Kender du tilfældigvis en, der hedder Kassidy?" spurgte Harry og så nærmest desperat ud. 

"Hvorfor skulle jeg dog det?" spurgte jeg igen. Jeg viste godt ,at det var uhøfligt, at svare igen med et spørgsmål, men det var lige meget.

"Fordi vi mødte en Kassidy i nat, og hun kaldte mig også lille Per" sagde han og fik mig til, at stoppe med at tykke min mad.

Havde jeg kaldt ham lille Per i nat?

Pis, nu skulle jeg til at finde på et inproviseret svar. 

Vi gik i samme klasse...Nej.

Jeg er kærester med hendes storebror...NEJ!

Vi gå til dans sammen...Nej.

Vi...glem det, det kommer nok til mig.

"Jo ser du...vi..er gode ømh veninder? Ja vi er gode veninder" sagde jeg og prøvede, at gemme mit store sejres smil. 

Harry lyst op i et smil og åbnede hurtigt munden igen. "Kan jeg møde hende?" spurgte han og var ved at sprænges af spænding. 

"Øøøh nej, det kan du ikke, fordi hun... kun er til, at finde om natten" sagde jeg og kunne se skuffelsen i hans øjne. De andre kiggede på ham med medlidenhed. Det var som om de kunne føle hans skuffelse gennem luften.

Creepy.. 

Hvis jeg, i går snakkede med Harry, var det måske en god ide, at tage afstand fra Harry som Kassandra og være ok på sammen fod som ham, når det var Kassidy der styrede. Jeg måtte tale med en som Niall, fordi han ikke snakkede så meget i går. Så som Kassandra snakker jeg med Niall, og som Kassidy snakker jeg med Harry. Jaja, det skal nok gå godt.

Jeg havde pludselig ikke flere cornflaks tilbage, så der var kunne mælk tilbage. For ikke at noget skulle gå til spilde, tog jeg skålen op til munden og drak af den.  

Jeg sluprede mælken i mig og slikkede mig om munden efter. Skålen endte i opvaskemaskinen sammen med skeen. Mælkekartonen kom tilbage i køleskabet og cornflaksene ende i det røde skab. Der var kun tørvare i det skab.

Når men det var fredag, og klokken var 08:23 og jeg var som selvanelig sent på den. Jeg skulle være i skole om 7 minutter. Så jeg havde lidt meget travlt. Jeg svang min skuldertaske over skulderen, og tog min IPhone 5S med diamant besat cover. Det var en gave fra min far, da han havde fået god kontrakt med en kunde. 

Diamanter er en piges bedste ven, er det ikke det man siger?

Det er lige meget, jeg fik det jo lige meget hvad, så hvorfor snakke om det?

Bare glem denne samtale.

Jeg spurtede gennem huset for at finde mine øretelefoner, som selvfølgelig var blevet væk fra mig. Drengene havde slået sig ned i stuen omkring Tv'et. De så den lokale Tv-kanal, hvor Tv-damen viste nattens begivenheder. Flere billeder af natten løb over skærmen. Den klub vi var på i går blev nævnt, og det fangede min opmærksomhed. 

"-Hun går under navnet 'Kassidy' og er noget af en ballademager. I går kom, der fem udenlandske popstjerner, til Beverly Hills og hun var hurtigt på pletten, og fik meget af deres opmærksomhed den aften. Denne kvinde må findes og gives til politiet. Hun er stofmisbruger og har talent for, at lokke penge ud af folk. Hun sælger stoffer og indportere narko. Politiet er på jagt efter hende og, hvis du har oplysninger om, hvor hun kunne befinde sig, så kontakt Beverly politi. Og nu over til sporten-" sagde Tv-damen og jeg var ved, at knække af grin.

Ville de finde Kassidy? HAHA

Det bliver nok lidt svært, for hun findes ikke. 

Jeg kom til at lade et grin løbe over mine læber, men klaskede en hånd for min mund. Uuuh, det bliver sjovt, når de ikke kan finde hende i deres database eller i virkeligheden. 

"Skulle du ikke gå til politiet?" blev der spurgt om. Jeg tror det var Niall, der spurgt, for jeg kunne ikke genkende stemmen. Jeg kiggede hen på ham, som om han var dum. Hans blå øjne, blev forvirrede over mit hurtige humørskift. Det var ikke så mærkeligt. Jeg havde lige siddet og grinet, også bum, var jeg irriteret.

Måske var min menstruation på vej? 

Pis, så var der en uge, hvor jeg kun skulle være Kassandra.

