Guardian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2013
  • Status: Igang
Har du nogensinde følt at nogen ser på dig? At nogen eller noget vogter over dig, selvom der intet er at se? Det er fordi du aldrig er alene. De er der altid, men du kan ikke altid se dem. Skytsengle.

Skytsengle er som de engle du nok forestiller dig. Mennesker, men med vinger. Vingerne forsvinder automatisk når de viser sig på jorden, for at de bedre kan falde ind i mængden. Der er mange regler, især for de unge skytsengle. Ingen kommunikation med menneskerne, ingen kriminalitet, og ingen romance. Brud på reglerne, kan medføre at englen der har syndet, får fjernet vingerne og derved muligheden for at besøge jorden.

Lucas er en ganske normal 18-årig dreng fra New Jersey. Han går i skole som de fleste andre, og lever bare et nogenlunde normalt teenage-liv. Indtil den dag hvor hans skytsengel, Evelyn, ved et uheld kommer til at vise sig for ham da han en nat vågner ved mareridt. Den nat kommer til at ændre deres liv foraltid.

6Likes
5Kommentarer
598Visninger
AA

2. Kapitel 2

Lucas' P.O.V

Det var nu et par dage siden den fremmede pige pludseligt var dukket op i mit soveværelse, og der var ikke gået meget tid hvor jeg ikke havde spekuleret på hvem hun var, hvad hun ville og hvor hun var kommet fra. Det var virkelig noget af det underligste jeg nogensinde havde oplevet. Hvad jeg ikke vidste var, at det hele skulle til at blive endnu mere underligt. 

"Lucas Fischer! Er du vågen?" Lød Mrs. Perrys stemme. Jeg vågnede straks op fra mine tanker, og så min lære stå foran mit bord og se alvorligt på mig. "Ehm, ja. Selvfølgelig." Svarede jeg hurtigt, og blinkede lidt med øjnene. Det var ikke første gang at jeg var faldet helt i staver over det der skete, men det var virkelig noget udover det sædvanelige. Jeg havde dog ikke fortalt nogen om den mystiske pige. Mrs. Perry sendte mig et strengt blik, rettede sig så op og gik tilbage til tavlen for at fortsætte med at undervise. Jeg prøvede at koncentrere mig, men det gik ikke helt som jeg ville. Dog passede jeg bare på med ikke at forsvinde ind i min egen lille drømmeverden igen. 

Efter det der føles som en evighed, ringede klokken endeligt, som et signal til at vi havde fri. Jeg kom hurtigt op af stolen, tog mine ting og forlod lokalet. Jeg gik ned af gangen, ned til mit skab, åbnede det, og lagde mine ting derind. Jeg smækkede skabslågen i igen, og vendte mig hurtigt rundt. Og det jeg så, fik mig virkelig til at stå og glo lidt. Det var pigen fra natten. Den pige der havde siddet på mit skrivebord da jeg vågnede efter mareridtet. Hende. Hun stod længere nede af gangen og så på mig. Hendes brune hår hang løst ned af hendes ryg, og hendes blå øjne lyste af nysgerrighed. Jeg kunne også mærke nysgerrigheden brede sig i mig, for jeg havde så mange spørgsmål til den pige. Et øjeblik stod vi bare og så på hinanden, inden jeg så blev afbrudt min ven, Jeremy, som kom hen og puffede til mig. "Hva' så?" Spurgte han, og fulgte mit blik hen på pigen. "Er der en der er faldet i din interesse?" Spurgte han med et smørret grin, og jeg skubbede ham hurtigt væk. "Nej." Svarede jeg med et dæmpet grin, for ikke at virke for seriøs. "Men ikke så meget. Skulle vi stadig ses på fredag?" Sagde jeg, og fugtede stille mine læber med spidsen af min tunge. "Selvfølgelig. Så ses vi." Sagde Jeremy, og sendte mig et skævt smil, inden han så hurtigt smuttede ned af gangen, og forsvandt rundt om hjørnet.

Igen vendte jeg blikket imod stedet hvor jeg havde set pigen, og hun var væk. Selvfølgelig. Som om hun ikke var uhyggelig nok i forvejen. Jeg rynkede en smule på panden, inden jeg så stille gik ned af gangen, imod skolens udgang. Jeg skubbede døren op, og trådte udenfor. Sommervarmen ramte mig hurtigt, og varmede hele min krop op, efter at havde siddet indendørs de sidste par timer. Jeg tog en dyb indånding,smuttede så ned af de få trin der førte væk fra døren, og gik ud på fortovet. Jeg stak hænderne i lommerne på mine jeans, og så bare lidt ned imens jeg gik. Jeg bumpede af og til ind i folk, men jeg var for langt væk i mine tanker, til faktisk at komme med en ordenlig undskyldning.

 

Ti minutter efter låste jeg mig ind i min families hus, og trådte indenfor. Jeg smækkede døren i efter mig, sparkede mine sko af og gik ind i stuen. Jeg var lige ved at få et hjerteanfald da jeg så hende igen. Pigen. Hun stod bare der. Men så snart hun fik øje på mig, forsvandt hun pludseligt fra mine øjne. "Hvad fanden sker der..." mumlede jeg, og rynkede på panden. Jeg kunne mærke nogle øjne hvile på mig, og af en eller anden grund havde jeg følelsen af at hun stadig var her. Stille gik jeg hen til stedet hvor hun før havde stået, og løftede min hånd. Nærmest for at mærke om hun var der. Pludseligt kunne jeg mærke noget imod min håndflade og fingre. Jeg kunne mærke hvordan noget gled ind imellem mine fingre, og låste sig om min hånd. Nærmest som om noget havde flettet sine fingre ind imellem mine. Med det samme blev hun igen synlig for mine øjne. Jeg vidste ikke om jeg skulle være bange. Frygte den mystiske pige, som pludseligt dukkede op af den blå luft. Eller være nysgerrig. Hvem er hun? Hvad vil hun? Hvad er hun? Jeg stod bare og så på hende, og hun så på mig. Hun havde også løftet sin hånd, og havde flettet sine fingre ind imellem mine. Jeg trak dog stille min hånd til sig, og hendes faldt igen ned langs hendes side. "Hv-... Hvem er du?" Spurgte jeg stille. "Evelyn Montez." Svarede pigen kort. "Hvad sker der lige? Pludseligt er du her, og så er du der ikke. Du dukker op på de mest underlige tidspunkter! Er du... Du er ikke et spøgelse, vel?" Spurgte jeg, og blev pludseligt utilpas. Nej... Det hele måtte være indbildning. Jeg måtte drømme. Hun var her ikke, alt det her var aldrig sket. Jeg var bare begyndt at bilde mig selv ting ind, for selvfølgelig var hun ikke et spøgelse. Mega uhyggelig, ja. Men ikke et spøgelse. Hun eksisterede sikkert ikke. Hun var indbildning. Det måtte hun være. 

"Jeg er ikke et spøgelse, Lucas." Svarede pigen med hendes lyse stemme. Hvor kendte hun mit navn fra?! Flere og flere spørgsmål hobede sig op inde i mit hoved. Og desuden, hvordan kunne hun være indbildning hvis jeg lige rørte ved hende? Jeg kunne føle hende, og jeg var sikker på at hun kunne føle mig. Jeg så skræmt på pigen, trods hun prøvede at overbevise mig om at hun ikke var spøgelse. "Lad... Lad mig være..." Sagde jeg nervøst, og trådte et skridt væk fra hende. "Hvad vil du med mig?" Spurgte jeg, og bed mig hårdt i underlæben. Det her var bare alt for syret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...