Tyven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Historien handler om 15-årige Anna, som lige blevet færdig med folkeskolen. Hun kommer hjem fra sin veninde en dag, hvor hendes forældre kommer op at skændes, og hun derfor løber hun hjemmefra. Hun møder en fyr, som hun senere hen finder ud af, er en tyv. Hvad mon der vil ske? Vi følger Anna i 1. person gennem hendes liv i det fri, lige indtil... - Læs med, og find ud af det. :-)

Vil blive glad for kommentarer, likes osv. ♥

6Likes
3Kommentarer
317Visninger
AA

3. En ny ven?

Pludselig følte jeg, at der var en, som stod lige foran mig, og jeg kunne høre en svag lyd af en drengestemme. Jeg kneb øjnene sammen og åbnede dem derefter, hvor jeg så en dreng lige foran mig. Han havde brunt, sjusket og snavset hår, samt et par revnede bukser og en beskidt T-shirt. ”Hallo, hvad ligger du der for?”, spurgte han. Jeg svarede: ”Jeg er løbet hjemmefra, og har ikke andre steder at være. Undskyld..” Hvis jeg skal være ærlig, så forstod jeg ikke helt hvorfor, at han spurgte mig. Må man ikke ligge og sove i en skov, eller hvad? Han lignede en på de 15-16 år, ligesom mig. Midt i alle mine tanker, så råbte han pludselig: ”Hvis du skal overnatte her i min skov, skal du altså betale. Forstået? 5 dask pr. overnatning, så hit med dem!” Han rakte sin beskidte, grimme hånd hen mod mig, for at få sine penge, men jeg havde jo ikke nogle. Det eneste jeg havde, det var mig selv, et æble og et lille stykke brød. Jeg var lige ved at tisse i bukserne af skræk, og jeg prøvede at nive mig selv i armen, for at se, om det ikke bare var en drøm, men det var skam virkeligt. ”Hvem er du? Hvad vil du mig? Jeg har ingen penge, og det er en offentlig skov..?! Du får altså ingen penge”, ordene fløj bare ud af min mund, og jeg havde allermest lyst til bare at løbe. Løbe ud af skoven og hjem, for jeg vidste, at mine forældre savnede mig, selvfølgelig gjorde de det. Dog bed jeg mig i læben og tog mig sammen, jeg løb ikke væk. Jeg blev blot siddende der på den kolde jord, i mens jeg iagttog ham. Han havde faktisk nogle flotte grønne øjne. Mine tanker blev igen afbrudt af hans dybe stemme: ”Hør her, hvis du ingen penge har, så tag og smut. Okay? Det her er min skov, og ser jeg nogle sove her, som ikke er nogle af mine drenge, så kan de godt smutte ud eller betale!” Han tog fat i min arm og fik hevet mig op at stå. Jeg tog min jakke og min taske op fra jorden, og kiggede. Jeg kiggede ikke på noget specifikt, jeg kiggede bare. ”Fint.. Jeg går nu.”, sagde jeg, da jeg havde overvejet, hvad jeg nu skulle stille op. Jeg kiggede mig omkring, og vidste ikke rigtig hvordan, at jeg skulle komme ud af skoven, men jeg begyndte at løbe, i håbet om, at jeg fandt vejen ud. Jeg blev ved med at løbe, og jeg var ikke klar over hvor langt, men det føles langt – og hårdt.  Mine ben kunne snart ikke mere. Min vejrtrækning begyndte at blive mere og mere snæver, og jeg havde svært ved, at holde den vedlige. Mine ben sagde stop, alt blev sløret, mine øjenlåg klappede lige så stille i, og jeg faldt ned mod jorden. Jorden var hård og kold, så det var ikke et rart fald. Mere nåede jeg ikke at bide mærke i, da alt blev sort. Jeg drømte, at jeg stadig lå på den kolde og beskidte jord, og at nogle drenge stod i en ring om mig og grinte. De pegede på mig, og jeg kunne ikke forstå hvorfor. Det var ved at gå op for mig, at det ikke var en drøm, men ren og skær virkelighed. Jeg må have været besvimet af at løbe så meget, og så må jeg have vågnet. Jeg kunne svagt høre en masse råberi: ”Hey, der ligger en død pige”, ”Hallo pigebarn?”, ”Skal vi ikke gå hen og se, om hun er levende?”, ”Hvem er det?”, og pludselig kunne jeg høre en råbe rigtig højt: ”Hvis I ikke holder kæft, så skære jeg halsen over på jer, forstået? … Vent lige, jeg kender den pige! Ingen rør hende!” Jeg kunne genkende den stemme. Den dybe drengede stemme. Jeg jeg havde lyst til bare at forsvinde ud af den her skov, det kan kun bringe mig skidt. - Jeg ville ønske, at jeg aldrig var løbet hjemmefra. Jeg kunne høre nogle skridt, som kom nærmere og nærmere. Jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvad der ville ske, men det var svært. Og pludselig kunne jeg mærke en hånd på min skulder, og i det at jeg mærkede hånden, så råbte jeg: ”Lad mig være, eller jeg skære halsen over på DIG!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...