For jeg var for doven til, at være dem begge. Og det faktum, at en Kassandre med PMS, er umulig at få op om morgen.

"For det første, så melder man ikke sine venner. For det andet, så er hun ikke stofmisbruger, hun sælger ikke stoffer og hun indportere ikke narko. For det tredje, så finder de hende ikke." sagde jeg og syntes selv, jeg lød rigtig klog. Men det syntes de andre ikke.

"Hvorfor finder de hende ikke?" spurgte Niall og lænede sig frem og kigge mistroisk på mig. Min hjerne arbejdede hårdt på, at finde en forklaring. Min hals blev tør og mine øjne begyndte, at svide. Ikke at jeg skulle græde, men trykket i mit hoved fik mine øjne til, at svide.

"Hun har intet hjem" sagde jeg uden, at tænke over det. Det overraskede mig meget, at jeg var blevet så god til, at lyve.

"Hvad mener du med, at hun ikke har et hjem?" spurgte Niall igen, og jeg måtte holde mig selv tilbage for ikke, at pande ham, og hans dumme spørgsmål, en. Jeg var jo ikke verdens bedste til, at lyve.

"Fordi...Øhm.. Hun overnatter hos alverdens mennesker. Hun bor over det hele. Så hun har mange venner, ingen ville melde hende." sagde jeg og krydsede fingere for, at Niall ikke ville stille flere spørgsmål. Jeg gad ikke trække denne løgn længere ud.

"Men, hvis hun-" Jeg cuttede ham af med, at ligge mine hænder for mine øre og synge; lalalala, ud i en lang køre. Jeg fik øje på mine øretelefoner på stuebordet. Jeg snuppede dem og løb ud af døren, men kom i tanke om, at jeg ikke havde børstet tænder, så jeg lavede et U og løb tilbage til huset. Ude på badeværelset børstede jeg tænder og løb, så ud af huset igen. 

" Vi Ses Senere" råbte jeg, på vejen ud, til drengene. Jeg trak op i min taske og løb ned af villa vejen. Langsomt så jeg skole nærme sig. Der var ingen mennesker udenfor, så panikken kom frem i mig og fik mig til, at løbe hurtigere. Jeg braste ind gennem døren til skolen og kiggede omkring, hvor der ikke var nogen elever. 

"Hallo frøken" sagde en stemme bag mig, og jeg kendte den med det samme. Engelsk med et snerp af fransk.

Mr. Dumaris. 

Har i ikke en lærer i ikke kan udstå, eller er bange for?

Mr. Dumaris var så min. Han var fransk lærer og lignede en mand, der var taget ud af en film fra 1900-tallet. Hans stemme var spids og lød som en kat, der blev trukket over en tavle.

"Vi fik gæster i morges, også faldt vi i snak, også glemte jeg tiden, også kom jeg forsent" sagde jeg med den lille pige stemme, som snart var den eneste stemme jeg brugte som Kassandra. 

Mr. Dumaris var ikke en man skulle komme op og skændes med. For når hans katte lignende stemme nåede et bestemt punkt, begynder han at host og spytte, så ens perfekte make-up ville flyde ned af ens ansigt. 

Ikke for at lyde som en total opreklameret dulle, men det tager en evighed, at ligge den perfekte make-up, og det er jo ikke fordi jeg ikke har råd til at købe nyt, men det bliver mange penge i enden.

"Også mener du, at det er helt ok, at komme forsent" sagde han med sin spidse stemme. Han hævede øjenbrynene på en provokerende måde, der fik mit pis i kog. Bare ved hans første ord fik jeg løst til, at rive hans stemmebund ud, og slå ham med det, og skrige, at han skulle holde kæft. Selvom det ville koste en god manicure og et skole stipendium. 

"Nej sir, De har fuldstændig ret. Det var ubehøvlet af mig og jeg undskylder" siger jeg i en rimelig pæn toneart. 

Jeg tror, at hvis ikke Mr. Dumaris kendte mig rimelig godt ville han smile forsigtig og sige, at dette var en advarsel. Men Dumaris kender mig nogenlunde, så han hopper ikke på alt det fis.

Han snerrede af mig, da klokken ringede og eleverne strømmede ud af klasserne. Jeg snerrede tilbage på en lidt diskret måde - til hans ryg - og gik mod mit skab. 

Igen - det er fantastisk, at have den kontrol over mennesker - flyttede eleverne sig, da jeg banede mig vej gennem dem. 

Mit skab var ligesom alle andres skabe. Men der havde dog den lille forskel, at mit skab var malet creamfarvet.

Mit skab var selvfølgelig creamfarvet, hvad skulle det ellers være? Blåt som alle andres? No way! Så jeg bestak en eller anden dude 20$ for, at male det i creamfarve over en nat. 

Man kunne jo ikke manipulere med folk for ingenting, vel?

Et hvin nåede mit øre, ligesom en kat, der bliver hevet i halen, henover en flade med glas. Den gik gennem mav og ben. 

Creeps, lige der!

Jeg ville løbe min vej, eller gemme mig, men det var forsent. Hun havde set mig, og når hun har set en, så kan man ikke flygte eller noget.

Pizz...

Et par arme blev lagt om mine skuldre, og der blev klemt til. Virkelig nederen kram. Jeg stønnede af smerte i mine skuldreblade. Hvis bare hun kunne stoppe med, at smadre mine skuldre, så ville jeg være taknemmelig. 

"Hey, hey, hey, har du hørt det!? Har du?" lyder en ophidset stemme. Måske burde hun skrue ned på de koffeinrige drikke. Daisy. Ja, det hedder hun, og det passer til hende. Høj pige, med en stor en løvemanke af næsten hvidt hår og et sødt rundt ansigt med lysebrun hud. Hun var lidt af et skår. Hun kunne give hver eneste fyr på hele skolen boner, ja selv lærerne. Klamt, men sandt. Hendes standarder for fyre var så høje, at alle fyrene på skolen kunne lige så godt droppe ideen om at få hende.

"Hørt hvad?" spørger jeg forvirret, selvfølgelig ved jeg godt, hvad hun ville sige, men jeg kunne kun spille med på mit skuespil. Hun gav heldigvis slip på mig, men kun for at dreje mig rundt, og tage hårdt fat i mine arme. Hendes ansigt udstrålede kun iver, for at fortælle mig sin nyhed.

Jeg havde allerede lyst til, at smække hende en, og hun havde ikke engang åbnet munden endnu. 

Wow, jeg har haft en seriøst dårlig nat... Det bliver en lang dag...

"One Direction er, hvad der sker! De er her i byen! De var på natklub igår nat, og der mødte de hende. Som i HENDE!" nærmest skreg Daisy, mens hun ruskede i mig. Så store nyheder var det vel hellere ikke? Kassidy var åbenbart mere populær, end jeg havde regnet med, for hvis Daisy flippede ud over hende, så var hun meget populær. Jeg måtte have flere informationer.

"Og hvad er det store ved det?" spørger jeg, og laver mit 'jeg-keder-mig'-ansigt. Daisy's ansigts udtryk blev næsten helt normalt igen, men hendes øjne afslørede, at hun syntes, jeg var godt dum. Men jeg viste, at hun ville sige mere end det. 

"Altså, det er jo slet ikke fordi, at de er noget af det sødeste på planeten? Især ham Harry der, krøller er bare totalt sexet!" sagde Daisy, og udfra hendes ansigt, kunne jeg næsten fornemme, at hun havde en indre orgasme, ved tanken om Harry. 

Ad... Ikke lige det jeg havde lyst til, at tænke på...

"Og hvad har det med Kassidy at gøre?" spørger jeg, for at få de forfærdelige billeder ud af mig hoved. Daisy's drømmeri blev også brudt, da navnet 'Kassidy' kom på banen. 

"Rygtet siger, at hun og Harry havde godt gang i hinanden. Hvilket slet ikke er godt! Jeg vil have hun skal skride væk fra Harry. Jeg så ham først!" sagde hun med en stemme, som fik mig til, at trække mit flabede svar tilbage. 

For det første så så hun ikke han først, det gjorde jeg.

For det andet så kan hun godt få ham, Kassidy er ikke ligefrem, hvad man kalder kæreste materiale.

"Men Daisy, du har da hørt, at Harry og hans små venner bor hjemme hos mig, ikke?" sagde jeg, og gav hende en chance for, at komme tæt på Harry, fordi jeg havde virkelig brug for en til, at tage ham i hånden, og få ham så langt væk fra mig, som overhoved muligt. 

Hun spærrede øjnene op, og så helt fortryllet på mig. 

"Og ja, du må gerne komme hjem til mig efter skole" sagde jeg med en opgivende tone, for at køre mit skuespil videre. Igen var min overkrop, ved at smadres da Daisy krammede mig!

"Tak skat! Jeg elsker dig seriøst lige nu!" sagde Daisy, og gav slip på mig. Hun drejede rundet på hælen, og gik sin vej med sine svigende hofter.

Og der stod jeg tilbage og vidste, at denne dag ville blive længere end, jeg havde planlagt.

_________________________

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...